Af: Sanne Bartkowiak, cand. mag. i historie (artikel bragt i Hvidovre Avis, juli 2014).

Poul Sverrild fra Forstadsmuseet er netop vendt hjem fra Antwerpen, og med sig har han et internationalt perspektiv på forstaden. Ved at sammenligne Hvidovre med udenlandske forstæder og tage ved lære af andres succeser og fejl, kan vi ifølge Poul Sverrild opnå en bedre forståelse for vores egen forstads udvikling. Det vil på sigt ruste os til at træffe de valg, der gør Hvidovre til et endnu bedre sted at bo.

Erfaringerne fra forelæsningerne ved CityLAB II ved Antwerpen Universitet vil Poul Sverrild i den kommende tid bruge i sin ph.d.-afhandling ”Forstaden – ny by. Fra foragt til kulturarv”. Det foregår på hans kontor under Cirkusmuseets loft, hvor den lokale kulturhistoriker forsøger at svare på spørgsmål, som berør alle, der bor og færdes i Hvidovre: Hvorfor ser forstaden ud, som den gør? Hvad fik folk til at flytte herud i tusindvis i årene efter Første og Anden Verdenskrig? Hvilken betydning har det, at byen blev bygget op som den gjorde?

Fra lysthusområde til lavprisgrund i Matadorspillet
”Internationale historiske erfaringer demonstrerer med al tydelighed, hvor vigtig den fysiske planlægning er, når der skal skabes bæredygtige rammer for forstaden”, siger Poul Sverrild. Den erfaring havde man ikke i 1920’ernes Hvidovre og ingen kunne derfor forestille sig, at de mange lysthusbebyggelser i Risbjerg- og Strandmarkskvarteret, der oprindeligt var tænkt som sommerhuse for arbejderne fra byen, ville komme til at begrænse og styre kommunens udviklingsmuligheder gennem de næste par generationer. Men det gjorde de, fordi den enorme bolignød i København på det tidspunkt hurtigt fik omdannet lysthusene til ulovlige helårsboliger. Her opstod mange konflikter med ofte kaotiske tilstande til følge for de mennesker, der forsøgte at skabe sig en bedre tilværelse i de små træhuse.

Situationen medførte, at Hvidovre og Hvidovrevej blev placeret i bunden af Matador-spillet, som blev udbredt fra 1930’erne, og det var med til at fastholde billedet af Hvidovre som lavprisområde i flere generationer frem. ”I dag er billedet heldigvis et andet, og nu ser vi de knopskudte énfamilieshuse i Risbjergkvarteret, Grækerkvarteret og Strandmarken som positive billeder på, hvordan tilflytterne først fik drømmen om egen bolig opfyldt og siden byggede om og til, efterhånden som de fik råd til det og skabte dagens variationsrigdom i villakvartererne”, siger Poul Sverrild.

Drømmen om det gode liv i forstaden
De færreste tænker nok til daglig over, hvorfor deres bolig ser ud, som den gør, eller hvem der mon har boet der før. Historien om bl.a. Phønixhusene, Grenhusene og Avedøre Stationsby udgør ifølge Poul Sverrild imidlertid en central brik i fortællingen om, hvordan vores moderne velfærdssamfund blev til og om muligheden for at starte et nyt liv i forstaden. ”Hvor den rå beton og byggeriernes store skala i eftertiden er blevet kritiseret for at være fremmedgørende, var det for datidens arbejdere fra Københavns baggårde en drøm om egen bolig med lys, vand og varme, der gik i opfyldelse, når de fik nøglen til en lejlighed med eget køkken og bad på Engstrands Allé eller Bymuren udleveret”, fortæller Poul Sverrild.

Sammenlignet med udenlandske forstæders sociale boligbyggeri, er det også en stor styrke, at den almene sektor i Danmark udviklede tæt-lav byggeriet, som vi kender det fra eksempelvis Grenhusene. De 158 gårdhavehuse vest for Arnold Nielsens Boulevard har tilhørende fællesfaciliteter og ses som foregangsbyggeri både arkitektonisk og teknisk. De blev opført som statsligt støttet forsøgsbyggeri i 1957-58 og peger frem mod senere bebyggelser som Albertslund Kommunes mange gårdhavehuskvarterer. Samlet afspejler Hvidovres almene boliger og de mange selvbyggerhuse og bungalows fra mellemkrigstiden således visionen om et samfund med gode boliger til alle.

Fortiden baner vejen for fremtiden
Hvad kan lokale Hvidovre-borgere så bruge historien om forstaden og dens forskellige typer af boliger til i dag? Poul Sverrild er slet ikke i tvivl: Ved at kende sin bydels historie og få et indblik i, hvordan den blev til, og hvordan folk levede her før i tiden, vil det naturligt øge stoltheden og glæden ved det sted, man bor. ”Det handler om at kunne se sit liv i en større sammenhæng og skabe en ny kollektiv bevidsthed, der både indadtil og udadtil kan styrke opfattelsen af forstaden og livet, der leves herude, som positivt” forklarer Poul Sverrild og fortsætter: “Når vi har fået ny viden om forstaden, er vi ved at være derhenne, hvor borgerne selv skal på banen og medvirke til at definere deres forstad – deres børns hjemstavn – og pege på, hvilke kvaliteter, der for dem er det særlige. Kun gennem en kobling af viden om, hvor vi er, og hvad vi føler, kan vi placere vores forstad på dens rette plads i storbyen.”

Det vil også være lettere for kommunens politikere at foretage valg, der skubber Hvidovre i den rigtige retning, når resultaterne af museets arbejde er så langt fremme, at de kan indarbejdes i kommunens planer og projekter. Hvidovre blev født af industrialiseringen, men fremtiden bliver en helt anden. Efter den internationale Summer School i Antwerpen er Poul Sverrild sikker på, at fortidens perspektiv på forstaden er afgørende for at kunne møde den nye tids muligheder og udfordringer med succes.