13 kilometer med spade og skovl
Som et cirkelslag rundt om byen indrammer Københavns befæstning store dele af Storkøbenhavn. Det enorme bygningsværk er et af verdens største fæstningsanlæg og det hidtil største stykke ingeniørarbejde i Danmarks historie. Det meste er anlagt i årene 1888-1892 for at forsvare hovedstaden mod et frygtet tysk angreb. Da byggeriet var på sit højeste, var det Danmarks største arbejdsplads med op til 2000 arbejdere. Gravearbejdet foregik 12-14 timer ad gangen med spade og skovl. Da arbejdet var færdigt havde man en 13 kilometer lang fæstningsvold med 23 batterier, samt beskyttelsesrum, skytsrum og ammunitionsmagasiner.
Fredskrudt!
Langs Vestvolden er noget så specielt som fredskrudtmagasiner. De blev bygget i 1903-04 og brugt til opbevaring af granater og krudt uden for krigstid. For at undgå katastrofale gnister, når soldaterne gik på gulvene med deres jernbeslåede støvler, er gulvet asfalteret. Under Den første verdenskrig var volden fuldt bemandet, 50.000 soldater sad klar med skarpladte våben og ventede på krigen. Heldigvis nåede den ikke til Danmark, og soldaterne kunne spare deres krudt!
Volden ophører som befæstning
Allerede ved forsvarsforliget i 1909 blev det besluttet at Vestvolden skulle udfases og ophøre som befæstning i 1922. Krigsteknologien havde indhentet funktionaliteten og under 1. Verdenskrig blev det tydeligt at den slags befæstninger ikke længere havde sin gang på jorden. Trods det blev den udvidet under krigen bl.a. med sanitetsrum. Allerede i 1920 stoppede volden imidlertid som fæstningsværk, men blev dog stadig brugt til depot og træningsområde for militæret.
Vestvolden, parkér f.eks. for enden af Horsedammen, 2605 Brøndby