Da Brøndbyøster brændte

Resumé

Om morgenen fredag den 2. juli 1869 opstod der brand i Brøndbyøster. Branden udviklede sig voldsomt, og i løbet af nogle få timer var 12 huse og Rytterskolen nedbrændt. Alle husene på nær skolen havde stråtag og lå gavl mod gavl, så ilden kunne hurtigt springe fra hus til hus. Brandslukningen fungerede ikke optimalt p.g.a. utilstrækkelige brandslukningsmidler. Den mest værdifulde bygning var landsbyens skole, Rytterskolen. De andre nedbrændte huse var håndværks- og husmandshuse. Rytterskolen og de nedbrændte ejendomme blev hurtigt genopført, nu med huse i grundmur, i stedet for i det mere brandfarlige bindingsværk.

- Læs hele historien herunder

Om morgenen fredag den 2. juli 1869 opstod der brand i Brøndbyøster. Branden udviklede sig voldsomt, og i løbet af nogle få timer var 13 huse nedbrændt.

Ilden var påsat og forårsagede, at de 13 ejendomme var nedbrændt på et par timer, så der har været tale om en meget kraftig ildebrand.

En forholdsvis lille brand har hurtigt kunne sprede sig blandt de tætliggende huse. Nogle steder lå husene nærmest gavl mod gavl, og de var alle – bortset fra skolen – stråtækte, så ilden kunne hurtigt springe fra hus til hus. At branden foregik i højsommeren, hvor stråene har været tørre, har sikkert gjort sit til, at ilden kunne brede sig.

Tidligere var det ikke så ualmindeligt, at brande raserede store dele af en landsby. F.eks. brændte fire gårde og otte huse i Brøndbyvester i 1795. I Brøndbyøster var der brand igen i 1891, hvor 3 gårde og et hus brændte ned.

At ilden fik så ødelæggende virkning, skyldes formentlig de utilstrækkelige brandslukningsmidler, der var til rådighed. Brøndbyøster havde en brandsprøjte, der var placeret i sprøjtehuset, der lå tæt ved kilden syd for kirken. Sprøjten, der kun var nogle måneder gammel, havde et dobbelt pumpeværk og forsynet med 18 alen slange. Vandforsyningen foregik ved, at man i spande hentede vand ved kilden. Spandene tømtes ned i sprøjtens beholder, hvorfra det så kunne pumpes op gennem slangerne.

Brandkorpset Brandkorpset bestod af byens arbejdsduelige mænd som var forpligtet til at møde op, når der blev alarmeret. Brandkorpset var organiseret, så hver mand havde sin faste opgave: Passe strålerøret, betjene pumpen, hente vand osv. I 1861 blev brandvæsnet imidlertid en kommunal opgave, på linie med fattigvæsen, skolevæsen og vejvæsen.Den beskedne brandsprøjte i landsbyen kunne nok næppe gøre meget for at slukke den voldsomme ildebrand, og sprøjterne fra de nærliggende byer er givetvis kaldt til assistance. Dertil havde man en aftale om, at Københavns Brandvæsen skulle assistere ved større brande i omegnskommunerne, men som regel nåede hjælpen fra København først frem, når det var for sent. Ofte kunne man ikke finde brandstedet, fordi man ikke havde lokalkendskab. Da Brøndbyvester Præstegård brændte en sommernat i 1829, kom hjælpen fra København hen på morgenen, hvor ilden endnu ikke var slukket. Men til gengæld opstod der uenighed med landsbyens egne brandfolk, der ikke ville hjælpe med til at fylde københavnernes sprøjte med vand – kun deres egne!

Ligeledes går der forlydender om brandmandskabets vanskeligheder, når de skulle passere bommen ved Damhussøen, hvor der skulle betales en afgift. Da Nygård i Brøndbyøster brændte omkring år 1900, skulle man hente vand helt inde i Damhussøen. Men bommanden ville ikke lade brandfolkene passere uden at betale!

Skolen

Den mest værdifulde bygning, der gik tabt ved branden i 1869, var landsbyens skole. Den var opført i 1720’erne, som den ene af de i alt 240 såkaldte rytterskoler, der lå i de landsbyer, hvor kongen ejede jorden.

Til alt held skete branden midt i sommerferien, og det gav lidt tid til at finde et egnet lokale, så undervisningen kunne starte ved begyndelsen af det nye skoleår. Lærer Schjoldager, der boede i skolehuset, var blevet hjemløs, men han blev indlogeret på Nørregård. Til undervisningen lejede sognerådet et lokale på Højstensgård i Vestre Gade frem til november, hvor en ny skole allerede var opført.

Man tog nemlig næsten omgående fat på at genopføre skolen. Allerede en måned efter branden var der udarbejdet tegninger og lavet overslag. Læreren bad om, at når man nu alligevel skulle bygge, ville han gerne have indrettet et ekstra værelse på loftet til hans hjemmeboende, voksne søn, der ellers måtte sove i forældrenes soveværelse!

Arbejdet kom i licitation i september, og i oktober måned gik byggearbejdet i gang. Formentlig i løbet af november var man klar til at starte undervisningen i den nye skole. Prisen for den nye bygning var 2.130 rdl – 20 rdl mindre end den erstatning, der blev udbetalt fra forsikringsselskabet. Dertil kom anskaffelse af inventar, som var gået tabt ved branden. Der skulle købes bøger, ny tavle, nye blækhuse og nye grifler. Det var lykkedes at redde en lille del af inventaret, som man dog solgte til fordel for at købe nyt.

Det var ganske heldigt for kommunen, at bygningen var forsikret, idet man var netop gået i gang med at planlægge byggeriet af en ny skole i Brøndby Strand, så hele to skolebyggerier på én gang ville have slået bunden ud af den beskedne, kommunale økonomi. Til skolebyggeriet i Brøndby Strand havde man været nødt til at optage lån. Det skete ganske simpelt ved, at man lånte pengene af en gårdmand i kommunen.

De nedbrændte huse

De andre huse, der blev flammernes bytte, var små håndværks- og husmandshuse. Mens gårdene i byen lå i en kreds, på ydersiden af vejsystemet Brøndbyøstervej/Vestre gade, var de fleste småhuse placeret på forten, det åbne areal imellem vejene. Bebyggelsen var især koncentreret i området nord og syd for Tværgaden, mens der længere mod nord og mod syd ved kirken var åbne arealer. Syd for Tværgaden, og ud til Brøndbyøstervej var en tæt sammenhængende gruppe af huse, og det var disse huse branden fik fat i. Kun ét hus nord for Tværgaden synes ramt, og det var smedien, der lå, hvor huset Tværgaden 4 ligger i dag.

Hvis man tænker sig, at ilden er sprunget fra hus til hus, kan en teori være, at ilden er opstået i smedien. Har vinden været i nord, er ilden sprunget over Tværgaden, og har fået fat i husene på sydsiden. Mens det på nordsiden er lykkedes at få ilden bekæmpet, inden den har bredt sig, har dette ikke været mulig på sydsiden, hvor branden er vandret fra tag til tag langs Tværgaden og ned langs Brøndbyøstervej. Huset der lå, hvor Ditlev Købmandsbutik er nu, er formentlig det sidste i rækken, der er brændt ned.

Til alt held var sandsynligvis alle de berørte husejere forsikret. Erstatningen udbetaltes af brandforsikringssselskabet, og meget hurtigt genopbyggedes de beskadigede ejendomme. En del af de berørte husejere benyttede lejligheden til at opføre deres nye hus i grundmur – i stedet for den mere brandfarlige bindingsværk. Det gælder f.eks. ejendommene Tværgaden 4 og 5.

Fattighuset

Et andet af de huse, der gik tabt ved branden, var landsbyens fattighus. Det lå, hvor nu Brøndbyøstervej 110 ligger. Her var fattighus, i hvertfald fra 1856. Måske var huset opført ved siden af byens jordemoderhus fra 1844, som i forvejen var i kommunens eje. Antagelig gik begge huse med i købet ved branden. I hvertfald blev der senere udbetalt en erstatning for de nedbrændte fattighuse – et beløb på 604 rdl.

Fattighuset havde fået tækket taget så sent som i marts. Nu stod fattiglemmerne uden tag over hovedet. Gårdejeren på Nørregård, Christopher Christensen stillede beredvilligt tæpper til rådighed – men sendte senere en regning til sognerådet på tæppernes værdi.

En del af fattiglemmerne blev foreløbig indlogeret hos Peder Hansens, der boede i Vallensbæk. Andre fandt logi i andre af byens huse. Hurtigt måtte der købes nyt tøj til erstatning for det, der var gået tabt ved branden. Allerede to dage efter branden, leverede manufakturhandler Selmer i København 4 skjorter og 2 særke til fattiglemmerne i Brøndbyøster.

I stedet for at opføre et nyt fattighus, brugte kommunen midlertidigt ejendommen Vestre Gade 15b, som var købt på auktion to år tidligere.