af Poul Sverrild

Vold og uenighed var en del af hverdagen i fortiden som i nutiden. Ja, den var nok mere nærværende for 1600-tallets Hvidovre-bønder, end den er det for borgerne i dag. Det er det indtryk vi får af de bevarede tingbøger fra 1600-tallet, men det er også en helt generel observation, at den tids mennesker havde kortere til kniven eller høtyven, end vi har det nu.

Der blev drukket tæt i hverdagen, og da de personlige æresbegreber også var meget nærværende, skulle der ikke meget til, før slagsmål og anden vold fulgte efter ordvekslinger. Det kunne såmænd også hænde, at volden kom før ordene.

Mellem Rødovre og Hvidovre

Der var tider, da det kunne være forbundet med en ikke ringe fare at rejse mellem Rødovre og Hvidovre. Men det kunne jo ske, at man havde et ærinde på egnen og måtte tage turen.

Det skete for københavneren Christen Haagensen i året 1629. Hvad han skulle i de to landsbyer ved vi ikke, men han havde ærinde begge steder og tog først til Rødovre eller Ouffreøffre, som skriveren stavede det i tingbogen samme år.

Da nu Christen havde klaret besøget i Rødovre, kørte han sydover med hest og vogn mod Hvidovre eller som tingbogen her kalder det ‘ded anded Ouffre’. Christen Haagensen var enten lidt doven, eller han havde travlt, for han fulgte ikke vejen men kørte ind over markerne for at skyde genvej. Men han var ikke kommet langt, før en hest kom galopperende efter ham.

På hesten sad Niels Mouritzen Fynbo, der var karl på præstegården i Rødovre, og han var vred og ydermere bevæbnet med en høtyv:

“Din skælm, skal Du køre på min rug? Den har kostet en daler skæppen.” Det var alt hvad Fynbo sagde, før han begyndte at slå.

Ifølge Christen Haagensen slog han fire gange med høtyven, så han til sidst end ikke kunne holde på tømmen. Christen skyndte sig så at tilbyde ham alle de penge, han havde på sig som erstatning.

Krævede erstatning

Fynbo tog imod pengene og vendte tilbage til præstegården. Men Christen vendte også om, for han ville have sagen ordnet ordentligt, så han kunne komme tilbage til Rødovre en anden gang. Ofret for høtyven ville have byfogeden med hen til præsten , så en eventuel erstatningssag kunne blive klaret på stedet. Men da han kom til præstegården, kom Fynbo igen farende med høtyven, og Christen Haagensen måtte løbe for livet, mens han efterlod både hest og vogn.

Niels Fynbos udgave af historien afveg ikke meget fra Haagensens, blot mente han kun at have slået en enkelt gang, og han beskrev, hvordan Christen havde kørt lige midt ned gennem rugmarken og tværs igennem et gærde. Fynbo bad om, at der måtte blive udpeget fire mænd, der kunne syne de skader, som hans slag skulle have forvoldt.

Det ville Christen Haagensen ikke være med til, for der var nu gået en måned siden hændelsen.

Der blev ført to vidner i sagens første tingmøde, torsdag den 17. december 1629. Det første vidne havde mødt Fynbo på kroen om aftenen og havde spurgt ham, hvorfor han havde slået Christen Haagensen.

Fynbo svarede, at hvis han havde vidst, det var ham, ville han ikke have slået.

Det andet vidne, Lass Pedersen, fortalte, at da Christen Haagensen var ved at gå ind i præstegården for at spørge præsten, hr. Christen, om det kunne være rigtigt, at hans karl sådan skulle slå og “tribulere” ham, så kom Fynbo straks farende med høtyven. På dette sted slutter dagens referat midt i en sætning.

Sagen afgøres

Sagen kom for igen i marts 1630, hvor Christen Haagensen krævede Fynbo dømt men hvor Fynbo meddelte, at han havde to vidner, han ville føre for tinget om tre uger. Og den 22. april 1630 kom sagen op på det sidste tingmøde.

I mellemtiden må de to parter have forhandlet, for tinget kunne ved dette møde konstatere, at striden var bilagt, og der blev ikke set noget til Fynbos to vidner.

Slutningen på sagen blev, at Fynbo lovede aldrig mere at true eller anstifte slagsmål med Christen Haagensen, og hvis han overtrådte det, måtte Christen få ham lagt i jern på Bremerholm. Og ydermere kunne Haagensen i så tilfælde hente 100 rigsdaler hos Jens Olufsen i Utterslev, der sammen med en anden bonde borgede for Fynbo.

Tingbogen slutter sagen med at bemærke: “Og dermed er de venlig og vel forligte”. Om Christen Haagensen nogensinde nåede frem til Hvidovre, får vi aldrig at vide.