af Hans Chr. Thomsen

Hvidovre har engang været så smukt, at folk blev lyriske i hovedet af det. Ja, de kunne ligefrem bryde ud i digt for at få hold på en stor følelse af at være ankommet til det rigtige sted og af tro på fremtiden.

Hør her en arbejder fra 1927 synge ud:

“Lad nu Skattesorgerne hvile. Ja, vist tynger Skatterne, men det kan blive anderledes. Og i Dag vil vi tale om vort eget Hjem: Hvidovre.

Trods alt siger vi: Herlige Hvidovre, herlige Kalvebod Strand og Køge Bugt. Der siges, at Luften er gratis herude. Ja, men den er jo ogsaa bedre end andre Steder, takket være vor geografiske, heldige Beliggenhed; nordenfor Køge Bugt med Østersøen som Baggrund. Se blot på Planterne, hvor de trives, naar den milde Vind staar ind fra Syd, naar den kvægende Dug afsættes som kostbare Perler og gør Planterne til gode.

Den har samme gode Virkning paa Menneskene, den giver Sundhed og Styrke og skulle ogsaa give et glad Sind. Vel har vi ikke Nordsjællands smukke Skove, men til Gengæld er vi fri for Nordøstvindens barske Svøb. Der findes maaske dem, der kunde foretrække Nordsjælland, men for den mere jævne Borger har Vejen jo længe været spærret nordpaa.

Herude færdes vi frit og utvungent uden at se hinanden over Hovedet. Herude længes·vi efter at bygge vort Hjem.”

Åben by

Når man læser lokalaviser fra slutningen af 1920’erne virker det, som om den tid har været Hvidovres mest lyriske tid overhovedet. Midt i fattigdommen var der en underliggende dynamik af fremskridtstro og fortrøstningsfuldhed. Der var en glæde, der ligesom var lidt forbavset over sig selv, og den udløses sædvanligvis ved Hvidovre Strand. Stranden virkede næsten som et reflektionssted, hvor man gjorde status og så fremtiden optimistisk i øjnene.

I 1930’erne kom den økonomiske krise og 1940’erne var krigens tid, men ved slutningen af 1920’eme var feltet åbent. Tilflytterne var brudt op fra deres udgangspunkt, og de var ankommet til et nyt. De havde erobret den lokalpolitiske magt, og de havde fået deres huse op at stå. Processen, hvor bønderne forlod Hvidovre i den ene ende af byen, og tilflytterne ankom i den anden ende – for at sige det på den måde – var delvis overstået.

Hvidovre lå åben, og Hvidovre var en mulighed.

Landskabeligt var det hverken land eller by, og rummet er et mærkeligt mellemrum i Hvidovres historie fuld af lys og natur. Allerede 10 år efter var stranden ikke, hvad den havde været og idyllen var på retur. En af grundene hertil kommer vores tilflytter selv ind på i en positiv vision om fremtiden:

“Lad os derfor, Parcelforeninger saavel som den enkelte, gøre alt for at faa Hvidovre bebygget saa fuldstændigt, som bare muligt, naar den store Arbejder-Haveby er en Kendsgerning, da er også de for Tiden for høje Skatter et tilbagelagt Stadium, hvad der i Øjeblikket hviler tungt paa de faa Skuldre, bliver en let Byrde for de mange.”

Hvidovre blev bebygget, og med bebyggelsen blev udslippet fra kloakkerne sammen med det fra industrien et så massivt problem, at amtslægen forbød badning for skolebørnene ved stranden. Omkring 1938 måtte Hvidovre Søbad lukke af samme grund. Men endnu i 1927 er den positive lyrik tilstede:

“Ubegribeligt! At Pladsen her stod tom til os, saa nær Hovedstaden, at vi en stille Aftenstund kan høre dens Larm, som en harmonisk, særlig afstemt Tone, og dog saa fjærnt, at netop denne Tone bidrager til at gøre Stilheden dybere. Ja, ligefrem bidrager til Nervernes Hvile.

Det er den menneskelige Magelighed eller Vanen, der har spillet tidligere Hovedstadsbeboere et Puds, at de har forsømt at tage dette, det allerbedste Stykke Land i Besiddelse.

Det blev Arbejderen, Nybyggeren, der kom til at overvinde de første Trafikvanskeligheder, nu er vi her og det er stadig overladt til os selv at bestemme, om vi kan blive her.

Lad os derfor staa sammen om at værne Hvidovre Kommunes Selvstændighed.

Findes der noget herligere end ens eget Hjem paa den sunde Plads, vi har valgt og faaet kær, som et andet Barndomshjem.

Gaa ned til Kysten mod Syd en Aftenstund og se Dem om og hør det jublende Fuglekor, blandet med Frøernes Kvækken, fra hver deres lille Hul, medens Solen sænker sig og kaster sin rødgyldne Glans paa Bugtens stille Overflade. Det Syn trænger sig umiddelbart ind i vort Sind og hærder vor Vilje til at staa fast om vort nye Hjem: Hvidovre.”

Et øjebliks andagt

At udtrykke sit tilhørsforhold til et sted, til et land via naturen, er et stykke dansk identitetshistorie. Dansk natur og dansk mentalitet hænger sammen fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor temaet introduceres af bl.a. Grundtvig med “Langt højere Bjerge”. Her siges det jo, at andre lande har bjerge, hvor vi har bakke og slette. Men det er i orden, for “ved jorden at blive, det tjener os bedst”.

Lige som småt er smukt, og småt er godt hos Grundvig, er det lille Hvidovre bedre end det store Nordsjælland hos vor parcellist og arbejder. Det kan godt være, der er smukkere deroppe, men her er frisk luft, og man ser ikke hinanden over hovedet, og det sidste er væsentligt for en ny klasse på vej frem. Og det er næsten som om frøerne er medlem af grundejerforeningen, de kvækker i alt fald “fra hver deres lille Hul”, lige som parcellisterne lever på hver deres lille parcel. Og fuglene, ja, de udgør et “jublende Fuglekor”.

Der er en ren følelse til stede uden f.eks. den skæve distance, som 46 år senere kommer til udtryk, når Poul Dissing synger Benny Andersens lyrik: ”fuglene flyver i flok, når de er mange nok”. Men lad vor parcellist fra 1927 få det sidste ord:

“Hvor er her skønt ved Hvidovre Kyst
naar Solen hæver sig ude i Øst
Men intet kan lignes ved Solfaldstid,
naar Arbejdet stilner fra Dagens Slid

Et Øjebliks Andagt: vi skuer ud
det blinkende Vandspejl skifter Skrud
snart Sølver-, snart Purpur-klædning det bær,
en mørkere Glød minder, Natten er nær”