af Hans Chr. Thomsen

I 1901 blev den gamle Hvidovre-Valby Kommune delt. København overtog de østligste dele, Vigerslev, Valby og Kongens Enghave – og dermed blev Hvidovre en ren landkommune bestående af 30 gårde, 6 boelssteder, 50 huse, en skole, en smedje, et banevogterhus og en beboet grusgrav. Befolkningstallet var på 559, og 96% af kommunens samlede areal anvendtes til landbrug.

Men allerede fra omkring 1900 begyndte spekulanter at opkøbe og frasælge bondejorden i kommunen og satte dermed en proces i gang, som i sidste ende forvandlede Hvidovre til en forstad. Fra 1910 tager denne udvikling fart, og i perioden fra 1911 til 1920 sælges 2729 parceller til fattige udflyttere fra storbyen, der opførte elendige rønner på deres parceller. Alene i 1921 solgtes 9,5% af kommunens samlede areal. Det betød at landbrugets areal på små 25 år var så godt som halveret og befolkningen så godt som tredoblet.

Sådan et tempo i udviklingen giver naturligvis problemer, og det kunne ikke undgås, at det før eller siden ville komme til sammenstød mellem de fastboende og tilflytterne, mellem gårdene og paphusene. Det gjorde det også, og slaget faldt mellem 1921 og 1924. Det tog udgangspunkt i en strid om retten til skolegang i kommunen: havde de tilflyttende lysthusbeboeres børn ret til at blive optaget i skolen i Hvidovre, eller havde de ikke? Senere blev andre spørgsmål inddraget. Skulle lysthusbeboerne betale skat, og havde de stemmeret i kommunen?

I 1924 udbryder der “åben krig” mellem bønder og arbejdere i sognerådet. Bønderne havde flertallet, men det kunne ikke undgås, at de tilflyttende arbejdere alene i kraft af deres antal før eller siden ville ændre styrkeforholdet. Striden ender i 1924 med, at tilflytterne opnår de samme rettigheder som andre borgere i kommunen. I marts afholdes der sognerådsvalg, og i det nye sogneråd får socialdemokraterne 6 af de 9 pladser, og dermed sad tilflytterne på den politiske magt i kommunen.

Klods Hans

Der findes en “artikel”, der omhandler forholdene fra dengang. Den er trykt i det satiriske tidsskrift Klods Hans, der udkom mellem 1889 og 1926, og som fornyede den danske vittighedspresse. I artiklen fra 1920’erne holder det bondedominerede sogneråd møde:

Gaardejer Mikkelsen:

Eftersom vi paa adskillige Møder her i Stuen har vedtaget Udflytternes og Træhusbeboernes fuldstændige Udryddelse fra Hvidovre Jords Overflade, foreslaar jeg at vi bliver enige om en kraftigere Metode. Nu da Oksebremselarven næsten er forsvundet fra Sognet og Ræven kun lader sig se nu og da, er det Skam og Skade at Sognet skal plages af Udflyttere i Træhuse. Jeg foreslaar derfor, at Sognet bevilliger Midler til Indkøb afRatin og Fælder, som lægges paa de Steder hvor Udflytterne har deres Gang!

Klokker Petersen:

Hvis Mikkelsen tror at Udflytterne gaar i Fælderne tager han fejl. Det ville kun være spildte Penge. Næ, skal vi Ondet til livs, maa vi lade dem uddø af dem selv. Det er en Kendsgerning, at alle uciviliserede Stammer uddør efterhaanden, saasom Eskimoer, Indianere og Dværgnegre. Sognet skal bare roligt se Tiden an.

Købmand Mortensen:

Det er med Uro og Bekymring man hører den sidste ærede Taler udbrede sig om Dværgnegre og Eskimoer her i Sognet, den eneste Fremgangsmaade overfor truende Fremmedelementer i Hvidovre er at befæste Byen. Ved at opstille to Kanoner i hver ende af Sognet, skal vi nok se, at baade Indianere og Skaalkopper og andet Skidt holder sig udenfor Grænsen. Jeg foreslaar derfor, at Sognet bevilger to Kanoner saa hurtigt som muligt.

Partikulier Sivertsen:

Jeg er meget imod Opstilling af Kanoner her i Sognet. Saadan no’et ka’ eksplodere!

Købmanden:

Herimod kan jeg kun svare, at selvfølgelig behøver Kanonerne inte at være ladte. De skal kuns staa som Skræk og A’varsel.

Derefter vedtoges Kanonerne enstemmigt.

Historie på vers

Men det er ikke kun i Klods Hans, at man kan læse om dengang, Hvidovre hverken var fugl eller fisk. I 1930 rimede Grundejerforeningsbladet sig også gennem den proces, der skabte forudsætningen for forstaden, Hvidovre.

“Ikke By og ikke Land

ingen Gas og intet Vand

Bonden pløjer midt i By

Køer gaar paa Gaden kry”

En kry ko, det er ikke uden evner. Men det knirker i landbruget, kry ko eller ej.

“Gammel Landbrugsjord var sat

ganske passende i Skat

det ku’ lige slæbe a’

der blev lidt til næste Dag”

Bedre står det til med den intensive gartneridrift, der forstår at forrente de stigende jordpriser afstedkommet af Københavns vækst.

“Af og til en flittig Bi

skabte sig lidt Gartneri

men han blev i vanlig Hi

alt var fuldendt harmoni”

Harmonien brydes da bonde og arbejder mødes.

“Saa en Dag Jens Pæsen kom

ud en Tur at se sig om

inde på en Mark han saa

‘Bymand’ gaa med Træsko paa”

Der er endnu så megen magt i bonden, at han både kan tillade sig at blive bøs og nedladende tiltale byboen med ‘go’e mand’.

“Det var svært, saa han er fin

sikket nys’ligt Skjortelin

tænkte Jens og standsed’ brat

lad os lige slaa en Prat

Hør, go’e Mand, hvad gaar her løs?

spurgte Jens, en smule bøs

– Aah, jeg tager just Bestik

af det første Spadestik”

Parcellisten, han er optaget af sit og fremtiden.

“Her på denne lille Plet

vokse skal en Have net

Huset, det skal ligge der

lige, hvor De staar og træ’er”

Pludselig går noget op for Jens Pæsen.

“Jens saa fast benovet ud

jammen, hvodden, store Gud!

Det er jo Hans Nielsens Grund

hvor vi står i denne Stund”

Det bliver ikke bedre da:

“Parcellisten pegte frem:

Se De, her vil hundred Hjem

rejse sig paa Bondens Jord

li’esom ved et Trylleord”

Ikke underligt at:

“Jens Pæsen saa og saa

ved hinandens Side laa

smaa Parceller, hegnet med

den moralske Traad hvert sted

Tankefuld Jens Pæsen gik

hjem og tog en Styrkedrik”

Ja, det tro fa’en. Det er noget sent kunne man sige, at det går op for Pæsen, at sognet er ved at blive solgt under fødderne på ham. Men bedre sent end aldrig. Han går til sognerådet for:

“Det Uvæsen stoppes maa

SE, det bandte jeg s’gu paa”

Sognerådsformanden er karl for at sætte Jens på plads.

“Da rejste sig fra Sædet stor

vort Raads den første Orator

Han hyssed ad Jenses Ord

hvad kender Du til salg af Jord”

Det med salg af jord, det kommer Pæsen hurtigt til at kende mere til, men først skal han indvies.

“En Hemmelighed ligger dybt

bag vore Handlinger indsvøbt.

Vi gi’er Jer lov at stykke ud

og sælge Jord for hvert et Bud

Men – der må ingen bo derpaa;

paa det der nøje agtes maa

så genner vi dem ud paa Vej’n.

Kun gamle Folk paa denne Egn”

Så får Pæsen travlt.

“Den Politik Jens forstod

han Salen hastig, glad forlod

i Lodder stykked han sin Gaard

og drog til Valby næste Aar”

Men det går som bekendt ikke altid, som præsten, eller som i dette tilfælde den store Orator, præ’ker.

“Men Skæbnens underlige Leg

er ikke let at følge, fattes ej.

Ved dag, ved Nat man ind sig sneg

og Folketallet hastig steg”

Ja folketallet steg i Hvidovre. Befolkningen tredobledes mellem 1900 og 1925. Og Orators udsagn om at parcellisterne ikke ville komme til at bo på udstykningerne kom ikke til at holde stik. Men Orator gjorde dog hvad han kunne for at forhindre det, som man kan læse om i bogen “Lysthusbeboerne”.

I slutverset rimer forfatteren en forsoning frem.

“Parcellisten strækker frem

sin Haand mod hvert et gammelt Hjem.

Han siger: Intet gammelt Nag

Vi følges mod den nye Dag”

Den forsonlige holdning var der ikke i virkeligheden. Modsætningerne fortsatte med at rumle i kommunalpolitikken og i sindene, og det var undtagelsen, at de rumlede på rim.