Monsunvej

Monsunvej var én af de første sideveje til Gammel Køge Landevej i Brøndby Strand. Grundene ved vejen blev udstykket efter 1. Verdenskrig, men  i 1920’erne var ikke alle bebygget. På den vestlige side blev opført fire sommerhuse. Ét af dem, nr. 7, tilhørte forfatteren Knud Andersen (1890 – 1980). Han var oprindeligt sømand, tog skibsførereksamen på Fanø Navigationsskole men kunne efterfølgende ikke få udstedt sønæringsbevis pga. farveblindhed. Derfor blev han skipper på egen skude. Han ejede en fiskerbåd, en tidligere fiskesmakke, som han kaldte ”Monsunen”.

 I 1929 besluttede Knud Andersen sig for at tage på langfart med “Monsunen”. Han indrykkede en annonce i avisen, hvor han skrev: “Da jeg agter at bosætte mig paa Atlanterhavet, er mit Hjem i Brøndbyvester til Salg”. Så tog han afsted med kone og tre børn og sejlede rundt på Atlanterhavet i et par år. Han foretog i perioden 1929-33 flere langfarter og én verdensomsejling med fiskerbåden, som gav ham stof til at skrive en række rejsebøger, romaner og ni erindringsbind (1964-76). “Monsunen”, der var berømt i sin samtid, har altså givet navn til en vej i Brøndby Strand.