af Hans Chr. Thomsen

Der er livsvilkår, der er så grumme, at de tangerer det komiske, og der er stolthed så stejl, at den strejfer døden.

Stolthed

Engang i slutningen af 1930’erne i Hvidovre mistede N.N. sit arbejde. Han havde kørt med hestevogn for en forretning, og da den moderniserede og indførte automobil, blev han arbejdsløs, da han intet kørekort havde.

Han ville ikke have noget med Hvidovre Kommune at gøre. Han havde altid betalt enhver sit, og skulle ikke ligge nogen til byrde.

Det kan man ikke leve af.

Konen prøvede, at klare sig igennem så godt hun kunne ved at tigge på værtshusene i København.

Sådan gik et stykke tid.

En ulykke kommer jo sjældent alene, og en dag gik der ild i deres lille træhus. Og når vi siger lille, mener vi det. Der var tale om et hus i omegnen af 6 kvadratmeter. Det brændte ned i det kvarter, der ligger ved Stadion i dag.

Konen gik til kommunen, og den anviste parret en husvildebarak ved Hvidovre Station. Hun flyttede derop med deres 10-årige dreng.

Manden ville ikke med.

Strejf af døden

Under krigen havde manden skaffet sig et andet lille træhus, og det boede han i under den strenge krigsvinter 1941-42. Det var en vinter med frostgrader, der pendlede i 20’erne og enkelte gange passerede grænsen til de 30.

Sådan et vejr kan man dø af.

Selvom N.N. var en lille mand, der ikke ragede meget op over tobak for en skilling, havde han alligevel problemer med husets størrelse. Han kunne ikke ligge udstrakt, når han skulle sove. Selv en arbejdsløs kan have behov for at strække sig helt ud, og behovet blev efterhånden presserende og klaustrofobien for stor. N.N. udvidede huset. Han skar hul i stuens ene side og satte en trækasse udenpå huset.

Endelig kunne et anstændigt menneske få sig en ordentlig udstrakt nattesøvn. Der lå N.N. så. Stædig og alene i sin seng med benene ragende ud gennem husvæggen og lige ind i den lille trækasse.

Omkring ham og ude i verden rasede krigen, og frostgraderne frøs, som de aldrig før eller siden i dette århundrede har frosset.

Et tilbud man ikke kan sige nej til

Kulden, hans situation overhovedet og den kasse var svær at overse i lokalsamfundet.

Sognerådsmedlem Carstensen tog affære og henvendte sig til sognerådsformand Arnold Nielsen. ,,Nu må du altså gøre noget for N.N., så han ikke ligger der og fryser ihjel.”

Den efterfølgende intervention må have været for stærk for N.N. – udstrakt eller ej – i alt fald accepterede han kommunens tilbud og flyttede i husvildebarak.