Livet ved vandet – udstilling og sommeraktiviteter for børn

Hen over sommerferien rykker Historievognen ud med en udstilling om sommerliv ved vandet i Brøndby og Hvidovre gennem tiden.
Det sker d. 22. juni til d. 10. juli ved Strandcafeen i Brøndby og fra d. 13. juli til d. 31. juli på Hvidovre havn.

Gennem hele perioden kan du opleve udstillingen Livet ved vandet.

Danmarks strande blev vigtige rekreative åndehuller, da fritidslivet blev en mulighed for stadig flere mennesker fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Gammel Køge Landevej blev fyldt med glade cyklister fra København, der enten tog på endagstur til Hvidovre Søbad eller Brøndby Strandhotel
eller på ferie på en af de mange teltpladser langs kysten.

Men vandet var ikke kun et sted, der blev brugt til ferie og afslapning. Langs kysten har mennesker også arbejdet og levet af havet.
Udstillingen fortæller derfor både historien om badegæster, sommerferier og fritidsliv og om fiskeri, industri og livet langs kysten.
Gennem billeder, fortællinger og genstande kan du gå på opdagelse i, hvordan forholdet til vandet har forandret sig gennem tiden i både Hvidovre og Brøndby.

Feriesjov og aktiviteter for børn

På udvalgte dage kan børn og deres voksne prøve kræfter med en række aktiviteter inspireret af en tur til stranden for 100 år siden.
Kom og prøv om du kan pakke en strandtaske som man ville gøre i 1938, prøv vores vendespil om strandlivet før og nu,
skriv et postkort eller stik hovedet gennem vores head-in-hole og oplev bademoden anno 1930 på egen krop.

8, 9 og 10. juli kan du møde Lisbeth Hollensen fra Forstadsmuseet ved vognen i Brøndby kl. 10-14

Den 29, 30 og 31. juli foregår det på Hvidovre Havn, hvor Bitten Larsen fra Forstadsmuseet bemander vognen kl. 10-14.

Aktiviteterne er primært målrettet børn op til 10-12 år og deres voksne, men udstillingen er for alle der gerne vil have historien om livet ved vandet i Hvidovre og Brøndby.
Så kig forbi, gå på opdagelse i udstillingen eller få en snak med en af museets medarbejdere på de bemandede dage.

 

Hvor og hvornår

Brøndby

Historievognen står på Svingelstien 30 i Brøndby Strand, lige ved Strandcafeen, hvor udstillingen Livet ved vandet er tilgængelig døgnet rundt i perioden 22. juni-10. juli.
Den 8., 9. og 10. juli kl. 10-14 kan du komme og lave sjove aktiviteter med Forstadsmuseet.

 

Hvidovre

Historievognen står på Hvidovre Havn foran Hvidovreklub og er tilgængelig døgnet rundt i perioden 13-31. juli.
Den 29., 30. og 31. juli kl. 10-14 kan du komme og lave sjove aktiviteter med Forstadsmuseet.

 

Der er gratis adgang til både udstilling og aktiviteter, og man kommer bare forbi.