Frem til slutningen af 1700-tallet blev Brøndbys gårde drevet af fæstebønder. De ejede ikke selv jorden, men fæstede – dvs. lejede – den. En god del af deres indtægter gik til at betale afgifter til jordejeren, som her på egnen i de fleste tilfælde var kongen.
For lidt over 200 år siden dyrkede bønderne i Brøndbyvester stadig deres jord efter det gamle princip, hvor markerne var delt op i et utal af små jordlodder, spredt rundt i hele sognet. På den måde fik alle lige andel i såvel den gode som den dårlige jord. Til gengæld var det temmelig upraktisk, for alle skulle være enige om at så, høste og pløje på samme tid. I alt var der mere end 1000 små stykker jord i Brøndbyvester-området.
Præsten i Brøndbyvester foreslog i 1780, at man omfordelte jorden, så der til hver gård kom til at høre ét sammenhængende stykke jord. Efter en større opmåling af markerne, fandt man frem til en plan, så puslespillet gik op.
n del gårde blev liggende i Brøndbyvester landsby, men på grund af sognets langstrakte facon – fra Glostrup i nord til stranden i syd – måtte nogle af bønderne nøjes med en mark langt fra den gård, de boede på. Det gjaldt f.eks. for de 10 gårdmænd, der fik deres jordlodder ved Brøndby Strand.
Efterhånden flyttede nogle af bønderne deres gårde ud fra landsbyen, så de kom tættere på deres mark. Til gengæld måtte de forlade det kendte og trygge fællesskab i landsbyen, hvor gårde og huse lå tæt sammen. Jens Nielsen var én de gårdmænd, der fik tildelt en jordlod langt fra byen – nede ved Brøndby Strand. Det betød, at han måtte køre eller gå 2-3 kilometer, for at komme ud til sin mark. Så han tog hurtigt tog springet og flyttede sin gård derned. Jens’ far var netop død, og selv om Jens havde ældre søskende, blev det alligevel ham der i 1781 arvede barndomshjemmet. Det år blev i det hele taget begivenhedsrigt for den 28-årige Jens Nielsen. Samme år giftede han sig nemlig med Margrethe Jeppesdatter – en to år ynge pige fra Hvidovre.
Den gård, som Jens opførte, var ikke meget forskellig fra barndomshjemmet oppe i landsbyen. Fire stråtækte længer med lerklinede vægge, hvor stuehuset lå mod nord. Her trådte man ind i en lille forstue, og kom så ind i dagligstuen, hvor bilæggerovnen stod. Bagtil lå køkkenet, der også fungerede som bryggers, hvor bageovnen og maltkøllen (til ølbrygningen) optog det meste af pladsen. Længere inde lå den “fine“ stue, som nok også har fungeret som sovekammer, da familien efter nogle år blev forøget med hele fem børn.
Jens fik hurtigt problemer med at dyrke noget på den sandholdige og fugtige jord tæt ved stranden. Han måtte for egen regning etablere afvandingsgrøfter, bygge diger og fjerne store sten fra marken. Samtidig var han nødt til at plante pilehegn om sin mark, for at vinden ikke skulle “bortføre” den sandede jord. Selv om Jens arbejdede flittigt og hårdt, sled han sig selv op. Da han nåede de 60 år, overdrog han en del af jorden til sin søn Niels, der arbejdede som avlskarl i præstegården i Brøndbyvester. Da gamle Jens døde i en alder af 70 år, fik Niels resten af gården. Siden var gården i familiens eje, og Jens Nielsens oldebarn, L,V..Olsen blev dens næstsidste ejer. Han byggede i 1935 Silerhus et aftægtshus på gårdens jord ned mod Køgevej ( Silervej 3 – billede af huset kan ses på google (https://maps.google.dk/maps?hl=da)). Det havde endnu omkring 1960 en stor have på hjørnet af Silervej og Gammel Køge Landevej, og en frugtplantage på den modsatte side.
Sidst i 1960’erne måtte Silergåden give plads for forstadsudviklingen. Gården lå “i vejen” for anlægget af Strandesplanaden. Tidligt havde den fået navnet Silergården – et navn der har sin oprindelse i de ældgamle marknavne ved Brøndby Strand. Hvad det egentlig betyder ved man ikke. Navnet har overlevet i vore dage, dels i Silervej, en lille sidevej til Strandskolevej – dels i navnet på børneinstitutionen Silergården, der ligger omtrent dér, hvor den gamle slægtsgård lå i næsten 200 år. Og endelig er Silergården et andet navn for den del af Brøndby Strand-planen, som boligselskabet Tranemosegård har stået for.
Gården kendes også under navnet Rønnebæksholm.
