Avedørelejrens Julemarked 10/12 kl 10-15

Kom til det hyggeligste Julemarked i Avedørelejren med over 70 stader søndag d. 10-12-2023 kl. 10-15. Her vil du finde alt fra det fineste kunsthåndværk, metervis af julerier og lækre slagtervarer til hjemmelavet gløgg og æbleskiver, udsalg af juletræer, lokal øl og meget meget mere.
Hele familien er velkommen på markedet, hvor der også er underholdning for alle aldre.
På pladsen optræder Cirkus Aroma i form af multiartisten Astrid Søndergaard, som særligt er kendt for sine flotte ildnumre, der nok skal lyse op i julelandskabet.
Øjvind Ougaard og Jonna Glifberg vil underholde med både gamle klassikere og nye pophits fra den danske sangskat i anderledes fortolkninger. Øjvind Ougaard, som er virtous på harmonikaen, er bl.a. kendt for sit mangeårige makkerskab med ”Monrad & Rislund” og har også i en årrække været kapelmester i Zirkus Nemo.
Julen bliver sunget ind af Copenhagen Barbershop Chorus, der er et af de bedste barbershop-kor du kan opdrive. Hele 8 sprøde mandestemmer vil forkæle din øregang med de bedste juleklassikere, når de syngende vandrer rundt på markedet.
Selvfølgelig får markedet også besøg af Julemanden, der trods decembers travlhed, har afsat tid til at hilse på og lytte til de mange artige børns julegaveønsker. Der er også et aktivitetstelt, hvor familiens mindste kan hygge sig med cirkusleg.
Fra markedet i Avedørelejren kan du køre gratis med Regnbuens hyggelige hestevogn til Quarks julemarked, hvor du også kan hygge dig med julesysler i Quarkcentrets smukke omgivelser på Avedøresletten.
Der er fri adgang til alle dele af markedet!