Særarrangement: “Ingen over fællesskabet” for 7.-9. klasse

Brøndby IF, fodbold, fællesskab og identitet

I samarbejde med Folkekirkens Skoletjeneste Vestegnen og Brøndby IF udbyder Forstadsmuseets Skoletjeneste et projekt om fodbold, Vestegnens historie og religion.

Omdrejningspunktet er Brøndby IF som værdibaseret fællesskab, vestegnsidentitet og fodbold som kult med ritualiserede former.

Brøndby IF kaldes i folkemunde “Drengene fra Vestegnen”, og lige fra Brøndby IF’s start i 1964 har klubben været tæt forbundet med Vestegnen. Historien om BIF og Brøndby er historien om lokal tillid og samarbejde med idrætten som udgangspunkt.

Fodbold sammenlignes jævnligt med religion, og der findes mange elementer i en fodboldkamp, som kan sammenlignes med en religiøs fejring: Passion, loyalitet, ritualer, fællessang, dyrkelse af helte og fællesskab om noget større. Med afsæt i religionshistoriker Ninian Smarts model over religionens syv dimensioner skal eleverne undersøge og diskutere, hvorvidt fodbold er en religion?

Alle klasser skal som produkt aflevere en fansang, der handler om vestegnsidentitet, fællesskab og værdier. De tre bedste sange bliver præmieret og den bedste sang bliver sat i musik og fremført ved en fælles afslutning for de deltagende klasser på Brøndby Stadion.

Projektet indeholder:
– Undervisningsvejledning
– Hjemmeside
– Fællesafslutning på Brøndby Stadion d. 11. april 2019.
– Lærerkursus i skrivning af fansang

Klassetrin: 7.-9. klasse

Fag: Historie, Kristendomskundskab, Samfundsfag, Dansk

Tidsramme og pris: 12 lektioner & Gratis

Booking: Timelding sker via Folkekirkens Skoletjenestes hjemmeside: http://www.fs-vestegnen.dk/tilmelding-2018-19/

OBS: Forløbet kan kun bookes af klasser fra følgende kommuner: Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.