af Hans Chr. Thomsen
En nat i februar 1932 kom Hvidovre ud for en naturkatastrofe. Det var 60 år siden, der sidst havde været en stormflod. Ligesom dengang pressede en stærk storm fra vest nu store vandmasser ind i Sundet, både fra nord og syd. De kolossale kræfter brød igennem ved Kalveboderne og en flodbølge væltede ind over de lavtliggende arealer ved stranden og op gennem Harrestrup Å og ud over arealet ved Torstensgårdens villaby.
Natpotten kom sejlende
Der var forskellige reaktioner på og oplevelser af stormfloden. Et sted vågnede beboerne, fordi deres schæferhund klagede. Den lå uden for i vaskehuset, og husfaderen stod op for at gå ud og se efter, hvad der var i vejen. Han trådte ud af huset og stod i vand til knæene. Samtidig begyndte vandet at strømme ind i stuen. Børnene vågnede, og et af dem sad søvndrukkent på sin seng. For hans undrende barneøjne kom natpotten sejlende hen over gulvet, sammen med legetøj og en billedbog.
En beboer roede rundt i en robåd og hjalp til, så godt han kunne.
Nogle steder sad beboerne i det bare linned på tagryggen, andre steder var familien på flugt gennem det iskolde februar-vand.
En familie flygtede op på loftet, men husejeren nåede dog forinden at måle vandstanden i stuen. Den var på 73 cm. Hos sognerådsformanden Arnold Nielsen var den 31 cm.
Helt nede ved kysten lå der et lille træhus, og her vågnede husejeren ved halv tretiden om natten ved, at vandet klukkede på hans stuegulv. Han vidste med det samme, hvad det drejede sig om, og vadede gennem det kolde vand til den nærmeste telefonboks, hvor han alarmerede politiet.
Politi og redningskorps var der hurtigt og hjalp til, så der ikke udbrød panik. De kørte rundt i redningskorpsets biler stående på trinbrættet og beroligede og hjalp opskræmte beboere.
Efter stormfloden
Kort tid efter stormfloden mødtes repræsentanter og beboere fra de involverede grundejerforeninger for at se, hvad de kunne gøre for at forhindre en gentagelse. De nedsatte et udvalg, der skulle undersøge sagen.
Et af forslagene som udvalget barslede med gik ud på, at der skulle bygges en spærredæmning med sluse fra Amagers sydstrand til Avedøre. Det ville koste 32 mill. kr.
Forslaget kunne ikke realiseres. Ifølge havneingeniør C. Jensen fra Københavns Havnevæsen fordi “der ikke var taget nogen Beslutning om Bygning af en Spærredæmning længere Syd paa end den nuværende”. Havneingeniøren oplyste endvidere, at der “omkring Aaret 1918 havde været Planer fremme om en Forlængelse af Havnekajerne paa Sjællandssiden Syd paa, men denne Forlængelse skulle foregaa tempovis Stykke for Stykke, efterhaanden der blev brug for Kaj og Stabelplads, men Planerne var aldrig blevet bragt til Udførelse”.
Ingeniøren anbefalede grundejerne at oprette et digelaug, samt søge tilskud og hjælp fra stat og kommune til et landdige langs kysten.
Grundejerforeningen arbejdede videre med det forslag, men heller ikke det kom der noget ud af.
Først i anden halvdel af 1960’erne kom der en kystsikring ved Lodsparken og Kystagerparken, og på Avedøre Holme kom der diger.