Af: Søren Østergaard: Træk af Hjemmeværnets historie 2005

Besættelsen

Den formelle organisering af modstandsstyrkerne fandt først sted efter den 29. august 1943. Det skete med hjælp fra hærens befalingsmænd og officerer samt tilbageblevne politifolk fra 1944.
Modstandsbevægelsen blev underlagt Danmarks Frihedsråd, med General Gørtz som designeret chef. Bevægelsen blev desuden delt op i 7 regioner. Alle regioner havde en militær leder, og blev inddelt i amter og byer. Dog udstak REG VI København i afsnit SHAEF en ny forholdsordre til erstatning af den tidligere “slå til og forsvind”, hvor de forskellige scenarier blev ridset op. Det var kamp eller kapitulation. Ved krigens afslutning var der ca. 54.000 modstandsfolk. Alene i REG VI København var der 17.000 mand. Mange var dog at betegne som en slags “sidste dages hellige”, og deres dybfølte forsvarsvilje og motiver kunne betvivles. Andre var eventyrlystne, og havde svært ved at forlige sig med freden og en mere velordnet tilværelse. Sortbørshandel, småkriminalitet og rygterne om tyskerguld trivedes derfor i stor stil.

Hjemmeværn gennem tiderne

Et hjemmeværn er ikke nogen specielt ny eller revolutionerende opfindelse. Allerede i 1150 blev et fribytterværn oprettet i Roskilde til at værne mod de vendiske plyndringer. Ideen bredte sig til resten af landet, og der kom vedtægter og ordnede forhold. Biskop Absalon brugte ligeledes lokale styrker til forsvar af kysterne.

I 1420 og 1517 brugtes ordet “Landeværn” officielt af kongen

I 1610 oprettedes Københavns borgervæbning af Christian IV.

I 1659 i København oprettedes på kongelig opfordring (Frederik III), ved svenskernes landgang i Korsør, et studenterkorps på 4 kompagnier, håndværkerne 6 kompagnier, købmændene 2 kompagnier alle under ledelse af officerer samt 12-14 borgerkompagnier under egen ledelse.

Fra 1733 til 1788 havde man den nationale landmilits.

I 1801 havde man frivillige korps, kongens livjægerkorps og kronprinsens livjægerkorps

Også Nyboders beredskabspligt havde et skær af hjemmeværn, på trods af det kontraktlige tilhørsforhold til flåden.

Mod fredelige tider, på godt og ondt

Efter Frihedsrådets nedlæggelse, overgik modstandsstyrkerne til hærledelsen, og den 9. juni 1945 vedtog 250 modstandsledere i Odense hjemmeværnsforeningerne.

Den politiske situation og kommunisterne

Efter krigen var der en meget grumset politisk situation. Der var en udpræget mistillid til de gamle samarbejdspolitikere, og samfundet forekom ustabilt. Denne ustabilitet gav grobund for alle der var lidt progressive. Men hvori bestod usikkerheden? I bund og grund var man bange for kommunisterne – og det havde man været længe. Nogle led af endda af en særdeles veludviklet “kommunistskræk”. I 1941 blev Danmarks Kommunistiske Parti forbudt ved et flertal i Folketinget, men fortsatte sine aktiviteter illegalt.

Beslutningen i “Den lille Generalstab” om, at BOPA med 200 mand skulle drage til Helsingør og i kamp med en stærk kamptrænet tysk garnison,  er senere blevet forklaret som et forsøg på at komme af med store dele af den overvejende kommunistisk styrede modstandsorganisation.
Den skæve våbenfordeling fra Sverige, hvor man forsynede de passive militære ventegrupper (0-grupperne) med væsentligt flere våben end de aktive modstandsgrupper, herunder BOPA, var en lignenede sag. Den trak dybe spor helt op til 1960, hvor den førte til en tidlig pensionering af hærchefen General Hjalf, der som leder af Den Lille Generalstab havde sanktioneret våbenfordelingen.

Kommunisterne i politikken

Trods sådanne tiltag, var kommunisterne med ved forhandlingsbordet. I befrielsesregeringen i 1945 fik Danmarks Kommunistiske Parti, via fordelingsaftalen med Frihedsrådet, tildelt 3 ministerposter og 3 pladser i folketinget. I 1945 havde partiet ca. 60.000 medlemmer.
Ved valget i oktober 1945 fik DKP det bedste valg nogensinde med 12,5 % af stemmerne og 18 mandater. Socialdemokratiet mistede 18 mandater, hvilket både førte til tale om sammenlægning og misfornøjethed.

AIC og “Firmaet” / Arne Sejr

Det var ikke kun de militære ledere, der var bekymrede. LO, og dermed de gamle samarbejdspolitikere, oprettede i 1945 (måske uofficielt før) AIC, Arbejdernes lnformationscentral, der med 6000 meddelere havde ét mål: overvågning af kommunisterne. AIC ophørte først i 1973 og lukkede deres arkiver hermetisk.
Flere store virksomheder stod bag “Firmaet”, der bl.a. aflyttede flere ledende kommunister. Begge instanser menes at have samarbejdet med fremmede efterretningsvæsner Man var fra flere sider, mildt sagt, overordentligt bekymret for kommunisternes indflydelse.

Efter sommeren 1945 påbegyndtes hjemsendelsen af modstandsfolkene successivt, men de blev hjemsendt med våben. Der opstod derfor et samfundsmæssigt behov for organiseret tilsyn med disse våben, ligesom der var et internt ønske om, at frihedsbevægelsen ikke bare forsvandt.
Den 17. maj 1945 på Gimle på Grundtvigsvej 14 lavede modstandsbevægelsens afsnitschefer en resolution. Et hjemmeværn skulle oprettes, og de ville ikke aflevere våbnene før det skete.
Allerede den 30. maj kom et forslag om oprettelsen af et hjemmeværn på et møde i REG V. Man tog samtidig afstand fra enhver partipolitisk indblanding.

Under Frihedsrådets ledelse holdt man den 9. juni 1945 et møde i Odense med 250 modstandsledere. Også her var et af punkterne på dagsordenen oprettelsen af et hjemmeværn. Samme møde nedsatte et udvalg, der skulle barsle med et forslag til et fremtidigt officielt hjemmeværn. Det til krigsministeriet fremsendte forslag nød dog ikke fremme, angiveligt for ikke at foregribe en ny forsvarsordning. Den 15. august hjemsendtes de sidste modstandsfolk og regionerne afvikledes. De fortsatte dog den organisatoriske styring af de hjemsendte enheder. Der blev udstukket direktiver for afholdelsen af visse øvelser og for registrering af våben. “Hjemmeværn” var den betegnelse, der officielt blev brugt for denne organisation.
Alene i det storkøbenhavnske område var der 96 foreninger.

De mange våben vækker politisk bekymring.

De mange forskellige våben gav anledning til alvorlig politisk bekymring. For, hvordan holdt man styr på de mange, svært kalibrede våben, der var i hænderne på mange forskellige mennesker? Og tilmed mennesker af højst forskellig både politisk og moralsk observans. Hvordan forhindrede man misbrug og kriminelle handlinger?
Dette ønske om kontrol med våbenene blev faktisk den politiske anstødssten til hjemmeværns-foreningerne.
Den 4. september 1945 udsendte generalkommandoen nærmere retningslinjer for dannelsen af hjemmeværnsforeninger. Modstandsfolk der ikke ville tilslutte sig foreningerne, skulle hjemsendes uden våben. Startskuddet var gået, og nu skulle man skaffe noget at have alle medlemmerne i – dvs. mundering, reglementer, uddannelse, økonomi, organisation m.m. Man var faktisk i den situation, at man havde medlemmerne, men der var ingen forening.

Efter flere møder blev der den 16. marts 1946 etableret en landsledelse og kontaktorganet “Hjemmeværn” med Knud Damgaard som redaktør. Der indledtes drøftelser om de økonomiske vilkår, og i en sparetid mente Knud Kristensen (V) at kunne afsætte 250,000,- det første år. Det var kendetegnende, at de positive holdninger til foreningerne, alene havde udspring i at kontrollere deres våben. Aftalen blev først underskrevet den 31. maj 1946. Den gav alle over 17 år, der ikke havde udvist landsskadelig virksomhed og ikke var fradømt deres borgerlige rettigheder, ret til at være medlem. Særligt detaljeret var aftalen om registrering af våben samt aflevering af sprængstoffer og tunge våben. Økonomisk endte aftalen blot med tilsagn om tilskud på finanslovene – uden at størrelsen af tilskuddet blev fastlagt. Som et særligt punkt på dagsordenen var også, at hjemmeværnsforeningerne skulle være upolitiske.

Skytteforeningerne og terrænsportsforeningene, der havde været fødemaskiner for mange modstandsfolk ytrede nu også tanker om at skabe egne hjemmeværnsforeninger. Specielt skytteforeningen Nationalt Værn (der også opererede som modstandsgruppe) skulle vise sig at få betydning for det senere hjemmeværnsdistrikt VI.

Våben og ammunition var der masser af, nedkastede samt efterladte tyske våben. Også hjemmebyggede våben florerede, bl.a. fremstillet af BOPA på Bjergagervej i Hvidovre af Emil Haslund: Mauser M 98T karabin med tilhørende temmeligt store ammunitionsbeholdninger, Schmeisser maskinpistol, Parabelium og Walther pistoler. Der fandtes dog også tungere våben.
Alt andet manglede stort set. Uniformer var der ingen af p.g.a. uniform-forbuddet fra 1937, og pressen var ikke venligt stemt for at uniformere “noget man kalder hjemmeværnsforeninger.” Så man nøjedes i starten med armbind. Kedeldragter forsøgtes indført for at spare på den sparsomme private garderobe, men disse kunne ikke fremskaffes i hverken rette mængde eller til rette pris.
Med dispensation fra uniform-forbuddet indkøbte man 30.000 engelske battledresses, der blev farvet blå eller sorte. Dels krympede uniformerne af denne farvning, og dels var de langt fra farveægte. Omstændigheder, der førte til lidt moro i krogene i det øvrige samfund. Det var ikke forfængelighed, der fik en til at søge ind i hjemmeværnsforeningerne.

Hjemmeværnsforeningerne levede og blev accepteret. Dog var der visse problemer med at overholde aftalen om at aflevere tunge våben og sprængstof. Mange prøvede at beholde lidt – hvis russerne nu alligevel skulle angribe.
I 1946 blev Danmarks Lottekorps oprettet, udsprunget af Danske Kvinders Beredskab, en social hjælpetjeneste, der ikke kunne optræde i forbindelse med de væbnede styrker.

1948 – et dramatisk år

I 1948 blev hjemmeværnet også et kort, som politikerne kunne spille. I februar tog kommunisterne magten i Tjekkoslovakiet og det var kun en allieret luftbro der holdt Berlin i live.
Påskekrisen opstod, med rygter om kommunistisk magtovertagelse. Alle mulige, sandsynlige og usandsynlige rygter opstod i den danske og udenlandske presse, og på de danske ambassader i Østeuropa. Den russiske presse fandt også de store, aggressive typer frem.
Mange var beretningerne om landsætning og nedkastning af ting og sager. Selvfølgelig faldt mistanken på at det var våben til kommunisterne. Det kom så vidt, at flere hjemmeværnsforeninger omringede Eremitagen, fordi man forventede russiske faldskærms-landsætninger. Selv da aktionen blev afblæst af ledelsen, var nogle endnu så utrygge, at de begav sig mod Christiansborg for at beskytte regeringen. Først dagen efter faldt der lidt ro over tingene igen.
Hedtoft fortalte, at han en af disse dage vågnede op, badet i sved, på sin gård på Sydsjælland. Lyden af nogle traktorer opfattede han som kampvognsmotorer. Systemet og borgerne var opskræmt. Forsvarsminister Rasmus Hansen (A) opfordrede fra folketingets talerstol alle våbenføre mænd til at melde sig ind i hjemmeværnsforeningerne.

Det lovfæstede hjemmeværn

Lovforslaget om oprettelsen af et statsligt hjemmeværn blev taget ud af et samlet lovforslag og hastevedtaget den 6. juli 1948. Den 1. 4. 1949 var det statslige hjemmeværn en realitet.
Forsvaret var et reelt politisk problem. Regeringen, der stod overfor en NATO-beslutning, indså, at man aldrig kunne mønstre en værnepligtig hær, der kunne stå inde for den traditionelle danske neutralitetspolitik. Denne politik var dog også baseret på den traditionelle tysk-engelske magtbalance. Man var efterhånden klar over, at man stod overfor en ny øst-vest konfrontation, og at Danmark lå strategisk risikabelt som “proppen i Østersøen”. Neutralitetspolitikken, der havde varet siden 1864, måtte ophøre. Man havde behov for NATO, man havde behov for stadig kontrol med de mange våben, man havde behov for at holde kommunisterne stangen, og man havde behov for soldater.

Det afgørende blev, at USA lod Danmark, Norge og Sverige vide, at et fritstående nordisk forsvarssamarbejde ikke skulle regne med amerikansk våbenhjælp. Den 24. marts 1949 vedtoges indmeldelsen i NATO. Løsningen på manglen af mandskab var et statsligt og lovfæstet hjemmeværn. Sådan blev det, men upolitisk var fødslen absolut ikke!