Redigeret af Jens Frederik Jørgensen
På Kirkebroen 7 udspillede sig under 2. verdenskrig en af krigens uhyggeligste begivenheder i Hvidovre.
På Kirkebroen 7 boede Agnes og Jakob Andreasen sammen med deres to yngste børn Elvin på 17 år og Inger-Lise på 12 år. I huset var den højtstående modstandsmand Arthur Nielsen og dennes ægtefælle Gerda Døssing ”gået under jorden”.
Natten mellem den 27. februar og 28. februar 1945 angreb Gestapo huset. Arthur Nielsen kom i ildkamp med Gestapo og blev dræbt. Jakob Andreasen var på arbejde. Agnes Andreasen, Gerda Døssing og de to børn, Elvin og Inger-Lise flygtede fra huset. De kom under flugten væk fra hinanden, og Agnes gik tilbage for at lede efter Elvin, og blev så dræbt af tyskerne.
Tyskerne afsluttede dramaet med at køre de dræbte væk og sprænge huset i luften.
I forbindelse med et foredrag om ”Hvidovre og 2. verdenskrig” sendte Inge Falkenberg Villumsen Forstadsmuseet en stil som Inger-Lise havde skrevet den 23. maj 1945 om begivenhederne. Inger-Lise boede da hos sin morbror og tante i Brønshøj og gik i klasse med sin kusine, Inge Falkenberg Villumsen.
Klassens lærer havde bedt klassens elever om at skrive et brev til en eller anden i klassen og så sætte ”kryds og bolle” under ordene i sætningerne. ”Brevet” skulle omhandle noget, som man havde oplevet for nylig. Da Inger-Lise skrev sit ”brev”, var hendes mors skæbne stadig uvis.
Her kommer Inger-Lises brev om begivenhederne. Brevet er stillet til kusinen, Inge Falkenberg Villumsen:
” Brønshøj 23. Maj 1945.
Kære Inge.
Nu skal du høre, hvad jeg har oplevet.
Klokken var 1 om Natten, da det ringede på vor Dør ude i Hvidovre, derefter bankede det haardt paa Døren. Jeg spurgte min Mor, der var i færd med at klæde sig paa, om det var min Far, der kom. Mor rystede paa Hovedet, saa spurgte jeg, om det var Tyskerne. Mor nikkede, og jeg vidste besked. Jeg sprang ud af Sengen, og idet jeg gjorde det, sprængte Tyskerne Døren. Min Hund King laa og rystede, for nu begyndte de at smide Granater paa Husmuren, saa det drønede. Idet der blev en lille Pause, løb min Mor, jeg og King op paa 1. Sal, hvor min Broder og Premiereløjtnantens Hustru var. Jeg har glemt at fortælle, det var en Premiereløjtnant og senere hans Hustru, der boede hos os.
Vi lagde os alle ned på Gulvet med undtagelse af min Mor, der løb ned i Gangen efter min Broders og min Frakke, og saa fik hun fat på noget mere Tøj til mig.
Imens havde Tyskerne skudt som rasende. Pludselig siger min Mor “Verenda Døren”. Imidlertid var Tyskerne kørt efter Forstærkninger, og de havde kun ladet en Mand staa Vagt ude ved Laagen, og imedens flygtede vi ud af “Verenda Døren” ned gennem Baghaven om bag vort Skur, hvor der var et Hul i Hækken til Naboens Have, hvor vi løb igennem og saa ud paa Præstemose Vej, hvor vi gik op til Præstemosen. Der var min Broder blevet væk for os, og min Mor vilde tilbage for at søge efter ham.
Hverken Premiereløjtnantens Hustru eller jeg kunde standse hende, for vi var begge saa fortumlede, at vi ikke sansede noget. Men vi fik dog aftalt, at vi skulde give et Signal, der var sådan, som naar man fløjter på en Hund. Vi sagde til min Mor, at vi vilde staa bag et Skur i en af Kolonihaverne. Der skjulte vi os, og en Gang imellem sendte vi et Signal, men der blev ikke noget Svar.
Vi blev urolige men gik alligevel hen til et Sommer Hus, hvorfra Premiereløjtnantens Hustru sendte et Signal, men der kom stadig væk ikke noget Svar. Klokken var 1/2 seks om Morgenen, da Premiereløjtnantens Hustru og jeg gik op til Damhussøen, hvor hun kendte en Taxa Chauffør, der kørte mig og King til Hareskovvej, hvorfra vi rendte op til min Tante og Morbror, der blev helt forfærdede, da de saa mig.
Men nu må jeg slutte for denne Gang.
Mange venlige Hilsner til dig fra din Kusine.”
Det hører med til historien, at Elvin straks efter flugten begav sig til det sydlige Hvidovre. Han opsøgte Søren Kudsk, der lånte ham en cykel, så han kunne køre ind til sin far, der var på arbejde på Valby Gasværk. Elvin ville fortælle faren, hvad der var sket og advare ham mod at tage hjem. Jakob Andreasen flygtede efter dramaet til Sverige.
Inge Falkenberg Villumsen fortæller, at hun alt for tydeligt husker, da familien den 10. juni 1945 blev kørt i kortege fra Ryvangen til Hvidovre Kirkegård, hvor hendes elskelige faster fik en heltebegravelse. Agnes Andreasen var ugen før blevet fundet begravet i Ryvangen sammen med premierløjtnanten, som tyskerne havde troet var hendes mand.
