af Hans Chr. Thomsen

Er byplan og arkitektur bevidsthedsdannende, og kan man forestille sig, at de to virker på samme opdragende måde, som f.eks. skolen gør det på børn og unge? Det er formodentlig umuligt at svare på. Men der er en årsag til at grunde nord for København ud mod Øresund kan komme op i prislejer, der ligger i omegnen af prisen på f.eks. aktivitets- og ældrecenteret i Hvidovregade. Ligesom der er en grund til at ferien ofte holdes i naturskønne omgivelser – det er f.eks. ikke ofte, man ser en familie parkere campingvognen for at holde de tre uger på Avedøre Holme. At omgivelserne betyder noget kan der ikke være tvivl om. Problemet er altid, hvad de betyder.

Diffus og identitetsløs

I begyndelsen af 1973 bevilgede Hvidovre Kommune 20.000 kr. til en arkitektgruppe, der skulle undersøge om det fysiske miljø kunne forbedres i Hvidovre. Initiativet udgik fra Hvidovre Kulturråds daværende dynamiske formand Henning Sonne, og i 1976 offentliggjorde arkitektgruppen så sin rapport. Nogle af dens konklusioner var af en sådan art, at man kan spekulere på, hvorfor der stadig bor små 50.000 mennesker i kommunen.

Udbygningen af Hvidovre efter krigen gik tjept, og resultatet kommenterer arkitektgruppen med, at kommunen var “uden indre sammenhæng og identitet.” Friheden fremstår “Gråt, fantasiløst, forblæst og deprimerende”. Avedøre Holme er monotont. Avedøre Landsby er små-spoleret af etplanshuse i gule sten. Rebæk Søpark, ja det er “lige før, man tager den på hovedet ned fra højhusets øverste etager”. Men det er ikke elendighed det hele. Rapporten nævner også vellykkede ting Bredalsparken, Spreckelsens kirke, Rytterskolen m.m.

Det mentale Hvidovre anno 1973

Et interessant afsnit i rapporten undersøger Hvidovreborgernes subjektive opfattelse af Hvidovre, og metoden baserer sig på den amerikanske forstadsanalytiker Kevin Lynch’s bog “The Image of the City”. Jeg skal her blot fremhæve to markante træk.

Arkitektgruppen bad 109 deltagere om at tegne et bykort efter hukommelsen, og ud fra kortene fremstod bl.a. følgende billede af Hvidovre. Samtlige har Hvidovrevej med på kortet, og 75% har både Hvidovrevej og Gl. Køge LandeveJ indtegnet – Vestmotorvejen mangler.

Boligkvarterer indtegnes så godt som ikke. Hvidovre fremstår som en nogenlunde ensartet villabebyggelse, hvis eneste kvarterdannende element er de befærdede veje, der danner kvarterernes grænser.

Man kan læse rapporten som: Hvidovre opleves som centrum-løst og der er ingen markant identificering af kvarterer. Tilbage er vejene.

Vigtigste sammenhængsskabende kraft i Hvidovre er altså Hvidovrevej, eller sagt på en anden måde: Trafikken er i centrum i forstaden. Det er den også i dele af Hvidovre-lyrikeren Michael Strunges produktion.

Ligesom der er tog i Hvidovre – mange tog – er der også tog i Strunges digte. Og deres ankomst og afgang kører billeddannende helt ind i fantasien og videre ud igen ad: ,,drømmens uendelige togbaner, hvor vi skilles og mødes, står af og på”. Og de er nærværende, selv når de ikke er der – selv når toget er kørt: ,,Lyden af fødderne ligger tilbage / på perronen mellem krøllede cigaretpakker / og det blege eftersus / af nattens sidste tog”.

Og der er busser: “busserne kommer og går / kører tavse væk med menneskene”. Og.der er biltrafik og gående, der går “taktløst mod gadernes kors, samles pa hjørnerne og udstøder små råb af blodig indignation”.

Forstaden opleves som: “der er ingen forbindelse mellem husene. Og Jeg vader rundt I gaderne / går og går men kommer / ingen vegne..” Og forstærket: “gaderne synes ikke at pege mod rejser og hemmeligheder / men blot mod deres egen hånlige meningsløshed”.