Hvidovre ligger i et område med en meget lang historie bag sig. Nogle af de ældste fund er helt tilbage fra ældre stenalder, men de ældste synlige oldtidsminder er fra bronzealderen. Det er gravhøjene Simonshøj og Langhøj, som har stået her i mere end 3.000 år.
Gravhøjen Langhøj
Mellem Gammel Køge Landevej og Kalveboderne ligger Hvidovres eneste to synlige oldtidsminder: bronzealderhøjene, Simonshøj og Langhøj. Her står de som et monument over fortidens mennesker og vidner om, at området har været beboet længere tid end det generelle landskab i byen i dag vidner om.
Simonshøj ligger i dag gemt og lidt anonymt bag en varmecentral i området mellem Hvidovrevej og Strandmarksvej.
Langhøj ligger derimod mere frit og i centrum for Langhøjparken, der også har fået navn efter bronzealderhøjen. Højen blev i sin tid anlagt med udsigt til havet på en terrænforskydning, som man stadig kan ane i dag, selvom kystlinjen for længst er rykket længere væk. Hvis man står på den nordlige side af højen, ser den ikke ud af meget højdemæssigt, men hvis man går om på den sydlige side, så syner den højere.
I 1961 foretog Nationalmuseet en meget grundig undersøgelse og reetablering af gravhøjen, hvor de fandt frem til noget meget interessant og lidt usædvanligt.
Nogle få hundrede år før vor tidsregning, blev en stormand gravlagt i højen, i det der kaldes centralgraven. Da arkæologerne undersøgte centralgraven i 1960’erne, var den dog for længst tømt af gravrøvere, kunne de konstatere.
De fandt dog en sekundær grav langs siden af højen, som er langt yngre end centralgraven. I vikingetiden, omkring år 1000 efter vor tidsregning, var gravhøjen blevet brugt til endnu en begavelse. Det var en mand der var blevet begravet og af hans jordiske rester var kun skelettet tilbage da Nationalmuseet undersøgte højen.
Gravhøj i krig
Under 1. verdenskrig var sikringsstyrken udstationeret i området og naturligvis blev fordelagtige dele af landskabet inddraget til militærbrug. Langhøj fik et nyt navn i 1914 og blev nu, i en kort overgang, kendt som Simons Batteri.
Vi har en erindring fra Skat Danfil, som var barn, da højen blev taget til militær brug, første gang;
”Da myldrede det med arbejdssoldater, og på kort tid var der gravet en 2 m bred siksakformet skyttegrav gennem højen og ca 50 m til hver side, hvor der blev lavet 2 kanonstillinger i hver. Midtfor i højens sydøstside blev bygget 3 rum på ca 20 m 2 hver til telefon og telegrafcentral, soverum, køkken og værksted. I nordøstsiden blev lavet tilsvarende rum overdækket, men åbent ud til strand og bugt. I dette rum var kikkerter og periskop til overvågning af hav og landområdet. Der var også lysblink til vagtskibene” Han fortæller videre: “Nogenlunde sådan så derud, og jeg havde som en af de få, fri adgang til det hele, på grund af det kontaktforhold det faste mandskab fik med mine forældre, der boede for enden af Strandmarksvej. Der var 8 mand fast stationeret i højen. De blev kaldt ingeniørsoldater. Det var ingeniører, polyteknikere og højere uddannede håndværkere. De skulle selv lave deres mad på skift. En skønne dag kom en meget ulykkelig “kok” ned til mor og spurgte om hun ikke kunne hjælpe dem med noget mad den dag. Han havde svedet ærterne og flæsket. Jo, sagde mor, kom du bare med det til grisene, så slagter jeg nogle kyllinger og så kan I komme herned og spise. Disse soldater kedede sig, men med deres færdigheder og kundskaber producerede de masser af husflid fremstillet af hylstre fra gevær-og kanonammunition, kobberledninger, tin, zink og bly og hvad de ellers kunne få fat i fra hærens depoter. Resultatet var standerlamper, bordlamper, skåle, fade, askebægre, skrivesæt, papirknive og måske også bronzetidsvåben.”
Gravhøjens dage som redskab for militære magter var dog ikke tilendebragt med freden for 1. verdenskrig. Da 2. verdenskrig begyndte og tyskerne rykkede ind i landet, fik området omkring den gamle bronzealderhøj også besøg af besættelsesmagtens soldater.
”Mens vi var i skole den 10. april, blev vores hjemlige mark mellem Hvidovre Enghavevej og Hvidovre 14 Strandvej invaderet af en tysk panserkolonne, der undervejs til krigen i Norge oprettede en midlertidig lejr på marken omkring Langhøj. (…) Senere på dagen kom en flok drenge, deriblandt jeg, i kontakt med feltpræsten i lejren, der præsenterede sig som østriger. Det var nok til, at vi spillede fodbold med ham – med præsten på mål på en primitiv bane ved sydsiden af højen. En anden officer drev knap så uskyldigt samkvem med nogle andre børn. Han tog en hel flok med på sin motorcykel med sidevogn og kørte lige lukt ned igennem den lille sø, der lå for foden af højen mod nord, så de blev plaskvåde fra inderst til yderst af et iskolde smeltevand. At også han selv blev våd, var jo ikke nogen undskyldning for denne ondskabsfuldhed. (…) Far havde forbudt Lis og mig at omgås tyskerne på marken; men da han sent en eftermiddag så en enlig tysk soldat spadsere ud ad sejlklubbens ”kilometerbro”, gik han ud til ham. Hvad de talte om derude ved den lille bådehavn for enden af den lange bro, ved jeg ikke, men far lodsede ham bagefter ind gennem baghaven og tog ham med ind i huset. Ingen måtte jo se, at han inviterede en tysk soldat ind på aftens- mad. Soldaten græd, da han så Lis og mig og ikke mindst Kaj på knap to år. Han havde selv børn, og han var ikke nogen krigens mand. Få dage efter forlod panserkolonnen Hvidovre Syd og drog videre til Norge, hvor det unægtelig var mere livsfarligt at være tysk soldat end i Hvidovre.”
Gravhøjen i dag
I dag ligger gravhøjen pompøst og troner i det rekreative område, Langhøjparken. Forhåbentlig får den lov til at ligge uforstyrret af krig, opgravninger og andre ødelæggende elementer, men mon ikke, den gamle bronzealdergravhøj blev i hvert fald fredet af Nationalmuseet i 1961.
