af Poul Sverrild
Den gamle kirkegård omkring Hvidovre Kirke har rummet sognets døde gennem mindst de seneste 800 år, og bortset fra svenskernes hærgen i midten af 1600-tallet har det overvejende været et fredeligt sted.
I dag opfatter vi kirkegården som et fredhelligt sted, hvor ro og respekt hører hjemme, og hvor det kun er bøller og hærværksmænd, der bryder freden. Sådan har det ikke altid været.
Går vi blot tilbage til 1830’erne, havde man et noget mere praktisk syn på tingene. Græs var græs, hvor det end groede, og græs var til for at indgå i det kredsløb, bønderne levede af. Og græs var der på Hvidovre Kirkegård.
Det var ikke ualmindeligt, at forholdene på kirkegårdene var lidt uordentlige målt med vore øjne, men Hvidovre Kirkegård skilte sig nu alligevel noget ud.
Usømmelig skikkelse
I 1839 var det blevet så galt, at den ansvarlige for Hvidovre Kirke, professor ved Københavns Universitet, H.N. Clausen, måtte påtale kirkegårdens “usømmelige skikkelse” over for kirkens præst, pastor Holsøe. Holsøe var nok præst ved Hvidovre Kirke, men han boede på Frederiksberg, hvor sognets hovedkirke lå.
Pastor Holsøe svarede nogen tid efter på kritikken med et langt brev. Han måtte naturligvis forsvare sig og sin embedsførelse og startede med at redegøre for, hvad han havde foretaget sig omkring kirkegårdens pleje, siden han var tiltrådt embedet fire år tidligere.
Han havde gjort, hvad han “formåede, for at Hvidovre Kirkegård ikke skulle se ud og betragtes som et overdrev. Til den ende befalede jeg den daværende kirkeværge nøje at påse, at hverken hans egne får eller murerens hest græssede på kirkegården.”
Det var da en begyndelse, og det giver os et klart billede af, hvordan dyrene græssede frit omkring på den fredelige kirkegård mellem de mange små høje, som dengang markerede gravstederne.
Pastor Holsøe havde dernæst forsøgt sig med en kombination af stokken og guleroden. Han havde truet med at sløjfe de gravsteder, der ikke var sat i ordentlig stand til et givet tidspunkt, og samtidig forærede han selv 150 roser og spirea til kirkegården.
Det var lærerens skyld
Herefter kunne præsten notere, at “mange gravhøje istandsattes og udsmykkedes”. Men de mange blomster, som Holsøe havde foræret til kirkegården, led en krank skæbne. De blev smukt plantet som hække fra kirkegårdens porte til kirken. Desværre havde præsten ikke taget højde for, at der skulle træffes særlige foranstaltninger til at holde planterne i live. De “hentørredes og gik ud”.
Men præsten havde en skyldig at pege på. Det var lærer Cappelens skyld, for han ville ikke påtage sig at vande dem! Cappelen var meget praktisk død i mellemtiden, så han var afskåret fra at forsvare sig mod anklagen.
Så var der de almindelige problemer med ukrudt, som skød op allevegne. Når det var længere end to meter væk fra kirkebygningen, kunne han ikke befale nogen at fjerne det.
Her var der et hul i reglerne, som pastor Holsøe kunne bruge til et høfligt antydet pres på professoren som repræsentant for kirkens ejer, Københavns Universitet.
Det forholdt sig sådan, at Hvidovres husmænd skulle udføre pligtarbejde for kirken, men de kunne ikke forpligtes til at rydde længere væk fra kirkemuren end ovennævnte to meter.
Stillet overfor det problem drog pastoren til Assistens Kirkegård for at se, hvordan man der klarede vedligeholdelsesproblemerne. Det har nok været ham en kilde til fryd derpå at kunne skrive til professoren, hvordan det stod til på denne store københavnske kirkegård.
Salig biskop Balles grav
“Jeg fandt her mange sammensunkne græshøje bevoksede med alskens ukrudt, som endnu ikke var omhugget, så at det snart vil udstrø en overflødig mængde frø.”
Så satte pastor Holsøe trumf på overfor teologiprofessor, H. N. Clausen. “For at udpege et sted, var jordsmonnet omkring salig biskop Balles grav især bevokset med burrer og andet fælt ukrudt, der ikke gav Hvidovre Kirkegård meget efter.”
Endelig nåede pastoren sin slutpointe ved at nævne, at han mange steder havde set landsbykirkegårde, der var anstændigt og sirligt passet. Men hvor det forholdt sig sådan, var det kirkeejeren, der bekostede arbejdet!
Holsøe fortalte derpå, at han nu havde fået gårdmændene og husejerne til at sætte deres gravsteder i stand, så det ville såmænd ikke blive så dyrt endda for kirkeejeren at sørge for det sidste.
Vi ved ikke, om denne appel om bistand fra Hvidovre Kirkes ejer hjalp, men det er nok tvivlsomt. Hvidovre Kirkes historiske forhold til universitetet og Vor Frue Kirke drejede sig jo om, at kirken i Hvidovre blot var en ejendom, som leverede en fast indtægt.
En smuk kirkegård måtte sognebørnene i landsbyerne Hvidovre, Vigerslev og Valby selv sørge for. Det skulle i hvert tilfælde ikke påvirke de indtægter, som kirkeejeren havde krav på.
