At grave tørv er en måde at skaffe brændsel på, som har mange år på bagen. Den romerske historiker Plinius (23-79 e.kr.) beskrev endda hvordan beboerne ved Nordsøen med hænderne tog dynd op af sumpene, for at bruge det til brændsel til madlavning og varme. Det fortsatte beboerne ved Nordsøen med helt op til tiden efter 2. verdenskrig. Også i Hvidovre, selvom man måske ikke lige kæder Hvidovre sammen med Tørvemoser.

Processen

Tørv er et materiale der dannes i moser og vådområder, og består af døde plantedele. På grund af iltmangel bliver materialet kun delvist nedbrudt, så indholdet af kulstof stiger. Kulstof er meget brandbart.

For at udnytte tørven til brændsel, må den først graves op, dernæst æltes til en masse der kan formes og til sidst skal den tørre.

Tørvegravning i Hvidovre

I Vigerslevparken, ved Risbjerggårds Allé og Greve Allé, ligger et område, som tidligere blev brugt til tørvegravning.

I dag troner der flere flotte, solide, velbyggede huse og villaer på Risbjerggårds Allé og Greve Allé, men under 1. og 2. verdenskrig var ressourcerne knappe. Olie og kul fra udlandet var svært at skaffe, så mange tyede til tørv som brændsel, da det bogstaveligt var til at få fingrene i.

Helmer Rasmussen, som kom til Hvidovre i 1929, beretter om området:

”I 1940 da krigen kom hertil, kneb det jo med at skaffe brænde. Så fandt man ud af, at man kunne grave tørv. Det var der mange grundejere der gjorde, men kun de borgere der hørte til Risbjerggård Villaby. Så gav man et vist symbolsk beløb pr. kvadratmeter for at få lov at grave efter tørv.”

Egon Petersen, der kom til Hvidovre i 1923, i stemmer Helmer Rasmussen:

”Der var flere der gravede efter tørv. Og når åen var gået over bredderne, var der blevet meget fugtigt og derved blev der dannet tørv. Nu er den jo kantet med fliser og beton, men dengang var den helt åben. Der var mange blomster og siv dernede, og det så meget flot ud. De slæbte tørven hjem på trillebøre, og min far stablede den ude i gården, så den kunne tørre.”

Efter anden verdenskrig kom der en økonomisk opblomstring og beboerne langs området var ikke længere nødsaget til at grave efter tørv, for at få brændsel. I dag fungerer området som park, men i ny og næ går åen stadig over sine bredder og gør området fugtigt.