Boligblokkene i Maglelund var de første tegn på, at Brøndby Strand var ved at udvikle sig fra gartneri- og sommerland til moderne forstad. I 1947 kom de første planer om en s-togslinje langs Køge Bugt med stop i Brøndby Strand, og i 1950’erne blev de første boligblokke i Maglelund i Brøndby Strand derfor opført.
En avis skrev begejstret om de nye boliger, der skød op på markerne i Brøndby Strand: “På Maglegårds og Rheumgårds flade åbne marker ved Brøndbyvester Strand, hvor for få måneder siden kornet bølgede i sommerblæstens lette brise, er en planetby, foreløbig med over 1000 lejligheder, butikker og et mindre industrikvarter, i færd med at vokse op.”
Helt så stort blev det ikke i 1950’erne, og Maglelund var i mange år frem stadig omgivet af marker og gartnerier. Planerne om et s-tog skulle vise sig at få lange udsigter – s-toget kom først til Brøndby Strand i 1972 – og planerne om at bygge et helt boligkvarter med butikker, arbejdspladser og 1000 boliger blev derfor noget nedskaleret.