Af Bent Østergaard (fra bogen Avedøre – en landsby vest for København)
Hovedstadens befolkning var gode kunder for de omliggende landsbyer. Den voksende befolkning i København krævede sine forsyninger, og man krævede specialiteter.
Christian den Anden gav hollandske gartnere mulighed for at bosætte sig på Amager og i nærheden af Valby (hvor Frederiksberg nu ligger), for at de skulle producere grøntsager, kål og andre køkkenurter til de københavnske køkkener. Også den tids fremmedarbejdere var en gevinst for det danske samfund.
Grovvarerne kom fra landbrugsområderne længere ude.
Nordsjællands og Hedeboegnens bønder blev leverandører til København. Torvehandelen, hvor bønderne selv eller deres leverandører bragte deres produkter, mælk, smør, ost, kød, sul, æg og fjerkræ ind til hovedstaden, prægede bybilledet gennem århundreder op til begyndelsen af 1900-tallet.
På Kultorvet solgte kulsvierne fra Nordsjælland deres produkter, tørv, brænde og trækul. Kunsten at fremstille trækul havde de i følge sagnet lært af indvandrede valloner fra Belgien, som skulle være kommet til Grib Skov i 1100-tallet på foranledning af Abbed Vilhelm fra Æbelholt Kloster. På Halmtorvet, som dengang lå lige inden for Vesterport på den nuværende Rådhusplads, afsatte bønder fra Hedeboegnen foder og strøelse til hovedstadens mange heste. Hesten indtog på den tid bilens position inden for transport. Vognmænd, købmænd, private virksomheder, postvæsen og brandvæsen var afhængig af et betydeligt hestehold. Hertil kom hærens behov og de mange velhavende, som havde køreheste. Det gav gode indtægter til sælgerne af hø og halm.
Men ikke blot hestene hvilede ud på halmlejer. Halmen var også en uundværlig ingrediens i københavnernes husholdning, hvor sengens underleje fra slot til hytte bestod af halm, som udskiftedes fra tid til anden, afhængig af ejermandens økonomiske formåen. Rundt om i de københavnske gader hørte man sjællandske bønder, som råbte “sengehaleem” for at tilkalde sig kunder, der ønskede underlaget i familiens senge ombyttet med friskere produkter.
Onsdag og torsdag var torvedage. Da vrimlede det med vogne og mennesker på gader og torve. Efter endt handel tog torvebønderne ind på de nærmestliggende gæstgivergårde, hvor lokalerne fyldtes med snak og piberøg.
Også mælkeproduktionen kunne afsættes i København. Forfatteren M. A. Goldsmidt, hvis forældre havde et landbrug i Valby, fortæller, hvorledes de leverede smør til Frederik den Sjettes bord. Kongen var særdeles forbrugerbevidst og forlangte de bedste varer.
Men andre forbrugere var åbenbart mindre kritiske. Mælk, fløde og smør sendtes fra Vestegnen med hestevogn til København. For at få fløden jævn og med tyk hinde blev den kogt med lidt kartoffelmel og potaske, inden man drog hjemmefra. Mælken spædede bonden op med vand, så strakte den længere. Kusken, der var mellemforhandler, supplerede yderligere med nogle potter vand for selv at kunne tjene nogle ekstra håndører ved denne forøgelse. Man fortalte mand og mand imellem, at vandstanden i Damhussøen var faldet en alen, når mælkeforhandlerne havde passeret den.
Mælkekuskene kørte i små enspændervogne fra hus til hus og forsynede kunderne med mælk, som de havde i nogle store, klodsede, gammeldags træbeholdere. “Fløden” – der var mistænkelig tynd – opbevaredes i flasker eller små, uskurede blikdunke.
For de landsbyer, som lå nærmest København – Avedøre, Glostrup, Brøndbyerne – var mælkeafsætningen til hovedstaden af stor betydning.
Handelen fortsatte op i vort århundrede. I Avedøre blev der oprettet to små privatejede mejerier – et i landsbyen og et ved Frydenhøjstien over for den nuværende skole. De blev ledet af en mælkeforpagter, som modtog bøndernes mælk tidligt om morgenen, og som om eftermiddagen kørte mejeriprodukterne til København, hvor de afsatte dem til bagerier og restauranter. Herfra bragte de køkkenaffald m.m. tilbage og anvendte det til foder i det grisehold, de havde som bibeskæftigelse. Da køerne forsvandt fra gårdene, ophørte dette gamle indslag i Vestegnens erhvervsliv.
Læs mere om Gårde i Avedøre og om Bønderne i Avedøre
