Af viceskoleinspektør V. Møller (uddrag af Smørum Herreds Tingbøger i Aarene 1625-1661, i Glostrupbogen)

Fæstebonden Laurids Thybo i Glostrup

En mand. hvis navn ofte findes i tingbøgerne, er Laurids Thybo, der havde en af Vartovs gårde i Glostrup i fæste. Med Avedøre-mændene havde han strid om en mær, som de havde optaget i deres fold, og den var nu død. Laurids forlangte erstatning for den – “30 Daler. Det havde Niels Matzøn i Glostrup vurderet den til”. Avedøre-mændene mente – “de havde behandlet den godt og båret Hø ind til den. Alligevel var den så forsulten, da den kom ud, at den straks døde” – ” Desuden”- sagde de – “var der i god Tid sendt lovlig Bud til Laurids om at udløse den” – “Ja vel”- svarede Laurids ” – “men det var midt om Natten” . Glostrup-præsten Mester Morten (Morten Clausen) oplyste – “at han havde været Bud for Avedøre-mændene og sagt det til Lauridses Dreng Jep. Da var Klokken 5 om Aftenen”. Drengen fik først givet beskeden til husbonden kl. 11. Flere tingdage var sagen for; begge parter var hårde halse. Det endte med – “at Avedøre-mændene måtte stå til Rette og Ansvar for Øget.” Begivenheden var sket i sommeren 1625 og først i februar 1627 faldt dommen! Imidlertid drillede folkene fra Avedøre både Laurids og Retten.

Samme år blev Laurids Thybo tiltalt for helligbrøde af Vartovs forstander Mikkel Sørensen – “Han havde pløjet og brygget 3die Pinsedag, var redet til Smeden under Prædikenen m. m.” –    “Han var altsaa heller ikke i Kirke ?” – “Nej, han havde haft saa meget at tage Vare derhjemme”. Overfor Mester Morten – “maatte han vedgaa, at han havde ladet beslaa en Hest hos Smeden under Prædikenen” . Dommen lød på, at Laurids skulle bøde sine 3 mark for hver gang, han havde begået helligbrøde.

Man må dog ikke heraf slutte, at Laurids mistede sine medborgeres agtelse. På Tinge blev han ikke sjældent udmeldt til “at “forsti”, hvem der var fattige i Glostrup Sogn, hvem der ikke havde betalt Kgl. Majestæt Skat, fordi de ikke ejede penge. Ja, han var til tider talsmand på Tinge for Mester Morten”.

1628 kom Laurids en lørdag kørende fra København på Anders Rasmussens vogn fra Hvissinge. Ude ved Valby Bjerg kom en mand mod dem med en kæp, og det så ud, som om han spillede krøbling. Anders sagde til ham: “Gaar du paa Skælmeri, da burde du faa Skam”. Karlen lod sig falde til Jorden og laa stille. Laurids stod nu af vognen og gik hen til karlen, og de to kom i klammeri. Det var en karl fra Avedøre, Jens Olsen, de folk derfra havde nok fra gammel tid et godt øje til Laurids. Samtidig dukkede et par andre karle op. – “Det er Laurids, han burde have noget”, sagde en af dem.  – “Saa er jeg den, som vil give ham en Tærsk eller to”, ytrede Jens Olsen. Han slog efter Laurids, der løb efter ham ned ad bakken, – “hvor de to kom i Haar sammen med vekslende Held for Parterne”. Laurids havde et svøbeskaft i hånden, og det brugte han bravt. Karlene blev for overfaldet dømt til at bøde deres 3 mark. Laurids Thybo handlede også med husdyr, og handelsmåden var vel ikke altid lige uangribelig. Ofte måtte Retten sige det afgørende ord.

I 1629 klagede Laurids Thybo over Tyge Væver i Vallensbæk – “der nok havde overfaldet ham i hans egen Gaard med Hug og Slag, ja, slaaet ham et Hul i Hovedet med en Stridshammer”. Lauridses Hoved var bleven synet af Hans Christoffersen fra Skovlunde og Anders Rasmussen fra Hvissinge; – “dog kunde de ikke vide, hvor dybt Saaret var”. Det var gammel gæld, der var imellem Laurids og væveren. – “En Torvedag havde Væveren nok set sit Snit til at løse en Tømme paa Lauridses Heste, samt havde overfaldet og villet slaa ham med en Stridshammer, saa han maatte løbe fra sin Vogn”.  “Desuden” – sagde Laurids – “havde Tyge stjaalet noget Lærred fra ham”. Dette benægtede Tyge – “derimod kunde han ikke fragaa, at han havde slaaet Laurids, men det var i Nødværge, for Laurids slog ham først med en Plejl, da han var mødt op paa Gaarden i Glostrup og havde krævet sin Betaling for Lærred og noget Vadmel, som han havde vævet for ham”. Overfaldet var sket sidste torve-lørdag, og væveren havde krævet – “at Laurids skulde gøre Regnskab med ham og betale, hvad han var ham skyldig”.
Tyge og Laurids blev “venligt forligte”. Laurids skulle give ham 6 mark penning i “Forligelse”.

Isak Smed i Glostrup maatte også søge Tingets bistand for at få sit tilgodehavende hos Laurids. Dog var det ofte Laurids, der lånte penge ud –  Således havde Per Persen i Glostrup udgivet et håndskrift (Obligation) på, at han skyldte Laurids 14 slettedaler: “Haandskriftet var bortkommet”,  så Laurids fik det gjort værdiløst på Tinget.

Laurids Bjørnsen i Glostrup krævede Laurids Thybo for 15 daler for en hest – ” som Thybo skyldte hans Broder – og nu ikke vilde betale. Det var rigtigt nok, at han havde købt Hesten for 15 Daler – men den var saa gammel, at han straks solgte den igen”. Der kom Thybo til kort, han dømtes til at betale.

En af Lauridses karle, Jens Jensen, krævede sin husbond for 2 pund (8 tønder) byg, det var en del af hans tjenesteløn. Desuden havde Jens sået 7 skæpper i et stykke af Lauridses jord – også til sig selv. Han og Laurids havde sammen med mange af Glostrup bomænd drukket lidkøb derpå. – ” Nej”, sagde Laurids – “de havde aldrig drukket Lidkøb! Jenses Korn ligger endnu, og om saa var, at de gjorde noget ved Kornet – da var det sket, da de alle var noget fulde og drukne henne i Kroen. Snarere vilde Laurids give Last og Klage over Jens, der havde overfaldet ham i hans egen Stue og stødt til ham, saa der gik Blod af Ansigtet”. De to blev dog senere forligt.

Man forstår, at Laurids Thybo, der tit var ude for slagsmål og overfald, ikke sjældent måtte til bartskæreren for at få skaderne udbedret. Det kostede jo. Hos Mester Jacob Bartskær på Østergade i København skyldte han 15 sletdaler, som han lovede at betale 8 dage før jul. Folk må have været lidt iltre i sindet den gang.

Laurids Thybo havde lånt en Hvissinge-mand nogle penge og fået et skriftligt bevis derfor. Imidlertid betalte Hvissinge-manden af på sin gæld og mente en dag, at nu skyldte han ikke mere. Men Laurids sendte bud, at der resterede endnu 8 slettedaler på gælden. Da kogte harmen over hos skyldneren. Sporenstregs tog han til Glostrup og gik ind i Lauridses gård. – “Han havde formaaet den Hvissinge-Skolemester Poul Andersen til at gaa med sig. Han skulde læse Brevet (Obl.)”, hvad skyldneren åbenbart ikke selv evnede. På hans forlangende om at se brevene kom Laurids med dem. “Men vor iltre Mand rev dem af hånden paa ham og flængede dem sønder i små stykker”. Dette måtte han vedgå på Tinge – “men han havde betalt alt”, påstod han. “Nej”, svarede Laurids – “der restede 8 Slettedaler”. Da nu skyldneren i sin hidsighed selv havde ødelagt brevene, gav Tinget fornuftigvis Laurids ret og tilkendte ham restbeløbet.

Laurids Thybo havde iøvrigt adskillige “Haandskrifter” fra bomænd i Glostrup og omliggende byer: Egby, Hvissinge, Avedøre, så det var nok til hans egen fordel, når han afgjorde sin gæld til Mester Jacob Bartskær i København ved at levere ham et syltes vin og 4 gæs. Han var nu så anset, at han på Tinge blev valgt til formand for 16 andre herredsmænd, der skulle granske i, hvorledes Karen Jens Ibsens i Ballerup var kommet af dage – og ride til Sjællandsfars Landsting i Ringsted og afgive beretning om mordet på Karen i Ballerup.

I 1634 var Laurids en dag sammen med 2 mænd ude på Herstedøster Mark og tage 6 voksne søer og 3 grise, hvoraf han nok solgte den ene til Peder Møller i Herstedøster Vejrmølle. Laurids påstod – “at han blot var i Følge med de to Mænd, Markfogden fra Hørsholm og hans Karl. De to havde nemlig købt Svinene af Ridefoged Knud Jørgensen paa Københavns Slot”. -“Ja, men Laurids var advaret”, sagde Søren Hansen fra Herstedøster – “de 3 Svin var efterlyst paa Tinge”.  – “Det vidste Laurids ikke”.  – “Jo, Svinene skulde til Duebrødre Kloster i Roskilde”, påstod Søren. En karl fra klostret oplyste – “at hans Husbond havde sendt ham til Herstedøster etter Svinene. Han fandt dem, men saa sagde Bymændene i Herstedøster, at hans Husbond skulde give en Tønde Øl ti Byen, fordi Svinene havde været i deres Korn og Græs. Før Øllet var leveret, kunde han ikke faa Svinene”. Karlen drog så til Roskilde med den besked, og ugen efter kom han igen.

Da oplyste Herstedøster-bymænd, at nu var svinene hos Laurids Thybo i Glostrup. Karlen tog så til Glostrup sammen med sognefogden Svend Lauridsen og andre bymænd fra Herstedøster. Laurids var ikke hjemme; hans kvinde meddelte, at han var til Marked i Roskilde. – “Hvor de Svin var blevet af?”. – “Ja, de var kun een Nat i Gaarden, hvor de siden blev af, vidste hun ikke. Hun skulde saa sige sin Mand at han skulde skaffe disse Svin tilbage”. – ” Ja”, tilføjede sognefogden, – “og saa skylder han os en Tønde Øl, fordi han drev de Svin af vores Græs”. Laurids indrømmede, at de 2 mænd havde overnattet på hans gård. Næste dag kunne de ikke få det ene Svin med og bad da Laurids sælge det til Peder Møller for 3½ mark. Det gjorde han. Mølleren havde nok ytret: “Jeg tænker vist at de fremmede Svin har hjemme paa Duebrødre Kloster” – ” Nej”, lød Lauridses svar,  – “jeg tænker, de har hjemme ved de Nørre Skove”. – “Om nu ikke Laurids bør skaffe de to nævnte Mænd til Stede, da de har ligget i hans Hus og Gaard?”.  Sagen blev efterhånden så indviklet, at Tinget viste den fra sig; – “de mægtede ikke at dømme i den Sag”.  Dog kan det næppe fragås, at Thybo her har været vel nævenyttig.

I 1636 havde Laurids strid med bymændene fra Glostrup, Hvissinge og Avedøre, idet disse havde frapantet ham en vogn, fordi han havde nogle plovstude gående i deres fælled. Det var en gammel aftale mellem Glostrup, Hvissinge og Avedøre bymænd, at når Nørre Mark var lagt til Glostrup, da måtte ingen af bymændene have deres plovstude gående på fælleden, da den ikke kunne tåle det. – “Og da Lauridses Stude havde gået der, havde de frapantet ham en Vogn St. Hansdag. l Fælleden maatte Dyrene ikke gaa, men i Vangen eller hjemme i Baasene”, sagde de. Tinget gav bymændene medhold: “Laurids skulde indløse sit Pant og holde Byens Vide og Vedtægt efter Christian d. III’s Lov, der siger: Hvad Vide eller Vedtægt Almuen lægger paa i nogen By eller Torp, i det maa ingen kuldkaste noget; hvo, som bryder det, da maa de ham pante for hans Ulydelse”.

I 1640 var Claus Nielsen fra Glostrup indstævnet af Laurids Thybo, fordi han havde været meget grov mod Lauridses kone, Karen Pedersdatter. Thybos Karl, Kjeld, Karen og hendes lille dreng havde stået udenfor gården og lavet ler (til at kline med). Da kom Claus hen til dem og sagde: “Hvem har sagt, at jeg har skaaret Kviste i jeres Have? Har en Mand sagt det, saa har han løjet som en Tyv, og har en Kvinde sagt det, saa har hun løjet som en Hore og Taske”.  Det var jo drøje og ramsalte ord med tydelig adresse. Men der kom mere: “Gak du hjem og tag Vare, du har hølet og dølet med Tyve og er lige god med dem”. Efter denne skylle forlod Claus valpladsen og slog knep med sine fingre.
Claus nægtede; – “han vidste intet andet om Laurids Thybo og hans Kvinde end godt i alle Maader”.  Men vidnerne stemte overens; og Claus måtte gøre afbigt.

Det gjorde de derimod ikke en dag, da Laurids Thybo og Hans Persen i Glostrup røg sammen. Nogle holdt med Laurids andre med Hans. Men iøvrigt erklærede vidnerne meget ligefremt, – “at de intet kunde huske, da de havde været drukne”. Sagen blev da uoplyst, og det har måske også været bedst for begge parter.

Laurids Thybo døde i 1650. Kreditorerne mødte ved skiftet, deriblandt Christen Brolægger i København, som havde 30 slettedaler til gode. Han fik intet, da der intet var. 11 år efter mødte brolæggerens søn Søren op med håndskriftet fra Laurids og krævede Lauridses svigersøn Jacob Hansen i Glostrup for de nævnte 30 slettedaler. Men ” formedalst Armod og Fjendens Ruinering” (Svenskernes indfald 1658,59) havde bønderne intet, og Jacob Hansen oplyste, – “at han heller intet havde faaet ved Skiftet efter Laurids Thybo, da der intet var”.

Laurids Thybos Saga var endt.