Forberedt på kamp

Modstandsgruppen Hvidovrekompagniet var forberedt, hvis det skulle komme til åben kamp med besættelsestropperne. Man havde oprettet en sanitets- og forsyningsdeling, som bl.a. havde gjort klar til at indrette feltlazaretter og sanitetsdepoter forskellige steder i byen, da resultatet af kamp med hele besættelsesstyrken uden tvivl ville have endt i et større blodbad. Læger og sygeplejersker blev også tilknyttet, og man samlede de nødvendige materialer så som bårer og blodplasma, hvis det værste skulle ske. Derudover opbyggede man også lagre af konserves, så befolkningen kunne blive bespist.

Én af de adresser, som fik denne funktion var Hvidovrevej 280, der husede Hvidovre Bibliotek. I spidsen for indsatsen stod Eva Raae Jacobsen og Forsyningsjensen, som han blev kaldt grundet sine evner til netop at skaffe forsyninger.

Lazarettet kom heldigvis ikke i brug, men var et vidnesbyrd om, hvor organiseret Hvidovrekompagniet var og hvilken gru, der ville have ventet, hvis det værst tænkelige scenarie skulle udspille sig, at modstandsbevægelsen skulle i direkte krig med besættelsesmagten.