af Poul Sverrild

Avedøre rummer mange verdener – nogle mere varige end andre. Igennem hele vores historie har landsbyen ligget der, som den – næsten – ligger der endnu.

Vestvolden har ligget der i mere end 100 år, og den ser også – næsten – ud som da den blev bygget. I ly inden for volden ligger Avedøre Kaserne, og den har bare ligget der i omkring 80 år.

Avedøre Kaserne ophørte endelig som militært anlæg i 1996. Med militærlejrens rømning og med et sideblik til Avedøre Stationsby er der grund til at kaste et blik tilbage på årene før opførelsen af Avedørelejren.

Militæret blev en faktor i Avedøre fra slutningen af 1880’erne, hvor opførelsen af Vestvolden begyndte. Da volden var færdig i begyndelsen af 1890’erne skulle den også bruges – i det mindste om sommeren.

Paradislejren

Lige inden for volden anlagde militæret så en sommerlejr – en teltlejr – hvor soldaterne boede, mens de muntrede sig på det nyanlagte voldanlæg. Nu var somre i slutningen af forrige århundrede ikke så forfærdelig forskellige fra dem, vi kender til, så der kom en del nedbør ind imellem.

Når regnen kom, blev teltlejren i Avedøre til et rent ælte af mudder, og det må have været et temmelig deprimerende sted at opholde sig. Og mudderet er da også den tydeligste erindring nogle soldater tog med sig derfra.

Lejren var i brug i en årrække frem til 1910/11, hvor opførelsen af den murede Avedørelejr begyndte.

For at gøre den nødtørftige lejr bare lidt mere attraktiv benyttede man et psykologisk kunstgreb.

Paradisgården

I området omkring de marker, hvor lejren var blevet anlagt lå en gammel Avedøregård med et usædvanligt smukt navn: Paradisgården. Hvad var så mere nærliggende end at give den midlertidige, mudderplagede lejr navnet Paradislejren.

Havde der ikke været den forklaring, at navnet stammede fra en nærliggende gård, kunne man have forventet, at det var et navn, som soldaterne gav lejren ledsaget af et skævt smil. Men navnet blev almindelig brugt.

I dag, hvor mudderet er glemt, står navnet Paradislejren med en smuk klang, og man ser for sig, hvordan soldaterne arbejdede muntert på varme sommerdage, og det er det billede, der vil blive stående. Tricket med et smukt og dragende navn kender vi også fra Grønlands navngivning, hvor navnet blev givet med en meget stærk skelen til reklameværdien.

Betydningen af navne kan ikke overvurderes, og det sideblik til Avedøre Stationsby, som jeg omtalte i starten af artiklen, handler om det.

Fæstningsbyen

Da Avedøre Stationsby blev anlagt på de arealer, hvor også Paradislejren havde ligget og fik sit navn, skelede man ikke til andet end, at navnet skulle være dækkende, og det er da også et navn, der ikke lover mere, end det holder: et nyanlagt byområde ved en station. Men hvem har lyst til at bo et sted, der kun drager sin identitet fra en S-station.

Undervejs benyttede man da også lejlighedsvis et andet navn, Fæstningsbyen. Det var godt nok ikke et navn, der udelukkende gav positive vibrationer, men det hang godt sammen med både beliggenheden ved Vestvolden og med bebyggelsesstrukturen, hvor Bymuren optræder som en lukket og næsten fæstningsagtig randbebyggelse.

Naturligvis skulle den nye bydel have heddet Paradis. Det ville have givet anledning til tusindvis af smarte bemærkninger og svedne grin, og navnet ville i perioder virke så grotesk, at man ikke kunne andet end skraldgrine, men tilbage, når alle de svedne grin var forstummet, ville have stået et varmt og smukt navn, som ikke kan andet end give et lysere syn på tilværelsen. Og der er jo det, at navne forpligter. ..