af Poul Sverrild

Tyskerne modtog under krigen en større samling våben, der blev opbevaret på Hvidovre Kirkes loft. Det var nu ikke noget større tab for Modstandsbevægelsen, at tyskerne beslaglagde våbnene, for de var temmelig forældede. Derimod var det et tab for lokalhistorien.

Historien går ud på, at tyskerne havde fået nys om, at der på loftet i Hvidovre Kirke lå et lager af moderne våben. Så for at komme en ransagning og beslaglæggelse i forkøbet, afleverede man frivilligt kirkens gamle våben, mens man skaffede Modstandsbevægelsens våben af vejen.

Forsvandt

De gamle våben forsvandt, mens de var i tyskernes besiddelse, men til alt held havde afleveringen ikke været komplet. Vi har bevaret tre af de gamle våben på Lokalhistorisk Arkiv, og de er trods ormeangreb og rust ret velbevarede.

Våbnene stammer fra året 1801. Deres officielle navn er Piker, og de er udformet som korte lanser eller spyd. De skulle efter de gældende bestemmelser være 218,5 cm lange, men vores tre piker holder ikke målet helt.

Historien bag disse våben, der allerede i begyndelsen af forrige århundrede måtte betragtes som stærkt forældede og utilstrækkelige, er meget dansk.

Ovenpå den korte krig med England, hvor den danske flåde blev besejret i Slaget på Rheden af Lord Nelson, skulle det danske forsvar som sædvanlig reorganiseres.

Det nye forsvar kom til at bestå af tre lag: Den rigtige hær, et landeværn, der var dårligt udrustet og endelig kystmilitsen, der var om muligt endnu ringere udrustet og uddannet end landeværnet.

Alle mænd mellem 20 og 50 i Hvidovre indgik i den nye kystmilits, hvis de ikke var indkaldt på anden måde. De skulle selv sørge for deres bevæbning og beklædning, og uniformen behøvede blot at bestå af en rød/hvid kokarde på hatten. Havde de ikke noget egentligt våben, skulle de bruge høtyve, knipler eller bådshager.

Den fattige mands våben

Mænd, der var så fattige, at de end ikke kunne skaffe en høtyv, kunne så få udleveret en af kongens piker. Det er her pikerne fra Hvidovre Kirke kommer ind i billedet.

Det var en selvfølge, at pikerne blev opbevaret i kirken, for al kystmilitsens eksercits og våbenbrug skulle foregå ved kirken om søndagen efter kirketid. Men i fredstid var træningen begrænset til to søndage om året.

Kystmilitsen var en styrke uden reel militærværdi, og det var en lykke for militsfolkene, at de aldrig kom i regulær kamp. Deres opgave var først og fremmest at beskytte kysterne mod eventuelle fjendtlige plyndringer.

Hvilken militærværdi en sådan styrke havde, fik samtiden et godt indtryk af i 1807, hvor landeværnet mødte en professionel engelsk styrke ved Køge.

Her kom det til en slags slag, der er gået over i historien under navnet “træskoslaget”. Da slaget blev indledt, løb de danske landeværnssoldater alt, hvad remmer og tøj kunne holde, mens de efterlod deres fodtøj – altså træskoene – på slagmarken. Og godt det samme.

En stage

Pikerne fra Hvidovre har næppe været benyttet i kamp, men de kan i de mellemliggende snart 200 år have været brugt til andet.

En Hvidovreborger, der voksede op på Lolland-Falster, har meddelt Lokalhistorisk Arkiv, at tilsvarende piker i hendes barndom blev benyttet under isvintre til at stage isbåde med i Smålandshavet.