Topograf L. Both skriver år 1875 om Avedøreboerne:
“På den tid, da Kristi lære blev indført her i landet, var Avedøreboerne, ligesom de fleste andre folk, der boede ved stranden i denne hedenske tid, vikinger, der havde deres fartøjer liggende på strandbredden, parat til at stikke i søen når som helst. Men Avedøreboerne havde særlig lejlighed til som vikinger at erhverve rigt bytte. På den tid i det 10. og 11. århundrede, var København en plads, hvor man til sine tider stævnede til fra alle kanter for at købslå, og hvor man til alle tider fandt en god naturlig havn, hvor man i læ for uvejr og vind kunne hvile ud, om man havde måttet trække for årerne imod vinden, eller hvor man trygt kunne afvente gunstig bør, om man brugte sejl. På den tid sejlede man mest langs Kysterne, og således stævnede de, der skulle til Øresundet, fra Østersøen af igennem Kallebo Strand, for som sagt at nå havnen ved det nuværende København for at udhvile; thi på den tid sejlede man ikke gerne om natten, men inddelte vejen i dagsrejser.
Nu er det jo klart, at vikingerne deroppe i Avedøre ikke kunne vælge nogen gunstigere plads for deres færd end netop denne by, hvorfra de gennem gluggen i deres jordhytter i største mag kunne iagttage ethvert fartøj, der sejlede frem og tilbage gennem sundet. Så de en ret tungt lastet skude arbejde sig besværligt frem, enten for ringe vind eller arbejdede med årerne imod vind og vejer, så skød Avedøreboerne den lette båd behændigt i vandet, bemandede den med deres flinke våbendygtige og velbevæbnede mandskab og for et rigeligt antal årer skød deres fartøj så gennem vandet ud til kræmmerskibet. Det var snart entret under disse ulige forhold. Mandskabet taget til fange, byttet delt og skuden boret i sænk var et øjebliks arbejde, og så havde man en god fortjeneste for dengang.
Fra Sørøvere til agerdyrkere
Da nu kristendommens milde lære tid efter anden omskabte de omvankende nomader til agerdyrkere, der forenede sig til samfund, der nedsatte sig i fælles ejerlav og byggede kirker, så måtte også vikingerne, der ikke mere havde den nødvendige understøttelse i de omvandrende nomader at holde sig til, slutte sig til disse samfund; men Avedøreboerne, der i materiel henseende havde så meget at tabe, men intet at vinde ved at slutte sig til de nye forhold, gjorde det kun ugerne.
Overgang til kristendommen
Vel lod disse vikinger sig døbe snart hos den ene og snart hos den anden biskop, thi ved dåben fik de forærende nye kristne klæder, men hver gang solgte de kostbare klæder, og gik så til en anden for at blive døbt på ny. Således gik det længe med Avedøreboerne, de holdt sig som vikinger, levede af at røve på søen. Endelig tog kristendommen så meget til, at Avedøreboerne måtte bøje sig efter forholdene og i det mindste for de sociale goders skyld søge at knytte sig til en menighed. De henvendte sig da til det nærmeste samfund, det, hvoraf deres ejerlav var en del, nemlig Brøndbyøster, dvs. den østligste af de byer, der lå på brynet eller den yderste kant af bakken, hvor den skråer ned imod havet. Denne henvendelse var dog forgæves. De orthodoxe mænd i denne menighed ville ikke have noget med disse i færden så såre ukristelige mennesker at gøre, men veg tilbage med forfærdelse. Forgæves bød de forskudte guld og gods, hvoraf de havde overflod nok, for at blive optaget i kirkens hellige skød, alt forgæves; her var ingen nåde at vente, før man så eksempler på omvendelsen, og heller ikke sognet imod vest ville have noget med disse vildfarne folk at gøre.
Kirkelig tilknytning til Glostrup
I denne kvide fandt man omsider på at henvende sig til en anden menighed, der havde dannet sig længere oppe på heden, nemlig Glostrup, og da den gudsmand, der havde forsædet der mente som så, at deres fattige kirke vilde have velsignelse af den rigdom Avedøreboerne bøde som vederlag for optagelse i menigheden og han tilmed anså det for en værdig opgave netop at bringe de forvildede til korsets fod, så tog han imod tilbudet og optog dem i menigheden og dermed i kirkens skød. Den værdige mand lod det ikke blive ved at prædike for Avedøreboerne i kirken, som de i førstningen sjældent besøgte, men han vandrede daglig den lange vej gennem nabosognet til sine forvildede børn derude ved stranden og inden rum tid var forløben havde han ved sin læres indvirkning den glæde, at se de fordums vilde vikinger søge deres vinding dels ved at aflokke jorden sin afgrøde og dels ved, at benytte den rigdom på fisk, især sild, som havet på den tid vrimlede af, og siden den tid har Avedøres beboere trods den fjerne beliggenhed været tro medlemmer af Glostrup menighed.”
Fra kristendommens indførelse og til 1893 hørte Avedøre til Glostrup. Fra 1893-1965 hørte det til Brøndbyøster.
