For enden af Lodsvej, ud mod kysten, ånder i dag nogenlunde fred og fordragelighed. Området bruges i dag primært rekreativt, men det er først inden for de sidste få år, at området har fået det udseende som det har i dag…
Ved Lodsvejs ende
Lodsvej er en af de ældste veje i Hvidovre. Man mener den har ligget her siden tidlig middelalder. I 1800-tallet gennemgik området en større udvikling og i slutningen af århundredet blev området præget af en industriel udvikling. Her blev anlagt et teglbrænderi og et kalkbrænderi, samtidig med, at Kalvebodernes Lodseri blev oprettet. Lodseriet fik station i et nybygget lodshus, der lå helt ned mod vandet. I dag er det revet ned, og kun navnet på vejen minder om, at der engang har været lodseri her. Senere i 1800-tallet kom fiskerne også til området, hvor en hel fiskerkoloni opstod.
I starten af 1900-tallet begyndte brænderierne at dreje nøglen om, flere og flere jordlodder blev udstykket til sommerhuse, fiskerne fortrak langsomt fra området og havnens betydning var ikke hvad den var engang. Kalvebodernes Lodseri fungerede dog frem til 1954.
Men én påmindelse om områdets industrielle fortid hang ved.
Mørtelværk
I 1933 blev der opført endnu et industrianlæg i området. Efter tilladelse fra ministeriet for offentlige arbejder, blev der anlagt et mørtelværk på et areal, der er ca. 6000 kvm stort. Værket blev udvidet af flere omgange, og der blev inddæmmet arealer i strandlinjen, som ikke blev matrikuleret. Det er ikke noget der er gået ubemærket hen, for i 1965 kan man i Aktuelt læse følgende om Mørtelværket:
”Mørtelværket voksede ud i vandet – får lov at blive. Usædvanlig foretagsomhed i Hvidovre belønnes med ministeriel velvilje – Virksomheden tredoblede sig areal på 30 år. En virksomhed, der gennem 30 år, har vokset sig ud i Kalveboderne, vil nu få lov at blive liggende, selv om ekspansionen er sket på tværs af Christian V’s danske lov og det meste af, hvad der ellers er kommet af bestemmelser på det område senere”
Det kan lyde harmløst, at et mørtelværk i et område, der var industriområde ved dets anlæggelse, var ekspanderet, men det er det ikke, ikke i dette tilfælde. Mørtelværket var nemlig det eneste levn fra områdets industritid. Udviklingen havde indhentet værket og i 1960’erne var der ikke kun kommet flere sommerhuse til, der var også blevet bygget mange parcelhuse og de omkredsede mørtelværket på landsiden. Og det beboerne klagede. De ville ikke bo i støjen fra virksomheden og have gener som f.eks. flyvesand fra værket. De krævede , at mørtelværket skulle flyttes, men Hvidovre Kommune var kommet i en lidt usædvanlig situation.
Kommunen havde ikke kunne opkræve ejendomsskatter for et ganske betydeligt industriareal, da det officielt kun eksisterede som havneområde. Kommunen havde heller ikke kunne gøre indsigelse mod Mørtelværkets ekspansion ud over vandet, da det er udenfor kommunens grænser!
Ministeriet for Offentlige Arbejder, som i sin tid gav tilladelse til anlæggelse af værket, måtte igen træde til.
Mørtelværkets forsvar
Ministeriet for Offentlige Arbejder ender med at give Mørtelværket lov til at blive liggende, og gav Hvidovre Kommune besked på at få matrikuleret det areal værket breder sig over.
Men hvad sagde ledelsen på Hvidovre Mørtelværk til hele miseren? I 1965 var det endnu en familiedrevet virksomhed, hvor to af grundlæggerens to børn, Kate Christensen og Svend Frømming, stod for den daglige drift. Kate Christensen får spørgsmålet, om det ikke er en usædvanlig måde virksomheden har ekspanderet på og til det svarede hun følgende;
”Ja, men når det er accepteret af myndighederne, må det ses på baggrund af, at far i sin tid søgte ministeriet om at måtte anlægge bro og kaj, og det blev tilladt. Der måtte opfyldes for at skaffe nødvendig dybde, og disse områder er blevet udnyttet af virksomheden. Det har været sagt, at arealerne har været skattefri. Men jeg tør i alle tilfælde sige, at der har været betalt ganske pæne skatter fra virksomheden her”. Hun lægger i det korte interview meget vægt på det familiære aspekt af virksomheden, virksomhedens succes og så slutter hun i øvrigt af med denne kommentar til nabostridighederne:
”Men ingen villaejer kan sige, at han ikke kunne få øje på os, før han byggede”.
Da Hvidovre Mørtelværk flyttede
Efter flere år med nabostridigheder mellem mørtelværket på den ene side og naboerne på den anden, flyttede Hvidovre Mørtelværk i 1980’erne sydpå til Avedøre Holme.
Nu kunne beboerne i området ånde lettet op.
I dag er der kun en fasttøjringspæl af sten tilbage fra områdets industrielle fortid.
