Et drab i 1671

af Hans Chr. Thomsen

Sokkelund Herred omfattede i 1600-tallet: Brønshøj, Herløv, Gladsaxe, Gentofte, Søllerød med øen Hveen, Valby, Ovre Ydre og Ovre Øvre. Ovre Øvre eller Ovre ved Dammen blev senere til Rødovre, og Ovre Ydre eller Ovre ved Stranden blev senere til Hvidovre.

Når folk ikke kunne enes, og når den sociale fred blev brudt i herredet så var Tingstedet i Gladsaxe Sogn stedet, man mødtes. Tingstedet lå på Tinghøjen ved vejen mellem Søborg og Gladsaxe, og fra Tinghøjen kunne man se galgen på Bisbierre (Bispebjerg) Bakke.

Det var herredsfogeden, der udøvede retten, og når han var forhindret, var det en “oplyst” bonde fra herredet.

Rettergangen var offentlig, og der kunne være mange til stede. Dermed fungerede denne landbo-offentlighed også som datidens regionalavis – en art Sokkelund Herred Tidende. Det gjorde den indtil 683, da retskredsen blev udvidet og tingstedet flyttet til Ballerup.

Retten mødtes hver torsdag. Man kunne appellere dens afgørelser, men så måtte man helt til Sjællandsfars Landsting i Ringsted.

Retten var streng, og groft tyveri f.eks. kunne føre til galgen med efterfølgende begravelse uden for kirkegården i uindviet jord. Der skulle heller ikke meget til for at blive “slået i jern” på Bremerholmen.

Et andet sted, hvor folk i herredet mødtes, var på kroerne, og dem var der mange af. Øllet var ikke sjældent hjemmelavet – til stor ærgrelse i øvrigt for bryggerne i København, der havde eneret på ølbrygning med salg for øje.

Ud over at Tingstedet og kroen var et sted, hvor folk mødtes, hang de to også sammen på en anden måde. Kroerne producerede sammen med øl også fast arbejde til herredsfogeden. Når øllet gik ind, gik forstanden ud, og mange påkørsler, væddekørsler og sammenstød havde deres udspring i kroerne og det hjemmebryggede øl. Det kan være svært at sige noget om procenten i det, men øllet kunne holde op til flere slagsmål pr. tønde.

Drabet

Der er historier, man aldrig får slutningen på. De er ikke nødvendigvis de ringeste, fordi det ikke altid er afslutningen, der er det væsentligste i en hændelse. Denne historie er en sådan.

Året er 1671, og scenen er en krostue. Den er fyldt godt op, og det er ikke til at vide, om øllet er hjemmebrygget, men det gør heller ingen forskel. Det flyder i rigelige mængder. Tilstede blandt krogæsteme er en spøgefugl, en vogter, en soldat og Peder Ibsen fra Hvidovre.

Hvad er en spøgefugl uden et offer, en krage uden en mage? Og hvem, om ikke en hyrde, er velegnet som offer? Han har ikke den store sociale betydning, og det er nogenlunde risikofrit at gøre løjer med ham.

Spøgefuglen Chr. Christensen udser sig hyrden. Hyrden har et horn hængende i en snor ned fra skulderen, og det stikker Chr. Christensen en grundig tot tør halm op i. Derefter sætter han ild til det.

Ilden blusser livligt om livet på hyrden, og han har svært ved at stå stille.

Da krofolket har klasket af på lårene og grinet ud, bliver de enige om, at den spøg skal koste Chr. Christensen en omgang øl. Det synes spøgefuglen overhovedet ikke er morsomt. Overhovedet ikke. Nu er det ham, der er centrum for løjerne, og det bliver han ond over.

Det går der et stykke tid med.

Til stede er som nævnt en soldat, og Chr. Christensen får efterhånden ham overtalt til at genere hyrden – en vang-vogter kan vel ikke være et større problem for en soldat, har han måske prøvet sig frem?

Soldaten går på vogteren. Han slår, til hyrden går i gulvet. Det er åbenbart ikke nok, så han hiver ham op igen. Da nu det danske forsvar er i gang, kommer Chr. Christensen også til. Han slår hyrden i hovedet et par gange og siger: “Det skal du have, din gamle bedrager”.

Der er tilsyneladende ingen i kroen, der blander sig.

Nu vil hyrden ud og passe sit arbejde. Han vil væk, og han forlader kroen. Soldaten løber efter ham og når ham. Krogæsterne kommer også ud fra krostuen. Og de ser soldaten drille hyrden – som de senere formulerer det – og de ser ham slå vogteren med sin kårde.

Hyrden beder hele tiden om fred. Den får han ikke …

Til sidst bliver ydmygelserne for meget for ham, og han trækker kniven og stikker den i armen på soldaten.

Nu kommer Chr. Christensen til, og han forbinder soldaten med en flig af sin skjorte. Såret må imidlertid have været dybt og ramt en central åre, for blodet bliver ved med at løbe, og skjortefligen er ikke nok til at stoppe blodstrømmen. Livet rinder ud af soldaten, og han dør.

Så er historien sådan set ude.

Slutspil uden slutning

Efterfølgende begiver Peder Ibsen fra Hvidovre sig en torsdag i det Herrens år 1671 på vej til Tingstedet i Gladsaxe. Det er der 16 andre, der også gør den dag og af samme grund. Det er næsten en hel folkevandring, der er tale om, og den når langt om længe bestemmelsesstedet.

Retten sættes, og det er Peder Ibsen, der fører ordet for de fremmødte. Han og kroholdet er kommet på grund af den ulyksalige hændelse. De er kommet for at klage. Ikke over soldaten, det ville jo også være spild af tid, og ikke over spøgefuglen Chr. Christensen. Klagen gælder vogteren .

Og nu rulles dramaet så op for herredsfogeden.

De 17 mand har altså af egen drift bevæget sig gennem en god part af det sjællandske landskab på grund af vang-vogterens opførsel.

Hvad herredsfogeden har tænkt, konfronteret med det opbud og den historie, er ikke godt at vide. Dommen er ikke overleveret. Kun hændelserne fra kroen er blevet tilbage.

Så hvad hyrdens videre skæbne blev er uvist. Han stod og havde stået over for et tal- og mandstærkt hold. I retten som på kroen.

Og fra Tingstedet i Gladsaxe kunne man som nævnt se galgen på Bisbierre Bakke, og der var jo altid jernene på Bremerholmen.

Endelig var der også dyrene, der skulle passes …