af Poul Sverrild

Ved et spadehug skilte sporvognskonduktør Anders Jørgensen et kranium fra resten af skelettet. Da det var sket, var han ikke i tvivl om, at det var menneskeknogler, han var stødt på.

Anders Jørgensen var ejer af en parcel på hjørnet af Vojensvej og Vamdrupvej, og han var netop gået i gang med at grave ud til fundamentet til det hus, han ville bygge på grunden. Det var i foråret 1933, og sporvognskonduktøren var noget i tvivl om, hvad det var han stod overfor. Forelå der et drab?

Han var før stødt på nogle knogler under gravningen, men det var ikke faldet ham ind, at det skulle være menneskeknogler. Så han havde fortsat gravearbejdet, og pludselig dukkede et kranium op for et spadehug.

Knoglerne lå ikke ret dybt, mellem 30 og 80 cm. nede. Der var ikke rester af kød eller tøj ved knoglerne, så Anders Jørgensen havde nok en fornemmelse af, at skeletdelene havde nogle år på bagen.

En sag for eksperter

I hvert fald tilkaldte han ikke politiet, men valgte at kontakte Claus Petersen, overlæreren ved Hvidovre Skole. Han måtte vide, hvad man skulle stille op med fundet.

Overlæreren foranledigede på sin side, at den lokale læge, dr. Ærenlund-Jensen blev tilkaldt, og siden kontaktede man Nationalmuseet, da man havde konstateret, at knoglerne på ingen måde var friske. Det var altså ikke nogen frisk forbrydelse, Hvidovre stod overfor denne forårsdag.

Med museumsinspektør Mackeprangs tilkaldelse blev der sat en midlertidig stopper for fundamentudgravningen, men det skulle vise sig, at sporvognskonduktør Jørgensen allerede havde gravet sig gennem flere skeletter. Da Nationalmuseet efter adskillige dages gravning afsluttede arbejdet, havde man fundet dele af i alt ni skeletter, og der var blevet lokaliseret syv forskellige grave, hvoraf de to lå ude på Vojensvej.

Udgravningen afslørede desværre ikke ret meget andet end knoglerne, hvor der foruden menneskeknogler også var hesteknogler. Dog blev der ovenpå brystbenet af det ene skelet fundet en bronzefibula, et spænde, der kunne datere udgravningen til folkevandringstiden omkring 4-500 år efter Kristi fødsel.

Sjusket

Til den påfaldende mangel på genstande omkring skeletterne kom, at de af døde var placeret på en forunderlig varieret måde.

Begravelserne gav et umådelig sjusket indtryk. En lå med underbenene og fødderne bøjet op langs undersiden af lårene, en var begravet i nærmest siddende stilling, andre var placeret med kroppen stærkt krummet, på siden eller på ryggen. Det fremgik, at begravelserne var foregået over en længere periode.

De sjuskede og meget forskellige placeringer af skeletterne tyder ikke på normale begravelser. Tilstedeværelsen af hesteknogler blandt skeletterne kunne pege i retning af, at der var tale om ofringer, eller der kunne være tale om henrettede. Analysen af skeletterne viste, at der i flokken havde været mindst en kvinde og mindst tre mænd, og at de bortset fra lidt slidgigt havde været raske, velvoksne personer.

Mere gav fundanalyserne ikke svar på; så det Jigger åbent for enhver at lave sine egne historier om, hvorfor mennesker for 1500 år siden endte deres liv på hjørnet afVojensvej og Vamdrupvej.