Venderne i Hvidovre

Resumé

I 1153 nærmede en skare af vendiske krigere sig Roskilde for at udplyndre byen. De troede at kongen Svend Grathe var rejst bort, men de tog grueligt fejl. Da de første vendiske ryttere ankom til byporten, blev de mødt af en gruppe danske krigere, anført af Radulf. Ved Karlslunde kom det til kamp, og kongens hær sejrede. Venderne flygtede, og da de kom til Mosede Klint, hvor deres skibe lå, løb en stor del af fodfolket i panik ud i vandet og druknede. Rytteriet prøvede at ride ned ad den stejle klint, og mange faldt ned og døde. Slaget ved Karlslunde 1153 er detaljeret beskrevet i Saxos Danmarkskrønike, og markeret med en mindesten i 1925. Saxo er ophav til forestillingen om, at venderne gennem århundrede var sørøvere og Danmarks indædte fjender. Nyere forskning viser dog, at venderkrigene primært fandt sted i en kort periode ca. 1135 – 1169. Venderne bosatte sig mange steder i Danmark, hvor de drev handel og fiskeri – blandt andet i Hvidovre. Med stor sandsynlighed har der ligget bopladser fra Lystbådehavnen i Hvidovre til udløbet af Harrestrup Å. Man har endnu ikke foretaget arkæologiske udgravninger, men måske ligger der fund som potteskår og knivskedebeslag langs strækningen – så hold øje med din baghave!

- Læs hele historien herunder

Af Bent Østergaard (artikel bragt i Hvidovre avis d. 15. november 2006)

Det er ikke usandsynligt at haveejerne kan finde sporene efter den forsvundne boplads langs Hvidovres kyst…

En stille, stjerneklar nat i sensommeren 1153 nærmede en skare vendiske krigere, fodfolk og ryttere, sig Roskilde. Et par dage før var de landet med en flåde ved Mosede. De håbede nu på at overraske og udplyndre domkirkebyen. De havde fået en fejlagtig oplysning om, at kongen Sven Grathe var fraværende. Han var dog kommet tilbage, men efter anstrengende forhandlinger i nærheden af Slangerup lå han nu i en dyb søvn.

Efter det første anslag mod venderne ved Roskilde kom kong Svend sine folk til hjælp ved Karlslunde. Et minde om dette slag blev rejst i 1925, – en sten med indskriften: “Svend Grathe og Radulf slog venderne ved Karlslunde i 1153”.

Da de første ryttere allerede var nået frem til byens port, blev de mødt af nogle danske krigere, anført af Radulf. Han pressede venderne ind i nogle kornmarker, hvor deres små heste, røvet fra sjællandske bønder, havde svært ved at komme frem i modsætning til danskernes kraftigere krigsheste. Nogle af venderne, især fodfolket blev hugget ned. Og efter en kort kamp flygtede resten på deres rappe heste i panik mod Køge Bugt, hvor de i skræk styrtede med hestene ud over kanten af Mosede Klint. Nogle blev knust mod strandens sten, andre svømmede ud til deres skibe og undslap.

Mange bosteder

Denne begivenhed på vestegnen er skildret med mange flere detaljer af den ypperlige historiefortæller Saxo. I hans store værk bringes mange beretninger om kampe mellem danskere og vender. Venderne havde deres bosteder langs Østersøens kyster og langt ind i landet fra Holsten til grænserne mod Polen.

Saxo bærer også ansvaret for de udbredte forestillinger om, at venderne gennem århundreder optrådte som sørøvere og Danmarks indædte fjender. Nyere forskning viser dog, at venderkrigene primært fandt sted i en kort periode (ca. 1135 – 1169), da danskerne brugte deres kræfter i en række borgerkrige.

Windebothe i Hvidovre!

Det er heller ikke særlig kendt, at venderne også bosatte sig mange steder i Danmark, bl.a. i Hvidovre. Vi ved, at der fandtes en forstad øst for Roskilde, – Vindeboder (Vendernes Boder), og i Roskildebispens jordebog ca. 1376, nævnes Windebothe i Hvidovre, og at bispen ejer tre gårde i sognet.

Endelsen boder betød mindre huse eller hytter, hvorfra man kunne drive handel eller fiskeri. Det har dengang også været tilfældet ved Roskilde, hvor man i jorden har fundet vendiske potteskår og knivskedebeslag.

Kalveboderne – et ideelt sted

I Hvidovre har man endnu ikke fundet sådanne arkæologiske spor. Der er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser for at lokalisere stedet for den vendiske kolonibebyggelse.

Uden tvivl har Vindeboder ligget et sted, man kunne sejle til. Den har været en af adskillige små eller større handelspladser, der lå på begge sider af Øresund. Det oprindelige “Havn”, forløberen for den senere hovedstad, var placeret i læ for vestenvinde, mens Amager i nogen grad sikrede, at østenstorme ikke forvoldte alt for skrappe bølger inde i havnen.

Den ret lavvandede og tragtformede bugt, Kalveboderne, mellem Hvidovre og Amager, betød også, at her var mindre bølgegang end ude i Køge Bugt længere mod syd. Amager lå dengang – før inddæmningerne – i større afstand fra Hvidovre end i dag. Men fra Hvidovre har man dengang kunnet se den anselige Tårnby Kirke, der oprindelig hørte under Biskoppen i Lund – et eksempel på den tids tætte kontakter på tværs af Øresund.

Dengang omfattede vort sogn foruden Hvidovre også Vigerslev og Kongens Enghave. Vindeboder må antages at være anlagt som “en mere eller mindre permanent bosættelse af fredelige vendiske handelsfolk”. Deres skibe kunne man møde overalt i Østersøen og tilgrænsende sunde og bælter.

De vendiske skibe var af høj kvalitet. Man benyttede trænagler til at samle bådens enkeltdele i modsætning til danskerne, hvis skibe måtte søge til større havne, hvor der fandtes smede, når det blev nødvendigt at udbedre beskadigede klinknagler af jern. For venderne var det en fordel, at trænagler kunne fremskaffes overalt på enhver kystbred. På Nordfalster ved Fribrødre Å er udgravet rester af et skibsværft, hvor skibsplankerne blev samlet med trænagler. Her er også fundet beslag til knivskeder af vendisk type.

Boplads i haven?

Venderne har sikkert anlagt deres boder ud mod en østvendt strandbred, hvor der var læ for vestenstorme. En alt for sumpet strandbred var heller ikke velegnet.

Sandsynligheden peger derfor mod strækningen mellem Lystbådehavnen i Hvidovre og udløbet af Harrestrup Å. Kystlinjen må antages dengang at have ligget lidt længere inde i landet, så det er bestemt ikke utænkeligt, at sporene efter den forsvundne boplads kan findes i en eller flere af Hvidovres haver langs denne strækning.

Men måske lå Vindeboder ved mundingen af Harrestrup Å? Denne å udspringer fra landsbyen af samme navn ved Herstedøster og løber mod øst, indtil den omkring Islev foretaget en højredrejning. Omgivet af brede enge, bl.a. Damhusengen, glider vandløbet herefter forbi Rødovre og Hvidovre mod sydøst ud i Kalvebod Strand.

Åen og dens bred (olddansk aworthe) har givet navn til de nærliggende landsbyer: Aworthe øffre (Rødovre) og Aworthe ydræ (Hvidovre), – altså l den øvre og den ydre landsby ved åbredden.

På åmundingens vestside, i passende afstand fra de skiftende vandstande, kan Hvidovres vender have haft deres boder liggende. Eksistensen af et Vindeboder i Hvidovre er sikkert bevidnet, selvom det måske kun i var et navn på en forlængst nedlagt bebyggelse, da Roskildebispens skriver noterede ordet i omkring 1376. Den må være anlagt i 1100-tallet. Fra den tid stammer mange stednavne, som angiver vendiske bosættelser. Vi kender adskillige Vindebyer i de syddanske kystegne, og fra Lolland-Falster er optegnet stednavne, heraf mange marknavne, der viser slavisk-vendisk sprogbrug. Fordelingen af dette navnestof viser tillige, at de vendiske indvandrere har bosat sig side om side med danskerne – ikke i særlige kolonier. Der er også spor efter, at de har været indgiftet i danske slægter, helt op til kongefamilien.

En opfordring: Kig efter!

Hvor i Hvidovre lå Vindebode? Bebyggelsen kan måske stedfæstes gennem efterladenskaber i jorden. Det tydeligste spor, venderne har efterladt sig, bortset fra potteskår, er deres specielle knivskedebeslag, der er fundet flere steder.

Venderne bar deres knive i en læderskede, der var omsluttet af et pånittet beslag af bronze. Læderet var bøjet omkring kniven og samlet med dette beslag ved skedens forkant.

Beslagene kan – som billederne viser – være forskellig udformet, men de er fundet overalt i vendernes områder – og altså også i nogle syddanske og sjællandske lokaliteter.

Læderet er gået tabt efter de mange år i jorden, men metallet ligger tilbage og kan afsløre vendernes tilstedeværelse. Hvis haveejerne i Hvidovre kigger nøje efter, hvad der ligger begravet i deres muld, er det bestemt ikke utænkeligt, at disse fortids- minder dukker op. Beslagene er små og vil derfor let blive overset, men de adskiller sig fra andre metalstumper af jern og blik ved at være kobberfarvet i deres inderste kerne, men overfladen er dækket af grøn ir. Nogle stykker kan være så forvitrede, at de blot fremtræder som en uformelig klump metal.

Sådanne genstande kan derfor kun findes, hvis man er meget opmærksom. Gør man et sådant arkæologisk fund på sin grund, må man omgående henvende sig til Lokalhistorisk Arkiv, der så kan sikre, at de skrøbelige genstande ikke ødelægges.

Erfaringerne fra Roskilde viser, at disse fund ikke er koncentreret omkring et samlet punkt, men spredt rundt om i egnen. Fund kan derfor gøres flere steder. Sådanne fund i Hvidovre vil være lidt af en sensation og føje et væsentligt kapitel – ikke blot til Hvidovres lokalhistorie – men også til Danmarks rigshistorie.

Litteraturliste:
Venderne – købmænd, kolonisatorer og krigere
Mere omfattende oversigter omkring dette tidligere lidt oversete emne:
J. C. H. Steenstrup: Venderne og de danske før Valdemar den Stores tid, 1900,
H. N. Gerner: De venders, 1972. Den sidste forsøger at give venderne lidt oprejsning for den behandling, dansk historieskrivning havde udsat dem for.
Efter sammenbruddet af DDR i 1990 har tyske og danske arkæologer kunnet udveksle erfaringer om nye udgravninger i Østersøområdet.