Langs Brostykkevej ligger en række huse, som nok af udseende er forskellige, men deres fælles ophavshistorie fornægter sig ej heller i udseendet. Husene kaldes Phønixhusene og har en snart 100 år lang historie.

Hvidovre i 1920

I de første år efter 1. verdenskrig var Hvidovre endnu blot en landsby med omkring 800 indbyggere og centrum af landsbyen var centreret omkring kirken og det gamle landsbymiljø i dens nærhed. Det ændrede sig dog hurtigt i 1920’erne, da bygge- og arbejdsmarkedet i hovedstaden slet ikke kunne følge med befolkningstilvæksten. Flere tusinde familier var husvilde, 20% var arbejdsløse, familierne er stuvet sammen på umenneskeligt lidt plads. Kvinder og børn installeredes sågar i kvindefængsler af ren pladsmangel. Kapitalstærke folk begyndte at opkøbe billige jordlodder rundt omkring i landkommunerne, også her i Hvidovre, hvor de økonomisk bedre stillede arbejdere og håndværkere kunne få råd til at købe et stykke jord, hvorpå de i bedste gør-det-selv-stil kunne opføre lysthuse af brædder fra kasser, der havde transporteret overklassens biler til Danmark, såkaldte Fordkasser.

Forholdene var ringe, men det var et sted at være, og jorden kunne dyrkes, så familien kunne skaffe fødevarer til sig selv. Så kunne de godt se bort fra, at husene var brandfarlige, de levede med rotter, brøndvandet var af ringe kvalitet, og varme og lys var der ikke noget af. Det var for mange familier stadig bedre end det hovedstaden kunne tilbyde af overnatningsmuligheder i vinterhalvåret.

Fra lysthus til bolig

For at imødekomme det store behov for boliger, og måske også for at få en anelse mere kontrol med byggeriet i Hvidovre Kommune, tog kommunen i 1920’erne de første skridt ind i en ny rolle som social problemknuser kommune. Et af de skridt var opførelsen af boliger som kunne imødekomme alles behov. Det skulle være billige boliger, som arbejdere og håndværkere fra hovedstaden havde råd til, men det skulle også være nogenlunde ordentlige boliger, så hele kommunen ikke pludselig var fyldt med klondike-lignende selvbyggeri.

Phønixhusene

I forhold til løsning af den forestående opgave, behøvede gode råd ikke at være dyre. Ved masseproduktion kan en vare oftest sælges billigere, hvis bare der sælges nok. Denne tanke gjorde sig også gældende på boligområdet i 1920’erne, så idéen om at masseproducere en række ensartet mindre huse til arbejdsstyrken i hovedstaden blev nu iværksat langs Brostykkevej. De enkle, skandinavisk inspirerede træhuse var også et initiativ fra staten og faktisk et af de tidligste eksempler på statsinitiativer i retning af fornyelse indenfor byggeteknologien.

Husene var, ved ankomsten til Brostykkevej, for-produceret ”samlesæt”, som kunne opføres i massevis på meget kort tid.

Denne hurtige, billige og ensartet løsning på boligproblemet blev der gjort vældige grin med i samtiden. I Svikmøllen fra 1924, er en satirisk tegning af Phønixhusene, hvor alle familierne er identiske, og med identiske gøremål. I teksten til den satiriske tegning gøres også opmærksom på den forventede ringe levetid af husene: ”Du let bo deri, naar smukt med Vejret blot det tegner. Men det maa ikke blive brugt saa gerne, naar det regner. Og hvis en lille Storm der kom, det kunde gerne blæse om. Og husk, at du maa end’lig ej mod Huset staa og læne dig, og puffer du til Huset, saa styrter det i Gruset.”

Fra husets egen mund

Selvom husene var genstand for megen satire, så var beboerne selv ganske tilfredse med deres køb. Georg Rasmussen købte i 1924, samme år som Svikmøllen udgav deres indslag om husene, et Phønixhus. Han fortalte senere om huset;
”Huset kostede dengang 14.000 kr. (..) I huset var der 2 værelser foroven og 2 værelser for neden.(..) Boligen var skam ellers fin nok. Den var bygget af træ, men den var tæt og god. Og der var ikke noget med at være syg om vinteren, eller at det trak. Det var sunde og gode boliger, og det var et fint udført arbejde. Det var træ alt sammen, undtagen taget, det var af tehl. Der var også en almindelig lille have til på ca. 13-1500 kvadratalen. Vi havde både kartofler, gulerødder, kål og alting; Så havde vi noget til middagsbordet”

Jane Siiger var også en af de tidlige ejere af et Phønixhus. Hun var som barn kommet til Hvidovre med hendes familie og boede i et lille sommerhus, når familien ikke boede i deres lille lejlighed i København. Som voksen blev hun gift med Oluf, og da hun i halvandet år havde sparet sin løn op, havde de råd til udbetalingen på en Phønixhus, som lå på 500 kr.

Da Jane fortalte om købet af et Phønixhus til sin far, som var murermester, gik det således, ifølge Jane;
”En dag, vi så tog hjem til mine forældre, sagde jeg til far, at vi havde købt et Fønixhus.

• Et Fønixhus, det er jo et træhus!

Han var muremester og det stred imod hans fag.

• Ja, det er det, svarede jeg.
• Det er da ikke noget at købe, sagde han bagefter

Så sagde jeg til ham,

• Jamen, det er det, for det passer med de penge vi har sparet sammen.

Se, det var noget han kunne lide, at vi havde gjort. ”

Janes far blev formildet, ligesom al kritik om den forventede ringe holdbarhed med årenes løb også forstummede. Husene var nemlig overraskende solide huse, som i dag stadig står flot langs Brostykkevej. Når man kigger på husene i dag, er det heller ikke ensartethed der dominerer udseendet – igennem årene har de forskellige ejere nemlig udbygget, malet og ombygget og dermed sat deres individuelle præg på deres Phønixhus, mens deres fælles udgangspunkt fornægter sig ikke.