Det meste af Hvidovre har forandret sig fra marker, gårde, småhuse og handlende til moderne bebyggelser og industri. Imens har kirken og kirkegården været en fast del af bybilledet siden den tidlige middelalder. Hvidovre Kirke ligger på adressen Hvidovre Kirkeplads 2, 2650 Hvidovre. Kirken blev rejst omkring år 1200, og den inderste del af gravpladsen har været i brug lige siden. I dag er stedet i sig selv et lille museum over 800 års lokalhistorie.
Hvidovre Kirke
I centrum af den ældste del af Hvidovre Kirkegård ligger Hvidovre Kirke. Kirken blev bygget omkring år 1150, men har siden været igennem adskillige ombygninger og har sågar været delvis nedrevet under den svenske belejring i anden halvdel af 1600-tallet. Kirken har dog bevaret mange fine karakteristika fra den tidlige middelalders romanske periode, hvor den blev bygget. Sideskibet i bindingsværk, det såkaldte Valbyskib, blev bygget til sidst i 1600-tallet. Navnet Valbyskibet opstod, fordi sidebygningen skulle give plads til bønderne fra Valby, som ikke længere måtte komme i Vor Frue Kirke i København. Sideskibet har således også sin egen indgang, så man kunne holde menigheden fra Valby adskilt fra Hvidovrebønderne.
Kirkegården
Hvidovre Kirkegård er blandt de mest interessante landsbykirkegårde i det tidligere Københavns Amt. Flere end 100 gravmæler er vurderet fredningsegnede, og det er langt over landsgennemsnittet. Baggrunden for de mange bevarede gravmæler er Hvidovre Kirkes placering i udkanten af den gamle landsby. Denne placering gjorde det muligt at udvide kirkegården i flere omgange, så det ikke har været nødvendigt at sløjfe de gamle gravmæler, som det er sket mange andre steder. Dette er medvirkende til, at den gamle middelalderkirkegård i dag nærmest er ét stort skattekort: Under hvert eneste kors ligger en guldgrube af fortællinger. Nogle kan man læse ud af stenenes inskriptioner, former og symboler. Andre kræver en fortælling.
Skikke og symboler
De ældst bevarede grave stammer fra 1700- og 1800-tallet og er fredede i dag. De velhavende borgere har haft familiegravsteder, hvor adskillige generationer ligger begravet. Sådanne grave vidner om tider, hvor gårde og virksomheder gik i arv gennem slægtsled, og hvor landsbysamfundet voksede langsomt og organisk.
Dog er forandring ikke noget nyt fænomen. Det vidner tidernes forskellige gravskikke om. Sognerådsformand Arnold Nielsens gravsten har for eksempel forbillede i oldtidens runesten, som blev rejst af ”frænder” (venner), til minde om tapperhed og ære. En anden type gravsten er den antikt inspirerede ”stele”, en præcist tilhugget sten med trekantsgavl efter romersk forbillede. Symbolerne der smykker stenene, varierer på samme måde. Sommerfugle er antikke symboler for sjæle, mens egeløv er et populært symbol for styrke og modstandskraft, som man værdsatte i bondesamfundet.
Kendt og ukendt
Flere kendte skikkelser i Hvidovres lokalhistorie ligger begravet på kirkegården. Det gælder forfatteren Bertel Budzt-Müller (1890-1946), og ærkerivalerne Carl Larsen og Ludvig Rasmussen, som sloges om posten som sognerådsformand fra hver deres politiske fløj. Det var i 1920’erne, hvor Hvidovre gik fra at være konservativ landkommune til socialdemokratisk bykommune. Her lå de side om side med deres hustruer, som var søstre. I dag er deres grave sløjfet, men historien kender vi.
De ældste bevarede gravsten på Hvidovre Kirkegård blev sat i 1756, 1792 og 1802. De er sat over Peder Svendsen og hans familie, ejere af Kongens privilegerede kro i Valby. Den ældste sten fra 1756 bærer navnet Birthe Nielsdatter. Hun var kromand Frederich Svendsens hustru, og ud fra inskriptionen på stenen ved vi, at parret fik ikke mindre end 17 børn, heraf også Peder, som senere overtog hvervet som kromand. Kroen havde en stor indtjening som landevejskro, da den lå ved et vejkryds mellem de to indfaldsveje til hovedstaden. Denne placering var også grunden til, at kroen i 1716 fik fornemt besøg af Zar Peter den Store. På kroen tog indehaveren, Agneta Pedersdatter, pænt imod Zaren og hans følge og serverede både mad og drikke i rigelige mængder. Historien om Zarens besøg er dog kun bevaret, fordi han vanen tro drog videre uden at betale sin regning og efterlod den stakkels Agneta med udgifterne.
Man kan også finde en fællesgrav på kirkegården. Det er de anonymes grav, som er formet som et kors med inskriptionen ”Ukendt af mennesker. Kendt af Gud”. Det kunne også dække over den del af historien, der mangler på Hvidovre Kirkegård: almuens. De fattige og tyendet måtte tage til takke med trækors, som kun jorden husker.
Liggesten
Der findes op til flere store liggesten på Hvidovre Kirkegård. Den ældst bevarede er helt tilbage fra midten af1700-tallet. Det helt særlige ved disse store tunge gravsten er, at de samtidigt skal ses som massive låg på graven. Låget dækker hele graven og holder hermed den døde på plads i graven for at forhindre, at de, som ikke fik gravfred, gik igen. Liggestenen er også et sjælehus, en tradition, der går helt tilbage til vikingetiden og den tidlige middelalder, hvor kristne gravmæler i træ var bygget som lave huse over gravpladsen.
Får og heste på kirkegården
I 1800-tallet havde man et noget mere praktisk syn på kirkegården, end vi er vant til i dag; græs var græs, uanset hvor det groede, og græs var der masser af på Hvidovre Kirkegård. Det var derfor heller ikke ualmindeligt, at dyr græssede frit omkring mellem gravtuerne. I 1839 var det så galt, at den ansvarlige for Hvidovre Kirke, professor Clausen, måtte påtale kirkegårdens ”usømmelige skikkelse” overfor kirkens præst, pastor Holsøe. Idet Holsøe boede på Frederiksberg, lå præstegården i Hvidovre ofte øde hen, og uden præstens opsyn havde bønderne simpelthen inddraget kirkegården som græsningsareal.
Kirkemuren
Hvidovre Kirkegårds ældste del er omgærdet af en mur fra 1787 bestående af kampesten og vingetegl. Muren erstattede et dige af løst opstablede kampesten, som ofte skred ud. Kirkegårdens oprindelige hovedindgang var i østmuren, altså indgangen ved Hvidovrevej, mens den store port, ligporten mod syd, blev brugt til at bringe de døde ind på kirkegården. Der har sikkert også været indgange fra nord og vest, men på grund af udvidelser i flere omgange, senest i 1950’erne, er disse låger forsvundet.
Grave under tagdryppet
Tidligere blev regnvandet, der dryppede fra kirkens tag, regnet for at være helligt vand og beskyttede dermed den afdødes sjæl. Derfor var det også kun de højtstående i landsbyen, der kunne få æren af at blive begravet her. Bl.a. blev Rytterskolens højt agtede lærer og degn Christian S. Cappelen begravet i 1839 op ad kirken ved tårnets sydside. Gravstenen findes dog ikke længere på kirkegården.
