Skikke og symboler

De ældst bevarede grave stammer fra 1700- og 1800-tallet og er fredede i dag. De velhavende borgere har haft familiegravsteder, hvor adskillige generationer ligger begravet. Sådanne grave vidner om tider, hvor gårde og virksomheder gik i arv gennem slægtsled, og hvor landsbysamfundet voksede langsomt og organisk.

Dog er forandring ikke noget nyt fænomen. Det vidner tidernes forskellige gravskikke om. Sognerådsformand Arnold Nielsens gravsten har for eksempel forbillede i oldtidens runesten, som blev rejst af ”frænder” (venner), til minde om tapperhed og ære. En anden type gravsten er den antikt inspirerede ”stele”, en præcist tilhugget sten med trekantsgavl efter romersk forbillede. Symbolerne der smykker stenene varierer på samme måde. Sommerfugle er antikke symboler for sjæle, mens egeløv er et populært symbol for styrke og modstandskraft, man værdsatte i bondesamfundet.

Kendt og ukendt

Flere kendte skikkelser i Hvidovres lokalhistorie ligger begravet på kirkegården. Det gælder forfatteren Bertel Budzt-Müller (1890-1946), og ærkerivalerne Carl Larsen og Ludvig Rasmussen, som sloges om posten som sognerådsformand fra hver deres politiske fløj. Det var i 1920’erne, hvor Hvidovre gik fra at være konservativ landkommune til socialdemokratisk bykommune. Her lå de side om side med deres hustruer, som var søstre. I dag er deres grave sløjfet, men historien kender vi.

Man kan også finde en fællesgrav på kirkegården. Det er de anonymes grav, som er formet som et kors med inskriptionen ”Ukendt af mennesker. Kendt af Gud”. Det kunne også dække over den del af historien, der mangler på Hvidovre Kirkegård: almuens. De fattige og tyendet måtte tage til takke med trækors, som kun jorden husker.