På Langbjerggårds østre ager fandt gårdejer Jens Engelsen i april 1914 en meget stor sten. Et forsøg blev gjort på at fjerne den, og derved kom flere sten til syne. De var tydeligvis andet end en almindelig stenbunke, og der var også spor af knoglerester. På samme sted havde man fundet en blad fra en bronzedolk. Den store sten blev fjernet og henlagt ved indkørselsvejen til Langbjerggård, for senere at kunne slås i skærver. Jens blev betænkelig og henvendte sig til Nationalmuseet, som afdækkede resterne af stenaldergraven, og fandt knogler til ni skeletter, en enkelt flintekniv og spydspidser, samt et lerkar. Men den store dæksten og en af sidestenene manglede.

Ingen vidste – eller fortalte museets folk – hvor dækstenen var. Da der nu var tvivl om det berettigede i at skærve stenen, lod man stenen ligge hvor den lå. På et senere tidspunkt blev den rejst op på den høje led og fungerede i mange år som vejvisersten, når man kom fra Kettehøj på vej til Langbjerggård.

Nationalmuseets undersøgelser viste, at der var tale om en senneolitisk hellekiste med skeletrester og gravgaver fra ca. 2000 f. Kr. Flere forskellige grave fandtes i området.

Stenene fra graven ved Langbjerggård blev bevaret, i hvert fald for en tid, for gårdejeren fjernede nogle af stenene og satte dem i sin have.

I 1999 undersøgte arkæologer fra Københavns Amtsmuseumsråd stedet igen, og fandt at der stadigvæk var rester af højen.