af Hans Chr. Thomsen

‘Naar en Herre hilser paa en Dame på Gaden, maa han, hvis han ryger, tage Cigaren ud af Munden først’, skriver Emma Gad i sin berømte bog ,,Takt og Tone” fra 1918. Og man kan ikke helt finde ud af, om hun beskriver en nødvendighed – det kan være svært at sige goddag med dødvægten fra f.eks. en Havannacigar mellem kæberne – eller anbefaler en bestemt måde at vise sin respekt over for det andet køn på. Hvis herren både har hat og cigar på, tager han hatten af med højre og fjerner cigaren med venstre hånd. Omvendt hvis han skal give hånd, så tager han hatten af med venstre hånd og hilser med højre.

Emma Gad skriver ikke noget om, hvad han skal gøre, hvis han både har cigar og hat på og skal hilse med hånden. Hun kommer ham dog lidt i møde, hvis han samtidig går med en dame under sin højre arm. Så “bør han helst slippe hende, idet han hilser”, og det gør det jo lidt lettere. Heldigvis opstår sådanne komplicerede situationer ikke ofte, ,,da det er gaaet af Mode for Forlovede eller Ægtepar at gaa Arm i Arm paa Gaden”. Og det kan man jo godt forstå, når det er på de vilkår.

Problemet med Emma Gad – set fra et tilflyttersamfunds side – er, at hun mere beskæftiger sig med, hvordan man hilser, fremfor hvem man hilser på. Endvidere tager hendes bog sigte på et stabilt og relativt forudsigeligt miljø, som det borgerlige i begyndelsen af århundredet.

Hvem skal man hilse på?

Det med forudsigeligheden gjaldt ikke Hvidovre i slutningen af 1920’erne. Her var det ikke godt at vide, hvem man kunne støde på, når man bevægede sig uden for hjemmets fire trygge vægge, for ikke at tale om, hvem man skulle hilse på. Befolkningen var tredoblet fra 1900 til 1925, og miljøets mest karakteristiske træk var ikke stabilitet og forudsigelighed.

Hilse-problemet kommer til syne i nogle refleksioner i grundejerforeningsbladet “Parcellisten” i slutningen af 1920’erne, hvor en tilflytter prøver at bringe lidt Emma Gad’sk orden ind i Hvidovres mylder af tilflyttere.

Udgangspunktet er, at man hilser på dem, man bliver forestillet for, og undlader, hvis man ikke er blevet forestillet.

Det må have givet en vis tryghed blandt de nyankomne, fordi det forudsatte, at i det mindste nogle af de tilstedeværende kendte hinanden.

Som tiden nu går, begynder folk jo så småt at genkende hinanden. Det giver nye problemer: ,,Personer, man træffer en eneste Gang og maaske aldrig mere, kan man naturligvis ikke blive ved at hilse på, naar man møder dem”.

Enig! Men … der er et eller andet galt med den sætning.

“Er der gået en passende Tid, efter at man traf dem første Gang, kan man rolig stryge dem af Hilselisten, men første Gang, man møder dem efter den Lejlighed, ved hvilken man blev præsenteret, maa man selvfølgelig hilse”.

Til det er der kun at sige: ‘Ja, ubetinget’.

Hvis der alligevel skulle gå lidt kludder i det, så løser det sig hen ad vejen: ,,for en Dels Vedkommende vil det for saa vidt gaa af sig selv, som det er umuligt at huske alle de Ansigter, man ved en eller anden større Sammenkomst stifter Bekendtskab med .. “. Og det er jo rigtigt nok.

Et særligt forhold man skal iagttage er, som altid, det, hvor social rang og status er involveret. Er man fornemmest blandt hilsende, da gælder det, ,, . . at den Hilsende mindre fornemme husker en, og man maa ikke gerne hilse alt for fremmed”.

Længsel efter svenske forhold

Anderledes stiller sagen sig i de forhold, hvor mennesker mødes, der ikke er forestillet for hinanden. Her behøver man ikke at hilse. Men der er undtagelser, og de dukker især op på alfarvej: ,,Man gaar sammen med en god Ven, der hilser, og man hilser da efter dansk Skik med. Den Omstændighed, at ens Ledsager kender Vedkommende, regnes nemlig – ofte med Urette – for at være en Garanti for, at man rolig kan hilse.”

Der gives åbenbart ingen garantier i et tilflyttersamfund – god ven eller ej. Derfor er det da også krystalklart, at “Det vilde være rigtigt, hvis der herskede en mindre omfattende Hilsepligt”, og X fortsætter, ,,og da særligt hvis det kun gjaldt de Bekendte, ens Ledsager hilste først paa. Men som det nu er: at man ogsaa skal hilse på dem, der – maaske meget imod ens Ledsagers Ønske -hilser på ham, er det at gaa lidt for vidt.”

Ja, der ville vi også sætte grænsen.

Men det “er nu imidlertid Skik – i modsætning til f.eks. Sverige – og man maa gøre det”.

En trøst i det hilse-rod, der herskede i Hvidovre i 1920’erne, må det have været, at hver gang parcellisten i fremtiden stødte på sin vens bekendte, så skulle han i alt fald ikke hilse på ham, da han jo aldrig var blevet forestillet.S å var den i det mindste hjemme, og hvis han var blevet forestillet kunne han blot følge Emma Gads råd: ,, . .lad et Par Gange som om De ikke ser Vedkommende, og lad saa Hilsenen falde”.

Sagen kan måske alligevel godt have været lidt delikat. Hvis vor tilflytter f.eks. var lidt fornemmere end vennens bekendte, så var han formodentlig nødt til at hilse på en måde, der “ikke var alt for fremmed”. Og det ville have krævet sin mand i et lokalsamfund, hvor de fleste var mere eller mindre fremmede for hinanden.D et var de for så vidt også i Sverige, men der havde de det åbenbart lettere når de mødes på gaden.

Senere i århundredet er de svenske forhold slået mere igennem i Danmark. I dag behøver man hverken hat, stok eller dame under armen. Man kan klare sig med et: “Hej!”