Interview med Per Madsen

Per Madsen, borgmester i Ishøj 1974 – 2000.

Per Madsen var borgmester i Ishøj Kommune fra 1974-2000. Han var medlem af byrådet allerede fra 1966, og var således politisk aktiv fra starten i planlægningen af det moderne Ishøj.

Per Madsen var sammen med borgmestrene Poul Hansen, Vallensbæk Kommune, og Kjeld Rasmussen, Brøndby Kommune, kendt som Vestegnskongerne, da de alle tre sad på posterne meget længe. Udenfor kommunens grænser er Per Madsen mest kendt for, at han var en af de første der påpegede at en stor indvandring kunne give problemer, og han blev da også slæbt for retten i en racismesag, men blev frikendt.

Interviewet er foretaget i foråret 2012 af Linda Friisgaard og Bitten Larsen fra Forstadsmuseet.

Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv

Download interview med Per Madsen i PDF format

Fortæl om udviklingen af det moderne Ishøj

”17. maj 1961 vedtager de inde i Folketinget, at nu skal der laves en byudvikling ved Køge Bugt efter den gamle Fingerplans ideer. Så går vi i gang, og vi havde jo planlagt en skole nede ved Skovvej og oppe ved Strandgården, men alt det blev lagt til side. Jeg arbejdede med det, fordi jeg var partiforeningsformand. Planerne blev lagt til side, fordi pludselig skulle vi lave en by til 25.000 mennesker og vi var 2.500 i kommunen i forvejen. Det var noget af en opgave. I forvejen havde vi beregnet en langsom udvikling med maksimalt 400-500 ekstra indbyggere om året.”

Så tog vi en beslutning i sognerådet, om hvad vi ville have udviklingen. Der blev vi enige om, at vi ville have 50 % etageboliger og 50 % villaer og rækkehuse. Og det gik man med til, selvom det var borgerligt flertal i kommunen. Vi kunne se, hvordan det var gået i de andre kommuner. De rigtigt socialdemokratiske kommuner ville ikke have andet end almennyttige etageejendomme, og det bevirkede, at de fik en skæv sammensætning af borgere. Vi ville have en afbalancering, så vi har lidt af hvert.

Jeg har hørt, om noget der hed en Arkiboudstilling, og at der var en i Ishøj. Hvad var det?

Pludselig fik vi et tilbud om at få en Arkiboudstilling. Det var nogle arkitekter og konsortier, der var gået sammen om at lave nogle udstillinger i nogle forskellige udviklingskommuner. Det betød, at man i Ishøj kunne bygge mellem 200 og 300 forskellige parcelhuse på en gang, og så kaldte man det en Arkiboudstilling. Husene skulle være færdige på næsten samme tid, og så skulle folk komme og se de forskellige huse og se, hvad de ville have. Enten kunne de købe det, der lå der, eller de kunne få det bygget et andet sted. Selv Arne Jacobsen var ude at bygge. Han byggede tre forskellige huse. De var meget aparte, men de er også lavet lidt om, for de var for specielle. Ørsted-Petersen-brødrene byggede også huse – broderen var tømrer. De byggede huse, hvor de brugte træfiner af en slags – vandfaste træplader udvendig og indvendig.

Hvorfor gik det ikke som I havde planlagt med Vejleåparken?

Planlægningsfasen dengang og det der skete – der glemmer man en meget væsentlig ting: p-pillerne. I 1960’erne begynder kvinderne at tage p-piller, og så skal du ikke længere have tre og fire børnslejligheder. Så var det nok med to børn, og fødselstallet sagde sjuum, da p-pillerne kom. Pludselig skulle folk hellere have biler. Og så kom det med finansieringerne. Kreditinstitutionerne sagde: ”Jamen, vi vil da ligeså gerne finansiere nogle villaer”, og pludselig var det billigere for familier at få et hus og en bil samtidig end at tage en dyr lejlighed ude i Vejleåparken på f.eks. 124 m². Så byggede de et lille hus på 110 m², og da kunne de endnu få statslån. Der skete så mange ting, som flyttede betingelserne for at etablere ting og sager.

Så begyndte der pludselig at komme indvandrere. Det gik også godt, indtil der var så mange, at ambassaden begyndte at sende imamer herned. Og de her imamer henvendte sig til de mest velsituerede af indvandrene, og pludselig skulle drenge gå med lange hvide bukser og kofte og pigerne skulle have slør på. Indtil da havde de jo gået i cowboybukser og trøjer ligesom alle de andre. Og så begyndte problemerne og der kom skel mellem danske børn og indvandrerbørn. Så længe vi var under 1000 fremmedsprogede var der ingen problemer. Vi havde sådan nogle fester ovre i Strandgårdsskolens sal, hvor de kom og lavede forskellige nationaliteters mad. Vi havde det vældig hyggeligt, og der blev danset. Så var imamerne begyndte at komme, og så måtte de ikke dit og så måtte de ikke dat. Jeg kendte det jo fra Bornholm med de Indremissionske. Alle de begrænsninger, som de religiøse altid har brugt, de kom hertil. Indvandrerne havde været frie i begyndelsen og begyndte at gøre ligesom danskerne.

Køge Bugt-sekretariatet havde planlagt et åbent-lavt center, som var helt anderledes end det Ishøj Bycenter, der står i dag.

Hvorfor gik det sådan?

I forbindelse med at vi fik S-toget herud i 1976, så viste det sig, at Axel Juhl-Jørgensen og Bøje Nielsen har haft en mand på og købt det areal, hvor bycenteret ligger i dag. Axel Juhl-Jørgensen og Bøje Nielsen havde i 1973 haft gang i et projekt med Farum Kommune, men det var kun økonomiudvalget, de havde forhandlet med om at lave det bycenter. Så pludselig opdagede borgerne i Farum, at der kom store betonplader og maskiner, der hvor der skulle være bycenter. De skulle til at grave, og så sagde folk: ”Hvad fanden, er det her for noget? Det har vi da ikke hørt noget om”. Så viste det sig, at økonomiudvalget i Farum Kommune havde skrevet kontrakt uden at have sagen i byrådet, og det kan man ikke. Det hele væltede deroppe, og Farum Kommune blev dømt til at betale Juhl-Jørgensen og Bøje Nielsen 5 millioner i erstatning for den brudte kontrakt. Efter hele den skandale kom Juhl-Jørgensen her til mig og kommunaldirektøren i Ishøj og vil have et møde: ”Nu vi er i gang med at bygge bycenteret i Ishøj – jeg har 7000-8000 m² betonelementer stående klar, som jeg havde beregnet til Farum”. [] Han kom lige efter, at jeg var blevet borgmester i 1974, og i 1975 kunne vi gå i gang. De begyndte at etablere bycenteret, og vi fik etableret svømmehal, og hvad der ellers skulle til.

Om Køge Bugtsekretariatets forslag

Jeg sagde, det her duer ikke. Vi skal have noget, der er overdækket, for med de vejrhold vi har, og den retning vi ligger med gader og veje skal det være helt lukket. De [planlægningsudvalget for Køge Bugt] havde ingen magt efter, at de havde afleveret i 1967. Først får vi besøg af Dansk Supermarked, som ville have hele grunden. Det gik ikke, for der skulle også være rådhus og kirke. Så byggede de i Greve i stedet. Så kom FDB, og de ville også have det hele, og så kom Danske Købmænd. De sagde, at de andre lavede sådan noget, så ville de også. Og så satte vi dem sammen med JuhlJørgensen og Bøje Nielsen, og det blev til AZ. Så fandt de på den genistreg, at de kunne udnytte terrænet og lave en parkeringskælder nedenunder butikkerne. Så vi fik lavet den parkeringskælder på 16.000 m².

Det var ikke planlagt som højhus, men det kom. Vi havde været i Sverige, og der havde vi fået en meget væsentlig ting at vide. Når man bygger bycenter, skal man sørge for, at der også er lejligheder, så der var mennesker i bycenteret døgnet rundt. De havde dårlige eksempler fra planetbyerne omkring Stockholm med bycentre, hvor der var totalt øde om aftenen, og så flyttede banditterne ind og lavede hærværk. Det gjorde de ikke de steder, hvor der var beboere.