Når man står ved Brøndbyøstervej 93,synes bygningerne ikke at skille sig meget ud fra de nærliggende bebyggelser eller det nuværende landsbymiljø. Historien bag gør derimod…
Brøndbygård – da svenskerne plyndrede
På Brøndbyøstervej 93 ligger Brøndbygård – og det har den faktisk gjort lige siden middelalderen. Siden dengang har der nemlig ligget gårde med det navn på samme sted, lige her, i Brøndbyøster. Oprindeligt tilhørte Brøndbygård Vartov Hospital i København. 1600-tallet var præget af perioder med dårlig høst, fattigdom, perioder med pest og plager, og oveni det kom de mange krige med vores naboland, Sverige. Særligt i 1658, da den svenske hær gik ind Danmark og byggede en lejr i Brønshøj, gik det hårdt udover Brøndbyøster og Brøndbygård. Den svenske hær havde lavet lejr i Brønshøj, med det ene formål at vente på, at det rette tidspunkt til at invadere København kom. De lå i Brønshøj i 1,5 år og ventede. I den tid havde svenskerne brug for mad, heste, vogne, byggematerialer og alt det plyndrede de fra nærliggende landsbyer – herunder Brøndbyøster. Da Svenskerne kom til Brøndbyøster, var det en fæstebonde der boede her. Fæstebønder var bønder som ikke selv ejede deres gård, men fæstede, altså lejede den. Fæstebonden på Brøndbygård hed Enevold Jensen. Vi har desværre ingen kilder der fortæller hvad der skete med Enevold Jensen, så vi ved ikke, om han overlevede svenskernes besøg, eller om han flygtede. Dog overlevede gården, som en af de fem ud af 22 gårde, der stadig stod tilbage i Landsbyen, da svenskerne forlod Brøndbyøster og Danmark igen i 1660.
Efter svenskekrigen
Selvom Brøndbygård overlevede svenskernes plyndring, var det ikke fordi den var kommet helskindet igennem. Efter krigen var det en fæstebonde der hed Niels, der boede her, sammen med hustruen Kirsten. De fæstede gården i 20 år på trods af, at de overtog en hærget gård, efter Svenskernes plyndringstogt i Brøndbyøster. Det ved vi, fordi Niels skrev til Kongen i 1696, muligvis med præstens hjælp, da det ikke var normen, at fæstebønder kunne skrive og læse på dette tidspunkt. Niels skrev og spurgte om hjælp til at drive gården, da det er enormt svært at få gården på fode igen efter svenskernes besøg flere år tidligere. I 1706 var det deres søn, Ole, der havde overtaget driften af gården, men Ole bragte en helt anden slags problemer med sig.
Udover at Ole ikke helt kunne drive gården, så han lever i fattigdom og armod, så kunne Ole heller ikke holde sig indenfor datidens strenge sædelighedsregler. Ole fik nemlig taget gården fra sig som følge af utugt. Han havde ”bedrevet hor” og kunne derfor ikke sidde på gården længere. Hvad præcis der er foregået, ved vi desværre ikke.
Derefter fulgte en lang årrække med skiftende ejere, år hvor gården stod øde hen, og det var først i slutningen af 1700-tallet, at gården kom sig nogenlunde ovenpå alle de strabadser, der var hændt i 1600-tallet.
Den nuværende Brøndbygård
I 1800-tallet vendte lykken for flere af bønderne i Brøndbyøster. Det var nemmere at drive gård nu, og flere af dem overtog de gårde, de boede på, og kunne nu smykke sig med titlen som ”gårdejere”. Brøndbygård, som ligger her i landsbyen i dag, var i størstedelen af 1800-tallet og frem til 1942 ejet af familien Christensens. De opførte i 1870 et nyt stuehus, som er det hus der stadig kan ses på venstre side af indkørslen, hvis man står på Brøndbyøstervej og kigger ind mod Brøndbygård.
I slutningen af 1940’erne var der flyttet mange familier ud til Brøndbyøster, i nybyggeri omkring Brøndbyøster Torv. Mødrene var også så småt begyndt at komme på arbejdsmarkedet, og det efterlod jo et problem med pasning af børnene. I 1949 blev der derfor etableret en nødløsning på Brøndbygård, hvor en dame havde fået lov at bruge gårdens stuehus til at passe børn i dagtimerne. Kommunen betalte lidt interiør og legetøj til børnene. Løsningen med en børnehave centralt placeret i landsbyen viste sig at være et kærkomment tiltag, så efter lidt arbejde i kulissen kunne man i 1952 slå dørene op for en egentlig, permanent, børneinstitution for 36 børn i alderen 2 år og opefter.
I dag lægger det gamle stuehus stadig gulv til det pædagogiske arbejde med Brøndbyøsters mindste beboere.