I starten af sidste århundrede skød flere og flere badebroer, badeanstalter og områder skabt til det badeglade folk, som efterhånden havde fået en smule mere fritid, der gerne skulle bruges på noget fornøjeligt. Og er der noget mere fornøjeligt end en tur i bølgen blå?
Hvidovre Søbad
Omkring midten af 1920’erne kom der et forslag om at fremme en kommunal badeanstalt ved stranden, hvor kommunen havde et grundstykke. Forslaget blev dog ikke vedtaget, i stedet overgik initiativet til private. En Faktor Jensen fra København købte et strandareal, ikke langt fra Lodsvej, og fik derefter en arkitekt til at udarbejde en plan for en badeanstalt. 15. maj 1928 blev Hvidovre Søbad indviet. Man kunne købe sæsonkort, der kostede 12 kr. for voksne og 10 for børn og soldater. Faktor Jensen havde håbet på, og søgt sognerådet om tilladelse til at anlægge en alkoholfri restaurant, men havde fået afslag.
Søbadets første år
Faktor Jensen nåede dog ikke at have Hvidovre Søbad længe, for allerede på årsdagen for indvielsen, 15. maj 1929, kom Søbadet på tvangsauktion, da Faktor Jensen var kommet i pengekneb. Han prøvede at få kommunen med i projektet, men de var stadig ikke interesserede i at involvere sig i et søbad.
Den nye ejer af søbadet blev Thorkild Hammer, som købtedet for 48.000. Det var 20.000 under det beløb, som Hvidovre Søbad havde kostet Faktor Jensen.
Hammer realiserede også Jensens drøm om en restauration i forbindelse med Hvidovre Søbad. Det var med folkelige priser, ” der bedre end tidligere passer til almindelige Menneskers Pung” skrev ”Parcellisten” i juni 1929, hvor de var på besøg på Hvidovre Søbad. Ydermere beskriver de søbadet således; ”Et herligt Panorama fryder Øjet herude … Hele Kysten ligger blottet for vort Blik, og er det en Dag med Sol, kan Sandet i hele sin Bredde iagttages langs Strandkanten.
Mod Syd ligger det aabne, frie Hav med alle sine Luner. Men vender vi Blikket ind mod Land, følger Øjet med glæde Hvidovre-Kysten. De vidtstrakte Engflader med græssende Kvæg, og længere inde, hvor Menneskene bor, danner det et grønt Hele, spættet med røde Tage. Folk kan endnu en Gang bedst lide at bygge røde Toge. Den Indfødte synes ikke, der findes nogen smukkere Kyst”.
Hammer fik også sat sit personlige aftryk på Hvidovre Søbad, kan man læse i ”Aftenbladet” 1. august, hvor der skrives om hvor mange materialer der er genbrugt fra nedrevne Københavnske bygninger til andre bygninger. Under sektionsoverskriften ”Handelsbankens Taarne, der nu pryder en Badeanstalt” skrives følgende;
”Da vi rev Handelsbankens gamle Bygning ned, fortæller Bestyrer Hansen junioir, fik vi en seks-otte smaa Taarne herud. De har staaet i længere Tid; men saa forleden kommer der en Mand herind og han fik tilfældigt Øje paa dem og snart efter havde han bestemt sig til at købe dem. De er nu anbragt paa Hvidovre Søbadeanstalt”
Svømmelivet og Hvidovre Søbads sidste år
Hvidovre Søbad lagde igennem årene vand og land til flere svømme og gymnastikopvisninger. 1930’erne bragte en ny ideolog omkring kroppen med sig – En sund sjæl levede i et sundt legeme, så bevægelse skulle der til! Skolebørn blev undervist i svømning herude, en gruppe mænd fra Hvidovre dannede AGS (Arbejdernes Gymnastik- og Svømmeklub), som havde opvisninger på Søbadet.
I 1936 begyndte det dog at gå ned af bakke for Hvidovre Søbad, da amtslægen udstedte et badeforbud grundet badevandets elendige kvalitet. Og hvad er et søbad uden mulighed for at bade? En fiasko. Hvidovre Søbad skiftede ejer igen i 1938, denne gang til Carl Weiss, som havde været leder af søbade i både Skodsborg, Rungsted og Gilleleje. Han følte sig ikke nervøs ved amtslægens badeforbud fra 1936 og søbadets efterfølgende dårlige ry – for han havde en tysk ven, som var ekspert på badeområdet, som havde sagt god for badevandet.
Weiss’ tyske ven havde desværre ikke meget at skulle have sagt mod den danske presse, Hvidovre Kommune og amtslægen, som tog tilløb til det endelige dødsstød.
I august 1938 kunne man læse i BT; “Utrolige Badeforhold ved Hvidovre, hvor Vandet forurenes baade af Kloakkerne og Syrer fra de nærtliggende Fabrikker. .. Kloakudløbene munder ud i Nærheden af Hvidovre Badeanstalt… Der er jo desværre ingen Strøm, som kan føre alt det urene Vand væk. .. ”
Denne sommer havde kommunen også forbudt Hvidovres skoler at benytte Hvidovre Søbad til svømmeundervisning, fordi badevandet var af så dårlig kvalitet.
Den 18. august kunne man – igen i BT – læse, at kommunen havde givet tilladelse til et mørtelværk ved stranden for enden af Lodsvej. Det kom til at ligge lige ved Hvidovre Søbad og forpeste luften. Idyllen ved søbadet var ikke længere hvad den havde været.
Hvidovre Søbads storhedsdage er officielt forbi, og selve søbadet forsvinder i isvinteren under krigen i 1940 eller 1941, da kun pælene, som søbadet stod på, var tilbage, da vinteren var ovre.
