Zarens krobesøg

af Poul Sverrild

I århundrederne efter Københavns ophøjelse til hovedstad i 1400-tallet lå Hvidovre landsby på rigets vigtigste hovedlandevej mellem København og Køge. Så Danmarkshistorien passerede bogstaveligt talt gennem landsbyen, hvor bønderne havde god mulighed for at være velinformerede om, hvad der foregik i landet og ude i den store verden. Blandt de rejsende var fra midten af 1600-tallet den ridende post.

En af den gamle landevejs sidste gaver til Hvidovre var besøget af Ruslands Zar, Peter den Store, der læskede ganen på den kongeligt priviligerede Hvidovre Kro kort før 1720.

Hvidovre Kro

Kroens alder er endnu uoplyst, men siden midten af 1600-tallet har den formodentlig ligget der, ligesom kroen i Avedøre et par kilometer længere ude ad landevejen.

Hvor, præcist i Hvidovre, kroen lå, blev for et par år siden afklaret af etnologen, Lone Holden, i forbindelse med udgivelsen af Hvidovre Sogns Kirkebog. Undersøgelser her viste, at kroen lå i den gård, som senere blev til gården Eriksminde.

I 1600- og 1700-årene lå denne gård i den sydlige ende af Hvidovre landsby, omtrent hvor nu Vestmotorvejens vestgående spor krydser Hvidovregade/Kirkegade. Det hænger fint sammen med, at kort fra 1600-tallet viser, at hovedvejen fra København over Valby kom ind i Hvidovre landsbys sydlige del. Det forklarer også, at kroen ikke som i så mange andre landsbyer lå overfor kirken.

Her mellem syv og otte kilometer fra Københavns Vesterport var det så, at Zar Peter den Store med følge stoppede op en dag i 1716. Zaren var i Danmark for at hjælpe til med at generobre de tabte landsdele øst for Øresund, som vi havde mistet i 1660. Det blev som bekendt ikke til så meget med det, så Zarens besøg i København blev i stedet husket for hans mytiske køretur op i Rundetårn.

Brændevin og mælk

Besøget blev i øvrigt ganske kostbart for den danske konge, som stod tilbage med mange regninger, da Zaren endelig drog bort igen. Zarens besøg i Hvidovre faldt fint ind i det billede, for også her var det en regning, som gjorde besøget mindeværdigt.

Zar Peter den Store var landet på Lolland Falster, og her havde han i første omgang efterladt Zarinaen, mens han selv tog til København. Da Zarinaen senere ventedes til hovedstaden, drog han hende i møde ad landevejen mod Køge og altså gennem Hvidovre.

Det har nok været en af de Zarens kendte hårde aftener/nætter, som lå forud, for han måtte altså allerede standse i Hvidovre med hele sit rejsefølge af “Herrer, Betjente og Lakajer”.

På kroen i Hvidovre tog indehaveren, Agneta Pedersdatter imod og serverede fast og flydende kost. Hvori den faste føde bestod er ikke overleveret, men den kostede 5 rigsdaler og 2 mark. Derimod ved vi, at drikkevarerne omfattede såvel øl og brændevin som mælk, og denne side af fortæringen stod i 2 rigsdaler og 5 mark. Denne særprægede sammensætning kunne eventuelt sige noget om selskabets tilstand og dermed forklare, hvorfor man allerede gjorde holdt her, så tæt på København.

Bureaukratiet fungerer

Oplysningen om Zarens besøg på Hvidovre Kro er kun bevaret, fordi han vanen tro drog videre uden at betale sin regning. Der stod så enken, Agneta Pedersdatter med smerten. Hun henvendte sig senere til Rentekammeret i København med den ubetalte regning og anmodede om at få den betalt. I dette, datidens finansministerium, kunne man naturligvis ikke bare udbetale beløbet uden at undersøge, om kravet nu var berettiget.

Rentekammeret rettede en forespørgsel til en af deltagerne i Zarens følge, oberstløjtnant Haxthausen, og forhørte sig om berettigelsen i det foreliggende krav. Til kroholderskens held kunne oberstløjtnanten godt huske stoppet i Hvidovre Kro, og med hans velvillige attestation kunne

Rentekammeret indstille til kongen at beløbet måtte blive betalt. Herpå bevilgede kongen ,,Allernaadigst at disse 8 RD 1 MK maae betales”.

Nye Køge Landevej

Var Zaren kommet 15 år senere, var han ikke kommet til Hvidovre, for den gamle landevej blev afviklet op gennem 1720’erne og erstattet af en ny og mere direkte linieføring. Først og fremmest var det en bedre vej, man ønskede, og den fik man for de næste godt hundrede år med anlægget af Nye Køge Landevej, som vi i dag kender som Gammel Køge Landevej.

Med en landevej langt syd for Hvidovre landsby forsvandt en stor del af kroens kundegrundlag, men den bevarede dog sit kongelige privilegium i endnu næsten halvtreds år.

Den nye landevej til Køge skulle naturligvis også have sin landevejskro med kongeligt privilegium, og det blev til den senere så berømte Flaskekro, der lå ved broen over Harrestrup Å.

Flaskekroen lå ikke på Hvidovres jord, selv om den kom til at høre sammen med en Hvidovregård, så da Hvidovre Kro lukkede sidst i 1700-tallet, så kom der til at gå næsten 140 år, før Hvidovre igen fik en kro på egen jord. Det skete først med Frihedskroen omkring 1920.