Svendebjerg 2: Butiksliv

Dette er anden del af byvandringen om kvarteret Svendebjerg. Der er seks stop i alt, og du kan finde de andre fem på kortet her. Du kan også sagtens tage historierne uafhængigt af hinanden.

 

Svendebjerg Varehus
I takt med at flere flyttede til kvarteret, kom der behov for forretninger, hvor beboerne kunne købe dagligdags fornødenheder uanset, om de boede fast i Svendebjerg eller bare havde sommerophold. Derfor opstod der hurtigt flere butikker rundt omkring. En af dem er Svendebjerg Varehus, som lå her på hjørnet af Catherine Boothsvej og Idrætsvej.

Svendebjerg Varehus blev oprettet af Jens Christian Drachmann, der byggede en beboelsesejendom på grunden i 1923. Efterhånden som tiden gik, blev bygningen udvidet og kom til at se ud som på fotografiet, men ikke alle tilbygninger var lovlige, og en del blev fjernet igen, så huset kom til at se ud som i dag. I øvrigt blev Svendebjerg Varehuse videreført af Drachmanns datter Ester, der i folketællingen 1940 er omtalt som detailhandler indenfor kolonial på adressen.

Andre butikker
Jørgen Jørgensen – arkitekten, som også havde købt Svendebjerggård og doneret den til Frelsens Hær efter udstykningen af parceller – ansøgte i 1928 om at måtte bygge et købmandshus på Svendebjergvej 18. Der gik dog noget galt, og købmanden overtog aldrig sit hus inkl. butik, så Jørgensen stod selv med huset. Efter en mindre ændring kunne huset dog bruges som et almindeligt beboelseshus, og Jørgensen endte med at flytte ind sammen med sin kone og deres børn. I dag er det kun facadens manglende symmetri mod Svendebjergvej , der afslører, at der egentlig var tænkt noget andet med huset.

Det var ikke sidste gang, Jørgensen tegnede en købmandsbutik i Svendebjergkvarteret. I 1936 søgte han igen om at måtte opføre en beboelsesbygning og butik, men nu på Svendebjergvej 40A, og bygherren W. Nielsen var skrevet ind i ansøgningen. Måske havde Jørgensen lært af bøvlet med nr. 18. I 1944 var lagerrummet blevet for lille til den nye ejer købmand Valbjørn, og via arkitekt Vennike ansøgte han om en udvidelse. Vennike står ligesom Jørgen Jørgensen bag flere huse i kvarteret og må have haft en god fornemmelse for, hvad kommunen tillod at bygge. Han var nemlig også bygningsinspektør i Hvidovre, og sad dermed og godkendte bygninger i samme kommune.

Forretninger udenfor Svendebjerg
En af forretningerne udenfor Svendebjergs område, som nød godt af varetrængende beboere, var Søndergaards Købmandsforretning, der lå på hjørnet af Hvidovrevej og Antvorskovvej – der hvor Aldi nu ligger. Marie og Martinus havde deres købmandsforretning helt fra 1926 til 1975, og alle årene var det en gammeldags købmandsforretning, hvor købmanden stod bag skranken og ekspederede kunderne, der efterspurgte hver enkelt vare.

Faktisk opstod der et helt lille handelscenter, hvor Brostykkevej krydser Hvidovrevej. Lige ved siden af købmanden lå Sørensens Cykelbutik, som udover cykler også solgte legetøj. Og så var der Hvidovres førende manufakturhandel ejet af Fru Christensen, Knud Gravesens Isenkram, Bager Mørck, Tatol og trælasten ejer af Kofoed.

Bytte-bytte-købmand mellem naboer
Udover de etablerede forretninger har der uden tvivl også været et marked med naturalieøkonomi, hvor naboer indbyrdes har byttet grøntsager og frugt af egen avl og hjulpet hinanden med håndværkerkunnen alt efter den enkeltes evner og uddannelse. Det kunne også være salg af grøntsager fra egen lysthushave i Svendebjerg til naboer i København, som ikke var så heldige at have et lysthus ude i forstæderne.

 

Næste stop handler om Frelsens Hær, der kom til Svendebjerg i 1917, og du finder det ved Catherine Boothsvej 22. Se kortet historien her.