Erindringer fra Avedøre og Hvidovre

Resumé

Harry Schultz blev født i 1933 i København, men flyttede til Valby med sine forældre i 1934 og efterfølgende til Avedøre i 1938. I 1940 begyndte Harry i Avedøre Skole, hvor hans klassekammerater var en blanding af udflytterbørn, gårdmands- og gartnerbørn. Alle børnene kunne dog ganske udmærket med hinanden, og det var ikke ualmindeligt at Harry hjalp nogle af de andre børns forældre med høsten i efteråret og med slagtningen om vinteren. Harry havde kun gået i skole i én uge da Danmark blev besat af tyskerne. Alle eleverne blev sendt hjem den første dag, men efterfølgende kom børnene atter i skole, dog ikke uden dramatiske episoder i løbet af besættelsesårene. I 1955 fik Harry og hans forlovede tilbudt en lejlighed i en boligblok på Kettegårds Alle, som var under opførelse – dog med den betingelse at parret blev gift med det samme. Og 6 uger senere blev Harry og hans forlovede viet i Hvidovre Kirke.

- Læs hele historien herunder

Af Harry Schultz

Forhistorie

Jeg er født i 1933 i København, min far og mor var hverken prins eller prinsesse. De boede på Vesterbro i en 2-værelses lejlighed, men de var sikre på, at de ville give deres vidunder af en søn en opvækst i frie, grønne omgivelser.
Så i 1934 flyttede de til Valby til en større lejlighed. Det var i udkanten af København på det tidspunkt. Der var stadig bondegårde bl.a. Lyshøjgård, der lå, hvor Valby station og rutebilholdepladsen ligger i dag. S-toget til Valby blev sat i drift i 1935. Der var nedgang til S-toget ad en trætrappe til højre for broen, der går over banegraven – og perronen var en træbelagt platform.

Harrys bedstefars beretning om Vigerslev-ulykken

I slutningen af 1937 tog mine forældre beslutningen om at blive selvejere eller ”prioritets-bestyrere”. De så på huse i Hvidovre og fik det gode råd af familie og venner, at de ikke skulle købe et hus på strandsiden af Køgevej, fordi det var et fugtigt område, der stod under vand i vinterhalvåret. Det eneste jeg havde hørt om Hvidovre var fra min bedstefar i hans beretning om Vigerslev-ulykken i 1919. Han havde været postpakkemester på det tog, der blev påkørt bagfra. Til alt held havde man den uvane at køre med åbne skydedøre, så han blev ved sammenstødet slynget ud af toget – og ned ad baneskråningen. Det reddede ham fra vognen han havde været i, som blev knust. Da han kom til sig selv igen, blev han nødtørftigt forbundet og hjalp til med redningsarbejdet. Derefter gik han hjem til Vesterbro, og på ham lød det, som om Hvidovre lå midt ude på Sjælland. Han kom hjem om morgenen, og det første min bedstemor sagde var: ”Hvad har du dog gjort ved dit øre Niels Christian?” Det halve venstre øre manglede. Svaret var: ”Det må være de forbandede tjørnebuske på baneskråningen i Hvidovre, der har taget det”. Så jeg forventede, at Hvidovre var langt væk.

Flytning til ”Sibirien”

I foråret 1938 flyttede vi til Avedøre til en nyopført bungalow. Den lå på Avedøregårdens udstykning – kaldet “Avedøregaards Villaby” fra 1926. Det som en Hvidovre-historiker har kaldt “Sibirien” (dette navn har jeg aldrig hørt før). Huset lå ca. 25 meter fra skelgrøften til Hvidovre. Men det var 25 vigtige metre. For Avedøre hørte mærkværdigvis til Glostrup kommune, og beboerne må have været nogle hedninge, for de havde ingen kirke. Så alle kirkelige handlinger var henlagt til Brøndbyøster -eller vester.

I 1938 var der åbne vidder i Hvidovre, så når jeg stod på trappen i mine forældres hus kunne jeg se Risbjerggård og trafikken på Hvidovrevej. Den smule der var dengang.

På den anden side af skelgrøften lå åbne marker med korn og andre afgrøder. Det er der, hvor der i dag løber en 4-sporet motortrafikvej, Avedøre Havnevej. Senere blev krydderfabrikken TARTA bygget på en del af marken (i dag Multihuset ejet af Hvidovre kommune). Disse marker blev min fodboldbane og legeplads. Vejene i villabyen var alle opkaldt efter gårde og gartnerier i Avedøre.

Vejene var belagt med slagger, og der var brede græsrabatter. Så man har på sin vis været forudseende, da man planlagde udstykningen fra Avedøregården – så vi i dag har gode, brede veje og gode fortove med dobbelte fliserækker.

Slaggervejene glemmer jeg aldrig. Jeg fik en cykel i fødselsdagsgave da jeg fyldte 6. Den var populært sagt købt til at vokse på – der var sat klodser på pedalerne, så jeg kunne nå dem, hvilket ikke gjorde det nemmere at lære, at cykle. Men jeg styrede af sted på min nyerhvervelse med far eller mor løbende ved siden af. Senere kom der mere fart over feltet, og det resulterede i nogle nødlandinger. Jeg kan garantere for, at slagger er svære at få ud af forslåede drengeknæ. Flere år efter kunne jeg stadig pille disse små skarpe tingester ud af knæene.

Kloakering af villabyen

Udstykningen var ikke kloakeret fra starten, men da der i starten af krigen ca. 1941-42 var mange arbejdsløse, blev der sat nødhjælpsprojekter i gang. Et af dem var kloakering af Avedøregårdens Villaby. Kæmpemæssige betonrør blev gravet 3-4 meter ned i jorden med håndkraft. I dag ville man kalde det slavearbejde, men arbejdsløshedsunderstøttelsen var 2 kroner om dagen, og man ville hellere udføre dette arbejde end at arbejde i en brunkulslejr i Jylland eller grave tørv i en sur tørvemose.  Det tog nogle år før dette arbejde var færdigt.

Men tænk – så kunne vi få “træk og slip” toilet i stedet for en spand – nye tider! Men rabarberne og jordbærrene blev nu ikke så kraftige de følgende år. Naturgødning er nu godt.

Overskudsjorden fra dette gravearbejde blev transporteret til Avedøre Holme ad Holmevej (i dag Tårnfalkevej), der var den eneste adgangsvej til holmene. Så det var den første opfyldning af holmene, endnu længe før tanken om det store inddæmmede areal kom på tegnebordet.

Sammensætningen af beboere i området

Beboersammensætningen var meget forskellig, men hovedsagelig var det håndværkere, arbejdere og funktionærer, der var flyttet herud, og hovedparten kom fra København. Det var ganske almindelige mennesker, der for det meste havde deres job i København. Selvfølgelig var der også nogle “skæve” eksistenser, som f.eks. “klunseren” 5-7-9. Han ejede nemlig 3 grunde på vejen, men han ejede ikke salt til et æg. Hans cykel var sjældent ædru, men den fandt hjem hver gang. En anden type var “Sangerinden” (pensioneret Bakkesangerinde), en yderst velholdt og velklædt dame. Hun blev for øvrigt senere farmor til en velkendt dansktop sangduo.

Standarden af husene var meget forskellig. Fra murermestervillaer, små populære bungalows med eller uden kælder, mærkelige selvbyggerhuse, træhuse der var opført af brædder fra Ford-kasser og beklædt med tagpap for at gøre dem nogenlunde tætte. Derudover var der et stort antal fantasifulde sommerhuse.

Samfundet i Villabyen fungerede godt. Man havde i 1940 to forretninger. Der var den uundværlige gamle landkøbmands-butik med spegesild i tønder, træsko, mel, sukker og gryn i løs vægt i sække. Udendørs havde han grovvarer samt petroleum og benzin i tromler med pumpe på. Der var også et ismejeri med brødudsalg, der solgte slik og is.

Festligt liv i Grundejerforeningen

Grundejerforeningen arrangerede store sommerfester, som bl.a. havde til formål at skaffe penge til at forsamlingshus. Det lykkedes, så sidst i 40’erne fik man anskaffet en gammel “tysker-barak”, der blev placeret på en grund på hjørnet af Nordlundsvej og Kettevej.

Huset fik det mærkelige navn “Hughuset”, hvorfor må guderne vide. Huset blev i en årrække rammen om mange fester og baller, når Willys Show-band spillede op til dans.

En Hvidovre-danseskole åbnede også en filial i det nye samlingssted, så kvarterets børn og unge kunne få lektioner i at begå sig på et dansegulv.

I Hvidovre trivedes nogle selskabelige foreninger i 30’erne og 40’erne. Der var “Fælles Glæde” og “Gamle Danse”, som fortrinsvis havde dans på programmet. Desuden fungerede “Teaterforeningen” med teater og revy.

Alle foreningerne holdt til på Risbjerggård, og afholdt hver måned i vintersæsonen deres arrangementer i den store teatersal. Mine forældre var medlem af den ene forening, og jeg fik lov til at komme med til arrangementerne for at få et pust af suset fra de større steder. Jeg gik også til Danseundervisning på Risbjerggård på Hvidovres største og eneste danseinstitut.

Avedøre skole og tyske fly over byen

I april 1940 begyndte min skolegang på Avedøre Skole. Det var en landsbyskole på det tidspunkt, men relativ ny, da den er bygget i 1929. Den bestod af 4 klasseværelser og 1 gymnastiksal. Derudover rummede bygningen et bibliotek, der var en filial af Glostrup bibliotek. Dette rum fungerede tillige en gang om måneden som rodekontor for skatteindbetalinger og for indbetaling af sygekassekontingent. Alle rum var opvarmet af gammeldags, store runde kakkelovne, der i vinterperioden skulle tændes op og passes af klassens ordensduks. Et job der gik på tur i hver klasse. Der var 2 lærere og 1 lærerinde tilknyttet skolen.

Der var 7 års skolegang, men der var kun kapacitet til 5 klasser på skolen. Det klarede man ved at lade 2-3 klasse blive undervist sammen og 6. og 7. klassetrin klarede man på samme måde.

Jeg havde kun gået i skole i en uge, da jeg om morgenen d. 9. april 1940 på vej til skole oplevede at se så mange flyvemaskiner på én gang som jeg hverken før eller siden har oplevet – de var desværre tyske. Nogle ældre skolekammerater trak mig ned i vejgrøften på Kettevej. Da der blev stille igen fortsatte vi til skolen.

Første-læreren, Hr. Jensen (senere Aggernæs), samlede alle eleverne og fortalte, at Danmark var blevet besat, og at vi skulle gå stille og roligt hjem og møde igen næste morgen, hvis alt forblev roligt. Hr. Jensen var et meget kristent menneske, der kom fra det indremissionske Vestjylland fra et fiskermiljø på Aggertangen.

Udover at være leder af Avedøre skole var han degn i Brøndbyøster -og vester kirker, så han underviste os meget passende i religion, dansk og sang. Han var en udmærket underviser, og specielt religion var hans kæphest, men han var ikke den store pædagog.

Fra naturens side har Vorherre bestemt, at jeg skulle være venstrehåndet eller ”kejtet”, som man sagde dengang. Men da jeg i 2. klasse fik degnen, lærer Aggernæs, i dansk, var han fast besluttet på, at han havde fuldmagt fra de højere magter til at ændre min venstrehåndethed. Så blyant fat med højre hånds tommel- og pegefinger. Og hvis jeg glemte det og brugte venstre, kom der et hug med en trælineal over venstre hånd, så det sved, men det virkede. Jeg har skrevet med højre hånd siden.

Anden-læreren var en spøjs person. Et B-menneske, der havde svært ved, at komme op om morgenen og være i klassen til tiden. Så han kom tit løbende ovre fra lærerboligen i fuldt firspring med håret strittende og ikke helt nybarberet. Han var en frisk lærer og lidt af en skuespiller. Han kunne holde elevernes opmærksomhed fanget, så vi fik lært noget hos ham. Aabo underviste i regning, naturfag, geografi og gymnastik.
Avedøre skole var en ny verden, der åbnede sig for mig.

Landsbyliv

Mine klassekammerater var en blanding af udflytterbørn, gårdmands- og gartnerbørn. Men jeg kan ikke erindre, at det på noget tidspunkt gav anledning til problemer. Jeg kom på gårdene og gartnerierne og hjalp til sammen med de andre drenge og piger. Både med at hakke roer og i hele høstperioden, når det galt om at få kornet i hus i tørvejr.

Jeg fik derfor mange dejlige kammerater og samtidig et sundt indblik i, hvordan livet formede sig i et landsbysamfund, hvor alle hjælper alle, for at få det hele til at gå op i en større enhed.

I vinterperioden lå vi ikke i hi, så kom slagtetiden, hvor slagteren kom til byen, og der blev slagtet grise, kalve og køer. De slagtede grise blev hængt op i vognporten og parteret, og efter det hele var overstået, endte det med et solidt måltid med slagtemad.

Når frosten satte ind, frøs gadekæret til, og så havde vi en skøjtebane, som vi også indrettede til en ishockey-bane. Smeden lå lige overfor, så vi kunne også få skøjterne slebet.

Hvis det var en vinter med meget sne, og dem var der nogle stykker af først i 40’erne, så løb vi på ski til skole over markerne. Det var herligt.

Jeg forstod også, at den advarsel mine forældre havde fået mod at købe hus på vandsiden af Køgevej var rigtig. For de skolekammerater der boede på Frydensstrands Allé og Engholm Allé var nødt til at gå til skole i gummistøvler flere måneder af året. Vejene forsvandt i mudder, og man gik på brædder.

Erindringer fra krigens tid

En morgen i efteråret 1943 lød luftalarmsirenen, og alle eleverne blev beordret ud af klasseværelserne med besked om, at vi skulle opholde os i skolens forhal (der var ingen beskyttelsesrum). Luftalarmer var meget almindelige, for der kom hyppigt overflyvning af allierede fly. Pludselig så vi et fly, der i lav højde passerede skolen. Vi nåede netop at se, at det havde Royal Air Force-mærker på.

Det viste sig at være en engelsk bombemaskine, der under sit togt var blevet beskudt og var så beskadiget, at den ikke kunne fortsætte. Den nødlandede på Stevnsbogårds marker kun få hundrede meter fra fæstningsarealet. Den landede pænt, men desværre lå Avedørelejren tæt på, så de tyske soldater var hurtigt ved maskinen og tog besætningen til fange uden voldsomheder. Der var kun 3 mand om bord, hvilket var underligt, for besætningen på den type fly var almindeligvis 5-6 mand.

Senere fandt jeg ud af, hvorfor der kun var 3 mand om bord.

Faldskærme til brudekjoler

Min mor tjente lidt ekstra lommepenge ved at sy kjoler for damerne i villabyen. Hun var i tyverne blevet uddannet på Illums systue for finere kjolesyning.

En ung pige på vejen skulle giftes, og hun havde aftalt med min mor, at hun skulle have syet en brudekjole. Materialet var noget hæsligt mønstret krigsstof.

Men en aften kom hun pludselig og trak min mor lidt til side. De hviskede sammen og grinede. Senere fik jeg at vide, at hun havde spurgt om min mor kunne sy hendes brudekjole af faldskærmssilke. Det blev den så. Selv om jeg kun var 10 år gammel, kunne jeg nok regne ud, at det var meget mystisk.

Det viste sig, at bombemaskinen, der nødlandede på Stevnsbogårds mark, havde passeret Hvidovre. På marken ca. hvor Multihuset ligger i dag landede 2-3 engelske flyvere i faldskærm. Både faldskærme og englændere forsvandt sporløst i en fart.

Besætningsmedlemmerne blev hjulpet af venlige mennesker med den rigtige indstilling og endte, så vidt vides, i Sverige. Faldskærmene endte som brudekjole i Brøndby kirke. Men jeg kan garantere for, at faldskærmsliner var lavet af et fantastisk lækkert og stærkt materiale.

Fra Avedøre skole til Kettevejsskolen

Min skoletid fra 1940-45 fløj af sted, og jeg havde en herlig tid. Samtidig fik jeg de basale kundskaber i dansk og regning banket grundigt ind, for det var en gammeldags terpeskole.

Efter 5 år i Avedøre skole havde mine forældre en ambition om, at jeg skulle i mellemskole, men det ville betyde, at jeg skulle skifte til Glostrup skole for der hørte vi jo til. Det var lidt af en rejse at skulle foretage hver dag på cykel for en 12-årig.

Min mor tog mig derfor resolut med til Kettevejsskolen i Hvidovre, for at få mig optaget på denne højere læreanstalt.

Hun bad om en samtale med Overlærer Claus Petersen, der ledte skolen. Han lyttede forstående, men rystede på hovedet, og sagde, at det ikke var muligt, når vi boede i Avedøre og hørte til Glostrup kommune. Under alle omstændigheder skulle jeg først bestå en optagelsesprøve før jeg kunne blive optaget i en mellemskole. Jeg blev skrevet op til en optagelsesprøve, som skulle afholdes en måned senere. Måske øjnede han en chance for, at det måske slet ikke blev nødvendigt at bekymre sig mere om mig.

Prøven gik udmærket – man kunne altså godt lære noget i en landsbyskole.

Jeg blev vandkæmmet igen og bragt til overlærer Claus Petersen, der nikkende hørte på min mors talestrøm. Så rystede han på hovedet og sagde, at der var et stort problem: Hvilken kommune skulle betale for min undervisning? Men han ville lade sagen gå videre. Og det gjorde han – måske.

Tre uger senere fik jeg brev om, at jeg kunne begynde i 1. mellem d. 1. april 1945. Og stor var glæden. Jeg var den første elev fra Avedøre skole, der kom i mellemskole i Hvidovre.

Offentlige transportmidler (Vallensbæk Bilen)

Den offentlige transport var i 1930’erne og 1940’erne ret sparsom. I Hvidovre havde man Hvidovre Rutebiler, en ringlinie, der betjente den midterste og sydlige del af kommunen. Den kørte med rimelige intervaller, og satte os i forbindelse med knudepunktet Toftegårds Plads og tre sporvognslinier.

Når det drejede sig om Avedøre, blev det straks værre. Vi havde Vallensbæk Bilen, der var en rute, der udgik fra Toftegårds Plads og kørte via Hvidovre til Avedøre, Brøndbyøster, Brøndbyvester og endte i Vallensbæk. Ruten blev betjent af én bus, så med rutens længde kan man forestille sig, at der var langt mellem afgangene. Det blev kun til 5-6 afgange i døgnet. I 1940’erne, i krigens tid, blev det endnu mere sparsomt pga. benzinmangel. Det endte med, at man måtte påmontere et gasgeneratoranlæg, så det blev det gode danske bøgetræ, der gav drivkraften. Ruten blev nedlagt i 1950’erne.

Forretningscentre

Strukturen i Hvidovre var helt forskellig fra i dag. Bebyggelserne var grupperet andre steder, og beboerne blev fortrinsvis betjent af små købmandsbutikker, som lå spredt i villakvartererne. Der har mindst været 30-40 små købmænd. Men omkring Hvidovre Kirke var opstået en samling forretninger med både købmand, bager, slagter, frisør samt et par små blomsterforretninger til at betjene kirkegården og kirken. Meget senere kom Hvidovre torv og de forretninger vi kender i dag.

Det var det nordlige forretningscenter. Fra kirken til Hvidovre Station fandtes der i 1940’erne ikke meget forretningsliv.

Omkring krydset Hvidovregade/Vigerslev Allé, lå en samling forretninger med bager, slagter, købmand, og da Hvidovre Kino blev bygget i 1940, kom der også en tobaks- og vinhandel og en blomsterforretning. Som kuriosum kan nævnes, at Hvidovres første pølsevogn havde stade overfor biografen, med bagsiden op mod Spurvegårdens hæk.

For øvrigt var Hvidovrevej på strækningen fra Vigerslev Alle/Allingevej til Kettevej i en meget dårlig forfatning. Det var faktisk en grusvej omkranset af marker, og al trafik foregik ad Hvidovregade til Kettevej. Trekanten mellem Hvidovregade og Hvidovrevej var mark omkranset af ståltrådshegn, og Spurvegårdens kreaturer græssede på marken.

Mod syd ved krydset Brostykkevej/Hvidovrevej lå centret med bager, slagter, købmand, frisør, frugt og grønthandel, trælasthandel og isenkram, elinstallatør, manufakturhandel samt cykelhandel med værksted. Mange af disse forretninger lå i en lav basar-bygning, andre i primitive træbygninger. Mod syd stoppede Hvidovrevej ved Gl. Køgevej, hvor der lå et par små forretninger.

Byens Brugs var i huset, hvor Netto i dag har forretning.

Foreningsliv

Hvidovre har altid været rig på foreningsliv, så der var talrige muligheder for børn og unge for at få oplevelser sammen.

Eriksminde var tilholdssted for Grønne spejdere og KFUM og KFUK for ugentlige sammenkomster.

DUI havde også stor tilslutning, og de havde et stort orkester, der marcherede gennem byen.

Jeg erindrer bedst KFUM fra 1943-44. De arrangerede hvert år sommerlejr i Vemmetofte ved Faxe Ladeplads.

Det der står klarest i min erindring er sommeren 1944. Ingen havde noget lejrudstyr. De fleste madvarer var rationeret – alt var på rationeringsmærker. Teltene var gamle, udslidte og utætte, men vi havde det alligevel herligt. Vi havde et par unge piger/koner med som “tanter” til at stå for madlavningen. Midt i lejrperioden dukkede et par ældre deltagere op en nat. Jeg havde set dem før, men kunne dårligt genkende dem. Den ene hed Knud og havde været politibetjent, men var gået under jorden i september 1943, da tyskerne arresterede det danske politi. Den anden var et stort brød, der havde stort skæg og var sorthåret. Han hed Helge og var arkitektstuderende. Helge var ualmindelig knaldrødhåret. Vi havde et par herlige døgn sammen, hvor de bl.a. arrangerede et meget realistisk natorienteringsløb i Vemmetofteskoven. Og pludselig var de væk igen. Helge har jeg mødt senere, og vi har moret os meget over dette mærkelige gensyn. Han betroede mig, at de kom til Vemmetofte, fordi han var blevet meget forelsket i Kirsten Olsen – en af vores tanter. Hun blev også senere Helges kone, kom til at hedde Schønnemann, og blev kendt som kunstmaler. Helge blev arkitekt og, som man ved, ophavsmand til mange kommunale bygninger og huse i Hvidovre.

Hvidovre bibliotek var kulturcenter og hjemsted for mange foreninger.

Kettevejsskolen

Jeg startede på Kettevejsskolen 1. april 1945, men glæden varede kun kort. Efter 3 uger fik skolen besøg af den tyske værnemagt. De ville, som den nye skoleinspektør A. O. Andersen sagde, “låne” vores skole til indkvartering af tyske flygtninge, der strømmede til Danmark, efter at Tyskland var blevet sønderbombet i slutningen af krigen.

Vi måtte rykke ud af skolen, og for min klasses vedkommende blev undervisningen henlagt til en spejderhytte, der lå på Høvedstensvej. Vej var nu så meget sagt. Det var en markvej, der gik fra Hvidovrevej og endte blindt ved Langstedgård, der var ejet af Hvidovre kommune og fungerede som husvildebolig. Det blev til 2 timers interimistisk undervisning hver formiddag. Jeg tager hatten af for de lærere, der fik det til at fungere. Vi fortsatte således videre i 1 ½måned indtil sommerferien oprandt.

Fra august 1945 blev Kettevejsskolens elever overflyttet til Strandmarksskolen, hvor vi gik hver anden dag indtil foråret 1946. Der var langt fra Avedøre til Strandmarksskolen.

På det tidspunkt var Kettevejsskolen blevet rømmet for flygtninge og sat i stand igen. Samtidig havde Hvidovre Kommune benyttet lejligheden til, at udvide skolen med en ny fløj og to gymnastiksale. Fine forhold. når man tog i betragtning, hvad vi havde været vant til.

Konfirmation og bryllup i Hvidovre kirke

Jeg blev konfirmeret i Hvidovre kirke i 1947. Præsten hed Th. Gaarn Larsen, og han var efter den tids norm noget speciel. Både i sin indstilling og væremåde. Han kørte på motorcykel og var en virkelig frisk fyr. Det var skik og brug, at præsten efter den kirkelige handling på konfirmationsdagen, tog rundt og besøgte alle sine konfirmander.

Han kom til Avedøre på sin motorcykel, selv om han sagde, at han havde sneget sig ind i et fremmed sogn. Han fik nogle glas vin, hvorefter han atter besteg sin motorcykel, skruede alpehuen godt fast og for til Hvidovre. Det må have været et hårdt liv at være præst i Hvidovre, og der skulle en god fysik til for at overleve. Men Gaarn Larsen var en rigtig præst – og vi kunne lide ham.

Da jeg i 1955 skulle giftes var jeg heller ikke i tvivl om, at det skulle være i Hvidovre kirke, og med Gaarn Larsen til at smede os i Hymens lænker. Han gjorde det godt, for lænkerne holder endnu her 44 år efter.

Efter afsluttet realeksamen kom jeg i shipping-lære og måtte fortsætte min skolegang i København, medens en del af mine kammerater fra Avedøre kunne nøjes med at tage på Teknisk skole i Hvidovre, som fungerede udmærket allerede i 1950’erne på grund af nogle virkelig driftige og fremsynede Hvidovreborgere.

Byggeri i 1940’erne og 1950’erne

Sidst i 1940’erne og først i 1950’erne kom der gang i etagebyggeriet. Markerne omkring Hvidovrevej blev til byggepladser. Lejerbo og Bredalsparken skød op. Man anede, at den landlige idyl med køer på markerne langs Hvidovrevej var på vej til at forsvinde.

Lejerbo byggede først langs Hvidovrevej. Stadsrenden blev lagt i rør. Man fortsatte byggeriet ad Kettevej , som nu hedder Kettegård Allé. Stykke for stykke blev de bagvedliggende marker bebygget med moderne etagebyggerier. Det var en udvikling, som gik virkelig stærkt. Der var dog stadig ventetid på at få en lejlighed.

Jeg var blevet forlovet med en pige, jeg havde lært at kende på Kettevejsskolen, en skolekæreste må man sige. Vi lod os skrive på Lejerbos venteliste. I 1955 blev vores nummer så trukket ud. Vi fik brev om, at vi kunne komme på Lejerbos kontor og vælge en lejlighed. Da indtægterne var rimelig begrænsede (vi var begge netop færdiguddannede) turde vi kun binde os for en 2-værelsers, som kostede 195,- kroner om måneden med varme. Den lå i en boligblok, som man var ved at opføre på Kettegård Allé. Vi kunne dog kun få lejligheden, hvis vi blev gift senest 6 uger efter overtagelsen af lejligheden. Det nåede vi også.

Min svigerfars kommentarer til lejligheden var: “Så er ringen sluttet. I flytter hjem igen”. Han var nemlig født på gården Spurvehøj, som havde været i familiens eje gennem mange år, inden den blev afhændet i 1934, fordi det virkelig var svært at drive et rentabelt landbrug på 12 tønder land i Hvidovre. Jorden blev senere udstykket, og en del af den er i dag en part af Risbjerg Kirkegård.

Men vi kom da til at bo på Spurvehøjs marker, og jeg fandt ud af, at jeg havde giftet mig ind i en del af Hvidovres historie og Avedøres med. Det er spændende at følge sporene fra Madam Eriksens butik i Hvidovregade til Peter Eriksens gård på Kettevej og videre til Avedøre, hvor et par fætre drev landbrug og gartneri og en anden Eriksen var tømrermester.

Også på Køgevej skete ting og sager i disse to årtier. På sydsiden skød boligkarreer op med lynets hast.
Sognefogedens gård, Beringgård, blev revet ned og jorderne bebygget med boligblokke, og det endte med at blive et højhus med elevator og et lille forretningstorv.

Helt ude ved Frihedskroen byggede man lav bebyggelse i to etager med grønne arealer imellem. Et godt initiativ. Man fortsatte på Frihedsgårdens marker, hvor man endte med beton-siloerne i Frihedens byggeri.

At følge med i udbygningen af Avedøre Stationsby er et kapitel for sig. Store bygninger steg op af marken som paddehatte, og endte med at blive en hel by for sig.

Det er svært at forestille sig, hvordan Vestre Strandvej idyllisk fulgte fæstnings-arealet forbi Paradisgården og endte ved Køgevej. Det var der vi kørte hver sommer, når vi skulle ud og bade på Neptun og Mandalay. Ren nostalgi.

Idrætsforeninger

Også sportsforeningerne havde stor tilslutning, og mange nye foreninger dukkede op. HIF tog sig af fodbold og håndbold, og da jeg fra Avedøre Idræts Forening havde fået forkærlighed for fodbold, og havde lidt talent for spillet, var det naturligt for mig at fortsætte i HIF sammen med nogle skolekammerater.

Det var under beskedne forhold på Hvidovre Stadion først i 1950’erne. Klubhuset var en træbygning uden varme. Badevandet havde samme temperatur, som da det løb ud fra vandværket, men vi havde det herligt.

Selv som et meget ungt menneske blev man accepteret og taget ind i varmen, når bare man kunne spille fodbold.
I 1950-1951 var jeg med til at spille HIF op fra København-serien til 4. division.

Om vinteren spillede vi badminton for at holde os i form og træning. Det foregik på det tidspunkt i Hvidovre Badminton og Tennis Klub på Strandmarksskolen i en gymnastiksal.

I den nordlige del af kommunen havde Holmegårdens Gymnastik Forening til huse på Holmegårdsskolen. De havde også en afdeling, der dyrkede badminton, som senere blev udskilt og blev til Hvidovre Badminton Club (HBC). Klubben byggede selv sin egen hal på Biblioteksvej først i 60’erne. Hvidovre kvindelige Gymnastik Forening havde træning for piger og damer på Kettevejens skole.

I havnen var der stor aktivitet om sommeren. Sejlkubben SUSET havde virkelig vind i sejlene, da den daværende formand P.G. Hansen gik ind for sejlads i optimistjoller og virkelig fik gang i ungdomssejlads for skoleelever. Også Hvidovre Roklub fik godt fodfæste og eget klubhus med plads til deres elegante både.

Kajakklubben blomstrede op, selvom det var under beskedne forhold i et forfaldent træhus. Senere fik de kajakkerne under eget tag på en fornem plads i havnen.

Alt i alt var der et væld af muligheder for at dyrke sport, selvom forholdene i dag nok ville give nogle rynker på næsen, men tiderne skifter.

Når man i dag ser på de idrætsanlæg og faciliteter der kom til i 1960’erne og 1970’erne – flagskibe som Hvidovre Stadion, Dansborghallen, Frihedens Idrætscenter og Holmegårdshallen forstår man bedre, at der er opstået så mange idrætsklubber i Hvidovre, og at det må være et større historisk arbejde at redegøre for udviklingen.

Afsluttende bemærkninger

Hvis jeg skal opsummere mine erindringer og bedømme, hvorledes det var, og hvordan udviklingen har været i Hvidovre, må jeg sige “særdeles tilfredsstillende”. Specielt hvis man sammenligner med forholdene andre steder i landet. Særligt hvis man har rejst meget i udlandet, må man sige at vi har været så heldige, at være født det rigtige sted på ”det rigtige tidspunkt”. Der er mange, der er misundelige på os – og med rette.

Men det er en helt anden historie.