Dette er en historie om udviklingens pris. Historien om Stadsrenden er en vandløbshistorie og dermed en miljøhistorie. Den bærer fortællingen om, hvordan vi under forandringen af vores omgivelser fra produktionslandskab til bylandskab har ofret alt det, vi ikke lige havde brug for, når der var penge at spare. Konsekvenserne er en oplevelsesfattigdom, som vi betaler for.
Når vi læser om Stadsrendens historie, kan vi tænke på, at Hvidovres natur i 2020 blev placeret som nr. 72 af 98 kommuner i Danmark. Så Stadsrendens skæbne er et billede på alle de skiver vi de seneste 100 år har skåret og fortsat skærer af vores natur.
Der ligger en bro …
Midt gennem en græsplæne og blandt grupper af træer løber en asfalteret sti fra Høvedstensvej 46 til Arnold Nielsens Boulevard 21. Den slags stier er der mange af i Hvidovres større boligbebyggelser, men denne sti er næsten midtvejs udstyret med to kraftige hvide rækværk i træ langt et stykke belægning, hvor asfalten er erstattet af beton.
Næsten som en kunstnerisk ‘installation’ står konstruktionen i græsset uden noget synligt formål og derfor uforståelig. Men den er et levn efter ét af de mange landskabselementer, som forstadsudvikling og hensynsløs modernistisk tænkning har fjernet i Hvidovre.
Her løb Stadsrenden, et lille vandløb med udspring på grænsen mellem Bredalsgården og Bredegårds jorder – tæt på, hvor Brostykkevej og Arnold Nielsens Boulevard mødes i dag. Vandløbet løb først mod nord og gennemskar Bredalsgårdens marker og fortsatte i samme retning ind over Høvedstensgårdens areal og midt inde på Sønderkærgårds marker stødte et andet mindre vandløb til fra nord – Stadsrendens Sideløb. Det sammenlagte vandløb drejede herefter mod øst, krydsede den nuværende Hvidovrevej, løb tværs over Eriksmindes og Stengårdens marker for at møde Harrestrup Å og få vandet sendt ud i Kalveboderne.
Ét af den slags små vandløb, der, længe inden dræning blev almindelig i landbruget, sørgede for, at markerne ikke sumpede til i eng- og mosedrag. Da dræningen blev udviklet i løbet af 1800-årene kom vandløbene til at trække mere vand, der blev med tiden klare regler for, hvordan de skulle vedligeholdes til gavn for ejerne af de tilstødende jorder.
Gårdene på østsiden af Hvidovrevej blev udstykket til sommerhus- og villagrunde omkring 1920, og vandløbet blev reguleret og var med til at forme vejforløbene på Ege, Poppel, Krigstens, Elme og Birke Alle samt Sydkærsvej, som alle fik et lille knæk, hvor de passerede hen over vandløbet.
Vest for Hvidovrevej blev Stadsrenden reguleret omkring 1950, hvor de store almene bebyggelser rejste sig på begge sider af vandløbet. For generationer af børn især i Lejerbo blev Stadsrenden en vigtig del af deres legeparadis med store forstadens plæner og buskadserne. Der var også en lille tæt træbeplantning, som i en længere årrække var kendt blandt børnene som ‘Sherwood-skoven’.
‘Gennem Lejerbo slyngede der sig en å omgivet af nogle tætte træer. Træerne udgjorde den legendariske dybe Sherwood skov. Ved åens bred fangede jeg hundestejler, igler og frøer.’
Hvad blev der af Stadsrenden
Men byudviklingen påvirkede Stadsrendens vandføring, fordi stadig mere vand fra befæstede arealer endte i kloaksystemet. Til tider var vandmængden i Stadsrenden ret ringe, og der blev i ny og næ klaget over lugtgener om sommeren. Det kunne nok have været klaret med lidt oprensning – ikke mindst gennem villakvarteret, hvor mange ting endte nede i vandløbsgrøften.
Løsningen på vandudfordringerne i villakvarteret blev i tidens ånd at flytte vandløbet over i et rør, der blev lagt under asfalten på Sønderkær.
I Lejerbo søgte man om lov til at fylde vandløbets grøft op med den begrundelse, at det ville være billigere at slå græsset på en flad plæne end at skulle holde brinkerne langs grøften. I bedste modernistiske ånd valgte man den rationelle løsning: Man sløjfede vandløbet i Lejerbo, hvor flade plæner kom til at afløse grøften, og for at være sikker på, at ingen nogensinde ville kunne genskabe vandløbet, udmatrikulerede man grøften gennem villakvarteret, så naboerne kunne overtage arealet og fylde grøften op. Det skulle give lidt ekstra i kommunekassen, men alle naboerne var ikke lige vilde med at overtage jorden, så flere steder i villakvarteret ligger grøften der endnu og kan supplere broens fortælling om det forsvundne vandløb.
