Phønixhusene

Den store bolignød

Historien om Hvidovre som social problemknuserkommune begynder med Første Verdenskrig. Efter krigen kan bygge-og arbejdsmarkedet i hovedstaden ikke følge med befolkningstilvæksten. 20% er arbejdsløse og flere tusinde familier husvilde. Flere familier bor sammen i lejlighederne, én familie i hvert værelse fra kælder til loft. Kvinder og børn installeres på skoler og fattighjem, sågar i kvindefængslet! Mænd må sove på gaden.

Landsbyen Hvidovre

I 1920 er Hvidovre en landsby med ca. 800 indbyggere. Kirken er byens samlingspunkt, og herfra snor Hvidovregade sig mellem små huse, handlende og værksteder: Først købmanden, derefter smeden, skomageren, skolen, hjulmanden og mælkeforpagteren. Spredt ind imellem ligger større og mindre gartnerier, som er landsbyens hovederhverv sammen med landbruget. Omkring bymidten ligger nogle af Hvidovres endnu mange gårde med tilhørende jorder. Større fællesopgaver organiseres af det lokale sogneråd, og ellers passer hver sit og småfolk vel lidt på hinanden efter det gamle mønster.

Lysthuse – ej blot til lyst

Den store tilflytning begyndte med lysthuse til sommerbrug. Kapitalstærke folk opkøbte billige jordlodder rundt omkring i landkommunerne, hvor de bedre stillede af hovedstadens arbejdere og håndværkere kunne få råd til at købe deres eget. Her banker de drømmen op af gamle Fordkasser, der har været brugt til transport af biler. En kasse med to huller i er en et-værelses med vindue og dør. To kasser er en villa! Drømmene er gode nok, men forholdene er ringe. Husene er brandfarlige, vandet er dårligt brøndvand, og rotter almindelige gæster. Varme og lys er der ikke noget af, og da vinterkulden sætter ind, kan København stadig kun tilbyde gadepladser. Lysthusbeboerne er blevet tilflyttere i lyst og nød.

Phønixhusene

Gode råd behøver ikke at være dyre. Masseproduktion betyder som oftest, at varen kan sælges billigere, bare man sælger nok. Også på boligområdet gjorde denne tanke sig med tiden gældende. Phønixhusene er et af de første skridt mod et nyt Hvidovre, der i høj grad fungerer som boligkommune for arbejdsstyrken i København. De enkle, skandinavisk inspirerede træhuse langs Brostykkevej og på et par veje syd herfor hører til de tidligste statsinitiativer i retning af fornyelse indenfor byggeteknologien. De var forproducerede “samlesæt”, som kunne opføres i massevis på kort tid. De er også et godt eksempel på, at billige løsninger ikke behøver at være dårlige. De charmerende huse er stadig beboet i dag og har med tiden fået tilført hvert sit personlige præg. Dog kan de store skalaer og planer også give nye problemer. Phønixhusene foregriber således det centrale tema i Hvidovres historie, som det nyskabende boligbyggeri udgør.

Omkring opførelsen vakte Phønixhusene en del opmærksomhed og blev omtalt i blandt andet Svikmøllen, 1924. Husene var genstand for satire, der gik på husenes forventede ringe holdbarhed og deres ensartethed.