Af Knud Langberg (Glostrup Præstehistorie 1570-1950, udgivet i Glostrupbogen)

Glostrup Præstehistorie 1570-1950

Den Menneskealder, der ligger mellem Reformationen og ca. 1570, har ikke efterladt os Kilder, der kan give oplysning om, hvem der i denne Periode har beklædt Glostrup Præstekald. Den første Sognepræst til Glostrup, vi finder nævnt, er

1. Augustinus Lydicksen, ca. 1570-1582

En i det kgl. Bibliotek henlagt Fortegnelse 1) fra det 17. Aarhundrede over sjællandske Præster giver den oplysning om ham, at han efter at have været Præst i 12 Aar blev “priveret officio ecclesiastico ved dom og ret for sin forseelse,” hvilket vil sige, at han blev frataget sit gejstlige Embede. Den sidste Oplysnings Rigtighed kan bekræftes. For d. 28. Maj 1581 tilskriver Frederik II Biskoppen over Sjællands Stift, Dr. Povl Madsen, 2) og paalægger ham at lade Hr. Augustinus i Glostrup afstraffe tilbørligt og til Eksempel for andre, dersom det da forholder sig rigtigt med den Klage, hans Sognemænd har indsendt imod ham. Efter den ser det ud til, at “han sig utilbørligen skal have forholdet baade udi Prædikestolen imod dem med ukvems Ord; og ellers udi andre Maade holdet og skikket sig meget uskikkeligen, som ikke sømmer nogen Sognepræst eller Sjælesørger at gøre.” Ifølge Kongens Brev var Sagen allerede da indstævnet for Roskilde Kapitel. Og her blev Hr. Augustinus afsat d. 31. Maj 1581.3)

Nu drejede det sig om Præstens Eksistens, for der gaves ikke mange Muligheder for en afsat Præst. Derfor har han ogsaa ført sin Sag til højeste Instans, og d. 13. Juni 1582 staar han for Rettertinget 4) paa Københavns Slot, d. v. s., at Kongen selv i Forbindelse med Rigsraadet sad til Doms over ham.

Han fik sin Dom stadfæstet af Rigets højeste Herrer. I Dombogen, der giver os hans Efternavn, faar man nøje Indsigt i, hvad Beskyldningerne imod ham gik ud paa. Først og fremmest havde han skældt sine Sognefolk ud for Tyve og Horer 5).
Men han havde desuden krævet en Stud for at berette en syg og havde alligevel bagefter skældt den paagældende ud i sin Ligprædiken. Han havde nægtet at begrave en Mand, der skyldte ham Penge, og han havde flaaet en Hest og havde skaffet sig og sine Sognefolk et daarligt Rygte, saa at der endog blev gjort en Vise herom. Af den Grund havde han i sin Nytaarstale fra Prædikestolen forbandet nogle af sine Sogne- folk.

Om hans senere Skæbne vides intet.

1) Peder Muus: Catalogus over sjæll. Præster. Gl. kgl. Saml., Fol. 2990, S.29.
2) Sjæll. Tegn. XIV., 463 – H. F. Rørdam: Danske Kirkelove II, S. 330.
3) Rigens Dombog, Ltr. E., Nr. 11, Fol. 6 b.
4) do.
5) Kirkeh. Saml., 6. R. II, S. 470: Her har Dr. H. Fussing beskrevet Dommen, men har læst “Tyre og Horer”, hvilken Fejl er gaaet igen i flere lokalhistoriske Skrifter.

2. Simon Jensøn. 1582-1619

Født ca. 1545. Død 13. Oktbr. 1619. Gift ca. 1581 med Karrine Hansdatter, født ca. 1547 og død 5. Sept. 1619.

Alle de nævnte Oplysninger om Simon Jensen og hans Hustru er hentet fra den Ligsten, der har ligget over Ægte- parrets Grav i Glostrup Kirkes Kor, men som nu er opstillet i Vaabenhuset mod den østlige Væg. Den er af gotlandsk Kalksten, 168 X 117 cm, med fordybede Bogstaver. Indskriften staar i en indhugget Indfatning, i hvis Hængestykke Forbogstaverne til Præstens Navn, S. I., har deres Plads. I Ligstenens Hjørner findes de sædvanlige Evangelisttegn 1) . Stenen er særdeles velbevaret og bærer følgende Indskrift:

HER LIGGER BEGRAFVEN HEDERLIG OC VELLERD MAND H: SIMON JENSØN MED SIN KIERE HVSTRV KARRINE HANSDATrER SOM LEFVEDE TILSAMEL HER I GLOSTRVP I ECTESKAB I 38 AAR OC AF LID TILSAMEL 1619 HAN D DEN 13. OCTOB: I HANS 74 AAR DER HAND HAFDE TIENT MENIGHEDEN HER I GVDS OERD I 39 AAR – HVN DEN 5 SEPTEMB: I HIN BEGGE EN
GLEDELIG OC EREFVLD OPSTANDELSE

Der synes at herske en vis Usikkerhed m. h. t. Aaret for Simon Jensens Ansættelse her i Glostrup. Sognepræst kan han ikke være blevet, inden Hr. Augustinus i 1582 fik sin Dom stadfæstet og maatte forlade Embedet. Men dersom Ligstenen ikke giver forkerte Oplysninger, hvad dog meget vel kan tænkes, saa maa man formode, at han fra 1580 har været Medhjælper for Hr. Augustinus. Iøvrigt nævner Wibergs Præstehistorie, at han i 1584 var Sognepræst her, og efter dette opgiver Præstetavlen i Kirken fejlagtigt 1584 som Ansættelsesaaret. Denne Fejl maa henføres til, at Simon Jensen netop i det Aar ved Prins Christians, den senere Christian IV’s Hylding 2), underskriver sig som Sognepræst til Glostrup. løvrigt vides intet om ham.

Simon Jensens Underskrift ved Christian /V’s Hylding i 1584. Hyld. 46jIJ.

Det vil her være paa sin Plads at nævne, at en af hans Sønner var den kendte Biskop over Oslo og Hamar Stifter, Nils Simonsen Glostrup, eller som han ogsaa skrev sig, Nicolaus Simonis Glostrupius. Hvornaar han er født vides ikke, men i 1604 var han Student i København, i 1608 optræder han som Respondent ved en Disputats samme Sted, og i 1609 finder man ham i Wittenberg. I 1612 blev han Magister i København 3). Hans første Embede blev Køge Sognekald, hvor han tillige blev Provst, og i 1616 kaldtes han til et større Købstadsembede, idet han blev Sognepræst ved St. Olai Kirke i Helsingør, hvor han atter blev Provst. Men allerede 6. Juni 1617 gav Kongen ham Brev paa Oslo Bispestol. Her virkede han som en myndig Biskop til sin Død d. 6. Jan. 1639, idet han navnlig viste Interesse for Ungdommens Oplæring og iøvrigt var den første af alle, der foreslog Paabud om en Begyndelse til det, vi nu kalder Kirkebøger. Derimod har han næppe været nogen særlig kundskabsrig eller lærd Mand, og han har ikke udgivet skriftlige Arbejder, hvad ellers var Skik og Brug for den Tids fremstaaende Gejstlige. Naar han da gjorde saa stor en Lykke paa Embedsbanen, maa det formentlig tilskrives hans Forbindelse med Christian IV. Det fortælles, at denne Forbindelse kom i Stand paa følgende Maade, uden at det dog kan godtgøres ved ubetinget sikre Vidnesbyrd: I Aaret 1613 skal han have været forlovet med Karen Andersdatter Wincke, Datter af en Borger i København. Hende skal Kongen have forelsket sig i under en Dans og siden have gjort til sin Elskerinde med Glostrups Billigelse. Om Glostrup nu virkelig har været forlovet med Karen er uvist. Sikkert er det derimod, at hun i en Tid var meget nært knyttet til Kongen. Og lige saa sikkert er det ogsaa, at Glostrup kort efter blev gift med hendes Søster Anna, og at han fra den Tid i særlig Grad nød Kongens Gunst 4).

1) Nationalmusæet: Danmarks Kirker.
2) Kirkeh. Saml. 2. R. IV., S. 405.
3) H.F. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie III, S. 614. – Kirkeh. Saml. 3. R. IV., S. 361.
4) L. Daae & H. J. Huitfeldt-Kaas: Biskop Nils Glostrups Visitatser, Indl. S. III.

3. Morten Clausen. 1619-1660

Søn af Borgmester Claus Mortensen i Holbæk. Født ca. 1590. Død 2. Maj 1660. Ordineret 3. Novbr. 1619. Magister. Provst i Smørum Herred 1639. Gift første Gang 1620 med Birgitte Bentsdatter, f. ca. 1604 og død 4. Aug. 1639. Gift anden Gang ca. 1641 med Margrethe Christensdatter, f. ca. 1617 og død 2. Marts 1676.

Disse Oplysninger finder man for de flestes vedkommende frem til gennem Indskriften paa den Ligsten, der har ligget over Morten Clausens og hans Hustruers Grave i Glostrup Kirke, men som nu er henstillet i Vaabenhuset mod den vestlige Væg. Den er af gotlandsk Kalksten, 199 X 133 cm, med stærkt slidte Reliefbogstaver, som dog ikke er mere medtaget, end at man kan finde frem til nedenstaaende Indskrift. I Ligstenens Hjørner findes de almindelige Evangelistcirkler. Mellem de øverste af disse findes der en Oval med den opstandne Frelser flankeret af religiøse Indskrifter. Mellem de nederste findes to Skjolde, det ene med et Dødningehoved over korslagte Knogler samt Initialerne M. C., det andet med et Jesumonogram og Initiawrne B. B. D. Indskriften lyder saaledes:

UNDER DENNE STEN HUlLER HÆDERLIG OG VELLÆRDE MAND M. MORTEN CLAUSSØN SOM DØDE ANNO 1659 D. 2 MAY 69 ÆTAT 69 SAMT HANS KIERE SAL. HUSTRO HÆDERLIG OG GUDFR: QUINDE BIRGITTE BENTS D: SOM 1 XIX AARS ECTESKAB MED HANNEM AVLEDE 3 BØRN EN SØN OG 2 DØTTRE

HANS ANDEN HIERTE RIERE SL: HUSTRUE HÆDERLIG DYDIG OG GUDFRYGTIGE QVINDE MARGRETE CHNISTENSDAATTER SOM LEVEDE MED HAM I ECTESKAB 18 AAR SAD ENKE 17 AAR HENSOF D: 2 MARTI ANNO 1676 ÆTAT 50

Ligstenen er et kostbart og smukt Arbejde, men som man ser, lader Indskriften noget tilbage at ønske i Henseende til Nøjagtighed. Saaledes er Præstens Leveaar to Gange afsat, og i hans anden Hustrus Navn findes der en Bogstavfejl. Disse Unøjagtigheder giver Anledning til at mene, at hvor andre Kilder til Oplysning om Morten Clausen findes og ikke kan bringes i Overensstemmelse med Ligstenens Oplysninger, bør disse andre Kilder følges. Saaledes bliver det vistnok nødvendigt m. h. t. Morten Clausens Dødsaar at følge den under Hr. Augustinus allerede omtalte Fortegnelse over sjællandske Præster. Den siger udtrykkeligt om Morten Clausen: “Hand døde efter at han havde været Præst udi 41 Aar Anno 1660.” Det stemmer med, at hans Eftermand i Embedet blev ordineret 24. Juli 1660. Dog er det muligt, hvis man følger Ligstenens Opgivelser og sætter Dødsaaret til 1659, at antage, at der i de mellemliggende næsten 15 Maaneder har været indsat en Præst af Svenskerne, som netop da hærgede Sjælland. Den svenske Konge, Karl d. Tiendes Hofpræst, Dr. Zacharias Klinge 2), varetog de bispelige Forretninger for Sjællands Stift, der i lange Tider var afskaaret fra København. Og overalt hvor der var ledige Embeder, eller hvor man havde fortrængt de retmæssige Præster, blev nye beskikkede. Der opstod efter Fredens Slutning af den Grund stor Forvirring, da mange af disse var ukyndige og uduelige Folk, eller dog saadanne, om hvis rette Ordination man havde Grund til at tvivle. Maaske har en saadan Mand i nogle Maaneder beklædt Glostrup Sognekald.

Morten Claussøns Gravsten

Morten Clausen var Søn af den meget kendte og velstaaende Holbæk-Borgmester Claus Mortensen, der havde fungeret Som Rigets Skriver og derved havde tjent sig op, saa at han nød Kongens Gunst. Han var saaledes forlenet med en Del Jordegods paa Holbæk-Egnen. Men omkring Aar 1600 flyttede han til Holbæk, hvor han byggede sig en stor Købmandsgaard og drev Handel, og hvor han ogsaa blev Borgmester. I de Tider sad der i Holbæk en Række dygtige Købmænd, der afkøbte de omliggende Godsejere deres Korn og ligeledes Præsterne deres Korntiende af Sognene, og som selv havde Skibe i Søen. Vi maa forestille os, at Claus Mortensen 3) har været blandt de første af dtsse Købmænd, og at han, der i H. t. en dog delvis ulæselig Indskrift paa hans Epitafium i Holbæk Kirke maa antages at være kommet af jydske Bønder, drev det meget vidt i Henseende til Rigdom. Han døde i 1624. Og i 1627 staar Glostrup-Præsten, Magister Morten Clausen sammen med sine Brødre, Magister Anders Clausen og Erich Clausen, i Retten i Holbæk 4) mod deres Faders Efterleverske, Alhed Jacobsdatter. Denne Retssag fastslaar Familieskabet mellem Glostrup-Præsten og Holbæk-Borgmesteren. I Retssagen staar Claus Mortensen ganske vist omtalt ved sit Navn alene uden nogen Tilføjelse af Titel. Men man kan trygt gaa ud fra, at denne Claus Mortensen er identisk med Borgmesteren af samme Navn. Ingen anden Borger af dette Navn var i den dengang meget lille Holbæk Købstad af en saadan Betydning eller af saadanne Formuesomstændigheder, at han kunde efterlade sig to Sønner med Magistergrad. Iøvrigt viser hans Epitafium i Holbæk Kirke, at han har været i Ægteskab mindst to Gange; men ingen af Hustruernes Navne er læselige. Vi maa altsaa nøjes med ud fra den nævnte Retssag at kende Navnet paa hans sidste Hustru, saa at Moderen til vor Præst er ukendt.

Slutningen af Morten Clausens Embedstid i Glostrup faldt i de Dage, da Svenskerne gjorde Indfald her paa Egnen. Han har altsaa været tæt inde paa Begivenhederne, da Karl d. Tiende i den strenge Vinter 1657-58 fra Holsten gik op i Jylland og over Isen til Fyn og derfra videre til Langeland, Lolland, Falster og Sjælland, hvor han først blev standset ikke langt fra København, idet Underhandlere derfra blev udsendt for at forhandle om Fred. Det blev til Freden i Høje Taastrup d. 15. Febr. 1658. Men i den følgende Tid gik det haardt ud over Egnens Bønder og især dens Præster, som maatte udrede betydelige Pengesummer som Følge af Indkvartering og Brandskatning. Desværre er det ikke kendt, hvilken Skæbne der i de Dage overgik Morten Clausen, eller om han som Herredets Provst har spillet nogen Rolle.

Maarten Clausøns Underskrift.

Ifølge en Optegnelse af Pastor Stub fandtes “endnu i det 19. Aarhundrede en Gravsten over de 2 første af Morten Clausens Børn med følgende Indskrift:

MEMENTO MORI:

HERUNDER HVILER TVENDE SAL: BØRN MAREN MORTENSD: OG CLAUS MORTENS S: SOM DØDE ANNO 1637. HUN 24 OCTOB: ÆTAT ANN. 8. MEUS X. HAND 27 OCTOB: ÆTAT ANN 4. MEUS 4.

GUD GIVE DEM EN ÆREFULD OPSTANDELSE TIL DET EVIGE LIV AMEN.

1) Nationalmusæet: Danmarks Kirker.
2) L. Helweg: Den Danske Kirkes Hist. e. Reform. I., S; 392.
3) Alb. Thomsen: Holbæk Købstads Historie.
4) Holbæk Bys Bog, S. 48.

4) Hendrich Gosman. 1660-1669

Født ca. 1624. Død 1669. Tidligere Hører ved Roskilde ]ærde Skole. Ordineret 24. Juli 1660. Gift med Malene Sibille.

Kilderne til vor Viden om Hendrich Gosmans Liv flyder mere end sparsomt. De ovenstaaende Oplysninger, der gaar igen i Wibergs Præstehistorie, stammer alle fra den flere Gange omtalte sjællandske Præstefortegnelse og bekræftes tildels af de Optegnelser, som Sognepræst Stub har foretaget engang i det 19. Aarhundrede. Disse Optegnelser beretter, at der har eksisteret en Ligsten over Gosman, og at den havde følgende Indskrift: “Her hviler hæderlig og velærværdige Mand H: Hendrich Goesmann Sognepræst til denne Stad 9 Aar døde i hans Alders 45.”

Han har været gift og har efterladt sig en Datter Barbara. For i 1691 var en Barbara Gosman Fadder ved en Barnedaab i Glostrup Kirke. Hun havde da sin Bopæl angivet til Glostrup Præstegaard. Samme Barbaras Navn forekommer i en Rets- sag fra Roskilde Landemode i Aaret 1699 1) . Heri hedder det: “Hr. Ulrich Helt udi Glostrup imod Provsten Hr. Villads udi Græve, angaaende Gosmands Patrimonium. – Resolut: Udi denne Sag interponerede Retten sig med Moderation og Forening imellem Parterne, hvor da saaledes blev sluttet og aftalt, at endog her intet Skifte-Brev eller original Document foreligger, hvoraf kunde bevises, at Hr. Ulrich Helt er sat til Formynder for bemeldte Barbaræ Fædrenearv, saa har dog Hr. Ulrich Helt for at vise sin Inclination til Fred og Lovlighed(?) saavelsom sin affection til den umyndige godvilligt vedtaget eengang for alle uden videre Rente etc. at betale 250 SIdl., og var hermed begge Parterne vel forenede og til Vitterlighed blev dette for Retten af dem udi Protokollen selv underskrevet og alting hermed ophævet.”

I nøje Tilslutning til denne Dom findes der i Landemodeakterne for Aaret 1700 følgende 2): “Den Capital paa 250 SIdl., som Herr Uldrich Helt i Glostrup til Barbara Gosmand godvilligen har udlovet, blev Præpositus Smørumensis (d. v. s. Provsten over Smørum Herred) beordret paa Rettens Vegne til sig at annamme, som han siden igien mod bedste Caution og Forsikring, enten til hendes Broder Henrich Først eller til en anden vederhæftig Mand paa hendes Vegne kan udbetale.”

Sammenholder man nu de to Domme, behøver man ikke at spekulere over, hvad Retssagen har drejet sig om. Det kan være vanskeligt at se, og man maa nøjes med at vide, at Barbara Gosmand har haft et Krav at gøre gældende paa Glostrup Sognekald eller paa Hr. Ulrich Helt som Kaldets Indehaver, fordi hendes afdøde Fader tidligere har besiddet Kaldet. Heller ikke er det let at forstaa, hvilken Rolle Provst Villads i Greve har spillet i Sagen. Greve ligger jo udenfor Herredet, og paa Embeds Vegne kan Hr. Villads i hvert Fald ikke have haft med Sagen at gøre. Saa Dommenes Indhold maa vi lade ligge. Men Dommen fra Aar 1700 giver den interessante Oplysning, at Barbara Gosman har haft en Broder ved Navn Henrich Først. Da de to Søskende altsaa har forskelligt Slægtsnavn, kan de kun være Halvsøskende, Børn af samme Moder men med to forskellige Fædre.

Det ligger nu lige til ud fra Præsterækkens Navne at slutte, at Barbara Gosmans og Henrich Først’s fælles Moder har været gift først med Hendrich Gosman og siden med hans Eftermand i Embedet, Ifuer Først. Den sidste har da “taget Enken paa Kaldet,” og vi har her Glostrup Præsterækkes eneste Eksempel paa denne ellers yderst almindelige Maade at klare Enkepensionen paa i forgangne Tider. Men vi har tillige her det eneste Tilfælde, hvor en Art indbyrdes Slægtsskab synes paaviseligt mellem to paa hinanden følgende Præstefamilier i. Glostrup Sognekald. Ellers var det de fleste Steder ganske almindeligt, at Søn fulgte efter Fader eller Svigersøn efter Svigerfader, eller at et andet Familieforhold gjorde sig gældende, saa at den samme Slægt ofte i mange Generationer kunde holde det samme Embede besat. I Virkeligheden er det højst paafaldende, at den Slags Forhold ikke synes paaviselige i Glostrup uden netop i Tilfældet med Gosmans og Først’s fælles Hustru. Om hende maa det iøvrigt tilføjes, at kun hendes Fornavne, Malene Sibille, er kendte.

Gosman skulde ikke blive gammel i Embedet og havde allerede i nogen Tid været svagelig og ligget til Sengs 3), da en Domianus Johansøn, Søn af den afdøde Konges Hofpræst, Johan Domianus, under 5. Juni 1669 4) søger Kongen om Bevilling til at maatte tjene i Glostrup Menighed som Kapellan, saalænge Hr. Hendrich lever, og efter hans dødelige Afgang nyde Embedet som Sognepræst. Denne Ansøgning følges allerede d. 7. Juni 1669 5) af et Andragende fra Gosman, der syg og svag underskriver sig, som den indsatte Underskriftsprøve viser, og som paa sit Dødsleje har Aandsnærværelse nok til at anbefale Domianus Johansøn, der vil være i Stand til at klare sig med en maadelig Løn og Lejligheden, som den forefindes.

Og med Domianus Johansøns beskedne Fordringer vil Gosman .være tilfreds, da “huerchen Stedet eller mine Vilkor nogen stor tynge kand taale.” Der er da ogsaa under 11. Juni 6) udfærdiget Kaldsbrev for Hr. Domianus. Men dette Kaldsbrev blev paa Grund af Hendrich Gosmans Død aldrig afsendt, og allerede d. 12. Juni 1669 7) beskikker Kongen “hæderlig og vellærd lfuer Først til at være Sognepræst udi Glostrup Sogn her i vort Land Sielland i den forrige nu afgangne Sognepræstes Hr. Henrich Gossmans Sted.” Enten har da Domianus betænkt sig ved Udsigten til at skulle overtage Enken sammen med Kaldet, eller Ifuer Først har haft en saa god Fortaler, at han gik af med Embedet. Som det af det følgende vil ses, er det sidste nok det sandsynligste.

Hendrich Gosmans Underskrift Sj. Reg. 190/1669.

l) Rosk. Landemodeakter 1699.
2) do. 1700. .
3) Sjæll. Reg. 190/1669.
4) do.
5) do.
6) do.
7) do. 191/1669.

5. Ifuer Jochumsen Først. 1669-1673

Død 1673. Kaldet til Glostrup 12. Juni 1669. Ordineret 4. Aug. 1669. Gift med formandens Enke.

Med den sjællandske Præstefortegnelse som Kilde kan det oplyses, at Først forud for sin Kaldelse til Glostrup havde været Præceptor for Admiral Bielckes Børn, saa at det er rimeligt at antage, at formaaende Kredse derved er blevet ham gunstigt stemt og har lagt deres Lod i Vægtskaalen ved hans Kaldelse til Glostrup. Samme Kilde oplyser, at han “die 4. Augusti 1669” blev ordineret af Biskop, Dr. Johan Wandal. Mærkværdigt nok kaldes han her Frederic Jochumsen Først, saa at Præstefortegnelsen, der iøvrigt med ham afslutter sine Oplysninger om Glostrup-Præsterne, tillægger ham et forkert Fornavn. Det er saa meget mærkeligere, som Først selv maa formodes at være den, der har afgivet Meddelelser til Fortegnelsen for Glostrup Præsterækkes Vedkommende. Men en Skrivefejl maa her have indsneget sig. I alt Fald kaldes han i Kancelliets Brevbøger Ifuer Først baade ved sin Kaldelse, og da hans Eftermand faar Brev paa Kaldet.

Det er vemodigt lidt, der er efterladt til vor Viden om ham. Vi kender end ikke hans Alder. Men han maa have været en ung Mand endnu, da hans Tjenestes korte Varighed her i Glostrup gik mod sin Slutning. Engang i Efteraaret 1673 er han afgaaet ved Døden, for hans Eftermand udnævnes d. 6. Decbr. sm. A., og han har da efterladt sin Hustru som Enke for anden Gang med Børn af begge Ægteskaber. I Københavns Amts Regnskaber over Konsumtion- og Folkeskat er i hans Dødsaar for Glostrup opført følgende: “Præsten Hr. Iffuer Først, hans hustrue Mallene Sibille, hans gl. Fader Jochum Først – hans Søster Edell Først.” Denne Fortegnelse over Præstegaardens Beboere giver os altsaa hans og hans Forgængers Hustrus Fornavne. Efter hans Død har hun ikke igen indgaaet Ægteskab. For fra 1676, 1) fra hvilket Tidspunkt den gejstlige Enkekasse for Sjællands Stift har bevaret sine Regnskaber, nyder en Malene Sibille eller Magdalena Sybille af Glostrup Distibuts af Kassen, paa hvilken hun har haft et Krav i H. t. det Indskud, hendes første Mand havde gjort deri. 2) Enkekassens Regnskaber, der ubrudt er bevaret til 1698, viser, at Malene Sibille i alle disse Aar har hævet Distributs. I Aarene derefter er der et Hul i Regnskaberne, som siden, da de igen findes, ikke mere opfører nogen Præsteenke af Glostrup. Malene Sibille maa da formentlig være død ca. 1700.

1) Sjæll. Bispearkiv, Præsteenkekassens Regnsk. 2) do.

6. Ulrich Pedersen Helt. 1673-1714

Søn af Ridefoged Peder Helt og Hustru Johanne Hansdatter Merkel. Født 8. Aug. 1645.1) Død 4. Juni 1715. Kaldet 6. Decbr. 1673. Gift 1674 med Dorothea Fleischer, Datter af Hofapoteker Esaias Fleischer og Hustru Maren Hansdatter, død 1697.

Efter Ifuer Først’s Død blev efter Griffenfeldts Ordre Ulrich Pedersen Helt kaldet 2) til Sognepræst for Glostrup Menighed, og med ham rykker en Repræsentant for de borgerlige Slægter, der paa Adelens Bekostning havde vundet sig en Position i Danmark i Enevældens Tid, ind i Glostrup Præstegaard. Han var Søn af en Ridefoged paa Møen, der siden blev Slotsskriver hos en Søn af Christian d. Fjerde, Peder Helt og Hustru Johanne Hansdatter Merkel. Dette Ægtepar efterlod sig een Datter og ni Sønner 3), hvoraf i det mindste de fire blev Studenter, som sammen med de øvrige blev særdeles vel anbragt. En af Sønnerne var den Conferentsraad Wilhelm Helt, der i 1720 blev adIet, og en anden, Nicolai Helt, døde som Sognepræst til Thorslunde og Ishøj i 1689. Hos denne opholdt Moderen sig, og her døde hun i 1685.

Den 22. Juni 16744) fik Helt kgl. Bevilling til, at han “uden forudgaaende Trolovelse og Lysning af Prædikestolen hjemme i Huset” maa vies til Jomfru Dorothea Fleischer. Hun tilhørte samme fornemme Kreds som han selv, idet hun var Datter af Kongens Hofapoteker paa Løve-Apoteket i København, Esaias Fleischer 5) og dennes anden Hustru, Maren Hansdatter . Denne var forøvrigt Søster til Borgmester Hans Nansens Hustru Sophie Hansdatter, saa det var indflydelsesrige Slægtninge, de unge Præstefolk havde.

Om Ulrich Helts Færden i Sognet vides lidet eller intet. Han har dog straks vist sig interesseret i en ny Tids Krav og har allerede i 1676 paabegyndt en Kirkebog, der er smukt ført og den Dag i Dag let at læse. Glostrup Sogn er ved dette Initiativ heldigere stillet end langt de fleste Sogne, der ikke nær saa langt tilbage ejer denne vigtige Kilde til Viden om Forfædrenes Liv. Mærkeligt nok er Kirkebogen begyndt med en Liste over det Inventar, der paa det Tidspunkt fandtes i Kirken, og det kan i Dag have sin Interesse at se, med hvor simple og beskedne Ting man da kunde nøjes i en ganske almindelig Menighed af Bønder. Ellers har hans Færden efterladt sig Spor i en Række gejstlige Aktstykker, idet han straks efter sin Ansættelse har faaet forskellige Tillidsposter betroet af Herredspræsterne. Han har altsaa været anset som en praktisk Mand, paa hvis Dygtighed til at ordne offentlige Anliggender man kunde stole. Saaledes har han i en lang Række Tilfælde fungeret som Assessor ved Opgørelse af afdøde Embedsbrødres Boer. I den Egenskab optræder han i 1696) i Brøndbyvester Præstegaard, da der afholdes Skifte efter Hermand Mortensøn Lipper, “fordum Sogneherre til begge Brøndbyerne og Provst for Smørum Herred.” Allerede i 1681 ved Skiftet efter Anders Gregersen Sidelmand, 7) Sognepræst til Ballerup og Provst for Smørum Herred, optræder han som Lavværge for Enken Anna Tomrnisdatter. Og i samme Egenskab træffer vi ham i 1689 i Thorslunde for den afdøde Broder, Nicolai Helt’s 8) Enke, Margareta Johansdatter Bruus.

Stavemaaden af hans Familienavn ligger i disse Aktstykker ikke fast. I Betragtning af Fortidens ganske usystematiske Bogstavering kan dette ikke undre. Derimod er det mærkværdigt, at han til Fornavn snart kaldes Huldrich og snart Ulrich. Der er ingen Tvivl om, at det sidste er det rigtige, da det mangfoldige Gange gaar igen hos Slægten Helt. Men selv foretrækker han Formen Huldrich, idet hans Underskrift sædvanligvis er H. P. Heldt. Navnet i hans Segl, der afbilder en liggende, nøgen Kvinde med et Timeglas i sin udstrakte højre Haand, er indgraveret saaledes: H. P. Helt.

H. P. Heldt’s Underskrift. Den gejstlige Skifteprotokol i Aaret 1691.

Prøver man paa gennem de gamle Aktstykker at faa øje paa hans Karakteregenskaber, er der ingen Tvivl om, at det, man først standser op ved, er hans udprægede Sans for Økonomi. Han holdt længst muligt paa Pengene. Det har vi allerede set i den Sag, han for Roskilde Landemode havde med Barbara Gosman, men Smørum Herreds gejstlige Justitsprotokol frembyder Tilfælde, der klart viser, at man har maattet gaa Rettens Vej med ham for at faa ham til at betale, hvad han var skyldig. Han blev da ogsaa en uhyre velstaaende Mand, hvad man ser, da der d. 18. Sept. 1697 holdes Skifte 9) efter hans Hustru. (Hendes Død synes ikke indført i Kirkebogen). Boet blev da vurderet til 4000 Rdl., hvad der i de Dage var en kæmpemæssig Sum. Til Sammenligning tjener, at en Ko paa samme Tid kostede 4 eller 5 Rdl. Der var i Boet kostbare Sjældenheder. F. Eks. var der Guldsmykker for 307 Rdl., bl. a. Armbaand og Kæder og en Diamantring, der angives at have været den afdøde Madammes Morgengave. Desuden var der Sølvtøj for 481 Rdl., gode Obligationer og 600 Rdl. i kontante Penge. Der var flotte og dyre Møbler, en Mængde gode Ting i Senge, Kister og Skabe og en kostbar Karosse, saa at der ingen Tvivl kan være om, at det var et Rigmandshjem, Glostrup Præstegaard husede paa den Tid. Alene de mange Guldsmykker viser det. De var selv i Præsteboer en sjælden Vare i større Udstrækning, og Madam Dorothea har kunnet pynte sig bedre end de fleste, naar hun drog af Gaarde til et eller andet Selskab.

Ved Skiftet efter hende nævnes Parrets Børn. Der var ialt 6, fire Sønner og to Døtre, nemlig: Esaias, studiosus, 22 Aar; Hans, studiosus, 19 Aar; Peder, 15 Aar; Johan-Hartvig, 13 Aar; Maren, 18 Aar; Johanna, 11 Aar.

Af dem blev Esaias siden Sognepræst i Vitten ved Aarhus, og Johan-Hartvig blev Sognepræst i Vallekilde. Datteren Maren blev gift med Sognepræsten i Thorslunde, Christian Berg, og Datteren Johanna med Knud Friis, der døde som Sogne- præst og Provst i Sæby ved Roskilde 10).

Den sidste var udset til at blive Helts Efterfølger her i Glostrup, idet han af Stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift, Etatsraad Otto Krabbe, der da havde Kaldsret til Glostrup Kirke, kaldes til at efterfølge Helt, “naar hand enten ved Døden afgaar eller Kaldet i andre Maader lovligen ledig vorder.” Paa dette Kaldsbrev fik han kgl. Konfirmation d. 19. Jan. 1711) . Han har da ogsaa virket her en Tid som Medhjælper for sin Svigerfader, da han i forskellige Dokumenter kaldes Vicepastor. Men Sognepræst til Glostrup har han aldrig været. Derimod faar han d. 18. Maj 17:1412) Kaldelse til Sæby og Gjershøj, efter at han det foregaaende Aar af Otto Krabbe havde skaffet sig Brev paa at kunne efterfølge den gamle Sognepræst der ved dennes Død, og her i Sæby t j ener han helt til 1763. Ved Kaldelsen til Sæby benævnes han som “den hæderlige oc vellærde Præstemand Hr. Knud Friis fra Glodstrup.”

Hvad der har faaet ham til at forlade Glostrup og den gamle Svigerfader er uvist. Derimod er det vist, at det for Ulrich Helt har været et umaadeligt Slag, at hans Børn flyttede fra ham. Han nedlægger da ogsaa straks derefter sit Embede, hvad man ser af et Brev, som Biskop Worm d. 13. Juli 1714 skriver til Kancelliet. Heri hedder det bl.a.: “uanset jeg ved tvende Breve siden har søgt at overtale ham til at blive ved Embedet og holde sig en CapelIan pro persona, er hand dog icke at bevæge fra sin Mening. Jeg har brugt hans egen Daatters Mand til at bringe ham fra saadant Forsæt, men alt forgieves ; thi hand skriver til Prousten, at med Glorstorphs Kald bør forholdes som efter en død Mand.” Worm gør derefter opmærksom paa, at Kaldsretten nu tilhører Assessor og Renteskriver Johannes Christensøn, og han anmoder om, at der, naar en ny Sognepræst kaldes, maa blive denne paalagt at yde Helt “noget visst aarligen” af Kaldets Indtægter, “siden jeg troer, at Alderdom og den med Alderdommen følgende Skrøbelighed kand have bragt ham til denne resolution.”

Den nævnte Johannes Christensøn afstaar i H. t. Skøde af 16. Juli 1714 Glostrup Kirke til kgl. Majestæts Raadmand Peter Ogelbye, og denne kalder allerede 20. Juli 1714 Jørgen Gantzel til Helt’s Eftermand, mod at han aarligt udreder 80 Rdl. til Helt og under ham “fri Huusværelse” i Præstegaarden paa Livstid, om han forlanger det. Denne Kaldelse faar kgl. Stadfæstelse d: 7. Aug. 1714 13), og fra da af er Ulrich Helt gaaet paa Aftægt. Og nu hastede hans Liv imod Enden. Den 4. Juni 1715 dør han, omtrent 70 Aar gammel, og den 13. Juni derefter blev han “hæderlig begravet udi honette Folks Nærværelse i Glostrup Kirke hos sin salig Hustru” 14). Hans Graver altsaa at finde et Sted i Kirken, formentlig i Alterets Nærhed, men ingen ved nu, hvor hans Ben hviler.

Allerede d. 17. Juni 15) samles hans Børn i deres gamle Barndomshjem for sidste Gang for at dele Arven imellem sig. De skifter og deler selv uden Rettens Medvirken for at undgaa Splid og Uenighed, da de ikke vilde give deres salig Fader nogen Spot i hans Grav. Det har de Ret til “som selfmyndige efter Lovens pag. 683, art. 16.” Og det mener de at skylde deres Fader, fordi han “kristeligt og omhyggeligt har opfødt os og nu efterladt os noget” Derfor blev der ingen Boregistrering, og om Boets Værdi er intet oplyst.

l) Lengn. Stamt.
2) Sjæll. Reg. 1673.
3) Lengn. Stamt.
4) Sjæll. Reg. 1674.
5) Dam og Schæffer: De danske Apothekers Historie l, S. 241.
6) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1690.
7) do. 1681. 8) do. 1689.
9) do. 1697.
l0) Wibergs Præstehist.
11) Sjæll. Reg. 1711.
12) Sjæll. Reg. 118/1714.
13) Sjæll. Reg. 190/1714. Ved denne Sag ligger flere interessante Skrivelser, bl. a. det nævnte Brev fra Biskop Worm og Afskrift af det ligeledes nævnte Skøde fra Johs. Christensøn.
14) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1715.
15) do.

7. Jørgen Christiansen Ganzel. 1714-1746

Født 1675. Død 1. Sept. 1746. Kaldet til Tunø 29. Decbr. 1703. Ordineret 6. Febr. 1704. Kaldet hertil 7. Aug. 1714. Magister 1716. Søn af “Hans Majestæts Musicanter” Chr. Gantzel og Hustru Christiane Hollænders. Gift 2. Gang 1. Sept. 1706 med Anne Cathrine Lindemann. Født 1690. Død 1762. Datter af Postmester og Købmand i Kbh. Stephen Lindemann og Hustru Magdalene Kellinghusen 1).

Jørgen Gantzel skriver om sig selv 2), at han blev faderløs, da han var seks Uger gammel, og da forskellige Aktstykker viser, at der af det offentlige er tillagt hans Moder en Understøttelse, kan det anses for givet, at hans Barndomstid og Studenteraar har staaet i Fattigdommens Tegn. Han blev Student 1697 og boede 1702-1703 paa Valkendorf Kollegium, hvor han efter sin Forpligtelse som Alumnus for hvert af de paagældende Aar har forfattet og ladet trykke en Disputats paa Latin, hvoraf Universitetsbiblioteket endnu ejer Eksemplarer. I Aaret 17033) blev han Sognepræst paa den lille Kattegatsø Tunø, og herfra blev han elleve Aar senere kaldet til Glostrup.

Den 1. Sept. 1706 indgaar han Ægteskab med Anne Cathrine Lindemann, der stammede fra en indvandret tysk Slægt. Hun var hans anden Hustru. For i Boet 4) efter ham i 1746 optræder som Arving en 14-aarig Datterdatter, Barn af Anna Kirstine Gantzel, der var død tre Aar i Forvejen og som angives at være Præstens Datter af første Ægteskab. Hvordan det egentlig har forholdt sig med Gantzels første Hustru vides ikke. Hendes Navn kendes ikke, og hendes Eksistens end ikke antydes hverken i Wibergs Præstehistorie eller i trykte Stamtavler. Men hun maa formentlig være død paa Tunø i et af hans tre første Embedsaar. Der er dog ikke indført Skifte efter hende i Samsø Provstis gejstlige Skifteprotokol, og da Tunø Kirkebog først begynder 1764, vil det være forgæves at søge Oplysninger om hende paa Steder, der naturligt skulde have fortalt os noget om hende.

Om sin Virksomhed som Præst siger Gantzel selv i en Indberetning 5) til Biskoppen: “Jeg har tient min Gud i Hans Viingaard Paa Tuunø 11 aar og i Glostrup 25 aar.” Men om denne Tjeneste har været øvet med synderlig Flid er mere end tvivlsomt. Alt, hvad der findes oplyst om ham, peger i Retning af, at han mere og mere er gaaet i Forfald og har ladet sin vidtløftige Hustru raade i alle Sager. Saaledes har han ikke evnet at lade sine Børn studere, og ingen af dem blev til noget rigtigt. Heller ikke har han givet sig af med Landbru- get, idet han mod Slutningen af sit Liv meddeler 6), at Præstegaardens Avling længe har været forpagtet bort til 6 Mænd i Sognet for 100 Slettedaler aarligt. Præstegaarden med sit ca. 100 Tdr. Land Tilliggende havde ellers nok været værd at drive. Og med Studierne blev det ikke til noget videre. Han, der dog i sin Ungdom havde haft videnskabelig Ærgerrighed og saa sent som i 1716 havde forskaffet sig Magistergraden 7), efterlod sig en Bogsamling, der efter Boregistreringen 8) kun indeholdt 82 Numre og blandt dem ingen af nyere Dato. Vi befinder os jo nu i Højpietismens Tid, men Gantzel har næppe ejet en Bog af pietistisk Tilsnit. Heller ingen af Holbergs Bøger, der dog ellers findes saa hyppigt i Præsteboer paa den Tid, er iblandt. Den yngst daterede Bog i hele Samlingen er fra 1723, saa at han altsaa ikke synes at have anskaffet sig Bøger i mere end de sidste tyve Aar af sit Liv. Det har været andre Interesser og Glæder, man har nydt i Glostrup Præstegaard i de Dage.. Det har da ogsaa, i hvert Fald i de senere Aar, staaet mere end ringe til med hans Arbejde blandt Sognefolkene, og man har her i Glostrup ikke lagt synderlig Vægt paa de mange kongelige Anordninger, som bestandig indskærpede i alt Fald udvortes Gudfrygtighed og regelmæssig Kirkegang. Som en Prøve paa, hvordan de kirkelige Forhold i Glostrup saa ud i hans Præstetid, kan gengives en lille Bemærkning, som Herredsprovsten P. Dorscheus fra Ballerup nedskriver 9) ved en Visitats: ,,1741 Dom. 8. p. Trin. visiterede jeg paa mit embeds vegne i Glostrup Kirke, hvor ichun 6 af det gandsche Sogns Ungdom mødte.” Til nogen særlig kristelig Iver har Gantzel altsaa næppe opmandet sine Sognebørn. Endelig kan det fremhæves, at han paa et enkelt Omraade, det lokalhistoriske, viser en højst paafaldende Mangel paa Interesse. Da Biskoppen i 1738 lader spørge, hvilke Mænd, der førhen har beklædt Sognekaldet, svarer han 10), at “Series Pastorum er mig uvitterlig, undtagen min Formand Hr. Ulrich Helt, som var Præst. i 40 Aar.” Havde han haft den mindste Smule Interesse for at besvare Biskoppens Forespørgsel saa fyldestgørende som muligt, havde det dog været en let Sag for ham at gaa over i Kirken og indhente Oplysninger fra de Ligsten, der var lagt over hans Forgængere.

Gantzel er da ogsaa tidligt blevet træt, saa at han allerede i 1740 11) faar Rasmus Munch Hofman kaldet som sin personelle Kapellan. Denne ordineres 2. Decbr. 1740 12) og nævnes endnu ved Gantzels Død seks Aar derefter som “Medtjener i Ordet.” Til ham er alt vigtigere Arbejde overladt. Saaledes har han ved Degnen Henrik Baggers Død nogle Maaneder før Gantzels fungeret som Bisidder i dennes Bo, og det er i Em- bedsbøgerne overalt hans Haandskrift, man træffer paa. Hvad der siden blev af denne Mand vides. ikke. Han kom ikke til at efterfølge Gantzel af den simple Grund, at Kirkeejeren, en Hørkræmmer Aagaard fra København, lod sin egen Søn kalde hertil, og han synes ikke siden at have opnaaet Præstekald.

Gantzels økonomiske Forhold var ikke straalende. Hans Mangel paa Foretagsomhed kan have været Aarsag dertil. Men selv trods denne Mangel og trods en meget talrig Børne- flok, kunde Embedet nok have forsørget ham hæderligt. Selv- følgelig har de mange Børn været en økonomisk Belastning, og af dem var der ved Boopgøret efter ham otte; men foruden havde der været mindst tre, der alle døde som voksne, nemlig den omtalte Datter af første Ægteskab samt endnu en Datter og en Søn, der døde 17 og 15 Aar gamle, henholdsvis d. 9. December 1727 og d. 19. Januar 1728. De døde begge hos deres Morbroder, Daniel Lindemann paa Saltkompagniet i København og har vel været i Tjeneste der. Men de er begravet i Glostrup og indført i Glostrup Kirkebog.

Jørgen Gantzels og Enkemadam Ganzels Underskrift

Der er dog ingen Tvivl om, at den daarlige Økonomi bør tilskrives Hustruen. Hun ønskede bestandigt at give det store Parti, hvorfor hun over al Maade købte uforstandigt ind. Det giver Skiftesamlingen 13) efter ham et tydeligt Indtryk af. Skønt hun ved hans Død var saa yderlig fattig paa kontante Midler, at hun af Boets Effekter maatte pantsætte en Sølvskaal til en Madam Svendsen i Nyhavn for 50 Rdl. og laane andre 6 Rdl. af Kapellanen, stillede hun alligevel an til en storstilet Jordefærd. Gantzel var død 1. Sept. 1746, og 7. Sept. derefter blev han begravet i Kirken. Tale og Jordpaakastelse blev besørget af Provst Dorscheus, der for denne Vennetjeneste beregner sig 9 Dl., 5 Mark og 8 Skilling. Det var en ganske net Sum. Mel) Datidens Provster tjente hovedsagelig deres Provsteløn ind ved Boregistrering efter afdøde Herredspræ- ster og ved at begrave dem. Og saa gjaldt det om at tage godt ved, naar en Lejlighed bød sig. Der findes iøvrigt Eksempler paa, at Provster i saadanne Sager er blevet overbevist om Ubillighed og drevet til at tilbagebetale Dødsboer en Del af det erlagte Honorar. Der var til Gantzels Begravelse indkaldt tre Degne til at synge over Liget, men de maatte nøjes med 5 Daler til Deling. Bønderne fra Sognets fire Landsbyer fik Lov at gøre sig til Gode med ialt fire Tønder Øl for at bære deres afdøde Sjælesørger til det sidste Hvilested og bevise ham den sidste Ære. Desuden blev der givet et efter Enkens Udsagn tarveligt Maaltid Mad til Vennerne af den afdøde og hans Børn, men Udgifterne dertil og til Begravelsen iøvrigt løb alligevel op, saa man nok maa sætte et stort Spørgsmaalstegn ved Enkens Paastand om, at det pietistiske Forbud mod at afholde Gæstebud i større Stil ved Præstebegravelser nøje blev overholdt. Forøvrigt føres der paa Boets Udgiftsside saadanne Omkostninger ved Begravelsen, f. Eks. foruden Udgifter til Sørgetøj tillige et ganske godt Udstyr til en af Sønnerne bestaaende af et Par Sølvspænder, en Guldknap, to Sølvknapper og et Lommeuhr, saa at man faar Mistanke Om, at Enken har haft Interesse i at forringe Boet mest muligt. Og det kan hun kun have gjort med Henblik paa den afdøde Steddatters umyndige Barn, hvilket jo ikke giver Eftertiden det bedste Indtryk af hendes Karakteregenskaber.

Af de Regninger, der strømmede ind til Boet efter Gantzels Død, faar man et udmærket Begreb om det Liv, der levedes i Præstegaarden, og om dens Beboeres Letsindighed i Pengesager . Saaledes skyldte man endnu for en 3 Aar forinden indkøbt Karet, der havde kostet 63 Rdl. Det har været en umaadelig stor Sum for Haandværkerne at have udestaaende. Men derover har Madam Gantzel ingen Skrupler haft. For hende har det drejet sig om at være standsmæssigt kørende, selvom hun derved satte Haandværkerne i Forlegenhed og paadrog sig en Gæld saa stor, at mange Degne ikke tjente mere paa et helt Aar. Der skyldtes ogsaa Penge til de handlende inde i København, og af de præsenterede Regninger ser man, at Glostrup Præstegaard var et Sted, hvor man ikke foragtede de vaade Varer. Der er i alt Fald i de fire Maaneder fra 21. Marts til 16. Juli 1746 indkøbt 981/2 Pot fransk Vin, 36 Potter gammel Vin, 22 Potter Rødvin og 4½ Pot Likør 14). Det er, hvad man har drukket for paa Kredit. Men foruden har man vel paa anden Vis forsynet sig, og det er i det mindste givet, at Forbruget af Brændevin og Øl har været meget stort. Og dette vældige Kvantum Spiritus har fortrinsvis skullet dække Familiens og eventuelle Gæsters Behov, idet Folkeholdet, hvilket fremgaar af Boets Udgifter til Lønninger, kun bestod af tre Personer. Man gør saaledes næppe Familien Uret ved at paa- staa, at den har drukket umaadeholdent.

Selskabelige Bedrifter har da formentlig hørt til de væsentligste Sysler i Glostrup Præstegaard paa den Tid. Man har drukket sig et Bæger blandt gode Venner og ikke haft synderlig meget tilovers for den Menighed, man var sat til at betjene, og som man fik sin Føde af. I alt Fald Pietisterne klagede da ogsaa over den megen Ligegyldighed, der raadede rundt i Præstegaardene, og vi har i Hr. Gantzels Nabo, Jesper Løwe 15) i Vallensbæk, der var hans samtidige og jævnaldrende, og som døde et halvt Aar senere end han, et Eksempel paa, at Pietisterne ikke altid kan have haft Uret. Hr. Jesper har nemlig interesseret sig saa yderlig lidt for sit Fag, saa at der i hans Bo kun fandtes 27 Bøger. Der findes derimod et Spil Kort. Og vi maa forestille os, at de gæve Nabopræstemænd, naar de er kommet sammen, har dyrket det ædle Kortspil og pokuleret bravt. I og for sig er det besynderligt, at dette har kunnet passere her midt i Højpietismens Tid og saa nær ved dens Højborg, København. Men maaske alligevel Kirkehistorikerne har givet os overdrevne Forestillinger om, hvor langt de ledende Pietisters Magt rakte.

For at vende tilbage til de Oplysninger, Skiftesamlingerne giver, kan der herfra meddeles, at Madam Gantzels Ærlighed i høj Grad blev draget i Tvivl. Saaledes maa hun overfor den Prokurator, som Faderen til den afdøde Steddatters umyndige Barn have antaget til at varetage Barnets Interesser, aflægge nøje Regnskab for sine Udgifter i Tiden omkring Præstens Død. Og fra anden og nærmere Side betragtes hendes Opgivelser ogsaa med en vis Skepsis. Hendes Datter Pouline var gift med Jens Nielsen Blicker, der døde som Sognepræst i Gauerslund i Jylland, og denne Svigersøn, der ganske vist ikke ligefrem vilde beskylde hende for falske Opgivelser, en der dog med paa sin Hustrus Vegne at deklarere, at han intet vil arve. Omsider blev der holdt Auktion over det ret kostbare Indbo, og da Præstegaardens Bebyggelse var solgt til den velstaaende Eftermand paa meget fordelagtige Vilkaar, og Enken af Præsteenkekassen 16) i Sjællands Stift havde uddraget 200 Rdl., som hendes Mand havde anbragt her for at sikre hende, kunde Boet endelig afsluttes efter mere end to Aars Forhandlinger, idet der blev sluttet Forlig med det umyndige Barn. Boets Aktiver var da opgivet til 1982 Rdl. og dets Passiver til 1036 Rdl., saa at der blev 946 Rdl. til Deling. Af disse tilkom der det umyndige Barn 30 Rdl. 4 Mk. 2 Sk.; dog kom dertil 30 Rdl., som Enken yderligere havde maattet tilbyde at betale for at komme til Forlig med Barnets Prokurator.

Inden Beretningen om Magister Jørgen Gantzel nu afsluttes, skal et Par interessante Familieforhold omtales. Den omtalte Svigersøn, Jens Nielsen Blicher 17), havde fem Sønner, der alle blev Præster. Blandt disse var den meget særprægede og begavede Niels Blicher, Sognepræst til Randlev og Bjergager, der igen var Fader til Digteren St. St. Blicher, som altsaa har haft et Hold Oldeforældre siddende som Præstefolk i Glostrup. Det var Gantzels Slægt fremover. Men gaar man tilbage i Tiden, viser det sig, at hans Hustrus Slægt, Lindemann, har Forbindelse med Morten Luther. Slægten Blicher var klar over denne Forbindelse, hvad man kan læse sig til i Niels Blichers Selvbiografi 18).

1) Lengn. Stamt. og Wibergs Præstehist. Den sidste lader fejlagtigt Gantzel være kaldet hertil som Helts Medhjælper.
2) Indberetninger om Præsteembederne 1738.
3) do.
4) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1746.
5) Indberetninger om Præsteembederne 1738.
6) do.
7) Ehrencr.- MiIler: Forfatterleksicon.
8) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1746.
9) Glostrup Sogns Kaldsbog (ligger ved Embedet).
10) Indberetninger 1738.
11) Præstekaldsbogen for Sjæll.. og Fyens Stifter, Dsk. Canc. A. 16.
12) Og en anonym Præstefortegn. over sjæll. Præster. KalI., 4°, 486 S. 142. 12) do.
13) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1746.
14) Georg Hansen: Præsten paa Landet i Danmark i det 18. Aarh., S. 84.
15) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol 1747.
16) Sjæll. Bispearkiv: Provstebreve fra Smørtm Herred 1721~1808.
17) S. Vasegaard: St. St. Blichers Levned. S. 9.
18) Kirkel. Saml. 4. R. III. S. 97

8. Peder Andreas Aagaard. 1746-1779

Født i Kbh. 12. Marts 1718. Død 3. Decbr. 1779. Søn af Hørkræmmer Ole Hansen Aagaard og Hustru Anna Dorthea Hoegh. Student 1735. Kandidat med laud. 1738. Udenlands 1740-43. Kaldet 5. Febr. 1746. Ordineret 23. Novbr. 1746. Provst 1770. Gift 1. Gang 24. Aug. 1748 med Lucie Emerentze Bloch, Datter af Professor Søren Frederiksen Bloch og Hustru Cecilie Harding. Født 9. Marts 1730. Død 6. Sept. 1751. Gift 2. Gang 17. Maj 1755 med Sophie Margarethe Herfordt, Datter af Sognepræst til Boeslunde Jacob Herfordt. Født 1726. Død 1781. 1)

Paa den Tid, Jørgen Gantzel var i Færd med at blive en gammel Mand, var Kalds- og Ejendomsretten til Glostrup Kirke i Hørkræmmer Ole Hansen Aagaards Besiddelse, og paa et Tidspunkt, da Gantzels Død vel har kunnet forudses, indsender han en Ansøgning 2) til Kongen, hvori det bl. a. hedder, at han “udi den Hellig Trefoldigheds navn haver kaldet og antaget, ligesom jeg og hermed kalder og antager min Søn Peder Andreas Aagaard i henseende til hans forreviiste Attestata fra Academiet, beqvemmelighed til PrædikkeEmbedet og hands mig altiid bekiendte christelige og skikkelige Forhold til at være Vice-Pastor for Glostrup Menighed, Smørumme Herret i Sædlands Stift, hvortil jeg som Eyere har efter Kongl. allernaadigste forundte privilegia som indfød og Borgere i den Kongl. Residence-Stad jus vocandi.” Denne Skrivelse er dateret 22. Jan. 1746, og allerede d. 5. Febr. foreligger der Kongebrev 3) om, at Studiosus Peder Andreas Aagaard skal være Sognepræst i Glostrup efter Gantzels Død.

Den 30. Okt. 1746 kunde Aagaard saa flytte ind i Glostrup Præstegaard. Han, der var født i København d. 12. Marts 1718 som Søn af den anførte Hørkræmmer og dennes Hustru Anna Dorthea Hoegh, var blevet Student 1735 og tog allerede som 20 aarig i 1738 theologisk Embedseksamen med 1. Karakter 4). Derefter var han efter sine egne Opgivelser 5) forud for Ordinationen paa Udenlandsrejse for Studiernes Skyld 1740-43, saa at han vel har været godt udrustet i Henseende til Lærdom, da han overtog Kaldet. I 1748 indgik han Ægteskab med den purunge Lucie Emerentze Bloch, der var Datter af Sognepræsten ved Vor Frue Kirke i København, Professor Søren Frederiksen Bloch og Hustru Cecilie Harding, og Aaret efter blev Parrets første Barn født. Paany gik et Aar hen men saa skete der den store Ulykke, at den unge Hustru døde i Barselseng efter at have født et Hold Tvillingedrenge, der straks efter Fødselen blev døbt med Bedstefædrenes Navne. De to smaa var ikke levedygtige, og d. 1. Okt. 1751 blev de i samme Kiste som Moderen begravet i Altergulvet i Glostrup Kirke 6).

Nu skulde Aagaards Bo 7) gøres op, og det viser sig, at han er uhyre velstaaende. Velsagtens er Velstanden kommet ved Arv efter den gamle Hørkræmmer, der paa det Tidspunkt var død. Boet blev anslaaet til en Værdi af fulde 8000 Daler og omfattede bl. a. Ejerrettigheden til Glostrup Kirke, der blev vurderet til 3000 Daler. Præsten kunde da ogsaa tilbyde Skifteretten at lade sin Datter arve 2000 Daler efter Moderen, dog mod at Pengene skulde blive staaende uforrentede hos ham selv, medens han saa til Gengæld forpligtede sig til at forsyne hende med alt, indtil hun ved Guds Forsyn kunde komme i Ægteskab i hans levende Live. Barnets Morfader og Værge, Professor Bloch, fandt dette Tilbud fordelagtigt, og han var i alle Maader tilfreds, især da Pengene kunde blive staaende med Glostrup Kirke som Sikkerhed.

Derefter levede Præsten i nogle Aar alene med sin lille Pige. Men i 1755 blev han i Høje Taastrup viet til den forældreløse Sophie Margarethe Herfordt, der var født i 1726 som Datter af Sognepræsten i Boeslunde, Jacob Herfordt. Ved sit Bryllup havde hun sit Ophold i Høje-Taastrup, idet Præsten der, Christoffer Herfordt, har været hendes Slægtning. Forøvrigt var Slægten Herfordt ogsaa repræsenteret i andre af Herredets Præstegaarde. Hun, der altsaa ikke mere var ganske ung, fødte i Aarene til 1766 ialt ni Børn og overlevede sin Mand.

Af de Breve, der findes bevaret fra Provst Aagaards Haand, og af Vidnesbyrd, der foreligger om ham, faar man Indtryk af en rank og retskaffen Personlighed. Det er velgørende, at hans Breve til overordnede er blottet for Tidens sædvanlige Kryberi og ikke efter “almindelig Skik flyder over med Gudelighed. Han har altid en jævn Maade at sige Tingene paa. Han synes tillige at have Hjerte for de smaa Skæbner i Sognet, og det tjener ham og hans Hjem til Ære, at Tjenestefolk i aarevis kunde opholde sig i Præstegaarden. Saaledes blev i 1776 en Niels Mathiesen begravet, der havde tjent i Præstegaarden i sytten Aar, og samme Aar blev en Johanne Kirstine Hartmann jordet, som ogsaa i fulde sytten Aar havde været i Præstegaarden.8) ogsaa hans hustru har efterladt Indtrykket af at have været et Menneske, der vilde det bedste. Vi kender maaske endnu bedre hende end vi kender hendes Mand, idet den Ligprædiken, der i 1781 blev holdt over hende af Aagaards Eftermand i Embedet, er bevaret 9). Her fremstilles hun som et Menneske, der vel fra sin Ungdom af har lært Sorg og Modgang at kende, og som gennem hele sit Liv “bar mange Legems Svagheder”, men som alligevel med utrættelig Flid havde Omsorg for Hjem og Sogn. Hun gav sig af med at fremstille Medicin, som hun forærede bort, og det var mange Hundrede Mennesker, der ved hendes Kyndighed paa det Omraade blev hjulpet, saa at hun efterlod et stort Savn, da hun ved Mandens Død maatte fraflytte Sognet.

Aagaard synes at have været en nidkær Mand i sin Embedsførelse. Saaledes ønskede han Ungdommen veloplyst og satte sig fra Begyndelsen for, skønt “Glostrups Ungdom er med Forhærdelse indtagen af ganske utilbørlige Friheder,” at han, om en ny Ungdom skulde vokse op i hans Embedstid, da vilde gøre’ alt for at faa den godt oplært 10). Men paa det Omraade har han Sammenstød med Forældrene og klager 11) Gang paa Gang over Bondestandens ringe Forstaaelse for Skolegang og Ungdommens Oplæring. Hans Interesse for Oplysningens Fremme har iøvrigt givet sig et endnu synligt Udslag gennem en Legatstiftelse, han foretog. I Aarevis havde han syslet med Tanken om dette Legat, og hvad han egentlig har tænkt sig med det, kan man læse sig til i et Brev 12), han 21. Juli 1776 skrev til Biskoppen. Heri hedder det bl. a.: “Jeg har i mange Aar efterhaanden samlet en Summa af 210 Rdl., som jeg ønskede anvendt til Glostrup Sogns Nytte og deraf giøre et Legatum. Hvad Renternes Brug angaar, er jeg falden paa, at det kunde være nyttigt at destinere dem til Hjælp for fattige Børns Skolegang, saa at hvem, som flittig vilde søge Skolegang baade Vinter og Sommer, dog, som en uovervindelig Fornødenhed kræver, nogle faa Timer om Sommeren, fra 6 til 9 Aar, deraf skulde nyde 4 Rdl. saa vidt kunde tilstrække.” Legatet fik kgl. Stadfæstelse i 1778, og Summen var da vokset til 300 Rdl., som siden er konverteret til 600 Kr., hvis Renter nu i mangfoldige Aar af Sognepræsterne i Glostrup har været anvendt til Uddeling blandt Konfirmanderne. Det er jo i Dag nærmest værdiløst, men ved sin Indstiftelse rangerede det i Værdi med, hvad en særdeles velstaaende Bonde efterlod som sin hele Formue.

Trods Bøndernes Modstand synes han at have haft Held med sig i sine Bestræbelser for at skaffe Oplysningen i Sognet Fremgang. I alt Fald kan Ludvig Harboe, der i sin svagelige Svigerfaders, Biskop Peder Herslebs Sted visiterer i Sognet, skrive 13) følgende: “Anno 1750 Dom. Exaudi som var den 20. Maii visiterede jeg i Glostrup Kirke og fandt kiendelige Prøver paa Præstens Fliid og Retsindighed at oplære og undervise Ungdommen udi Guds og vor Herres Jesu Christi Kundskab. Gud lægge fremdeles sin Velsignelse til hans Arbeide, at han saavel hos Gamle som Unge deraf maae indhøste en velsignet Frugt Gud til Ære, ham til Vederkvægelse og alle til Salighed.” Og som virkelig Biskop skrev 14) Harboe saaledes: “Anno 1758 d. 15. August visiterede jeg atter i Glostrup Kirke, hvor liigeledes Ungdommen denne Gang svarede til Fornøyelse.”

Aagaards Forhold til Ungdommens Oplæring er i Stil med den pietistiske Tids hele Indstilling. Men deraf kan man ikke udlede, at han har været Pietist. Der er intet i hans Breve til Biskop Hersleb, der tyder derpaa. Og her skulde han vel som den unge Præst i Forholdet til den aldrende, pietistiske Biskop nok have afsløret sig. En Bemærkning 15) fra hans Haand om, at han under sit Studieophold i Udlandet især har interesseret sig for teologiske og filosofiske Studier, giver os derimod et fast Holdepunkt i Opfattelsen af ham som en Mand, der intet havde med Pietismen at gøre. Filosofien var ikke den stærke Side hos Mænd af denne Retning, og de vilde næppe tale derom, men om Vækkelse og Omvendelse, som jo var Pietismens Slagord. Men disse Ord er ikke paatruffet i Aagaards Breve. Dog maa det tilføjes, at han ansaa den af den pietistiske Erik Pontoppidan udsendte Lærebog for fortræffelig 16), saa at han altsaa heller ikke har været ortodoks-luthersk i sin Indstilling. Snarere har han fra sin Ungdoms Strejftog ved udenlandske Universiteter ladet sig paavirke af den paa hans Tid gryende Oplysningsbevægelse.

Der kan ikke herske den ringeste Tvivl om, at Aagaard var forretningsmæssig dygtig i sit Embede. Herom vidner ogsaa hans Breve. For selvom de er paafaldende formløse med mange Tilføjelser, Udstregninger og Rettelser, er de overalt dygtige og saglige. Fremfor alt kunde han se stort paa Tingene og opholdt sig ikke ved Smaasager. Hans Dygtighed kom ham da ogsaa til Gode, da Provst Dorscheus i Ballerup i 1770 frasagde sig Provstiet for Alderdoms Skyld. Der skulde nu vælges ny Provst, og Valget skulde i Henhold til Kirkeordinansens Bestemmelser 17) foregaa saaledes, at Biskoppen i Forening med Herredspræsterne udpegede den nye Provst. I Overensstemmelse hermed indkalder Biskoppen ved et Cirkulærebrev 18) Præsternes Votering, der alle bliver afgivet i de sidste Dage af Februar 1770. For os er det interessante i denne Sag, at Voteringerne 19) den Dag i Dag findes fra 8 af de 9 Sognepræster, som Herredet paa det Tidspunkt omfattede. De stemmer alle paa Aagaard, dog ikke han selv og Hr. Herfordt i Sengeløse, der var hans Hustrus Slægtning, og alle giver de ham godt Skudsmaal med Undtagelse af Hr. Jæger i Vallensbæk, der udtrykkeligt gør opmærksom paa, at naar han i det hele taget stemmer paa Aagaard. har det sin Grund i, at han paa Forhaand anser ham for udpeget til Embedet. Rimeligvis har han Ret deri. I alt Fald var Aagaard den gamle Provst Dorscheus’ Mand, og det fremgaar tydeligt af Sagen, at den gamle ønsker ham som sin Efterfølger. Men forresten, skriver Hr. Jæger, er jo Aagaard “bekendt og passerer for en bemidlet Mand”, saa at han kan betros de offentlige Sager. Herredet kan være betrygget ved at vide de umyndiges Arve- og andre Midler i hans Haand. “Thi dersom han end ikke allerede skulde have den til Provsteembedet udfordrede Indsigt i Lov og Ret, da, saasom han formenes at være af Esprit, kan samme ved praxin Tid efter anden meget gerne erhverves.” Jæger og Aagaard har altsaa ikke været de bedste Venner, og den meget stilige og i skriftlige Sager udpræget dygtige Jæger har aabenbart ment, at Herredet kunde trænge til en mere formfuldendt Provst, end Aagaard havde Mulighed for at blive. Aagaard blev dog udnævnt, og allerede d. 27. Marts 1770 kunde han meddele 20) Biskoppen, at den gamle Provst havde overleveret ham Dokumenterne Provstiet vedkommende.

I Provst Aagaards Tid blev Glostrup Præstegaards Stuehus, 25 Fag og 50 Alen langt, beliggende ved Gaardens østside, opbygget 21) . Beboelseshuset havde indtil da været i den nordre Længe. I dette Hus har han altsaa haft sin Gerning, og det kan have sin Interesse at vide, hvor mange Beboelsesrum en Præstefamilie i de Dage havde til Raadighed. Det faar vi Oplysning om i Boet efter ham 22), da Skifterettens Medlemmer gaar fra Værelse til Værelse og skriver op alt, hvad Præstefamilien ejer. Her nævnes ialt elleve Beboelsesrum, der har følgende

Provst Aagaards Søsters Mand, Etatsraad Johan Peter Suhr, der var Borgmester i København, satte som Minde over sin Svoger et smukt Epitafium, der endnu findes i Glostrup Kirke, paa den nordre Væg ved Indgangen til det Nissenske Kapel. Det bærer en Indskrift, der foruden at gengive de vigtigste Data i Aagaards LIV tillige karakteriserer ham for Efterslægten paa følgende Maade: “Hans Vandel var for Gud i al Retfærdighed, henvendt til sit Fædreneland heroven til.”

1) Wibergs Præstehist. og Epitafium i Kirken.
2) Sjæll. Reg. 1746.
3) do.
4) Protokol over theol. Embedseksamen 1718-45.
5) Sjæll. Bispearkiv: Vitaprotokol1746.
6) Glostrup Kirkebog.
7) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol1751.
8) Glostrup Kirkebog.
9) H. J. Birch: Haandbog for Gejstlige 1791. I. S. 345 f. f.
10) Sjæll. Bispearkiv: Provstebreve fra Smørum Herred 1721-1808.
11) do.
12) do.
13) Glostrup Sogns Kaldsbog (Ved Embedet).
14) do.
15) Sjæll. Bispearkiv: Vitaprotokol 1746.
16) do.: Præstebreve 1721-1808.
17) Kirkeh. Saml. 3. R. IV. S.783.
17) Kirkeh. Saml. 3. R. IV. S. 783.
18) Provstebreve 1721-1808.
19) do.
20) do.
21)Glostrup Sogns.Kaldsbog.
22) Smørum Herreds gejstl. Skifteprotokol 1779.
23) Provstebreve 1721-1808.

9. Hans Jørgen Birch. 1779-1791

Født 6. Sept. 1750. Død 24. Maj 1795. Søn af Overgraver ved Vor Frue Kirke i Kbh. Peder Birch og Hustru Birgitta Elisabeth Palle. Student 1765. Baccalaurgraden 1767 ~ Kandidat med haud. 1769. Kaldet til Vallensbæk 23. Decbr. 1778, til Glostrup 29. Decbr. 1779, til Middelfart 18. Novbr. 1791. Gift 1783 med Maria Elisabeth Buch, født 1747, Datter af Sognepræst i Øster Linnet Marcus Jacobsen Buch og Hustru Helene Christiane Pedersdatter Kraglund 1) .

Da Biskop Harboe under 8. Decbr. 1779 giver Det danske Kancelli Meddelelse 2) om Provst Aagaards Død, bemærker han samtidigt, at “Hr. Cancellieraad Otto Christian Haaber har jus vocandi til dette Kald, hvis aarlige Indkomster ere angivne at beløbe sig til 462 Rdl.,” og allerede den 29. Decbr. gives der kgl. Konfirmation paa Haabers Kaldelse 3) af Hans Jørgen Birch til Embedet. Med Cancelliraad Haabers Kaldelsesret forholdt det sig saaledes: Efter at Etatsraad Hans Nicolai Nissen og hans Hustru Eva Catharine Pechille havde tilkøbt sig Glostrup og Vallensbæk Kirker – Kirke- gods var i de Dage en yndet Kapitalanbringelse – havde de deraf ved kgl. stadfæstede Fundatser af 1760 og 1764 4) dannet en Stiftelse, hvis Midlers Bestyrelse efter deres Død skulde overgaa til deres Slægtning Cancelliraad Haaber i hans Livstid og derefter til Københavns Magistrat. Midlernes Bestyrelse omfattede ogsaa Retten til at kalde de to Sognes Præster og Degne, og der var til Embedsbesættelserne knyttet denne særlige Bestemmelse 5), at naar Præstekaldet eller Degneembedet i Glostrup blev ledigt, skulde Præsten og Degnen i Vallensbæk, dersom de ønskede det, forflyttes til Glostrup Sogn, som er bedre end Vallensbæk. Denne Bestemmelse blev Aarsag til, at ialt fire Glostrup-Præster, og af dem de tre paa Række, i Forvejen havde beklædt Embedet i Vallensbæk. Af dem blev Hans Jørgen Birch den første. Han havde nemlig, da Etatsraad Nissen i 1771 havde taget sin Død over en Satire, der var rettet imod ham, skrevet et “Æresminde over Etatsraad Nissen,” og det medførte, at Cancelliraad Haaber lod ham kalde til Vallensbæk, da Sognepræsten der, som ogsaa hed Haaber 6), i 1778 maatte forlade sit Embede paa Grund af Sindssvaghed. Og da Provst Aagaard i Glostrup allerede Aaret efter døde, fulgte Birchs Kaldelse hertil i Overensstemmelse med den Nissenske Stiftelses Fundatsbestemmelser.

Hans Jørgen Birch var født i København d. 6. Sept. 1750 som Søn af Overgraver ved vor Fru Kirke Peder Birch og Hustru Birgitta Elisabeth Palle. Sin theologiske Embedseksamen bestod han allerede i sit nittende Aar i 1769, men rigtignok ogsaa kun med 2den Karakter. I Aarene efter Embedseksamen hengav han sig til litterære Sysler, som han iøvrigt allerede havde beskæftiget sig med i sin Studentertid i Samarbejde med Faderen, der var i Besiddelse af megen litterær Interesse og drev nogen Forfattervirksomhed, især af personalhistorisk og genealogisk Art 7). Som Sognepræst i Glostrup fortsatte han med at skrive, og hans Forfatterskab fik efterhaanden et saadant Omfang, at det ikke her vil være muligt at omtale det. En Omtale vil desuden være unødvendig, da man i ethvert Forfatterleksikon 8) vil kunne finde Oplysninger om hans Arbejder. Han gav sig frimodigt i Kast med ethvert Emne, der fik hans Interesse, saa at hans Forfatterskab alene af den Grund ikke altid blev fremragende, og hans Arbejder strakte sig over et meget bredt Omraade. Man har da ogsaa kaldt hans Virksomhed for en hel Bogfabrik. I hvert Fald var næsten enhver Gren af Oplysningstidens Litteratur repræsenteret gennem hans Forfatterskab, dels ved Oversættelser fra tysk, engelsk og fransk og dels ved originale Arbejder. Der foreligger saaledes fra hans Haand Bøger af kristelig-videnskabelig, religiøs-opbyggelig, statistisk-økonomisk, personalhistorisk, landbrugsfaglig, moralsk, pædagogisk og sproglig Art. Desuden udgav han skønlitterære Skrifter og leverede Bidrag til Tidsskrifter. Men kendt blev han vel især ved et Par i sin Tid meget benyttede Bibelhistorier, af hvilke den ene fra 1788 oplevede ialt 26 Oplag og udkom sidste Gang saa sent som i 1877. Ja, han blev vel ved sine Skrifter blandt alle Mænd i Glostrup Præsterække den mest kendte; men det er betegnende for Oplysningstidens Mænd, at de fleste hurtigt blev glemt. Det gælder ogsaa Birch og hans Forfatterskab.

Længst huskedes han for sin “Haandbog for Præster og unge Geistlige”, der udkom med første Bind i 1791 og andet Bind i 1795 efter hans Død. For os har dette Værk” sin særlige Interesse, fordi han her opstiller et Overslag over en Præsts Indtægter og Udgifter med Forholdene i Glostrup som Baggrund 9), og vi faar gennem hans Opstilling nøje Indsigt i Embedets Økonomi paa den Tid. Det viser sig, at Indtægterne langt overstiger det Beløb, som blev anslaaet af Biskoppen ved Embedets Ledighed. Foruden Tienden fra de to af Sognets Byer beløber Indtægten sig til 812 Rdl. aarligt. Udgifterne var pr. Aar ca. 634 Rdl., men efter at Familien havde faaet til sit Livsophold, der velsagtens ikke har indskrænket sig til det nødtørftigste, blev der alligevel en ganske net Sum tilovers hvert Aar Birch har opstillet regnskabet for at vise, hvor vanskeligt en Præst var stillet. Men det turde nærmest vise det modsatte 10), idet det for os er en værdifuld Kilde til at paapege Præsternes særligt gunstige Kaar i de Dage. Under alle Omstændigheder viser det, at Glostrup var et udmærket godt Kald.

Som Sognepræst i Glostrup giftede Birch sig i 1783 med Maria Elisabeth Buch. Hun der var Datter af Sognepræst i Øster Linnet i Ribe Stift Marcus Jacobsen Buch og hans Hustru Helene Christiane Pedersdatter Kraglund, var født i 1747. Og med hende faar han i Aarene derefter nogle af hendes Slægtninge til Huse. Det er saaledes oplyst, at hendes ugifte Søster og hendes Moder, der nu var Enke, i 1787 11) opholdt sig i Præstegaarden. Paa samme Tid havde Præstefolkene, der selv var barnløse, taget et forældreløst Barn til sig, ligesom de lod en fattig gammel Mand have sit Ophold i deres Hus. Menneskevenner efter Oplysningstidens Skik med Vilje til at dele med andre har de altsaa været og det til Trods for, at deres økonomiske Forhold trods Embedets gode Indtægter ikke har været alt for straalende i deres Ægteskabs første Aar. Birch har nemlig ved sit Giftermaal maattet pantsætte 12) Glostrup Præstegaard med første Prioritets Rettighed til Stiftets gejstlige Enkekasse for 166 Rdl. 4 Mk. Og da dette Laanebeløb nogenlunde svarer til det Indskud, man maatte præstere for at sikre sin eventuelle Enke gennem Enkekassen, er det at antage, at han har staaet uden likvide Midler til dette Formaal.

Trods sin overvældende litterære Virksomhed synes Birch at have betjent Sognet med den største Nidkærhed. Det var ham saaledes magtpaaliggende, at han paa det nøjeste havde Kendskab til de enkelte af Sognebørnenes Levevilkaar, deres Tanker og Indstilling, og han kalder i sin “Haandbog for Præster og unge Geistlige” dette Kendskab for en Nødvendighed for at være en god Præst. Han raader derfor andre til at forskaffe sig et lignende Overblik over deres Menigheder og understreger Betydningen af “saasnart man kommer til et Kald, at giøre sig bekiendt med alle Medlemmerne i Menigheden, saavidt det efter deres Antal lader sig giøre; holde en Bog for sig selv derover; give nøje Agt paa deres Handlinger og Forhold i de sunde Dage; være vaersom i at høre efter Rygter og stræng i at bedømme disse, paa det at man ikke skal lade sig bedrage; være langsom i at fælde sjn Dom over hver; ikke dømme i Almindelighed om nogen af Ord eller enkelte Handlinger; thi et ondt Menneske kan ofte tale vel og udføre en enkelt god Handling, uden derfor at have et forbedret Hierte, og et godt Menneske kan begaa en Overilelse, et Fejltrin, som han snart opreiser sig fra. Derfor bør man være villig til at forandre sine Tanker, især til det bedre, saasnart man finder grundig Anledning dertil 13).”

Det gode Overblik, Birch ad den Vej skaffede sig over Sognets Beboere, gjorde det under de givne Omstændigheder i det dengang lille Sogn let for ham at udøve den aandelige Politimyndighed, som man paa det Tidspunkt regnede for Præstens Pligt og væsentligste Opgave. Vi kan jo forresten ikke tvivle om, at denne Myndighed blev udøvet med den samme Menneskekærlighed og Mildhed, der lyser ud af alle hans Skrifter. Dog viste han sig i sin Sjælesørgergerning ved Sygeseng og Dødsseng streng i en vis Forstand, idet han nægtede at forsikre de syge om deres Synds Tilgivelse og at række dem Nadverens Sakramente, førend de klart havde tilkendegivet deres Anger over begåede Synder og havde lovet at forbedre sig 14).

En vis Strenghed lagde han ogsaa for Dagen, naar det gjaldt Begravelser. Dem forrettede han uden Betaling, dersom han ingen Ligprædiken holdt. Men blev den holdt, gjorde han sig betalt med 4 Rdl., om en Gaardmand blev jordet, og med 2 Rdl., dersom det drejede sig om en Husmand. Iøvrigt tiltog han sig uindskrænket Myndighed til selv at bestemme, om der burde holdes Prædiken ved en Begravelse, og lagde følgende Betragtninger til Grund for sin Afgørelse i de enkelte Tilfælde: “LiigTaler bør være Mindesmærker for velfortiente Afdøde, og Opmuntringer til de levende at efterfølge disses Dyder. Jeg har derfor bestandig nægtet at holde LiigTale over nogen aabenbar Ryggesløs, saa meget meer, da Almuen seer mere derpaa end paa deres Levnet og Endeligt, og troer, at alting staaer vel til med deres Afdøde, naar de kun bliver begravne med Hæder. Ikkun engang har jeg afviget derfra, og da i Indgangen anført mine Aarsager hertil 15.” Den Mand, som da blev begravet, var en Drukkenbolt, og Birch indledte sin Tale over ham med at sige: “Enhver, som har kiendt vor Afdøde, maae billig forundre sig, at jeg i Dag afviger fra min engang faste Regel: ikke at holde LiigPrædiken over den, som i sit Liv ikke har været værdig dertil. Men Deels bør LiigPrædikener ikke være Hykle- men SandhedsTaler; Deels blive de holdne ikke til Nytte for de Afdøde, – disse hører dem ikke – men til Opbyggelse, Formaning og Advarsel for de Efterlevende; Deels har vor Afdøde selv forlangt, at jeg offentlig skulde advare hans Slægt og Menigheden for denne Last, hvis ulyksalige Følger bragte ham for tidlig i Graven, men som han saa sildig indsaae. Jeg vil derfor betiene mig af Jesu Ord: Vogter eder, at eders Hierter ikke nogen Tid besværes med Fraadserie og Drukkenskab – og deraf forestille eder vigtige Advarsler for Drukkenskabs afskyelige Last” 16). Disse Prøver paa hans Maade at virke paa kunde alene vise os Birch som en typisk Repræsentant for Oplysningstidens Præstestand, og Rigtigheden af denne Bestemmelse af ham fremgaar med stor Tydelighed af hans Skrifter, der falder helt i Smag med Tidens ‘Tænkning og Theologi. Hans Virksomhed har da ogsaa behaget hans Samtid, og han blev i en ung Alder hædret paa forskellig Vis. Ikke alene blev han forflyttet til et Købstadskald, men for sit Forfatterskab blev han gjort til Medlem af det genealogisk-heraldiske Selskab, og han var allerede fra 1777 Medlem af det norske Videnskabernes Selskab. Medlemsskabet af disse fornemme Sammenslutninger nævner han selv med Stolthed paa Titelbladet af sin “Haandbog for Præster og unge Geistlige”.

Hans Jørgen Birch, der var den første af alle GlostrupPræster , der søgte andet Embede, blev 18. Novbr. 1791 kaldet som Sognepræst til Middelfart og Kauslunde. Her blev hans Virksomhed imidlertid kun kort, idet Døden indhentede ham allerede d. 24. Maj 1795, da han var i sit 45. Aar. Han ligger begravet i Middelfart Kirke “i Choret ligefor Sølvskabet 17).” Hans Liv var, i de forholdsvis faa Aar hans Virke faldt, i en enestaaende Grad viet til Arbejde, og det Eftermæle, han fik, har nok været retfærdigt: “En flittig og virksom Natur og tillige af en grundhæderlig Karakter 18).”

1) Wibergs Præstehist.
2) Sjæll. Reg. S12/1779.
3) do.
4) Justice-Raad Hans Nicolai Nissens tvende Fundationer, 1764.
5) do. S. 11.
6) Sjæll. Reg. 1778.
7) Dansk biogr. Leksikon.
8) Ehrencr.-Miiller.
9) Haandbog for Præster og unge Geistl. I. S. 435. f.
10) Georg Hansen: Præsten paa Landet i Danmark i det 18. Aarh. S. 247.
11) Folket. 1787.
12) Provstebreve fra Smørum Herred 1721-1808.
13) Haandbog for Pr. S. 223. f.
14) do. S. 247. f.
15) do. S. 400. f.
16) do. S. 401.
17) C. Behrendt: Fra det gl. Middelfart. S. 123.
18) Wibergs Præstehist.

10. Christopher Nyrop. 1791-1804

Født i Norge d. 22. Septbr.1752. Død d. ll. Septbr. 1831 i Nørre Vedby paa Falster. Søn af Provst Peder Jespersen Nyrop og Hustru Magdalene Johanne Sophie Hjort. Student 1766. Kandidat med non contemnendus.1772. Huslærer i København. Residerende Kapellan til Gran i Aggershus Stift i Norge 1778. Kaldet til Vallensbæk 1782, til Glostrup d. 16. Decbr. 1791, til Nr. Vedby og Nr. Alslev paa Falster d. 14. decbr. 1804; Provst for Smørum Herred 1796. Gift første Gang 1780 med Vilhelmine Johanne Svanitz, Datter af en praktiserende Læge i København. Hun døde 1794. Gift anden Gang med Cathrine Elisabeth Magdalene Heijmann, Datter af Sognepræst til Kerteminde Johan Ernst Heilmann og Hustru Karen Buch.. Født 1765. Død 1842 1).

Christopher Nyrop var en af de Nordmænd, der i Dobbeltmonarkiet Danmark-Norge, fjernt fra sit Hjem og formentlig under vanskelige Forhold, maatte forberede sig til det gejstlige Embede, og naar hans Eksamensresultater blev saa yderst elendige, kan det vel i nogen Grad skyldes dette Forhold. Han var født d. 22. Sept. 1752 i Nordrehoug Præstegaard i Kristiania Stift som Søn af Sognepræst Peder Jespersen Nyrop og Hustru Magdalene Johanne Sophie Hjort. Faderen døde som Provst i 1774. Selv var han blevet Student i 1766 og studerede derefter Theologi. Først i 1771, efter en for de Tider usædvanlig lang Studietid, forsøgte han sig med at tage Embedseksamen, men dumpede. Han gik om og bestod i 1772 med Karakteren non contemnendus, overhovedet den laveste Karakter, der kunde opnås.

Med dette Vidnesbyrd var han afskaaret fra at; opnaa Optagelse paa et af vore Universitetscollegier, og han er da heller ikke fundet i Fortegnelser over Alumner der. Ikke desto mindre har han, efter Collegiealumnernes Skik, i 1778 forsøgt sig med en latinsk Disputats, “Dissertatio de universalitate religionis”, 2) maaske for at skaffe sig en Slags Æresoprejsning for det uomtvistelige Nederlag, som hans Embedseksamens daarlige Resultat havde bragt ham. I samme Aar begynder han sin gejstlige Løbebane i sit Fædreland Norge, idet han kaldes til Gran i Aggershus Stift som residerende Kapellan. Hvad han iøvrigt har givet sig af med i Aarene efter Embedseksamen, har ikke ladet sig efterforske, men i Barfods Værk om den falsterske Gejstlighed angives han at have været Huslærer i København. Denne Oplysning maa formodes at stamme fra hans Efterslægt.

Norge kunne dog ikke fastholde Nyrop, vel især efter at han i 1780 havde indgaaet Ægteskab med en københavnsk Pige, Vilhelmine Johanne Svanitz, Datter af en praktiserende Læge, og i 1782 søgte og fik han Vallensbæk Sognekald. Og da Hans Jørgen Birch d. 18. Novbr. 1791 af Kongen blev kaldet fra Glostrup til Middelfart, benyttede Nyrop sig af den Ret, Etatsraad Nissens Testamente gav ham, til at flytte til Glostrup. Han fik sin Udnævnelse hertil d. 16. Decbr. 1791.
I Glostrup Præstegaard døde hans Hustru i 1794 efter at have født 7 Børn, hvoraf dog de 3 var døde som smaa. Han indgik derefter et nyt Ægteskab med Cathrine Elisabeth Magdalene Heilmann, en Præstedatter fra Kerteminde. Ved hende blev han Fader til 8 Børn, hvoraf dog 2 døde som smaa. Hun, der var født i 1765, overlevede sin Ægtefælle i mange Aar og døde først i 1842. Om dette Ægtepar oplyser Folketællingslisten fra 1801, at de i deres Hus foruden deres egne 6 Børn havde et beslægtet Barn samt en Tjenestepige. Af denne Oplysning udleder man let, at Familien, med et saa beskedent Folkehold, har levet under meget jævne Kaar, og at Præsten ikke selv har drevet sin Jord.

Allerede i 1785 fik Nyrop som Sognepræst i Vallensbæk Visitats af Biskop, Dr. Nic. Edinger Balle, der øjensynligt fra første Færd har lært at sætte Pris paa ham og i ham har fundet en Mand, der i Modsætning til de fleste Præster paa hans Tid, var i Besiddelse af saadanne Egenskaber, der af Balle bedømtes som Udslag af den rette kristelige Alvor og Dybde. Ved Visitatsen i 1785 er Balles Optegnelser sympatiske men korte. De lyder saaledes: “Sognepræsten Hr. Nyrop udviser berømmelig Flid og haver Talenter for at prædike”3). Ved den næste Visitats i Glostrup d. 1. Juni 1795 glæder Balle sig over Ungdommens Oplæring gennem “Sognepræstens Omhu til grundig Eftertanke” 4), og endelig ved Visitatsen d. 19. Sept. 1800 er hans rosende Omtale af Præsten helt uden Forbehold baade i Kaldsbogen, der var tilgængelig for Præsten, men ogsaa i de Visitatsoptegnelser, der kun var bestemt for Biskoppens egne øjne. I disse Optegnelser 5) hedder det bl. a.: “Sognepræsten Hr. Provst Nyrop prædikede over Johs. 19.27, opbyggeligt og rørende,’ men hans Maal falder mig vanskeligt. (Nyrop havde altsaa ikke kunnet aflægge sit norske Modersmaal!) Han cathekiserer godt og messer nogenlunde… Ungdommen syntes at være noget sagtfærdig, men svarede dog for det meste meget vel, med Forstand og godt Begreb.” Til sidst noterer Balle med Tilfredshed: “Den nye Salmebog er her indført.” Det drejer sig om Indførelsen af den “Evangelisk-Christelige Psalmebog”, der var bragt til Veje under Balles Ledelse, og som derfor jævnligt gaar under Navnet “Balles Salmebog”. Om den er det forøvrigt senere sagt, at den hverken var evangelisk eller kristelig; og selvom denne Bedømmelse er urimelig haard, saa har den dog sin store Skyld i, at vi ikke har værnet om vor Salmeskat fra Kingo og Brorson, som vi burde have gjort. Salmehistorisk betegner den et Brud med Fortiden. Men denne Salmebog er altsaa indført i Glostrup Menighed til Brug ved Gudstjenesten allerede i Aaret 1800, og det maa noteres som noget usædvanligt. Den kgl. Resolution af 13. April 1798 overlod Indførelsen af den til gudstjenesteligt Brug til Menighedernes frie Valg. Og i mange Menigheder bestræbte Præsterne sig i mange Aar forgæves for at faa den indført. Folk vilde ikke afstaa fra Brugen af den tilvante Salmebog, eller maaske de snarere ikke vilde paatage sig Udgiften ved at indføre en ny. Men her i Glostrup er det altsaa lykkedes Nyrop paa et meget tidligt Tidspunkt at faa Balles Salmebog indført. Forøvrigt viser Optegnelserne fra Visitatsen i 1795, at Balles Lærebog allerede da var kendt af en Del af Sognets Ungdom 6).

I Tiden mellem de to Visitatser var Nyrop blevet Provst for Smørum Herred, valgt dertil af Herredspræsterne i 1796 og creeret af Biskop Balle i 1797 (in Synodo Johannea). I samme Aar indtræder han i Stiftets gejstlige Brandkasse og lader da sit hele Indbo og Udbo vurdere til 1500 Rdl.

Fra hans Valg til Provst er vi endnu i Besiddelse af Herredspræsternes Vota 7), der kan have Betydning som Støtte i vor Vurdering af ham. De fleste af Herredspræsterne gaar ind for ham til Provst og er ret uforbeholdne i deres gunstige Bedømmelse af ham. Mest uforbeholden er Sognepræsten til Herstederne, Hr. Bendtsen, hvis Holdning dog maaske for en Del skyldes hans egen begrundede Frygt for at faa Embedet overdraget. Provsteembedet var nemlig i de Dage ulønnet og af flere Grunde ikke saa efterstræbt som nu om Stunder, hvor man ser Præster prostituere sig fælt, naar Provstevalg skal finde Sted. Men lad os høre, hvad Hr. Bendtsen i Herstedøster siger i Anledning af et snart 160 Aar gammelt Provstevalg i Smørum Herred. Det hedder i hans Votum: “Enhver af mine Herreds-Brødre ere mig i alle Henseender agt- og elskværdige, men blandt disse er min Naboe, Velærværdige Hr. Nyrop i Glostrup mig mest, nøjest og længst bekient af næsten 12 Aars Omgang, som har lært mig at kiende ham som en efter mit Omdømme beqvem Mand til at beklæde det vacante Provsteembede iblandt os. Thi lyes Forstand, got, menneskekierligt og redeligt Hierte, god Legemes Helbred, gavnlig Virksomhed, Lethed og Hurtighed i Forretninger, alt dette fornævnte tillige med Varme for Christendommens gode Sag og Aarvaagenhed for Ungdommens gode Oplærelse og Opdragelse, ere blandt fleere Naturens og Naadens Gaver, der efter min Overbevisning caracteriserer ham som værdig til Herredets Provst, hvortil kommer, at han er den ældste Præst i Herredet, naar undtages Oldingen Hr. Halling, (Holger Halling 1718-99, Sognepræst til Ballerup og Maaløv 1772-99), er ikke uøvet i nogle af Provsteembedets Forretninger, da han fra Begyndelsen af har været Assessor ved Skifteforretninger, har og den Beqvemmelighed til at besørge ProvsteVisitatser efter sædvanlig og beqvemmest Brug om Søndagen, at han har kun een Kirke.”

At dette Votum i hvert Fald bedømmer Nyrop rigtigt som en Mand med Aarvaagenhed for Ungdommens gode Oplærelse og Opdragelse, derom haves forskellige Vidnesbyrd. Saaledes har han som Herredets Provst, for at raade Bod paa den Mangel paa ordentlig Skolegang, der gjorde sig gældende overalt i Herredet, under 1. Aug. 1803 udarbejdet et specificeret Forslag 8) til en forbedret Undervisning i Herredets Skoler. Hans Forslag approberedes af Stiftamtmand Hauch og Biskop Balle ved Skrivelse af 15. Sept. 1803, hvori det bl. a. hedder 8): ” Ved igien at tilstille Deres Velærværdighed det med Skrivelse af første f. Md. indsendte Forslag . .. paaligger det os at tilmelde, at vi med Fornøyelse biefalde ad interim dette vel udtænkte og paa Anordningerne tildels grundede Forslag med Tillæg.” Ligeledes havde han under 30. Aug. s. A. faaet Approbation paa et tidligere indgivet Forslag 8) til Undervisning af den voksne Ungdom foranlediget af, at den befalede Aftenlæsning ved Herredets Degne tildels var ophørt. Den første Paragraf i dette Forslag gengives her, da det giver et Billede af den datidige Befolknings Livsvilkaar. Det hedder: “Alle Degne i Herredet, som tillige holde daglig ord. Skole, eller som Skolemænd ere Kirkesangere, bør underviise den voxne Ungdom i Skolen Søndag og Onsdag efter Skole Instruxerne 1721 …, at Karle og Drenge samles om Søndag Aften fra 5½ til 7½ og Pigerne en Aften i Ugen, og at disse sidste tillades at tage sit Bindetøj i Haanden.” Formaalet med disse Aftenlæsninger var naturligvis Ungdommens Oplæring i Kristendom, og Provst Nyrop havde dermed med fast Haand og med ” Varme for Christendommens gode Sag” lagt Undervisningen tilrette overalt i Herredet baade for Børn og unge.

Det ser ud til, at Nyrop har haft let ved at faa sine Ideer omsat til Virkelighed, og at han ogsaa har haft en lykkelig Haand til at faa Embedssager bragt hurtigt til Afslutning. Der kan da næppe heller herske Tvivl om, at hans nærmeste foresatte har forstaaet at værdsætte hans Arbejde. Saaledes finder Geheimeraad og Stiftamtmand Sceel Plessen, da han tager Afsked med sit Amtmandsembede, Lejlighed til under 31. Decbr. 1799 at meddele ham, 9) at han skylder ham megen Tak for den gode Bistand, der er vist ham i deres fælles Embedsforretning, hvilket “meget har befordret Sagernes gode Orden og Udfald.” Og da Biskop Balle efter Nyrops Afsked fra Glostrup indkalder Vota ved Valg af den nye Provst, som forøvrigt blev den meget kendte Eiler Hammond (f. 1757, d. 1822. Sognepræst til Brøndbyerne 1796-1820. Derefter Domprovst i Roskilde), finder han Anledning til i Circulære-Skrivelsen til Herredspræsterne at fremkomme med følgende Udtalelse 10): ” Vor utrættelige, og for almindeligt Gavn saa heldigen virksomme Hr. Provst Nyrop, hvis Savn vi alle maa tage os nær til Hierte, skal nu forlade vort Stift og drage over til fremmed Land. Hr. Provsten har ved Skrivelse af 29. Jan. tilkiendegivet mig, at han om 14 Dage eller 3 Uger i det seeneste maae rejse til sit Kald i Falster, og at i Følge deraf en nye Provst bliver at vælge. Havde det staaet i min Magt, skulde vi ikke have mistet ham. Han tager alle vore taknemmeligste og mest kierlighedsfulde Velsignelser med sig. Jeg har ondt ved at indbyde til nyt Provstevalg, fordi jeg saa saare nødig vilde savne ham. Hans Minde skal være mig uudsletteligen dyrebart og længselsfuldt. Imidlertid maae vi alle give efter for Nødvendigheden.”

Saaledes blev Nyrops Embedsgerning som Provst bedømt. Selv synes han oprindeligt ikke at have været særlig glad for Værdigheden, som vel i nogen Grad var blevet ham paatvunget, og det er utvivlsomt ikke Udtryk for falsk Beskedenhed, naar han drager sine egne Evner i Tvivl. I det hele taget bærer hans Embedsbreve, der til Biskoppen ofte kan have et stærkt personligt Præg og meget ofte giver Udtryk for Ængstelse og Usikkerhed overfor de opstaaede Problemer, Vidnesbyrd om stor Ægthed. For den, der i Dag sidder med hans skriftlige Efterladenskaber i Haanden, giver han Indtryk af en Mand med en nobel og retlinet Karakter, der trods en vis uomtvistelig Dygtighed stirrer sig blind paa sin egen Begrænsning og villigt vedstaar sine Svagheder baade overfor sig selv og andre. Og det gør ham jo ikke ringere. Men det gør ham, for at bruge Biskop Balles Udtryk fra en af Visitatserne, sagtfærdig overfor de Pligter, der lægges paa ham. Efter at han er blevet Provst, skriver han da ogsaa d. 5. Novbr. 1796 følgende til Balle 11) : “Det Eeneste, der skulde giøre, at jeg med gavnligt Sind kunde modtage det for mig i hver Henseende fremmede Provste-Kald, det er mit Haab til Deres Høyærværdigheds Raad, Vejledning og OverbæreIse.” Og senere hedder det i samme Brev: “maaske jeg engang vil bebrejde mig som Svaghed, at jeg ikke strax med al Ærbødighed unddrog mig.”

Den Situation kom virkelig til at indtræde for Nyrop, for d. 18. April 1802 ansøger 12) han om at blive fritaget for Hvervet som Provst – uvist af hvilken Grund, men som det synes, fordi han har haft Vanskeligheder med de verdslige Myndigheder. Hans Ansøgning om Entledigelse indeholder intet konkret om, hvori disse Vanskeligheder bestod, men han vil “under de nærværende Omstændigheder” ikke fortsætte. Hans Ansøgning blev dog ikke bevilget, idet Biskoppen ønsker, at han skal fortsætte, hvorefter han anmoder “om min Biskop vil forestille mig til Forflyttelse for det Kongl. Cancellie ved en saadan Vacance, hvor man troede, at samme var tient med mig.”

Næppe to Aar derefter opstaar dog en lignende Situation, og nu er hans Ansøgning holdt i saadanne Vendinger, at Biskoppen snart efter hjælper ham til et andet Kald. Under 17. Januar 1804 skriver han bl. a. 13): “Saa vigtigt et Ord, et Vink af min Biskop er mig, saa er dog min Begiering om Demission fra Provste Embedet i Smørum Herred af den (d. v. s.: af en saadan) Grund, at jeg maae blive den troe.” Og siden i det samme Brev siger han: “Har nogen Embede, saa tage Hand vare – altsaa heller ikke længere have det, end Hand kand det.” Han fortsatte dog i Provsteembedet, indtil han engang i Februar Maaned 1805 kunde aflevere Provstiets Sager til sin Eftermand, efter at han d. 14. Decbr. 1804 var blevet udnævnt til Sognepræst for Nørre-Vedby og Nørre-Alslev paa Falster, i hvilket Embede han døde d. 11. Sept. 1831 efter at have virket som Præst i 53 Aar.

Som Provst for Smørum Herred synes han at have været i Besiddelse af megen Takt og Hensyntagen. Han holder sig ikke først og fremmest til Lovens Bogstav, men søger ved Forhandling at finde Løsning paa Problemerne. Hovedindtrykket af ham er, at han har været et fint Menneske, der i alle Sager stod med rene Hænder, og der er ingen Tvivl om, at han i sin Embedsførelse har fulgt de Ord, som han sender Biskoppen i en Skrivelse af 15. Aug. 180014). Heri hedder det: “Kun god Sag af gode Følger ønsker jeg fremmet, og Hvers Rettighed, Formands og Eftermands, ukrænket.”

Hans Eftermands Eftermand som Sognepræst i Glostrup har i Embedets Kaldsbog skrevet bl. a. følgende om ham: “I Aaret 1792,blev paa Provst Nyrops Forlangende Præstegaardens Jord udskiftet af Fællesskab ved Landinspecteur Unsgaard. Samme Aar blev ogsaa hele Glostrup By udskiftet. Provst Nyrop skal ikke have haft isinde at forlade Glostrup Sognekald. Men da han havde bortforpagtet sine Jorder paa meget ufordelagtige Vilkaar og for sin hele Embedstid, og da han i høj Grad chicaneredes af den i selve Gaarden boende Forpagter, bestemte han sig til at søge et andet Kald.”

1) Wibergs Præstehistorie, Erslews Forfatterlexicon, Barfod: Den Falsterske Gejstlighed.
2) Erslews Forfatterlexicon. .
3) Balles Visitatsbøger i Sjællands Bispearkiv. Disse Optegnelser er trykt i Uddrag i Kirkehist. Saml. 3. R. IV. Pag. 1 f.
4) Glostrup Kaldsbog.
5) do.
6) do.
7) Sjæll. Bispearkiv: Provstebreve 1721-1808.
8) Kopi i Glostrup Kaldsbog Nr. 9. Pag. 116 f. f.
9) do. Pag. 76.
10) do. Pag. 131 f.
11) do.
12) do.
13) do.
14) do.

11. Niels Schouboe. 1805-1831

Født i Bøvling Præstegaard d. 25. Marts 1757. Død i Glostrup Præstegaard d. 17. Decbr. 1831. Søn af Sognepræst, Magister Jens Nicolai Jespersen Schouboe og Hustru Karen Olesdatter. Student 1775. Kandidat med laudabiIis d. 19. Jan. 1792. Kaldet til Præst ved Almindeligt Hospital og Abel Cathrines Stiftelse d. 2. Aug. 1793. Ordineret til dette Embede d. 2’2. Okt. 1793. Kaldet til Vallensbæk d. 2. Novbr. 1798 og til Glostrup d. 15. Febr. 1805. Amtsprovst over Københavns Amt fra 15. Novbr. 1820 til 29. Okt. 1824. Gift første Gang i Holmens Kirke d. 5. Juni 1778 med Wibeche Lorentsen, Datter af en Proviantforvalter under Holmen. Gift anden Gang d. 15. Maj 1799 i Vallensbæk Kirke med Anna Cathrine Emerentzia Niese, født i Slesvig By d. 25. Novbr. 1769, død i Glostrup Præstegaard d. 5. April 1829. Datter af Bagermester Andreas Jacob Niese og Hustru Johanne Lieht. 1)

Niels Schouboe skulde ikke som saa mange andre Præstesønner fra hine Tider faa en lige afstukket Bane over Embedseksamen til Præstekald. Der kom fra hans Studentertid af Forviklinger ind i hans Tilværelse, saa at den i mange Aar blev dels strengere og dels mere eventyrlig end de flestes.

Han fødtes i en barsk Egn mellem Limfjorden og Vesterhavet i en fattig Præstegaard som yngste Barn af en Flok paa fjorten. Faderen 2) havde nemlig efter Tidens Skik giftet sig med sin Formands 3) Enke, der bragte ham tre Børn. Og sammen fik de elleve. Da han blev født, var Faderen i sit 50. Aar, og det kendes paa den Opdragelse, den yngste Søn fik, at han allerede var begyndt at blive en ældet Mand. De øvrige Sønner havde han, der i mange Aar havde været Hører paa Latinskolen i Viborg, selv forberedt til Studentereksamen. Men Niels blev i sin Oplæring overladt til de ældre Brødre Jesper 4) og Ole 5), af hvilke Jesper 1768 var kommet hjem som theologisk Kandidat. Der havde ogsaa været en Broder Peder, der døde ung i 1777 som Hører ved den lærde Skole i København, og en Broder Lars, hvis Kjole Niels saavel som de mange Aar ældre Brødre en efter en havde været iført paa Konfirmationsdagen.

Nu blev Niels Schouboes boglige Oplæring vel ikke ringere af, at Faderen ikke i væsentlig Grad tog sig af ham. I hvert Fald var han anset for at være en særdeles velfunderet og almendannet Person fra sin Ungdom af. Men maaske den Opdragelse, Brødrene gav ham, var mere streng end godt var. Han fortalte herom mange Aar senere, hvorledes de kunde vække ham om Morgenen ved at give ham det første, det bedste i Hovedet, og hvorledes de ved den ringeste Fejltagelse kunde smide en Lysestage, en Skammel eller en Støvleknægt efter ham. Det var alt sammen i Smag med Tidens Brutalitet. Men Niels Schouboe bevarede Livet igennem en bestemt Erindring om at være opdraget lovlig haandfast. Forøvrigt blev han selv siden en streng Opdrager.

18 Aar gammel drog han i 1775 fra Hjemmet for at blive Student ledsaget af Faderens Formaninger om at tage sig vel i Agt for Hovedstadens Fristelser. “Vogt dig for de hvide Ben, Niels,” lød Afskedsadvarselen.

I København blev han indlogeret hos en Proviantforvalter ved Holmen. Og hvor megen Vægt han end maatte have lagt paa de faderlige Formaninger, saa udviklede Opholdet i Proviantforvalterens Hjem sig derhen, at han fik et Forhold til Proviantforvalterens Datter, der var en halv Snes Aar ældre end han. Forholdet fik Følger, og d. 5. Juni 1778 blev Studios. Philosophiæ Niels Schouboe viet i Holmens Kirke til Wibeche Lorentsen. Hvordan dette Giftermaal blev betragtet i Bøvling Præstegaard kan man jo nemt vide, og Følgen for ham blev da ogsaa, at der fra Hjemmet ikke mere tilflød ham nogen Understøttelse. Alligevel er det kønt at se, at han paa sin Side trods alt omfattede sit Hjem med Veneration, hvilket giver sig Udslag, da han lader sin ældste Søn døbe d. 23. Aug. 1778. Da udstyrer han den lille med Faderens Fornavne.

Dette Ægteskab, indgaaet under saa uheldige Forhold, har næppe været regnet for standsmæssigt af hans udpræget akademiske Slægt, der sad rundt omkring i Danmarks Præstegaarde i et meget stort Tal. Selv har han heller intet nævnt om det, hverken da han i Anledning af sin Ordination skulde forfatte en Beskrivelse af sit Liv og heller ikke, da han som Sognepræst i Vallensbæk selv skal indføre sin anden Vielse i sin Kirkebog. Der findes da ingen Bemærkning om, at han er Enkemand. Og da Wibergs Præstehistorie er blevet til ca. 30 Aar efter hans Død, har den, der har givet iøvrigt rigtige Oplysninger om ham, enten fortiet eller ingen rede haft paa dette Ægteskab. Nu er det saa heldigt, at en Dattersøn af ham, J. Feilberg, i Aarene omkring 1880, altsaa medens erindringen om Niels Schouboe – i hvert Fald en af hans Døtre, J. Feilbergs Moder, levede mange Aar efter den Tid – endnu var frisk, forsøgte at udarbejde Familien Schouboes Personalhistorie. Og dette Arbejde, som vi her kan kalde for den schouboeske Familiekrønike 6), findes endnu i Niels Schouboes Efterslægt og har udstyret nærværende Artikel med mange Enkeltheder.

Familiekrøniken bedømmer dette Schouboes første Ægteskab paa følgende Maade, formodentligt som det er opfattet af Børnene af hans andet Ægteskab: “Giftermaalet fulgtes af en Række Aar, fulde af Nød og Elendighed, hvori den unge Student ved Informationer, mest i tysk, fransk, engelsk og Klaverspil, maatte erhverve Udkommet til sig, Hustru og Børn. Af de sidste kom der et hvert Aar. De sættes efter Omstændighederne i Pleje hos Nyboders Familier, men døde heldigvis paa eet Barn nær. Under disse Forhold kom Niels Schouboes kraftige Natur, hans usædvanlige Sjæls- og Legemsstyrke ham til god Nytte. Om Dagen informerede han, om Aftenen tjente han Aftensmaden ved at rulle i Kælderen nedenunder, og under alt dette bar han med eksempelløs Godhed og Venlighed sin stakkels Hustrus Skrøbeligheder. Hun var brystsvag og savnede hans Sjælsstyrke til at magte de Forhold, hvorunder de levede. Endelig døde hun, som godt var for dem begge. Hun kvaltes i en Skefuld Ærter.”

Der hersker ingen Tvivl om, at dette tidlige Ægteskab bragte Niels Schouboe ud af hans Bane og ind i et helt nyt Milieu, nemlig “Holmens faste Stok.” Herfra gaar Vejen da let til en Stilling som Skibsskriver i den kgl. danske Flaade, og at han en Tid har fungeret i denne Stilling, fortæller han selv ved Ordinationen i sit med en virkelig Skriverhaand og i et elegant Latin nedskrevne “vita” 7). Det er formodentlig først efter Hustruens Død, han er gaaet ind i Flaaden. Han maa i alt Fald have kunnet frigøre sig for sine Forpligtelser i Hjemmet, for Stillingen som Skibsskriver bragte ham vidt omkring, og han skriver, at det just var af Lyst til at se fremmede Skikke, han tog denne Post. Han kom da ogsaa baade til England og Holland og havnede omsider i Drøbak i Norge, hvor han fik Stilling som Skolelærer. Han maa dog stadig have haabet paa midt under sine uordnede og omskiftelige Kaar at naa frem til Embedseksamen, for i Drøbak skaffede han sig Anledning til at prædike i Kirken og dyrke sine Studier, og da han fik Lejlighed, rejste han til København for at gaa op til den filosofiske Eksamen. Da den var overstaaet, belavede han sig paa at rejse tilbage til Norge, men der tilbød sig nu en Stilling, der skulde blive Vendepunktet i hans Liv, idet han fik Ansættelse som Lærer ved det kgl. Børnehus, d. v. s. Vaisenhuset. Familiekrøniken, der ellers intet ved at berette om hans Strejftog til fremmede lande, supplerer godt hans egen Fortælling fra “vita” ved at give den Oplysning, at denne Ansættelse fandt Sted i September 1786 og paa de Vilkaar, at han som Gage skulde have 120 RD. om Aaret samt fri Bolig og Brændsel. Stillingen var fast, og den levnede ham en Del Fritid, saa at han kunde forberede sig til den theologiske Eksamen, som han dog først bestod d. 19. Januar 1792 i sin Alders 35. Aar – men ganske vist ogsaa med laudabiIis. Det har overfor Slægten været Sejren over hans Ungdoms uomtvistelige Nederlag, og der høres herefter intet om, at Forholdet til Familien har været daarligt. Alt tyder paa det modsatte, idet han siden husede adskillige af Slægtens unge i sit Hjem.¨

Nu skulde der dog hengaa mere end 1½ Aar, forinden han blev kaldet til Præst ved Almindeligt Hospital og Abel Cathrines Stiftelse i København, og hertil blev han ordineret af Biskop, Dr. theol. Nikolaj Edinger Balle d. 22. Okt. 1793, mere end 36 Aar gl., og han maatte nu flytte bort fra Vaisenhuset medtagende den halvgamle Gangkone Margrethe Rasmusdatter som sin Husholderske og Plejemor for det Barn, han havde. Denne fulgte siden med til Præstegaardene i Vallensbæk og Glostrup som et trofast og dygtigt Tyende, der dog var af et saa selvraådigt og vredagtigt Temperament, at Præstekonen nok har maattet finde sig i en Del fra hendes Side. Men hun blev paa sin Post indtil sin Død i Glostrup d. 31. Aug. 1816. Hun var ved sin Død 74 Aar.

Embedet som Hospitalspræst var vel en Fremgang for Schouboe, ogsaa i økonomisk Henseende, men da Økonomi aldrig blev hans Sag, endte han med pengeligt at blive nok saa derangeret. Hans Gæld skal efter Sigende paa et vist Tidspunkt have andraget det formidable Beløb af 3600 RD.

Under disse Omstændigheder søgte og fik han d. 2. Novbr. 1798 Sognekaldet i Vallensbæk, og i Vallensbæk Præstegaard traf han sin anden Hustru, Anna Cathrine, Emerentzia Niese.

Havde Schouboes Liv indtil da været omskifteligt, havde hendes 8) ikke mindre været præget af Eventyr og Omskiftelighed. Hun var født i Slesvig By d. 25. Novbr. 1769 som Datter af Bagermester og Stivelsesfabrikant Andreas Jacob Niese og Hustru Johanne Lieht. Hjemmet var et velhavende Borgerhjem, der kunde lade sine Børn nyde den bedste Uddannelse og lade dem omgaas Byens bedste Familier. Døtrene var efter Sigende livlige, aandfulde og smukke Damer, der lod sig fetere af de Studenterkammerater, som en Broder 9) bragte med i sit Hjem, og af de i Byen garnisionerede Officerer. Selv forlod Cathrine Niese godt en Snes Aar gammel dette Hjem og tog Stilling som Kammerjomfru hos det adelige Herskab Hedemann-Hespen paa Deutsch Nienhof i Nærheden af Rendsborg. Hendes Dannelse sikrede hende her en Partiet kom dog i Stand, og d. 15. Maj 1799 indfører han selv i Vallensbæk Kirkebog, at Sognepræsten N. Schouboe og H. C. E. Niese blev ægteviede efter Kongebrev af Provsten Hr. C. Nyrop. Ingen af dem skulde komme til at fortryde deres Valg, for selvom de i næsten alle Henseender var vidt forskellige, hun sværmerisk, romantisk med en høj Flugt og inderlig Religiøsitet, han en sejg, jysk Natur med en dogmatisk Opfattelse af Religionen, hun ægte tysk med en vis Overlegenhed for alt dansk, han lige saa ægte dansk, saa var deres Ægteskab i det store og hele harmonisk grundet som det var paa den Agtelse, som to retsindige og dygtige Naturer maa aftvinge hinanden. Iøvrigt delte de en Præstegaards mange Pligter imellem sig. Han passede sin Læsning, sin Skolegang med Børnene, der efterhaanden kom til, og sin Menighed, hun tog sig af Avlingen og Arbejdet ude og inde, ligesom Økonomien var hende underlagt. Hun fik den da ogsaa i Løbet af en Aarrække rettet op, bl. a. ved at holde Pensionærer, dels fornemme Folks Børn til Skolegang og Oplæring, dels voksne Personer. Og under alt dette fødte hun i Løbet af fem Aar sine fire Børn.

Disse var: Andreas Jacob, f. 17-3-1800, Frantz August, f. 9-11-1801, Karen Johanne, f. 23-12-1803, og Lovise, f. 24-10-1805, de tre første i Vallensbæk Præstegaard, den sidste i Glostrup. Ved alles Daab var det Landsbyens Bønder, der fungerede som Faddere, hvilket siger en Del om Familiens Indstilling og dens Forhold til Menighederne. Madam Schouboe holdt til Gengæld i 20 Aar de fleste Børn, der blev født i hendes Mands Sogne, over Daaben.

Schouboes noget akavede Facon paa at komme ind paa den gejstlige Løbebane forhindrede ham ikke i at blive en endog særdeles velmeriteret Præst, der omsider blev udstyret med et af Landets fornemste Embeder som Amtsprovst over Københavns Amt. Fra Begyndelsen af har han haft et smukt Forhold til sin Biskop, Dr. Balle, for hvem han allerede i sit “vita” gør sin dybeste Reverens. Biskoppen har paa sin Side sat Pris paa den dygtige Præst, der mødte op til sit Embede med en smuk Eksamen” og som til den homiletiske Prøve i Regenskirken ligeledes havde erhvervet sig et LaudabiIis og til den kateketiske Prøve i Garnisonskirken endog var blevet udstyret med Udmærkelse 11) . Biskop Balle giver ham ogsaa et meget godt Skudsmaal, da han visiterer 12) i Vallensbæk Kirke d. 22. Sept. 1800. Da hedder det om ham, at han prædikede opbyggeligt og opvækkende, og at han katekiserede forstandigt og messede meget godt. Den noget forsigtige Bedømmelse forvandles til en stor Anerkendelse, da Schouboe anden Gang, d. 25. Sept. 1806, faar Visitats 13)” af Biskop Balle, men nu i Glostrup, hvortil han i H. t. den ofte omtalte nissenske Fundats fik Forflyttelse ved Provst Nyrops Afgang fra Embedet. Da hedder det, skønt Schouboe pludseligt var blevet syg Natten før Visitatsen og havde maattet indkalde en Nabopræst til at prædike i sit Sted og altsaa ikke ved sit personlige Fremmøde har kunnet gøre noget Indtryk paa Biskoppen: “Kirkens retsindige Lærer Hr. Schouboe forfremmer Guds Kundskabs Udbredelse til Fremvæxt i Sædelighed og Dyd med ufortrøden Flig.”

Kaldelsen til Glostrup var kommet d. 15. Febr. 1805, og her skulde nu Familien Schouboe under stadig økonomisk Fremgang i mange Aar leve et lykkeligt Liv.

Præstegaardens Stuehus var nord-sydvendt, som den nu værende Hovedbygning og Haven har stort set været indrettet som nu, beliggende øst for Stuehuset langs Roskilde Langevej. Mange af de store træer, der i Dag pryder Haven, har ogsaa i Schouboes Tid. været velvoksne, og paa dem har hans Blik dagligt dvælet.. Der var nemlig paa Stuelængen to Kvistværelser – senere’ omdannet til fire – et mod Haven og et mod Gaardspladsen, og ‘disse Værelser dannede Rammen om hans daglige Liv. Mod Gaarden holdt han Skole for Børnene, og her havde han Møder og Undervisning af Konfirmander, og mod Haven var hans bibliotek og Dagligstue, hvori han baade spiste og sov.

Under disse Kaar gik Aarene jævnt indtil 1820, der paa flere Maader skulde blive et Vendepunkt for Familien. I det Aar blev begge Sønnerne Studenter fra Roskilde Kathedralskole, men. begge med daarligt Resultat. Familiekrøniken mener, at Faderens strenge Skoletugt havde givet dem Afsmag for Bogen. I alt Fald fik den ældste, Andreas Jacob, kun ha ud til Studentereksamen og Frantz August endog kun non. Samme Aar skete det for Familien katastrofale, at Madam Schouboe paadrog sig en svær Sygdom, en indre Svulst, hvorfor hun i Begyndelsen af 1821 maatte lade sig operere, og som blev Aarsag til et stadigt svagere Helbred Resten af hendes Liv. I de sidste Aar tilbragte hun meget af sin Tid i Sengen, men flittig, som hun af Naturen var, tabte hun aldrig Hus og Bedrift af Syne. Endelig bukkede hun under for sin Sygdom d. 5. April 1829 Kl. 12 Middag – knap 60 Aar gammel, plejet til det sidste af det kæreste Barn, Johanne, der sad hos hende, da hun udaandede. Glostrup Kirkebog giver den Oplysning, at hun døde af “indvortes Svaghed forbunden med Koldfeber.”

Allerede da havde Schouboe haft Mindelser af den Apoplexi, der skulde blive hans Død. Han havde ellers saa sent som d. 15. Novbr. 1820 faaet Udnævnelse til Amtsprovst over Københavns Amt, en Stilling, som iøvrigt kun blev opretholdt i faa Aar. Der var ved kgl. Forordning af 17. Juni 1806 blevet oprettet saadanne Amtsprovstier rundt om i Landet, og efterhaanden som de gamle Herredsprovstier blev vakante, skulde disse gaa ind og deres Embedsforretninger overtages af Amtsprovster, dog med Undtagelse af de gejstlige Skiftesager, der fra 1806 blev henlagt under den verdslige Øvrighed. Det vil sige, at de nye Amtsprovster fik større Virkekredse, end de gamle Herredsprovster havde haft, men til Gengæld færre Beføjelser, væsentlig omfattende Amtets Skolesager, hvorfor man da ogsaa især saa saadanne Herredsprovster forfremmede til Amtsprovster, der havde interesseret sig for Seminariers Oprettelse eller dog for Skolevæsenets Forbedring 14). Den første Amtsprovst i Københavns Amt blev da ogsaa den for sit Seminarium kendte Eiler Hammond i Brøndbyvester, ved hvis Udnævnelse til Domprovst i Roskilde i 1820 Schouboe fik Amtsprovstiet overladt. Nu var dette Embede af en saa omfattende Art, at det var uforeneligt med et almindeligt Sognekalds Bestridelse, hvorfor Amtsprovsterne maatte lønnes saa rigeligt, at de af deres Løn kunde holde Kapellan til at bestyre deres Embeder.

Hvorledes Schouboe ordnede sig, vides ikke. Under alle Omstændigheder er hans Funktion som Amtsprovst blevet af kort Varighed, idet det ved Cirkulære af 20. Aug. 1822 blev bestemt, at Amtsprovstierne atter skulde ophæves, og allerede d. 29. Okt. 1824 frasiger han sig Provstestillingen for Svagheds Skyld. Han er nu saa svag, at han kort Tid derefter, d. 26. Febr. 1825, faar Biskop Münters Konfirmation paa en Overenskomst, han var kommet til med sin Nabopræst i Vallensbæk 15) om, at denne paa eget An- og Tilsvar skal forrette Præsteembedet i Glostrup 16). Og nu gaar det stærkt ned ad Bakke for den tidligere saa kraftfulde Mand. Han svækkedes mere og mere paa baade Legeme og Aand og gik de sidste Aar stærkt i Barndom. Naar han kom ind i sin Dagligstue, kunde han sætte sig ved Hustruens tomme Stol og underholde sig halvhøjt med “lille Thrine”. Under de Omstændigheder faar han endnu en Gang Visitats af Biskop, Dr. Frederik Munter, der fuld af Medlidenhed med den gamle Mand skriver følgende 17) ,,I Aaret 1829 d. 16. Juni visiterede jeg i Glostrup Kirke, hvor en temmelig talrig Forsamling af de Yngre, men ikkun faae af de Ældre havde taget Møde. Med den Religionskundskab som viistes var jeg vel tilfreds. Menighedens alderstegne og svage Lærer, Højærværdige Herr Amtsprovst Schouboe har ikke arbeidet forgiæves. Denne Overbeviisning være ham til Trøst og Opmuntring nu, han ikke længere kan forestaae sit Embede, men maa stole paa sin velbegavede Medtieners Herr Feilbergs Hjælp.” .For sine egne øjne føjer Biskoppen til: “Herr Feilberg, som jeg nylig har ordineret, prædikede over 1. Pet. 11.3. Han mangler Øvelse.” Og desuden: “Den gamle Provst synes at have forsømt Skolevæsenet” 18).

Ogsaa de ydre Ting omkring ham fik Lov at forfalde. Saaledes skriver hans Eftermand om Præstegaardens Tilstand ved hans Overtagelse af Embedet: “Da Amtsprovst Schouboe døde d. 17. Dec. 1831, vare Præstegaardens Bygninger, især den nordre Længe, i en saa forfalden Tilstand, at flere af de ældre om Kaldet søgende Præster, ved at tage Gaarden i Øiesyn, foretrak at tage deres Ansøgninger tilbage. Da jeg havde erholdt Kaldet i Mai 1832 og ikke af min Formands Boe havde faaet anden Erstatning for al Gaardens Brøstfældighed end Eftergivelse af Præstegaardens Indløsningssum, der her ikke udgjør mere end 166 Rbd. 4 Sk., ansøgte jeg om et Laan af Stiftets offentlige Midler til Istandsættelse af den nordre Længe. Min Ansøgning bevilgedes ved Rescript af 21. Mai 1833.” Saa gjorde omsider det tredie apoplextiske Anfald det af med den gamle Provst, og man begravede Pot. Knud Hansen 1956 ved hans Hustrus Side paa Glostrup Kirkegaard, hvor hans Gravsted endnu findes og holdes smukt af Slægten endnu i Dag i 125-Aaret for hans Død, idet det stadig er paa Familiens Hænder og saa sent som i 1941 er benyttet til en Schouboe. Slægten har iøvrigt bevaret en usædvanlig Veneration for Glostrup. Saaledes blev i Glostrup Kirke d. 12. Maj 1915 en Casper Ludvig Feilberg, der var Schouboes Oldebarn, viet.

Med Feilbergernes Forbindelse til Schouboe og Glostrup Præstegaard forholder det sig saaledes: Da Schouboe i sin Alderdom ikke længere selv kunde besørge sit Embede, blev dette paa et vist Tidspunkt bestyret af en personel Kapellan, der fra Januar 1829 og til hans Død var Ludvig Feilberg, hvem vi allerede har mødt ved ,Visitatsen i Glostrup 1829. Han giftede sig her i Glostrup d. 24. Okt. 1833 med Schouboes Datter Karen Johanne og sluttede sine Embedsaar i 1864 som Sognepræst i Kværndrup paa Fyn. Dette Ægtepar var Forældre til en af Danmarks store Sønner, Filosoffen Ludvig Feilberg.

Der findes næppe Portrætter af Amtsprovst Schouboe og hans Hustru. Men Familietraditionen ved at berette, hvorledes de har set ud: Han var af Middelhøjde, overordentlig kraftig og muskelstærkt bygget, høj Pande, blaa forstandige øjne og blondt Haar. Hun var fint bygget, slank, med et blegt ovalt Ansigt, lyseblaa spillende øjne og et dannet og behageligt Væsen. Indtil det sidste talte hun et meget gebrokkent dansk.

1) Wibergs Præstehistorie, Bremerholms, Vallensbæk og Glostrups Kirkebøger. Den schouboeske Familiekrønike.
2) Jens Nicolai Jespersen Schouboe (1708-89. Sognepræst til Bøvling og Flynder 1741-1789).
3) Peder Pedersen Bhie (1699-1741. Sognepræst til Bøvling og Flynder 1724-1741) .
4) Jesper Schouboe (1748-1802. Sognepræst til Dybe og Ramme 1780- 1802).
5) Ole Schouboe – Sognedegn i Sdr. Alslev og Sdr. Kirkeby paa Falster
6) Familiekrøniken foreligger i Manuskript, og dens Beretning om Amtsprovst Schouboe er mig velvilligst udlaant af Grosserer Tage Schouboe, København.
7) Københavns Bispearkiv. Vita-Protokol 1793.
8) De fleste Oplysninger om Thrine Schouboe er taget fra Familiekrøniken.
9) Joh. Christoph. Niese (1766-1843. Sognepræst til Kaltenkirchen i det vestlige Ditmarsken 1819-1843).
10) Chr. Johansen Frimodt 1763-1798. Sognepræst til Vallensbæk 1792-1798).
11) Københavns Bispearkiv. Vita-Protokol 1793.
12) og 13) Københavns Bispearkiv. Biskop Balles Visitatsbøger.
14) Helweg: Den Danske Kirkes Historie efter Ref. II, Pag. 379-80.
15) Elias Fohlmann Finckenhoff (1774-1828. Sognepræst til Vallensbæk 1824-1828).
16) og 17) Glostrup Kaldsbog.
18) Københavns Bispearkiv. Biskop Münters Visitatser.

12. Jacob Ludvig Hansen. 1832-1858

Født i København d. 3. Febr. 1785. Død paa Frederiksberg d. 18. Sept. 1874. Søn af Handelsgartner Svend Hansen og Hustru Johanne Dorothea Quist. Student 1802. Kandidat med laudabilis d. 8. Jan. 1808. Lærer ved Metropolitanskolen i København 1805. Adjunkt ved samme Skole 1815. Sognepræst til Vreilev og Hæstrup i Hjørring Amt d. 14. Maj 1817. Forflyttet til Torup i Frederiksborg Amt d. 19. Maj 1826 og til Glostrup d. 25. April 1832. Afskediget d. 12. Juli 1858. Gift 26. Decbr. 1813 med Henrikke Nannestad, født i St. Heddinge d. 2. April 1793, død i Glostrup Præstegaard d. 16. August 1852. Datter af residerende Kapellan, siden Sognepræst til Lille Lyngby og Ølsted Frederik Engelhardt Nannestad og Hustru Anna Cathrine Mentz 1).

Den herskende theologiske Retning blandt Danmarks Præster var omkring Aar 1800 Rationalismen, der samlede sig om den saakaldte naturlige Religions Hovedsandheder: Gud, Dyd og Udødelighed. Præsternes Opgave blev gennem Prædikener at bevise de religiøse Sandheder og at opmuntre til Dyd og Pligt for derved at skabe gode, oplyste Kristne og dygtige Medborgere. Derimod havde hele Retningen ingen Forstaaelse for Kristendommens dybeste Sider, som f. Eks. Følelsen af Synd og Naade eller Grebetheden af Kristi Person som Frelseren. Fornuften var da ogsaa i den Tid i højere Grad sat i Højsædet, end man baade før og siden har kendt til, og Fornuftsdyrkelsen var i ikke ringe Omfang medvirkende til at øge den Nedgang i Kirkebesøget, som den foregaaende Tidsperiode havde ført med sig. Det maa dog ikke glemmes, at de rationalistiske Præster i Almindelighed var nyttige Folk i Samfundet. I en Tid, hvor den jævne Befolkning stod langt tilbage, havde de en meget stor Opgave i Henseende til Folkeoplysning, Ædruelighed og landbrugsfaglig Dygtiggørelse. De ivrede ogsaa stærkt for at faa saadanne Begreber som Frihed og Menneskerettigheder, Medmenneskelighed og Taalsomhed skaffet Udbredelse i Kirken og i Befolkningen, og de var i det hele taget den Tids Repræsentanter for Fremskridtet, der især gav sig Udslag i et stærkt forbedret Opdragelses- og Skolevæsen.

Disse Mænd kom naturligvis til at staa i et skævt Lys, da den kirkelige Situation med Folk som Grundtvig, Mynster og Martensen var blevet en anden. Alligevel sad mange af dem uantastet i deres Præstegaarde til langt op over Midten af Aarhundredet, uforstaaende overfor en ny Tids Krav og Opgaver, og i mange Tilfælde lidet sømmeligt behandlet af Magthaverne og deres kirkelige Myndigheder. En saadan var Jacob Ludvig Hansen, der var Sognepræst til Glostrup fra 1832-1858, og som skulde faa en tristere Afslutning paa sin Livsgerning end de fleste paa Grund af sin Trofasthed mod sin Ungdoms Overbevisning. Hans rationalistiske Standpunkt drev ham omsider fra Embedet.

J. L. Hansen havde haft sin Studentertid i København fra 1803-1808 i en Periode, da Rationalismen beherskede de theologiske Fakulteter fuldkomment. Før og efter Embedseksamen virkede han i nogle Aar som Lærer og Adjunkt ved Metropolitanskolen og kom i 1832 til Glostrup, der skulde blive hans 3die og sidste Embede. Han var en virkelig begavet Mand, der havde erhvervet sig sine akademiske Grader med meget smukke Resultater. Derom oplyser han selv følgende i den af ham i Glostrup Kaldsbog udarbejdede “series pastorum”, omfattende Glostrup-Præsterne fra 1673: Dimitteret fra Kjøbenhavns Cathedralskole i October 1802 med Characteer Laudabilis, tog Examen philosophicum og philologicum i 1803 med Characteer Laudabilis et publ: encom: ornatus. Examen theologicum den 8. Januar 1808 med Characteer Laudabilis – erholdt baade til homilitisk og catechetisk Prøve Characteer Laudabilis et quidem egregie. I sin Embedsførelse skulde han vise sig at være i højeste Grad flittig og nidkær i Overensstemmelse med sin rationalistiske Indstilling. Men han var tillige en selvfølende Mand, der myndigt og stridbart understregede sin egen Betydning. Dertil kom, at han i sin Optræden og Klædedragt havde adskilligt besynderligt over sig, der ikke passede til den Tids Opfattelse af, hvorledes en Præst burde gebærde sig.

Ved sin Tiltræden tog han sig straks paa at ordne Embedets mangfoldige Anliggender, der under Amtsprovst Schouboe alle var kommet mere eller mindre i Forfald. Vi har allerede hørt m, at han i 1833 søgte og fik bevilget et Laan af Stiftets offentlige Midler til Istandsættelse af Præstegaardens nordlige Længe. Dette Laan, der blev paa 850 Rbd. at afbetale i Løbet af 12 Aar, kom til at hvile tungt paa ham, og han mente saa selv, at han foreløbig havde sat Præstegaarden i forsvarlig Stand. Men ved det Syn, som Provst Plesner 2) af Ledøje holdt d. 24. Juni 1837, blev der gjort følgende Udsættelser paa det mere end 150 Aar gamle Stuehus: “Lofter, Gulve og Vinduer i Hovedbygningen behøve for Størstedelen at ombyttes med Nyt. Omkostningerne hertil anslaaes til omtrent 500 Rbd.” 3). Pastor Hansen, der ogsaa havde et mindre Laan fra Provst Schouboes Tid at afdrage og forrente, protesterede, og maa være kommet i grov Uoverensstemmelse med Provsten, der foranlediger, at det bliver Hansen paalagt at udføre de omtalte Reparationer. Hansen paa sin Side finder det ubilligt, at han i Løbet af faa Aar skal tvinges til at paatage sig store Gældsposter for at rette den Brøstfældighed op, som Præstegaarden havde samlet sammen paa i mere end 35 Aar. Han beordredes imidlertid til at gennemføre en Restaurering, der kom til at strække sig over Aarene 1838-40 og kostede ham, ifølge Synsforretning foretaget over Arbejdet, ialt 616 Rbd. Han fik hertil bevilget et nyt Embedslaan paa 500 Rbd., som han dog ikke tog imod. Den forfaldne Præstegaard blev ham altsaa en dyr Historie, og han opgør selv i Kaldsbogen med megen Bitterhed, at den Aar for Aar i hans Embedstid i Afdrag og Renter af Laan til Restaurering og i paaløbende Udgifter til Vedligeholdelse har kostet ham ialt 2.736 Rbd. Han kunde saa ogsaa til sin Eftermand aflevere Embedet uden Gæld, men rigtignok med en paany saa forfalden Præstegaard, at en fuldstændig Ombygning nu var uundgaaelig nødvendig, og den 3die kendte Glostrup Præstegaard blev straks efter hans Embedstid opført.

Ogsaa Sognekaldets forsømte Arkiv gik han straks i Gang med at ordne, og hans Registrering af de overleverede Arkivalier, hvis Antal forøvrigt er vemodigt ringe, følges stadig. Han er i nyere Tid den eneste Sognepræst, der udførligt har tilskrevet Kaldsbogen saadanne Begivenheder Embedet vedrørende, der maatte synes at være af nogen Værdi for Eftertiden.

Ogsaa Skolevæsenet omfattede han med megen Omhu, hvad kun var naturligt for ham som gammel Skolemand. Og han forsøgte, umiddelbart før sin Afgang fra Embedet, at sætte sig et Minde ved at skænke Glostrup Byen Asyl- og Haandgerningsskole. Men da Glostrups Bymænd ikke vilde overtage Gaven paa de af ham opstillede Betingelser, blev der intet ud af hans Planer. Man har vel i Udgangen af denne Sag et Fingerpeg om, at Hansen ikke har staaet sig alt for godt med sine Sognefolk – eller hans Forsøg kan være mislykket paa Grund af Bøndernes Aversion mod at begynde paa noget nyt, ud af hvilket de kun kunde være sikre paa een Ting, nemlig Udgifter. Hansens Tilbud synes ellers favorabelt nok, som det vil fremgaa af følgende Gavebrev, som han udstedte d. 1. Novbr. 1857, og som endnu i Genpart befinder sig ved Embedet:

“Jeg undertegnede Jakob Ludvig Hansen, Sognepræst til Glostrup Menighed i Sjællands Stift, erkjendende den store Trang, der i mange Aar har været til Oprettelse af en Asylskole for de mange i Glostrup værende smaa Børn, saavelsom til en Haandgjerningsskole for Pigebørn, men idelig standset i mine Bestæbelser for denne Sag ved Umuligheden af at finde et dertil passende Lokale, har omsider været saa heldig at kunne benytte Lejligheden af en ny Gjordemoderboligs Anskaffelse i bemeldte By til fer en billig Pris at tilkjøbe mig det gamle Gjordemoderhus, hvilket jeg, da det var i en højst brøstfældig Stand, har for egen Regning saaledes istandsat og ved Tilbygning udvidet, at det indeholder en høj og rummelig Skolestue, to mindre Værelser og et, skjøndt meget lille Kjøkken, forsynet samme med to runde Jernkakkelovne, ligesom jeg har ladet det tildels nedfaldne Stakit om Haven oprejse og reparere, Alt saaledes, at det hele er til Brandforsikring taxeret til 500 Rdl.

Og er det i Følge heraf min Erklæring, at jeg, i taknemlig Erindring om de 25 lykkelige Aar, jeg har levet som Sognepræst i Glostrup, gjør mig en Glæde af ved dette Gavebrev at skjænke bemeldte By dette Hus til en Asyl- og Haandgjerningsskole paa følgende Vilkaar:

1) at en for første Gang af mig, men i sin Tid af Sogneforstanderskabet antaget Lærerinde deri skal have fri Bolig imod at give Undervisning til Byens og Omegnens Børn, enten for en af hende selv betinget Betaling af Børnenes Forældre, eller mod hvilket som helst andet af Sogneforstanderskabet accorderet og hende tillagt Vederlag.

2) at Huset stedse skal anvendes til en saadan Asyl- og Haandgjerningsskole, hvorimod det, hvis saadant ikke længere skeer, skal med fuld Ejendomsret falde tilbage til mine Arvinger, der i dette Tilfælde skulle erlægge til Glostrup Sognekald den ved Kultusministeriets Resolution af 8. Marts 1856 betingede Afgift af samme tilhørende Grund 4) med 2 Tønder Byg og 1 Rdl. aarligt.

3) at Byens Beboere, efter min derom indgivne underdanige Ansøgning, ved Kultusministeriets Resolution af 4. Septbr. d. A. fritages for ovennævnte Afgift til Sognekaldet af Husets Grund, saalænge samme benyttes til Skole.

4) at Huset efter dets Overlevering, der vil finde Sted ligesaa snart som dette Gavebrev har erholdt kongelig (Approbation) Konfirmation, skal som offentlig Stiftelse vedligeholdes i forsvarlig Stand af samtlige Ejendomsbesiddere i Glostrup By, saa meget mere som der ikke gives nogen anden offentlig Skole.

5) at den ved Asylskolen værende Brønd stedse skal være til fri Afbenyttelse for Beboerne af Sognekaldets dermed sammenbyggede Hus uden nogensomhelst Udgift eller Byrde for tilkommende Sognepræster i Glostrup.

Naar jeg ovenfor har sagt, at jeg for egen Regning har istandsat og ved Tilbygning udvidet Huset, skal jeg, til Forebyggelse af mulig Misforstaaelse, ikke undlade at bemærke, at de betydeligste af Glostrup Bys Ejendomsbesiddere vel have, efter min Opfordring, sammenskudt engang for alle et Bidrag af omtrent 100 Rdl. til Skolen, men at jeg til dens Istandsættelse og Udvidelse intet har benyttet deraf, hvorimod denne Sum efter Fradrag af Omkostninger til Brandpolice, til Skoleborde, til 2 Læs Tørv til Lærerinden, hvilke jeg for de første 2 Aar har garanteret hende, da Byens Mænd ikke vilde udrede samme, og til det stemplede Papir til dette Gavebrev, skal ved Husets Overlevering blive udbetalt til den Gaardmand i Glostrup, som er Medlem af Sogneforstanderskabet, for at opbevares og successivt anvendes til Skolens Tarv.”

Med dette Gavebrev gik Pastor Hansen til Sogneforstanderskabet, hvis Formand 5) paa Forstanderskabets Vegne erklærede sig villig til at overtage Huset til det af Hansen bestemte Formaal og paa de af ham opstillede Betingelser. Men snart faldt Sogneforstanderne i Avedøre fra, og inden længe fulgte deres Kollegaer i Egby og Hvissinge efter, idet de mente, at Bestyrelsen af og Udgifterne ved Huset alene burde paahvile Mændene i den By, nemlig Glostrup, som skulle have Nytte deraf. Saa havde Pastor Hansen kun den Udvej at gaa direkte til Beboerne af Glostrup By og bede dem erklære, om de var villige til at modtage hans Gave paa de betingede Vilkaar. Han kræver nu et klart Ja eller Nej og faar følgende korte Afslag: “Da samtlige af Byens Mænd ikke ere enige om de Betingelser, saa svares herpaa Nej”, underskrevet af Jens Mortensen, Hans Rasmussen, Rasmus Olsen og Peder Pedersen, alle Gaardmænd af Glostrup By. Dette Svar maa have været et frygteligt Nederlag for Pastor Hansen.

Jacob Ludvig Hansen skulde i sin Embedstid i Glostrup komme til at opleve tre Bispevisitatser, hvoraf den sidste skulde blive skæbnesvanger for ham. Allerede ved den første har hans høje kirkelige foresatte, Biskop Mynster, haft et godt øje til ham. Mynster skriver ganske vist følgende i Glostrup Sogns Kaldsbog. ,,1837 d: 9de August visiterede jeg i Glostrup Kirke. Skiøndt Kirkegangen ellers desværre ikke er meget flittig, fandt jeg dog ved Visitationen en meget talrig Forsamling, og en meget veloplyst Ungdom, som med Færdighed og Eftertanke vidste at giøre Rede for Christendommens Sandheder. Herren skienke Ordets Tjener stadigt at ;Faa rigere Frugter af sit Arbeide.” Men i sin Visitatsbog, 6) hvis Indhold var alene til hans eget Brug, udtaler han sig mere uforbeholdent, idet det heri hedder: “Sognepræsten J. L. Hansen prædikede over Luc. 14. 12-14: “Hvor salig den er, som lærer af Jesus at udøve sand uegennyttig Menneskekierlighed.” Prædikenen hørte slet ikke til Dagen, var lang og temmelig kedsommelig, havde 2 Dele og 5 Underafdelinger, – baade i den og i Foredraget manglede Kierlighedens Varme. Foredraget ret kraftigt, men ikke behageligt, og bundet til Papiret. Katechisationen tør og kold. En talrig Forsamling var til stede. Ungdommen svarede meget godt.” Ved den følgende Visitats hedder det i Kaldsbogen: ,,1845 den 20de Mai visiterede jeg anden Gang i Glostrup Kirke. Jeg fandt en temmelig talrig Forsamling, og Ungdommen viste Agtsomhed og god christelig Oplysning. Herren give fremdeles Velsignelse til Lærernes redelige Arbeide.” Denne Gang omtales Præstens Indsats altsaa ikke med eet Ord. Men Biskoppens private Optegnelser i Visitatsbogen ser saaledes ud: “Sognepræst Hansen prædikede over Luk. 12,48: “Jo flere Anledninger, vi have til at udøve det Gode, desto større Ansvar hviler der paa os, dersom vi forsømme at bruge dem.” Som sidst: Fornuft og Dyd, intet evangelisk Ord. Foredraget kraftigt, men ikke behageligt. En temmelig talrig Forsamling. Ungdommen viste Opmærksomhed og svarede ret godt, men ikke saa godt som forrige Gang. Præstens Katechisation temmelig god, men tør.”

Saa dør Mynster i 1854 og efterfølges af Martensen, der til sin allerførste Visitatstur udser sig Smørum Herred og i Ugen fra 15.-21. Septbr. 1854 besøger Vallensbæk, Brøndbyvester, Thorslunde og Glostrup Kirker. I Glostrup tilfører han Kaldsbogen følgende: “Den 21. Sept. 1854 visiterede jeg i Glostrup Kirke, hvor en talrig Ungdom var forsamlet, medens kun faa af de ældre var tilstede. Ungdommen fulgte godt med under Katechisationen. Herren skiænke Kirkens redelige Lærer saa velsom hans yngre nidkjære Medtjener 7) Lys og Kraft til at vække og befæste sand Christendom. Ud af mange Tegn er det kiendeligt, at denne Menighed trænger til den christelige OpvækkeIses Aand.” Direkte til Pastor Hansen sagde Biskoppen iflg. en lille Pjece, 8) som Hansen udsendte efter sin Afskedigelse som en Slags Forsvarsskrift, og som nærværende Biografi har hentet nogle Oplysninger fra, at hans Prædiken var rationalistisk. Biskoppen forespurgte, hvor ofte Kapellanen prædikede og lod til at være tilfreds med Hansens udtrykkelige Løfte om, at han selv for Fremtiden kun vilde prædike hver anden Søndag og iøvrigt lade Kapellanen om Resten. Saa stor Margin levnedes der altsaa foreløbigt Pastor Hansen til hans efter Biskoppens Mening skadevoldende rationalistiske Virksomhed.

Efter alle Solemærker at dømme skulde J. L. Hansen derefter have kunnet sidde i Glostrup Præstegaard sin Tid ud, hvad han vel ogsaa har regnet med, især da Præster var tilsikret Uafsættelighed – selvfølgelig under Forudsætning af en moralsk og straffri Vandel. Af den Grund var de ogsaa uden for Pensionsloven og tildeltes ingen Pension paa normal Vis som andre Embedsmænd ved Afgang fra deres Embeder. Derfor fandtes der ogsaa adskillige Eksempler paa, at Præster i forrige Tider hang ved Embederne, efter at de paa Grund af Alder eller Sygdom forlængst var hørt op med at kunne udrette noget. Under saadanne Forhold kunde det paalægges dem at holde Kapellaner, der saa maatte udøve alle Embedets Funktioner. Og Pastor Hansen kunde, selv med den største Uvilje fra de foresattes Side, højst regne med, at der vilde blive ham paalagt at holde Kapellan under de Betingelser. Men det skulde komme til at gaa helt anderledes.

Under 6. Septbr. 1856 havde Kultusministeriet udsendt et Cirkulære, der bemyndigede Landets Biskopper til at paalægge uduelige eller saakaldte ikke kristeligt beaandede Præster, det vil vel sige rationalistiske Præster, Afsked, naar de vægrede sig ved at holde Kapellan. Tanken, der laa bag Cirkulæret, for saa vidt det drejer sig om Præster, der mangler den kristelige Beaandelse, er i Virkeligheden uhyrlig. At en Biskop kan afgøre, om en Mand paa Grund af Sygdom eller Alder er uduelig til sit Embede, er indlysende. Men lige saa indlysende er det, at hverken han eller nogen anden kan sætte sig til at træffe Afgørelse om, hvorvidt en Mand kristeligt er udstyret med saadanne Egenskaber, der gør ham tjenlig til at bestride Præsteembede. Og hvad J. L. Hansen angaar, saa havde han oven i Købet paa Forhaand Kapellan, som han iøvrigt var villig til at overlade Embedets Forretninger. Men Biskop Martensen har af en eller anden ukendt Grund absolut villet ham til Livs, og han paalægger ham gennem Herredsprovsten uden nogen Form for Forhaandsforhandling som den første af de Præster, der skulde falde for. Cirkulæret, i en Skrivelse af 27. Apr. 1857 at søge Afsked. I Skrivelsen hedder det bl. a., at da Biskoppen “efter de forhaandenværende Forhold maa være af den Formening, at Sognepræst Hansen bør entlediges fra det ham betroede Embede, Glostrup Sognekald, skulde han (Biskoppen) tjenstligt anmode Hans Højærværdighed (Provsten) om behageligen at ville give bemeldte Sognepræst Paalæg om inden Udgangen af Mai Maaned at indgive allerunderdanigst Ansøgning om Entledigelse i Naade og med Pension, eller, saafremt han ikke maatte være villig til at indgive saadan Ansøgning, en bestemt Erklæring, at han er uvillig dertil, hvilken Erklæring i saa Fald tillige ønskes ledsaget af Provstens Ytringer, for at den med disse kan blive tilstillet Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet med fornøden Indstilling bemeldte Sognepræst betræffende.”

Efter sit eget Udsagn vovede Pastor Hansen ikke at følge det sidste Alternativ, at erklære, at han var uvillig til at søge Afsked, idet han frygtede for, at man så alligevel ville meddele ham den uden Ansøgning. Og heri har han ment rigtigt, idet han havde en dygtig Hader i Biskop Martensen, der saa sent som ved Visitatsen 9) i Glostrup Kirke d. 27. Sept. 1866 ikke kan nægte sig den Fornøjelse at kaste Smuds paa den fældede Kæmpe ved at omtale den “sørgelige Tilstand”, hvori Hansens Eftermand maatte finde Menighedslivet i Glostrup ved sin Ansættelse. Hansen gør derfor, hvad han kan for at forhale Sagen ved at indsende en Erklæring om, at han er villig til at søge Afsked samtidig med, at hans Kapellan befordres i Em- bede. Biskoppen gik ind paa at udskyde Fristen for Afskedsbegæringen till. Octbr. 1857, hvorefter Pastor Hansen indsendte den, dog stadig under Forbehold af, at hans Kapellan først befordredes, og tillige under Forbehold af, at han, skønt udelukket af Pensionsloven, maatte faa tildelt Pension efter denne Lov i Lighed med andre Embedsmænd. Begge Forbehold opfyldtes. Kapellanen befordredes i December 1857, og d. 12. Juli 1958 fik Pastor Hansen meddelt Afsked med en Pension paa 267 Tønder Byg og 300 Rigsdaler. Om sit Ønske om Pension efter Pensionsloven skriver han selv, “at det blev opfyldt i al den Udstrækning, jeg efter de forhaandenværende Forhold kan forlange, men som jeg maatte have skammet mig ved at forlange, dersom jeg under andre Forhold og af egen Drift havde søgt min Afsked.”

Sognepræsten i Vallensbæk, Pastor Stub, der skulde blive Hansens Eftermand i Glostrup, tilbyder iflg. en i Præstearkivet henlagt Korrespondance, straks Herredsprovsten at betjene Glostrup Kald i Vacancen. Samme Korrespondance oplyser, at Hansen ikke havde let ved at gøre sig færdig til Opbrud. Endnu d. 30. August havde han ikke holdt Afskedsprædiken, og ved Udgangen af November fører han stadig Kirkebogen. Men omsider maatte den prøvede Mand forlade det Sogn, som han trods alt havde elsket. Gang paa Gang var hans Retfærdighedssans blevet traadt under Fode af Magthaverne, og urimeligt var det ikke, at han til sidst udviklede stærkt kværulantiske Egenskaber.

Ogsaa i sit private Liv havde han haft store Sorger i sin Præstetid i Glostrup. Her døde fire voksne Børn, Joachim Christian 19½ Aar, Svend Frederik Ludvig 19 Aar, Emilie 20 Aar og Frederikke 30½ Aar. Ved tre af dem anmærker Pastor Hansen, da han indfører Dødsfaldene i Kirkebogen, at de er døde af Brystsyge, saa at det maa formodes, at Tuberculosen har hærget Familien. Den sidste Datter var ved sin Død d. 3. Febr. 1849 i Ægteskab med cand. theol. P. A. Schrøder, der allerede d. 14. Oct. sm. Aar i Glostrup Kirke blev viet til den afdøde Hustrus Søster Johanne Cathrine Hansen og som fra Januar 1854 til Udgangen af 1857 var sin Svigerfaders Kapellan. I Glostrup Kirke viedes ogsaa d. 6. Juni 1851 Præstens Søn Jonathan Balling Hansen til en 33 Aar gammel Gaardmandsdatter, Ane Andersdatter (f. d 2.4.1818 i Glostrup, datter af gaardmand Anders Andersen og hustru Anna Mortensdatter begge fra Glostrup, og d. 30. Oct. 1852 viede Pastor Hansen sin Datter Julie Dorthea til Assessor Frederik August Pløtzer. Denne Række Vielser i sin Slægt afsluttede han, da han d. 8. August 1855 viede Julie Dorthea, der nu var Enke, til cand. theol. og Medbestyrer af Realskolen paa Vesterbro Frederik Anton Milo. Da var Hansen selv Enkemand, idet hans Hustru Henrikke, f. Nannestad, var død d. 16. Aug. 1852 af en Kræftsvamp i det ene Ben. Selv synes han endnu ved sin Afsked trods sine 73 Aar at være i fuld Virkekraft. Han flyttede til Frederiksberg, hvor han byggede sig Hus, og hvor han levede til d. 18. Sept. 1874 næsten 90 Aar gammel, da han for længst havde set sin Datter og Svigersøn, Johanne Cathrine og Poul August Schrøder gaa i Graven. De døde begge i 1863, og han naaede at faa deres Børn født op, inden han en Eftersommerdag blev fundet død i sin Have.

Man begravede ham hos Hustruen og de fire Børn, der i Forvejen var stedt til Hvile paa Glostrup Kirkegaard, og her hæger hans Efterslægt gennem den oftere omtalte Pastor Schrøder endnu om hans Grav og benytter den som Familiegravsted, hvad de som nuværende Borgere i Glostrup maa finde naturligt.

1) Wibergs Præstehistorie, Glostrup Kirkebog og Kaldsbog.
2) Christen Plesner (1783-1840. Sognepræst til Ledøje og Smørum 1833-1840. Provst 1833).
3) Glostrup Kaldsbog.
4) Jordemoderhuset laa paa en Grund lige overfor Plræstegaardens Port og vestlige Længe og var d. 1. Marts 1818 af Provst Schouboe bortfæstet til Sognefogderne Gaardmand Peder Hansen i Glostrup og Gaardmand Jens Larsen i Herstedøster som Befuldmægtigede for 12te Jordemoderdistrict. Dette Fæstebrev gav Anledning til, at Pastor Hansen i 1836 og 1837 for Underretten førte Sag mod Husets Besiddere, idet Huset utvivlsomt engang havde tilhørt Præstekaldet. Hansen tabte sin Sag, og Huset maatte anses for at være tabt for Præstekaldet. Hansen appellerede til Hof- og Stadsretten, der d. 27. Maj 1839 stadfæstede Underrettens Dom. Umiddelbart derefter protesterede Hansen for det kgl. Danske Cancelli mod Gyldigheden af Fæstebrevet, men det overlodes ham, om han paa egen Bekostning vilde paatale Kaldets formentlige Ret og søge Fæstebrevet kendt ulovligt. Imidlertid misligholder Fæsterne deres Kontrakt, og Hansen finder derved paany Anledning til at anlægge Sag med Paastand om, at det gamle Fæstebrev sættes ud af Kraft og et nyt udstedes, og faar nu Medhold for begge Instanser. løvrigt havde et med Jordemoderhuset under samme Tag sammenbygget Hus givet. Anledning til, at Hansen i 1833 og 1834 førte Sag mod dets Besiddere og fik Huset tildømt Præstekaldet.
5) Christen Jensen, Gaardmand i Glostrup. Formand for Glostrup Sogneforstanderskab 1857-1858.
6) J. P. Mynsters Visitatsdagbøger I, Pag. 277.
7) Pastor Hansens Svigersøn, Poul August Schrøder (1815-1863. Sognepræst til Veierslev, Aidt og Torsø 1857-1863).
8) J. L. Hansen: Min Entledigelse fra Glostrup Sognekald.1858. 19 Sider
9) Glostrup Kaldsbog.

13. Carl Frederik Stub. 1858-1892

Født i København d. 10. Maj 1805. Død i Glostrup Præstegaard d. 12. Marts 1892. Søn af Hørkræmmer, Stadsvrager Joh. Fr. Stub og Hustru Pouline Nicolette Aulum. Student 1826. Kandidat med haud illaudabilis i Januar 1832. Lærer i Dansk for Frederik VI’s Overkammerjunker, Alfonso d’Aguirre et Cadea Greve Yoldir 6 Aar ansat i Universitetsdirektionens Sekretariat. Ordineret Katheket og Aftensangspræst i Holbæk d. 10. Marts 1838. Ordineret til dette Embede d. 30. Marts 1838. Sognepræst til Vallensbæk d. 22. Novbr. 1841. Sognepræst til Glostrup d. 21. Sept. 1858. Ridder af Dannebrog 1885. Gift i Frue Kirke i København d. 14. Juni 1838 med Nicoline Frederikke Kieler, født i Assens d. 23. Juni 1810, død i Glostrup Præstegaard d. 30. Marts 1884. Datter af Overkrigskommissær Jens Benzon Kieler og Hustru Lene Marie Just 1) .

Carl Frederik Stub var født under meget jævne Forhold. Faderen var Hørkræmmer i København og drev Forretningen “Vinkanden” i Vestergade, men havde ved Bombardementet af København mistet hele sin Ejendom. Han satte Sønnen i Lære i sin Butik, men da Handelen ikke tilfredsstillede ham, tog han fat paa Bogen og blev under Fattigdom og haard Kamp for sin Eksistens Student fra Metropolitanskolen i 1826, Allerede 5½ Aar derefter blev han theologisk Kandidat, men rigtignok ogsaa med 2. Karakter. Efter en kort Præstetid i Holbæk blev han i Aaret 1841 kaldet til Vallensbæk som Sognepræst, hvortil han var berettiget paa Grund af sit Slægtsskab med Legatstifteren, Etatsraad Nissen, og fra Vallensbæk gik den naturlige Vej til Glostrup Sognekald ved dettes Ledighed i 1858. Stub er altsaa den fjerde Glostrup-Præst, der forud havde beklædt Kaldet i Vallensbæk. Patronatsretten var ganske vist ophævet i 1849, saa at Etatsraad Nissens Bestemmelse i de kgl. stadfæstede Fundatser af 1760 og 1764 om, at Præsten i Vallensbæk, naar Glostrup Kald blev ledigt, havde Ret til Forflyttelse til Glostrup, vel ikke mere havde Gyldighed. Men man har alligevel kunnet følge den gamle Regel, især da Stub var en Mand, hvis Energi og Kraft der ingen Diskussion kunde være om.

Ved Overtagelsen af Glostrup Præstegaard var denne saa aldeles forfalden, at en fuldstændig Ombygning blev uundgaaelig nødvendig, og Stub begyndte da sin Embedsgerning med allerede i Sommeren 1859 at opbygge den Præstegaard, der stod til 1905, da en Ildebrand i hans Eftermands Embedstid tilintetgjorde den. Til dette Formaal maatte han optage Embedslaan til ialt 5000 Rigsdaler, som kom til at tynge svært paa Kaldet en stor Part af hans Tid 2).

En Synsforretning over den nyopførte Præstegaard kan i den Forbindelse have sin Interesse. Det hedder deri:
,,1859, d. 18. Septbr. afholdtes Syn over Glostrup Præstegaard, som ved det i Sommerens Løb foretagne Syn var under Ombygning, men nu er fuldført, og fandtes der:

1. Stuehuset med Gavle mod Syd og Nord er ombygget i Overensstemmelse med den approberede Tegning, og fandtes Arbejdet udført forsvarligt i enhver Henseende. Bygningen, som var inddelt i 25 Fag, vurderedes til 190 Rigsdaler pr. Fag eller 4.750 Rd.

2. Den nordre Bygning, hvoraf 9 Fag ere ombyggede og indrettede til Kirkestue, Gang og Bryggers med deriværende Brønd, fandtes ligeledes ombygget og indrettet efter den approberede Tegning og ansattes pr. Fag til 40 Rd. eller 360″

3. Den søndre Do., som er opført tildeeIs af nye Materialer, Muur- og Bindingsværk med Straatag, inddeelt i 18 Fag, og indrettet til Hugge- og Brændehuus, 2 Stalde til 8 Heste og 6 Køer, Karlekammer, Tørvehuus samt Rullestue, hvilken Bygning for en deel er forsynet med Bræddeloft, ansættes til 50 Rd. pr. Fag eller 900 Rd. Det bemærkes, at der ingen approberet Tegning er for denne Bygning, men at den er opført hensigtsmæssigt og forsvarlig i enhver Henseende.

4. En Indkjørselsport af Brædder med 2 Piller og tilhørende Muur, som danner Hegn for Gaarden, er anbragt efter Tegningen og ansættes til 100 Rd. (N.B. en Do. til samme Beløb var endnu ufuldført, senere opført) 100″
6.210 Rd.

Af dette Syn og den foretagne Vurdering fremgaar, at Sognepræsten har anvendt langt mere end den ham bevilgede Sum til Arbejdets Udførelse” 3).

Nu var saa de ydre Rammer i Orden for Pastor Stubs Arbejde, og herfra kom han til at øve en Gerning, der af hans Samtid blev anset for smuk og betydningsfuld. Han var interesseret i sine Sognefolks Ve og Vel og havde altid en aaben Haand for dem, der trængte. Han var, især i sine yngre Aar, en betydelig Prædikant, der med Kraft og Skønhed forkyndte Ordet, og som Lejlighedstaler var han uforlignelig, maaske den mest fremragende i Danmark 4).

Pastor Stub havde allerede i sin Embedstid i Vallensbæk fungeret som Sogneraadsformand og fik ogsaa i Glostrup dette Hverv overdraget, hvilket han bestred helt til 1879 5). Opførelsen af en Skole i Glostrup; hvor der før 1876 ingen Skole havde været, skyldtes i væsentlig Grad hans Indsats gennem Sogneforstanderskabet. Ligeledes var han Sjælen i den omfattende Restaurering af Glostrup Kirke, saa at den baade indvendig og udvendig kom til at fremtræde som en af de anseeligste og smukkeste Landsbykirker paa Sjælland.

I de samme Aar gennemførte han ogsaa den første Udvidelse af Glostrup Kirkegaard, idet han søgte om og under 31. Decbr. 1875 fik Tilladelse til at maatte afstaa til Glostrup Kirkegaards Udvidelse et op til Kirkegaarden stødende Jordstykke af Præstegaardens Mark med et Areal paa 5260 Kvadratalen mod et aarligt Vederlag af 4½ Tdr. Byg efter Kapitelstaksten til Præsteembedet. Det er det Jordstykke, der ligger Nord for Præstegaardshaven 6).

Pastor Stub, der i sit 70. Aar som Belønning for sin smukke offentlige Indsats fik tildelt Ridderkorset, blev især efter Hustruens Død i 1884 meget affældig, og fra 1888 maatte han for en væsentlig Del lade Embedet betjene af Kapellaner. Disse holdt i nogen Grad sammen paa det kirkelige Liv. Men Kirkegangen blev i Stubs sidste Aar yderst ringe, saa at f. Eks. Altergangen fra ca. 600 Altergæster i 1862 ved hans Død omtrent var halveret, hvilket fremgaar af Statistiken over Altergæsternes Antal, der Aar for Aar er henlagt ved Kaldsbogen.

Saa døde omsider Pastor Stub i 1892 efter at have beklædt Præsteembede i over 54 Aar. Ved sin Død var han Landets ældste Præst. Dødsfaldet er indført i Kirkebogen af hans Kapellan fra 1889-1892, F. L. Høeg, den senere Sognepræst i Svendborg, der endnu lever, 93 Aar gammel. Begravelsen forrettedes af Herredets Provst, L. Koch af Brønshøj, der skulde blive Stubs Eftermand i Embedet.

1) Elvius’ Præstehistorie og Nedergaard: Dansk Præste- og Sognehistorie.
2) Glostrup Kaldsbog,
3) Smørum Herreds Synsprotokol.
4) Nekrolog i Berl. Tid. 14-3-1892.
5) Glostrup-Bogen II, Pag. 23.
6) Skrivelse fra Stiftsøvrigheden i Sognepræstens Arkiv,

14. Hans Ludvig Schielderup Parelius Koch. 1892-1907

Født i Vodder Præstegaard i Tørning Len d. 29. Juli 1837. Død d. 19. Okt. 1917. Søn af Provst, sidst i Nr. Vedby paa Falster, Hans Peter Gyllembourg Koch og 1. Hustru Karen Magdalene Amalie Parelius. Student 1856. Kandidat med haud i Sommeren 1861. Huslærer i Hjemmet. Deltog som Menig i Krigen 1864. Skolebestyrer for en Privatskole i Vejstrup ved Kolding 1866-68. Højskoleforstander i Brøns 1868-70. Skolen lukkedes af Tyskerne. Kaldskapellan for Nykøbing og Systofte 27. Aug. 1871. Sognepræst til Skjelby-Gedesby 2. Maj 1876. Sognepræst til Brønshøj-Rødovre 27. Febr. 1880. Provst for Sokkelund og Smørum Herreder 27. Decbr. 1882. Sognepræst til Glostrup 27. Decbr. 1892. Medlem af Direktionen for Jonstrup Seminarium. Ridder af Dannebrog 1891. Dannebrogsmand 1907. Afsked som Provst 9. Decbr. 1902. Afsked fra Glostrup 19. Decbr. 1907. Gift i Højer Kirke 21. April 1866 med Caroline Henriette Winding, født i Højer d. 28. Januar 1841, død d. 19. Marts 1922. Datter af Læge Johannes Cramer Winding og Hustru Amalie Magdalene Christine Caroline Feddersen.

Provst Koch havde, da han kom til Glostrup, forlængst slaaet sit Navn fast i Danmark ved sit omfattende kirkehistoriske : Forfatterskab. Sin offentlige Fremtræden begyndte han som Polemiker bl. a. i Skrifter mod Brandesianismen. Men den danske Kirkes Historie havde hans Kærlighed, og den blev Emne for hans egentlige Skribentvirksomhed, der især omfattede Rationalismen og Oplysningstiden i Danmark. Hans Arbejder er i nyeste Tid bedømt derhen, at det ikke var Nøjagtighed i Enkelthederne, der var hans stærke Side – og det kan enhver kyndig, der giver sig af med hans Bøger, let konstatere – medens hans Maal altid var at faa noget væsentligt og noget interessant ud af de Emner, han behandlede, og saaledes, at de bearbejde de Skikkelser og Bevægelser blev ydet fuld Retfærdighed.

Til Kirkehistoriske Samlinger og til Dansk Biografisk Lexicon leverede han talrige Bidrag, og vi er saa heldige, at hans Selvbiografi findes i sidstnævnte, saa at vi derved har Mulighed for at finde hans egen Bedømmelse af Præsten og Kirkehistorikeren L. Koch. Det hedder deri bl. a.: “Koch var en Præst af fast, ortodoks Tro. I Forholdet til sine Menigheder vilde han være den gammeldags Sognepræst uden Tilknytning til nogen Vækkelsesretning; ikke theologisk men som praktisk Kirkemand havde han Tilknytning til Idealer fra den Oplysningstid, som hans Studier førte ham ind paa at skildre” , Andetsteds bedømmer han smukt sit Forhold til sin Embedsgerning saaledes: “Jeg havde den Lykke, at jeg i Livet helt kunde tilslutte mig Kristendommens Sandhed” . løvrigt regnede han sig selv som hørende til 3. Retning, paavirket som han fra sin Ungdom var af Biskop Fog, men han var imod al Organisation og bekæmpede baade Indre Missions og Grundtvigianernes Tilbøjeligheder til at slutte sig til fremmede Præster. For ham var Sognet med dets Præst det egentlige Grundlag for al Kirkeordning.

Af den Grund maatte det snart komme til Brud mellem ham og den Kreds af Indre Missions Venner, der fandtes i Sognet ved hans Ankomst hertil, og som dog oprindeligt havde taget godt imod ham. Det var Folk, der havde faaet deres væsentligste Tilskyndelser fra den Vækkelse, der udgik fra Pastor Hoff 4) i Vallensbæk, og som til sidst fulgte Parolen om det “klare Skel”. Især vakte Provst Kochs Misbilligelse af Indre Missions Stillingtagen i Harboøre-Sagen i 1893 og hans Modstand mod Planerne om Opførelse af et Missionshus i Sognet Indre Missions Kredsens Vrede, og den svigtede ved Kirkegangen og ved de kirkelige Møder, der foranstaltedes i Præstegaarden. Til klart Brud kom det vel egentlig først, da der i Opraabet om at støtte Opførelsen af Missionshuset stod, at man burde komme denne “forsømte Menighed” til Hjælp. Dette opfattede Provst Koch med Rette som en Kritik af sin Præstegerning i Sognet, og han lukkede til Gengæld Glostrup Kirkes Dør for Indre Missions Formand, Vilhelm Bech, og nægtede ham Tilladelse til at prædike, da Missionshuset i 1897 blev indviet. Uviljen mellem de to Parter udviklede sig under ret fantastiske Former i Aarene, der fulgte, og det gik saa vidt, siger Koch selv, at “der i Missionshuset blev bedet for min Omvendelse” 5).. Alligevel bøjedes Sindene Tid efter anden i Retning af det mere fordragelige, og Koch kunde afslutte sin Embedsgerning med et ganske godt Forhold til Indre Mission paa Stedet. Ikke desto mindre har han saa sent som d. 2. Novbr. 1902 – øjensynligt helt i Strid med sin Indstilling m. H. t. Sognegrænser – modtaget en lang Række Sognebaandsløsere fra Vallensbæk, der ikke kunde tilfredsstilles af den “paagaaende Forkyndelse”, der i de Aar lød fra Vallensbæk Kirkes Prædikestol. Det kan have lokalhistorisk Interesse at kende Navnene paa de Folk, der da løste Sognebaand til Provsten. Disse var: Gaardejer Niels Knudsen, Gaardejer Ole Peder Olsen, Gaardejer og Sognefoged Hans Peter Hansen, Mælkeforpagter Hans Andersen, Husejer Lars Hansen, Gaardejer Jens Jørgen Petersen, Gaardejer Peter Nielsen, Forpagter Carl Møller, Mejeriforpagter Hans Peter Andersen, Gaardej er Søren Peter Knudsen, Jord- bruger Christian Petersen, Husejer Ole Olsen, Jordbruger Peder Larsen, Gaardejer Ped. Hansens Enke, Bente Hansen 6).

Nu er det ikke nogen given Sag, at Provst Koch var uden Skyld i, at Forholdet til Indre Mission paa Stedet i en Aarrække var yderst spændt. Provsten var af Fødsel Aristokrat og værnede om sin Myndighed med megen Stejlhed og Selvfølelse, og denne Indstilling har naturligvis ikke gjort Forholdet bedre til Mennesker, der just ved en religiøs Vækkelse bl. a. ogsaa var i Færd med at afkaste deres Almuepræg og skaffe sig Tilbøjelighed til Selvhævdelse overfor deres Præst, som de indtil da havde omfattet med dyb Ærbødighed. Provst Kochs aristokratiske Indstilling gav sig iøvrigt et yderst konsekvent Udslag, da en Lærer, J. C. Christensen, i 1901 blev Kultusminister. Koch søgte da snart efter sin Afsked som Provst, for, som han sagde: “Jeg skal ikke have mine Direktiver fra en Skolelærer” 7).

I Provst Kochs Embedstid skete der en Regulering af Sognets Grænser. Indtil da havde Avedøre By i kirkelig Henseende, som den stadig er det i kommunal Henseende, været henlagt under Glostrup, men ved en kgl. Resolution af 6. Marts 1893 bifaldes det, “at Avedøre By med Tilliggende i kirkelig Henseende henlægges fra Glostrup Sogn til Brøndbyøster Sogn fra d. 12. Marts d. A. at regne, dog saaledes, at Glostrup Sognekald beholder Korntienden af Avedøre imod af denne at udrede aarligt 25 Tdr. Byg efter Kapitelstakst til Sognekaldet for Brøndbyvester og Brøndbyøster Menigheder, 100 Kr. til Statskassen og 50 Kr. til Skolelæreren i Brøndbyøster, hvorhos Sognepræsten for Glostrup Menighed skal være pligtig til at fungere ved Begravelse paa Glostrup Kirkegaard af Lig fra Avedøre, hvilken Forpligtelse indtil videre ligeledes maa paahvile Læreren i Avedøre.”

Endnu i Dag er flere af de gamle Avedøre-Gravsteder bevaret paa Glostrup Kirkegaard med fuld Ret til Benyttelse. Derimod maa Forpligtelserne for Sognepræsten i Glostrup og Læreren i Avedøre anses for ophævede ved Tiendeafløsningen.
En anden stor Begivenhed i Provst Kochs Tid var Præstegaardens Brand. Den er saa ofte omtalt i Tidsskrifter og i Forfatterskab af lokalhistorisk Art, saa en nøjere Skildring af den her maa findes ufornøden. Her skal kun gentages, hvad Koch indfører i Kaldsbogen, der sammen med de øvrige Embedsbøger og Provstens store Bibliotek lykkeligt undgik at blive Flammernes Bytte. Kaldsbogen siger kort om Branden: “Fredag før Pinse, d. 9. Juni 1905, afbrændte Glostrup Præstegaard totalt. 2. Okt. begyndtes paa Genopførelsen. 10. Juli 1906 flyttede vi ind.”

Paa det Tidspunkt var Provst Kochs Gerning i Færd med at være til Ende, og under 23. Decbr. 1907 sender Biskoppen ham kgl. Resolution af 19. sm. Md., hvorefter han entlediges fra 1. Jan. 1908 at regne med Pension: 227 Tdr. Byg efter Kapitelstakst og 2005 Kr. i Penge, ligesom der endvidere tillægges hans Hustru Ret til sædvanlig Enkepension af Kaldet, saafremt hun maatte overleve ham. Provst Koch levede endnu 10 Aar derefter, naaede sin 80 Aars Dag og blev af Universitetet hædret med Æresdoctorgraden i Theologi for sin videnskabelige Indsats paa det kirkehistoriske Omraade.

Blandt hans Børn var den bekendte Provst ved Solbjerg Kirke, Hans Koch, der igen var Fader til Professor Hal Koch.