af Poul Sverrild
Som et uplejet grønt parkområde rækker Engstrands Alle fra Kystagerparken til plejehjemmet, Strandmarkshave, ved Køgevej. En strimmel jord, der har navn som vej, men hvor der aldrig har været andet end stier.
Engstrands Alle var vejen, motorgaden, der aldrig blev til noget – stort tænkt men ikke gennemført.
Historien begynder omkring 1920, hvor der var planer om at lave en vandstrandvej fra København til Køge, helt svarende til den dengang nye vandstrandvej til Helsingør. Det var oplagt, at storbyen, København, skulle have en lige så smuk adgangsvej fra sydvest som fra nord. Det nyetablerede Byplanlaboratorium i København var med til at udvikle planerne, der også hang sammen med den eksisterende Køgevejs dårlige forfatning.
Staten begyndte at købe jord op til den nye vej, og et af de første køb skete i Hvidovre med erhvervelsen af den strimmel jord, som fik navnet Engstrands Alle.
Bønderne ville ikke betale
Men allerede her gik planerne i stå, for staten ville eller kunne ikke selv finansiere opkøbet af jord hele vejen til Køge. Man prøvede at få de mange sogneråd langs den kommende vej til at gå ind i projektet og betale for jordopkøbene i deres respektive kommuner, men det var ikke noget, de sjællandske venstrebønder havde sans for. Hvad i alverden skulle de med en vandstrandvej til København?
Så opgav staten umiddelbart at gennemføre strandvejen og lagde sagen i mølpose, men Engstrands Alle lå der fortsat udlagt som vej.
Midt i 1930’erne blev Gammel Køge Landevej endelig ophøjet til amtsvej, som den havde været det i 1700-tallet og en del af 1800-tallet, og sat i stand som moderne landevej, og hermed blev strandvejsplanerne sat endnu længere tilbage.
Efter krigen var tiden inde til at udbygge den del af Hvidovre, hvor Engstrands Alle var planlagt. Der blev bygget rækkehuse på begge sider af den grønne strimmel, for det viste sig, at planerne om motorgaden ikke var skrinlagt. Det nye rækkehusbyggeri måtte med noget besvær fordeles på de smalle byggegrunde.
Alleen som elementfabrik
I byggeperioden fandt strimlen dog anvendelse, idet der blev anlagt en midlertidig elementfabrik her. Den leverede byggeelementerne til Hvidovrebos berømte “Engstrands Alle byggeri”, i mange år kendt som Papegøjehusene. Herfra blev elementerne til det senere store byggeri på Strandhavevej også leveret.
I løbet af 1950’erne blev resten af arealerne langs Engstrands Alle udbygget, men vejen lod fortsat vente på sig. I de følgende årtier indgik den grønne strimmel i flere større vejprojekter, men ingen af dem blev realiseret. Bortset fra den oprindelige lokale interesse i vandstrandvejen, var der nu heller ikke længere den store lokale interesse for vejprojekter, der ville skære kommunen over og skabe et støjhelvede i et fuldt udbygget område.
Først omkring 1980, tres år efter de første planer, blev projektet endeligt skrinlagt, og Hvidovre Kommune fik mulighed for at overtage strimlen.
Det accepterede kommunen straks og lod umiddelbart efter plejehjemmet Strandmarkshave, opføre tværs over den ene ende af Engstrands Alle som en prop i en flaske, så alle eventuelle nye ideer om fremtidig vejføring der blev manet i jorden.
Det var synd for København, at det storslåede vandstrandvejsprojekt ikke blev realiseret, men godt for Hvidovre, at senere projekter heller ikke kunne gennemføres. I dag ligger der så et tilsyneladende meningsløst parkstykke, som Hvidovre Kommune må værne om; for selv om parken aldrig har været en del af den kommunale planlægning, så kan den erstatte nogle af de planlagte parker, der løbende er gledet ud af planerne som offer for ønskerne om stadig kommunal vækst.
Engstrands Alle afgik ved en stille død, uden nogensinde at have været mere end et spøgelse. Men den aldrig eksisterende vej var medbestemmende for udformningen af hele kvarterets vejnet gennem flere menneskealdre.
