Risbjerggaard

Resumé

Vidste du, at du står ved rockens og ungdomskulturens højborg i Hvidovre?

Fra 1967 og frem til 1980 lagde Risbjerggaard nemlig hus til en lang række pop- og rockarrangementer i Hvidovre. Byens unge var selv med til at forme Hvidovres lokale rockhistorie med egne steder, orkestre og foreninger.
1960’ernes unge tog som noget nyt til popballer, kørte på knallert og forsamlede sig i ungdomsklubber. I 1970’erne overtog ungdomsforeningen HIPS Risbjerggaard og afholdt rockkoncerter med kendte kunstnere som Gnags, C.V. Jørgensen og Søren Kragh-Jacobsen.

- Læs hele historien herunder

1960’ernes ungdoms- og popkultur i Hvidovre

Hvidovre havde vokseværk efter 2. Verdenskrig, hvor mange unge familier flyttede ud til forstaden. Da deres børn voksede op i 1960’erne var det til tonerne af ungdommens nye musik, og konfirmationspengene blev ofte brugt på en guitar. De helt store idoler var udenlandske navne som Bill Haley & Comets og Cliff Richard og danske Otto Brandenburg. Øget velstand og frihed i samfundet gjorde, at 1960’ernes unge fik en helt anden opvækst end deres forældre. De havde levet i tiden under og efter 2. Verdenskrig, som var præget af knaphed og disciplin, men deres børn fik lov til at opleve både økonomisk og personlig frihed. Med den nye rockmusiks frigjorthed og opgør med de borgerlige værdier, opstod der en stor generationskløft, og de unge gik som noget nyt til popkoncerter, kørte på knallert og forsamlede sig i ungdomsklubber.
Hvidovre Avis sammenlignede i starten af 1960’erne Hvidovre med Beatles’ Liverpool, fordi byen producerede poporkestre i en lind strøm. Lokale ungdomsbands spillede på forskellige ungdomshuse i byen og i Hvidovre Kino. Det var navne som Treffters med Peter Belli, de to Avedøre-piger Lecia & Lucienne, Rocking Ghosts, Meteors og Matadorerne.
Hvidovres unge manglede dog et fast spillested til de mange orkestre, og et sted til at holde popballer, som man gjorde det i nabokommunerne Brøndby, Ballerup og Gladsaxe.

Risbjerggaard bliver spillested

I 1967 købte Hvidovre Kommune Risbjerggaard, som de næste par år kom til at danne rammen om en række teenage-og rockarrangementer med lokale musikforeninger. I 1968 åbnede diskotek McLean også i kælderen.
Den nydannede musikforening Scarlet Club havde stor succes med en koncert i december 1967 med Povl Dissing & Beefeaters. Koncerten sprængte stedets rammer med hele 750 gæster. Povl Dissing fik dog meget delte anmeldelser af de unge. Nogle syntes, han var fremragende og noget af det bedste, de havde hørt, mens andre mente, at han slet ikke hørte til på stedet.
Musikken ændrede sig meget i 1968. Den progressive musik var på vej frem, og her gjorde klubben sig ikke specielt godt. Det var primært popgrupper, der kom på Risbjerggaard, og Purple Track, Day of Phoenix og Savage Rose var de eneste repræsentanter for den nye tids musik. Der var derfor for mange bands, som ikke interesserede de unge, og i november 1968 lukkede klubben.
I 1969 prøvede tre nye klubber lykken på Risbjerggaard kort efter hinanden. Lolli-Club, Apollo 9-Beat Club og TN Music. De måtte dog alle tre lukke, da der var alt for mange arrangementer udenfor Hvidovre, der trak i de unge med større og bedre navne.

1970’erne – ungdomshus og kendis-spillested

I 1975 overtog en ungdomsbevægelse dele af Risbjerggaard, de kaldte sig HIPS ”Hvidovre Ikke Partipolitiske Samling”, og arrangerede koncerter og politiske arrangementer. HIPS stod for adskillige rockkoncerter med kendte kunstnere som Gnags, C.V. Jørgensen og Peter Belli. I 1976 afholdt kommunen en stor ungdomsfestival på Risbjerggaard med hovednavnet Søren Kragh-Jacobsen, der spillede sit store hit Kender Du Det? Altså den med Mona Mona.
I 1977 var der stor byfest med musikalske indslag af blandt andre Jan Toftlund, Søren Kragh-Jacobsen og Lone Kellermann. Festen var et sammensurium af musik, debatmøder, sport, pensionistkaffeslabberas og film med deltagelse af en række lokale organisationer og foreninger.
Anden juledag 1978 sluttede HIPS af med det noget kuriøse beat-arrangement “Rock Against Rødkål” med diverse lokale bands – måske ment som en symbolsk protest over de ældre generationers mere konservative og u-hippe juletraditioner.
En epoke sluttede i 1980, da HIPS ragede uklar med kommunen og mistede retten til at benytte Risbjerggaard. HIPS gennemførte en protestkoncert “For et frit Risbjerggaard”, men genvandt ikke samme indflydelse på stedet.

Vil du vide mere om Risbjerggaards historie? Så klik her.