af Hans Chr. Thomsen

De gamle grækere havde et begreb for særpræg eller karakter, og de kaldte det etos. Et sted f.eks. kunne have etos ligesom en gruppe mennesker kunne det. Og når man talte om en gruppes eller en klasses etos, føjede man en moralsk dimension til begrebet, så det kom til at handle om klassens hele moralske grundindstilling.

Der er steder i Hvidovre, man med udbytte kan knytte begrebet til i begge betydninger, og et af dem er definitivt jordstykket på matriklerne 10c og 72 i Hvidovregade, hvor aktivitets- og ældrecenteret for nylig er blevet indviet.

Fra fællesjord til fattigjord

Oprindelig skilte det jordstykke, som aktivitetscenteret ligger på, sig ikke specielt ud. I 1600- og 1700-tallet faldt det forskelsløst sammen med resten af fællesjorden i landsbyen og ejedes således af de omkring 18 gårde, der på daværende tidspunkt var i Hvidovre.

I forbindelse med de store landbrugsreformer i sidste halvdel af det 18. århundrede er det formodentlig blevet til såkaldt gadejord d.v.s. et stykke jord, som var blevet tilovers ved udskiftningerne, og som nu alle og ingen ejede.

Det er ikke til at se stedet ved den første samlede folketælling i Danmark i 1787. Men et lille halvt århundrede efter kommer det til syne i nogle arkivalier, fordi der nu er bygget et hus på det, og i 1833 erhverves huset af en udenbys skomager. Det er den 50-årige Hans Nielsen Gjeldstrup fra Frederikssund, der køber. Han er således tilflytter men gift med en indfødt: Ane Sophie Pedersdatter.

I og med at de 2 flytter ind i landsbyen knyttes der et socialt etos til stedet, der kommer til at vare omkring 100 år frem i tiden. Og med matrikelsystemets indførelse i Danmark i 1844 døbes jorden: matrikel 72, og det er en matrikel-dåb, der handler om fattigdom.

Trængsel og alarm

I en landsby som Hvidovre i 1700- og 1800-tallet kunne hver gård fremstille de fleste fornødenheder selv. Undtaget herfra var de stærkt specialiserede håndværk, som f.eks. smeden og hjulmageren repræsenterede, og de rangerede følgeligt relativt højt i lokalsamfundet. Skomagerægteparret i huset på matrikel 72 kunne ikke leve alene af skomageriet, så de supplerede indtægterne ved at leje værelser ud. Og her står lavstatus-erhvervene i kø blandt lejerne. Det er de mest erstatbare erhverv i lokalsamfundet, der er repræsenteret: en væver, en tækker og en kurvemager f.eks. – sidstnævnte var ofte et erhverv som invalide var tilknyttet.

På samme måde var der heller ikke speciel megen social prestige knyttet til den enlige mor, der boede der, for slet ikke at tale om fattiglemmet. Der er også 3 udlændinge blandt lejerne: 2 nordmænd og 1 svensker. De 3 har formodentlig været børster, d.v.s. jernbanearbejdere, der var beskæftiget ved anlægsarbejdet i forbindelse med jernbanen København-Roskilde – det arbejde blev iværksat netop i 1845. Udlændingene har understreget matriklens karakter af at være, om ikke på kant med landsbyen, så dog i social henseende at være i udkanten af fællesskabet.

Det kan være svært at sige noget præcist om husets størrelse. 7 år efter at tilflytteren har købt det, bor der· 10 mennesker i det, og tallet er vokset til 17 i 1845 – heraf er de 5 børn. De 17 er fordelt på 6 familier, og det betyder, at der mindst har været 6 værelser i det lille hus. Der har været “en voldsom trængsel og alarm” på matrikel 72 på den gamle gadejord, og der har været mindst lige så meget alarm som trængsel.

I 1851 sælger skomageren huset til en Niels Jensen, og i 1863 går det på tvangsauktion. Køberen denne gang er Hvidovre Sogneråd. Huset bliver nu til “Kommunehuset” d.v.s. bliver til det, som det hele tiden har været: et fattighus, men nu i kommunalt regi, og nu med en art offentlig kontant omsorg knyttet til stedet. Sådan eksisterer det frem til 1934, hvor det nedrives og matriklen så igen ligger bar hen.

En “hjemløs” matrikel

Den anden matrikel på ældrecenteret, matrikel 10c, ligger det lidt anderledes med. Dens historie er uigennemsigtig. Jorden har tilhørt Baunebakkegården, der havde matrikel 10. I slutningen af 1700-tallet er gården udelt, og i 1805 er den delt op på matriklerne 10 og 10b, hvor sidstnævnte er den gamle gårdsplads.

Op gennem 1800-tallet indgår gården i det rolige cykliske ejerskifte som naturen og døden sætter, for i begyndelsen af 1900-tallet at blive handlet hektisk: den sælges i 1918, igen i 1919 og 3 gange i 1923. Fra 1917 begynder den at blive udstykket, og det er ikke umiddelbart til at sige, hvor matrikel 10c hører hjemme i det forløb.

Gemmer matriklen sig lidt i kilderne træder selve pladsen til gengæld frem for fuld musik i lokalsamfundet ved indgangen til det 20. århundrede. Når omrejsende cirkus holder deres indtog i byen slår de teltpælene i matriklens jord, og bag teltdugen optræder så sabelslugere, klovner, damer uden underkrop, trapezkunstnere m.m. Det cirkus varer ved indtil 1917, hvor fiskehandler C. Nielsen opfører sit hus, og derefter sænker roen sig over stedet til indtil slutningen af 1980’erne.

Freden brydes

I 1980’erne er det gamle bondesamfund forlængst en saga blot. Tilbage er landsbyens krogede gadeforløb, der springer ud ved Rytterskolen i den ene ende og løber ind i Holbækmotorvejen i den anden. Det slår knæk forbi stråtækte huse, etageejendomme og småværksteder, ligesom det gennemløber en tidshorisont med referencer til lerklinet byggeskik i 1700- tallet, skolebyggeri fra århundredeskiftet, småindustri fra mellemkrigstiden og institutionsbyggeri fra efterkrigstiden. Et sandt postmoderne tæt / lavt forløb gennem et charmerende misk-mask af idyl, klondike og almene fællesskaber på højkant.

Det er i og omkring det gadeforløb, kommunalpolitikerne i slutningen af 80’erne vil bygge ældreboliger og placere et ældrecenter. Det vækker mange følelser i en forstad, hvor det meste af den fysiske fortid er jævnet med jorden.

Planen for området hedder lokalplan 109. Den kommer til høring i sommeren 1988 og den får 2 beboere i Hvidovregade til at starte en underskriftsindsamling mod kommunens planer under sloganet: “Bevar det gamle Hvidovre”.

Omsorg for hvad?

I debatten kommer nogle interessante positioner til syne, der knytter an til forskellige omsorgsområder.

Modstanderne taler om Hvidovregade som Hvidovres sjæl og om ufølsomme planlæggere. De opfordrer til ikke at gentage efterkrigstidens fejl med at bygge hensynsløst uden tanke på det omgivende miljø.

Det er en tidstypisk kritik, man kan se gentaget i en bred international kritik af især den moderne funktionalistiske arkitektur. I slutningen af 80’erne er debatten mere end 20 år gammel – også blandt arkitekterne selv.

Ældreboligerne og dagcenteret er tegnet af Hans Dall og Torben Lindhartsen fra Helsingør, og de kommenterer området og det gamle gadeforløb med, at det er “af tilfældig karakter og ikke bevaringsværdigt”. De har således ikke den store respekt for området, og det samme gælder deres bygninger. Det er kubistiske kasser, og der er en vis enighed blandt modstanderne om, at de heller ikke er specielt bevaringsværdige.

Kommunen taler om et stigende behov for ældreboliger og om pladsmangel i den udbyggede kommune. De støttes af et indlæg, der både efterlyser flere ældreboliger, og samtidig siger, at Hvidovregade blev ødelagt 30 år før lokalplan 109. Endvidere påpeges det, at de ældre huse, der er tilbage, ikke berøres af planen – et enkelt undtaget.

Da sommeren begynder at takke af i august 1988 afleverer modstanderne 2257 underskrifter til borgmesteren, og samme måned tages kommuneplan 109 af bordet. Kommunens begrundelse herfor er, at planstyrelsen har planer om at udflytte politistationen og domhuset til Rødovre – det åbner nye muligheder og behov for en ny lokalplan.

At der er stor lokal interesse for sagen, viser et borgermøde senere på året, hvor over 100 mennesker møder op.

Ny lokalplan

Vi skal nu frem til 1993, før ældrecenteret med den ny lokalplan 114 igen kommer på dagsordenen. Denne gang har kommunen inviteret 5 udvalgte arkitektfirmaer til at give et bud på ældrecenteret, og der er ikke tale om en egentlig licitation. Arkitektfirmaerne er slet og ret indbudt uden betaling, og de accepterer spillereglerne. Kommunen vælger århusarkitekternes forslag, og det har mange kvaliteter, hvoraf en er hensynet til det omgivende miljø.

Som i al drama opstår der også her en hindring kort før happy end. Umiddelbart før åbningen sommeren 94 udsættes indvielsen grundet kommunens dårlige økonomi, og der går et stykke tid i uvished, før det i december 94 kan tages officielt i brug.

72 og 10c

Med indvielsen af aktivitetscenteret i Hvidovregade har de gamle matrikler gennemløbet en modsætningsfuld metamorfose. De har været et alment anliggende som fællesjord i det gamle landsbyfællesskab, og de er det som aktivitetscenter i forstaden. De har båret fattigdommen engang I bonde-Hvidovre og velfærden i dag i et forstadsmiljø.

Hvis historien har fortætningspunkter, og hvis den kan materialisere sig, så gør den det i Hvidovregade. Der er et stykke Danmarkshistorie på få kvadratmeter repræsenteret der, og som de gamle grækere ville sige: der er det bedste af en klasses etos knyttet til de 2 matrikler. Oveni kommer så et pragtfuldt stykke arkitektur, der i kvalitet er usædvanlig i de seneste par årtiers Hvidovre.