Bredalsparken er Hvidovres flotteste og umiddelbart mest indbydende blokbebyggelse, opført 1949-1959.  Arkitekt Svenn Eske Kristensen realiserede med byggeriet én af Danmarks absolut mest vellykkede parkbebyggelser.

De små enheder, de soldrejede altaner og overskuddet udtrykt i pergolaer og teglstensgarager skaber, sammen med en varieret bebyggelses- og beplantningsplan, et udtryk af tryghed og soliditet.

Bredalsparkens høje æstetiske værdi slører positivt byggeriets størrelse på henved 1.500 lejemål.

Den lange, krumme altangangsblok langs Gurrevej og de lange blokke langs Arnold Nielsens Boulevard indgik ikke i den oprindelige bebyggelsesplan, som opererede med lave rækkehuse her. Men forringede byggestøttelove i slutningen af 1950’erne påtvang ændringer i planerne.

Bredalsparkens Butikstorv er med sine 50 år på bagen ét af landets ældste overlevende eksempel på større, samlede og planlagte detailhandelsfaciliteter i forbindelse med opførelse af blokbebyggelser.

Med opførelsen af Bredalsparken indførtes standardhøjde i boligbyggeriet med en etagehøjde på 2,80 m. Arkitekt Eske Kristensen har markeret det ved at trække enkelte sten lidt ud fra facaden i standardhøjderne. Det ses i byggeriets ældre dele.

En park med boliger

Tanken bag Bredalsparken var, at beboerne skulle have luft, lys og sundhed. Derfor blev der bygget rummelige lejligheder og anlagt grønne arealer. Blokkene blev kædet sammen af 3-etagers savtakformede bygninger for at skabe læ, ligesom der blev plantet en varieret beplantning, så beboerne fik indtryk af et grønt miljø.

Parkbebyggelser var en arkitektonisk nyskabelse fra 1930’erne, der skulle skabe en stemning af samhørighed og venlig atmosfære omkring bygningerne. Her kunne folk få en fornemmelse af et liv langt væk fra overfyldte lejligheder og snavsede trappeopgange i storbyen, og de kunne nyde at spille fodbold på plænerne eller slappe af på deres altan.

Middelklassen rykker ind

Etageejendomme udformet som parkbebyggelse er for eftertiden blevet næsten synonyme med 1950’ernes forstadsbebyggelse.

Efter 2. Verdenskrig voksede en stor middelklasse frem i Danmark. Den ønskede at flytte væk fra de overfyldte storbyer, og det var da også først og fremmest funktionærer og faglærte arbejdere, der flyttede ind i Bredalsparken.

Boligerne giver os således et godt billede af, hvordan det gode liv blev opfattet i 1950’erne, og hvilke værdier middelklassen satte pris på i en tid, hvor denne klasse var med til at skabe økonomisk fremgang.

Bredalsparken inkluderede således et butikstorv, der var tænkt som et naturligt samlende punkt i bebyggelsen. Idéen var, at det daglige indkøbsbehov skulle kunne dækkes lokalt, da kun ca. 7% af beboerne havde bil.

Det var samtidigt også et tegn på, at de danske familiemønstre havde ændret sig, og at kvinden nu også arbejdede ude og derfor havde brug for at kunne handle eller købe ind tæt på hjemmet.

Fingerplanen

Efterkrigstidens København var præget af massiv boligmangel og elendige boligforhold. Mørke og fugtige lejligheder i 2. og 3. baggård med lokum i gården var ikke ualmindeligt. Med ”Fingerplanen” fra 1947 kom der en plan for, hvordan hovedstadsmetro-polen skulle vokse i tiden efter 2. Verdenskrig. Idéen med planen var, at fremtidige bebyggelser skulle placeres langs S-banerne, der ville strække sig ud i omegnen fra København som fem fingre på en hånd.

Boligbyggeriet skulle koncentreres omkring S-togsstationerne, og dermed kunne beboerne i forstæderne nemt blive transporteret mellem bolig og arbejdsplads. De grønne områder mellem fingrene var et centralt element i fingerplanen. Folk skulle nu ud til lys, luft og grønne områder. Planen for Køge Bugt, altså tommelfingeren, blev vedtaget i 1961.

Svenn Eske Kristensen

Hvidovre Almennyttige Boligselskab opførte Bredalsparken med den fremsynede arkitekt Svenn Eske Kristensen som idémager. Hans ønske var at tilpasse lejlighederne efter beboernes behov, og at det overordnet set skulle være rart at bo i boligerne.

Han ønskede at kæde de enkelte blokke sammen med hegnsmure, garager, læskabende bygninger og læbeplanting for at opnå sluttede og venlige haverum, der skulle skabe en fornemmelse af samhørighed og god atmosfære.

Boligerne havde en god udstyrsstandard; bl.a. var der centralvarme i alle rum, varmt vand og fliser. Der var tale om relativt store lejligheder som for starten af 1950’erne således var særdeles veludstyrede.