Pest og andre plager

brondby-mapmarkers Park Allé Vestre Gade Brøndbyøstervej Tværgaden

Vidste du at, på denne gård døde en fæstebonde og tre små børn af pest?

1600-tallets indbyggere i Brøndbyøster var ramt af mange ulykker og plager. Udover misvækst, hungersnød og armod rasede pesten også i årene 1654-55. Omkring 15.000 mennesker døde af den sorte død i København og omregn.
Gården lå i den sydvestlige ende af Brøndbyøster, i krydset Park Allé og Vestre Gade. Den oprindelige gård findes ikke i dag. I midten af 1600-årene boede fæstebonden Hans Pedersen, hans kone Ellen Christendatter og deres datter Lutze Hansdatter på gården. På gården var der også en karl ved navn Michel Lauritzen, men han var på dette tidspunkt indkaldt til militærtjeneste sammen med to andre unge mænd fra landsbyen.
Livet på gården var svært, og grundet misvæksten i årene 1649-51 var Hans ikke i stand til at betale landgilde seks år i træk. Hans så sig derfor nødsaget til at sælge gårdens tre heste, selvom de ikke var meget værd.

Den Sorte Død

I årene 1654-55 raseredes København og omegn af pest. Ud fra kilderne lader det til, at Brøndbyøster Landsby slipper billigt i forhold til dødsfald grundet pesten. Pesten ramte dog gården og den tog Hans samt tre små børn med sig. I skiftet efter Hans, det vil sige i opgørelsen over hvem der skal arve hvad, fremgår det at ingen af de afdøde børn er Hans’ arvinger. Skiftet afslører også at der ikke rigtig findes noget af værdi på gården og efter at gårdens kreditorer er betalt er der kun ’ en møgit gammel ringe seng’ tilbage. Denne blev vurderet til 3 daler. Den fik Hans’ enke Ellen til sig selv og sine mindreårige børn.
Dog var der også en tønde med øl på gården, men den blev drukket ved skiftet. Måske der måtte noget til at drukne de triste omstændigheder med.

Krig, afbrænding og genopbygning

Held i uheld for Hans og familien nåede de ikke at opleve svenskernes plyndring af Brøndbyøster, der også indbefattede afbrænding af gården. Under svenskekrigene var det Peder Lauritzen der fæstede gården. Peder havde svært ved at drive gården og han var i restance i løbet af krigsårene. Derudover blev gården også brændt ned under svenskekrigen.
Efter krigen begyndte det dog at gå bedre, og sammen med sin kone og to tyende byggede Peder gården og dens økonomi op. Efter Peders død i 1673, giftede hans enke sig med den nye fæster af gården, Søren Michelsen.