af Poul Sverrild

Flygtningestop i Hvidovre! En borgmester og et byrådsflertal, der trodser loven! Socialdemokrater der tilsyneladende slås om flygtningepolitikken!

Den ulykkelige sag om Hvidovre Kommunes afvisning af at lade flere flygtninge flytte ind i kommunens almennyttige boligbyggerier fyldte godt op i dagspressens spalter i eftersommeren 1994.

Her var endelig en sag med plads til at lufte holdninger, der rakte fra rent racistiske til luftigt humanistisk/ideelle. Men hvis sagen havde været så enkel, som dagspressen behandling gav indtryk af, så var den næppe opstået.

Denne historie handler hverken om racisme eller socialpolitik, den handler om Hvidovre og de forhold, som urbaniseringen har påført forstaden gennem næsten et århundrede. Det er en udviklingshistorie, som understreger nødvendigheden af at anlægge helhedsvurderinger i politik og ikke behandle sager, som om verden er indrettet efter ministeriers og forvaltningers ansvarsområder.

At den berømmelige sag, der placerede den ellers stilfærdige Hvidovre Kommune i den varme stol, kom til at handle om tilflyttende flygtninge, var en historisk betinget tilfældighed. Den kunne lige så vel have handlet om en hvilken som helst anden tilflyttende problemgruppe. For det underliggende problem drejede sig naturligvis om økonomi og udsprang af storbyens sociale geografi, hvor Hvidovre havde og har sin kun alt for veldefinerede plads.

Varme sager, som Hvidovres flygtningestop unægtelig var, giver sjældent plads til at anlægge det store historiske perspektiv. Det ville ellers kunne befrugte debatten, løfte den op over det isolerede problem og bane vejen for iværksættelse af en politik, der ikke kun løser problemer, men hele problematikker.

Det begyndte med lysthusene

Med vores krav om at få historisk perspektiv på flygtningestoppet må vi søge tilbage til århundredets start for at få et ordentligt begyndelsespunkt. Storbyen Københavns vækst og de moderne ideer om haveboligens lyksaligheder skabte i årtierne omkring århundredskiftet et bælte af haveboligområder omkring København. Her flyttede først mere velstående borgere ud til de nordlige forstæder. De blev snart efterfulgt af befolkningens bredere lag, der af økonomiske årsager blev henvist til de mindre naturskønne omegnsområder vest 6g syd for byen. Her på de flade marker i blandt andet Hvidovre udstykkede bønderne på livet løs i årene op mod 1920. Store formuer blev skabt ved at sælge sommerhusgrunde til københavnske arbejdere og funktionærer, der gik med drømmen om ad åre at kunne bygge sig et rigtigt hus. Så langt så godt. Lokalsamfundet var fortsat et bondesamfund, hvor bybefolkningen kom på søndagsbesøg, og det gik den lille kommunes økonomi glimrende.

Den store bolignød

Så spillede den store historie ind i det lille samfunds udvikling i form af den store bolignød, der ramte Danmark i kølvandet på første verdenskrig. Med et slag var de mange sommerhuse i bl.a. Hvidovre interessante som andet og mere end lysthuse.

I løbet af få år fra 1918 strømmede byboere ud til Hvidovre, Rødovre, Tårnby og Gladsaxe og slog sig permanent ned i sommerhusene. Det gjorde de – vel vidende at husene ikke var lovlige til andet end sommerhusbrug. I Hvidovre nåede den ulovligt boende tilflytterbefolkning i 1923 op på at udgøre 45% af husstandene, så det var ikke uden årsag, at Indenrigsministeriet nedsatte et udvalg til at undersøge problemerne.

Indenrigsministeriet var ikke alt for begejstret for at nedsætte det udvalg, der skulle undersøge de ulovligt tilflyttedes rettigheder, men ministeriet blev tvunget af de mange sager, som den ulovlige beboelse gav anledning til.

Den hårdt pressede landkommune, Hvidovre, med borgerligt styre så meget naturligt tilflytterne som en belastning, for det var jo ikke det, der havde været meningen, da de mange sommerhusgrunde blev solgt. Pludselig stod man med et hav af kulturfremmede arbejder- og funktionærfamilier, der tilsyneladende fik et utal af børn, som skulle i skole. Der var gamle, der bad om alderdomsunderstøttelse, og sandelig også nogle, der var arbejdsløse. Endelig var der også folk blandt de ulovligt boende, der stillede krav om at kunne udnytte deres stemmeret.

Sognerådet bliver halsstarrigt

Sognerådet, der var uden midler til at håndtere sådan en vækstsituation, valgte at sætte sagen på spidsen og indtog den holdning, at folk, der uden hjemmel flyttede til kommunen, måtte betragtes som ikke tilflyttede. Følgelig kunne deres børn ikke komme i skole, de havde ikke adgang til tidens sparsomme sociale ydelser, og de havde ikke stemmeret til sognerådsvalg.

Dermed var problemet løst – set med landkommunens øjne. Hvis man lukkede øjnene, kunne man lade, som om disse uønskede gæster ikke fandtes på Hvidovres jord.

Fra centraladministrationens og regeringens side kunne man naturligvis ikke leve med, at så mange mennesker pludselig var frataget deres offentligretlige rettigheder, men på den anden side kunne man heller ikke have sympati for det grundlag, som tilflytterne baserede deres krav på: ulovlig beboelse.

Det var unægtelig en hård nød at knække. Især da venstreregeringen måtte se med mere sympati på de pressede Hvidovrebønder end på de lige så pressede arbejdere og funktionærer.

Indenrigsministeriets udvalg konkluderede efter sin kulegravning af problematikken og især forholdene i Hvidovre og Rødovre Kommuner, at der næppe var andet at gøre end at pålægge kommunerne at modtage de ulovligt tilflyttende.

Nu er lov jo lov, og politik er en ganske anden sag, så venstreregeringen gemte udvalgsbetænkningen af vejen i skuffen og glemte sagen. Der gik et halvt års tid, så skiftede landet regering, og den første Stauning-regering kom til magten.

Systemskifte

Inden for de første tre uger af den nye regerings funktionsperiode blev betænkningen trukket frem af skuffen, og da regeringens politiske sympati nu lå hos de ulovligt boende, så var der ingen problemer i at løfte pegefingeren og give det lovbrydende sogneråd et alment påbud om at ændre praksis

Hermed var forholdene bragt i orden, og regeringen kunne læne sig tilbage i tryg forvisning om, at lov er lov.

Regeringens konsekvente og hurtige håndhævelse af loven gav den lille sidegevinst, at Socialdemokratiet ved det følgende sognerådsvalg i 1925 i kraft af tilflytterstemmerne kunne erobre den magt, som partiet siden har haft i Hvidovre Kommune.

Hermed var det rejste problem løst, men problematikken stod uløst tilbage. Boligforholdene var jo ikke blevet anderledes af, at beboerne havde fået fulde rettigheder som borgere.

Erfaringerne fra 20’ernes kamp for tilflytternes forhold og rettigheder lå ikke langt tilbage i lokalpolitikernes hoveder, da en ny bolignød skulle afhjælpes umiddelbart efter anden verdenskrig.

Fremskridtstro

Næsten halvdelen af Hvidovre henlå endnu i 1945 som landbrugsarealer. Men de mange tusinde boligløse bankede på, og holdningen i Hvidovre Sogneråd var klar. Her skulle bygges gode boliger til de københavnske arbejdere.

Og det blev der.

Med et for samtiden forrygende tempo blev der bygget op mod 6.000 lejligheder i de følgende femten år, og det var naturligvis altovervejende almennyttige boligselskaber, der stod for udviklingen. Det var 50’erne, det var begyndende opgangstider, og optimismen omkring det mønstersamfund, man lokalt var i færd med at skabe, skinner klart igennem i samtidens udtalelser.

Historien gentager sig

Men udviklingen gav naturligvis problemer selv i opgangstider. I slutningen af 1950’erne var det blevet for meget. Kommunen var ikke i stand til at styre udviklingen, og man forsøgte sig med et tilflytterstop.

De store boligselskaber, der havde afdelinger i Hvidovre, anviste efter de gældende regler lejligheder til personer, der havde boet i Storkøbenhavn i to år. I 1957 stod kommunen i en situation, hvor den ikke var i stand til at anvise deres egne borgere en bolig, medens folk fortsat flyttede til udefra.

På det tidspunkt havde kommunalbestyrelsen i nogle år vidst, at dens sociale indstilling til befolkningens boligbehov ikke var uproblematisk set med lokale øjne. Allerede i 1950 var der startet en sag, hvor Frederiksberg Kommune tilsyneladende bevidst havde skaffet sig af med en række børnerige familier ved at betale deres indskud i lejligheder i Hvidovre.

I Hvidovre blev det naturligvis opfattet som en form for interkommunalt nasseri (sager af den slags kan i stort omfang findes så langt tilbage, som der har været nogen form for kommunalt forsørgelsesvæsen).

Om det så var på grund af naivitet eller dybfølt socialt ansvar over for en bredere befolkning end den lokale, så fortsatte Hvidovre med at udbygge sin almennyttige boligsektor til stor glæde for en række kommuner, der holdt sig til andre former for byggeri.

Velfærden bider sig fast

Men opgangstiderne var i færd med for alvor at tage fart, så Hvidovres delvise stop for tilflyttere varede kun ganske kort, og økonomisk vækst hjalp godt til med løbende at få klaret den tilflyttende befolknings sociale problemer.

Hvidovre var i realiteten udbygget omkring 1965 hvor en gylden tid startede. Siden begyndelsen af 1920’erne havde den lokalpolitiske dagsorden været sat af den konstante strøm af tilflyttere, nu kunne man endelig tage udgangspunkt i, hvilke behov kommunens egen befolkning havde.

Det blev til et gyldent tiår, hvor fortsat økonomisk vækst kombineret med en afsluttet udbygning af de basale kommunale tilbud betød, at Hvidovres borgere kunne betale sig til svømmehaller, medborgerhus, isstadion og meget andet. Og belønningen kom i form af et blomstrende kulturliv og idrætspræstationer, der for nogle år flyttede Hvidovre ud af forstadens traditionelle anonymitet.

Glemt var 50’ernes fjerne problemer med en mindre del af tilflytterne til de almennyttige boliger, men glemt var ikke den hævdvundne holdning til en boligpolitik, hvor samme boliger stod meget centralt. Hvidovre stod med en kollektiv bevidsthed om selv at have klaret sin opvækst, og nu kunne man med fuld ret nyde frugterne af de store investeringer, som havde givet kommunal smalkost siden 20’erne.

De gyldne år blev stoppet af to faktorer, der som alle dårligdomme kom til udefra: oliekrisen med den påfølgende generelle lavkonjunktur, som ramte alle, og kommunalreformen, der jo ellers ikke kom til at berøre mange i Københavns Amt.

Avedøre melder sig på banen

Hvidovre fik, medens det endnu så gyldent ud, lov til at overtage Avedøredelen af Glostrup Kommune for et større tocifret millionbeløb. Det så ud som en ganske fornuftig kommunal investering, for Avedøre kunne komplettere Hvidovre, der manglede grønne områder og erhvervsområder. Avedøre havde begge dele, men Avedøre havde også et bolig-byggeprojekt.

Det var et stort og flot projekt af den karakter, som 60’ernes byplanlæggere var så begejstrede for. En totalplanlagt by af almennyttige boliger, som kunne forsyne det store nærliggende industriområde med arbejdskraft. Med egne erfaringer fra 30 år med store almennyttige boligbyggerier var planen ikke et problem for Hvidovre – den var faktisk helt i overensstemmelse med den boligpolitik, man selv havde arbejdet for siden krigen.

Store planer tager lang tid at udføre, så da Avedøre Stationsby endelig var færdig, havde lavkonjunkturen for længst bidt sig fast i hele samfundet, og der var ingen arbejdspladser at tilbyde de kommende beboere i det store arbejdskraftsreservoir.

Krisen kradser

Med et kom de almennyttige boliger til at fungere som sociale boliger, og tilflytningsproblematikken, som Hvidovre kendte tilbage fra 50’erne, blev igen blodig alvor. Når boligselskaberne skulle have fyldt lejlighederne, så var det ikke Hvidovre Kommunes interesser, der blev taget hensyn til.

Resultatet er det nu velkendte problemkompleks, som Hvidovre deler med en række andre kommuner med tilsvarende byggerier. Højrente- problemer, betonskader, generelle sociale problemer, koncentration af fremmedsprogede, hvad enten det er indvandrere eller flygtninge.

Med Hvidovres placering som gammel arbejderkommune i hovedstadens sociale geografi og med snart 50 års bevidst satsning på almennyttigt boligbyggeri var det intet under, at kommunen kom i klemme i en nedgangsperiode, der ikke ligefrem styrkede den kommunale solidaritet på dette felt.

I en negativ spiral af stigende udgifter, besparelser og vigende skattegrundlag blev kommunens eksistensgrundlag løbende udhulet gennem de femten år, der fulgte, lige indtil det punkt, hvor urimelighederne tvang de lokale politikere til handling.

Hvidovre bliver ramt i nakken

Sørgeligt – men tilfældigt – var det, at anledningen blev flygtningestrømmen, for det var aldrig den, det drejede sig om. Var problemerne blevet ubærlige på et andet tidspunkt, ville det have drejet sig om en anden gruppe mennesker.

Miseren var i 1995, som den var i 1920’erne, at sagen overdøvede problematikken.

Hvidovre Kommune blev ramt i nakken af årtiers solidarisk boligpolitik, hvor kommunen var med til at løse andre kommuners problemer. Nu så man sig om efter hjælp fra andre uden at kunne få øje på den. Kommunalbestyrelsen valgte som yderste udvej at træffe en beslutning, der blev kendt lovstridig af indenrigsministeren, der sagde, som enhver minister bør sige: Lov er lov.

Men som Hvidovre før havde erfaret, så fortsætter problematikken uændret, og da politik på den anden side er politik, så var det forsøget værd.