Et godt naboskab er ikke at foragte – og det har Søvangsgården: Clara Jensen har i rigtigt mange år boet i huset på hjørnet på Søvangsvej og har kendt området længe før der overhovedet var tænkt på Søvangsgården.
Clara er i dag en naturlig del af Søvangsgården (beboeren i bolig 140, som Clara selv siger) og har gennem alle årene deltaget i mange af vores arrangementer, bl.a. har Clara været med ude at rejse 3 gange.
Clara fortæller, at i starten var der meget ensomt på Søvangsvej, men at det var denne ensomhed, der tiltrak.
Til gengæld var det meget spændende at følge byggeriet af Søvangsgården, da det gik i gang. Clara fortæller samtidig, at hun og hendes mand altid har følt sig meget velkomne på Søvangsgården, at de i starten kendte alle beboerne, især betragtede de beboerne i ægteparboligerne som rigtig gode naboer. I min hyggesnak med Clara spørger jeg, hvad hun synes om at have Søvangsgården til nabo, og Clara er ikke i tvivl: “Glæde, men det bedste er det sociale samvær. Alle er søde og jeg bliver altid modtaget med venlighed. Det er dejligt”.
Et tilbageblik
Skrevet af Clara Jensen
Da Søvangsgården fyldte år i februar; kom jeg til at tænke på omgivelserne herude inden byggeriet blev påbegyndt og færdiggjort. Vi flyttede herud i 1954, så jeg kender kun området fra det tidspunkt. Sikken en forandring der er sket på så forholdsvis få år: Vi hørte under Glostrup Kommune indtil 1973 eller 74, og i kirkelig henseende hørte vi under Brøndbyøster sogn. Måske nogle af beboerne kender området bedre end jeg og har lyst til at komme og fortælle om oplevelser I har haft herude.
På grunden, hvor Søvangsgården blev opført, og på de omliggende store, flade arealet; var der græsmarker og enge. Om foråret, ganske tidligt, ankom viberne og lærkerne i stort tal. Også rylerne slog sig ned på nabogrundene, agerhønsene holdt til derinde og harerne sprang lystigt af sted. Der var godt med græs til heste og køer; En overgang var det en rideskoles heste, der blev sendt på ferie derinde. Vi kunne se ud over Køge Bugt og nød synet af de forbi sejlende skibe. Man kunne, om end med noget besvær; gå ned til stranden, d.v.s. man skulle springe over grøfter og render og ikke vove sig ud, hvor jorden gyngede. Der var liv af fugle og insekter og frøer og der voksede et utal af planter:
Det var absolut umagen at gå der ned, og sjovt var det også. Jeg ved ikke om man kunne bade,; jeg har aldrig set nogen gøre det. Det var jo ingen offentlig strand, men en fugtig eng med siv og små græsbevoksede øer: Efter store regnskyl, efter en vinter eller efter pålandsvind, stod hele det flade område under vand. En eneste gang nåede vandet op til vores hus. Vi var meget betænkelige, men lige idet vandet nåede op til huset, vendte vinden, og vi kunne ånde lettet op og smide gummi- støvlerne. Der var næsten ingen villabebyggelse, men kun spredte sommerhuse, så det hele lignede en stor sø.
Det var før butikscentrenes tid. Heldigvis var der en del forretninger i nærheden. Lige over for græsmarken på Køgevej, var der en købmand. Mellem stop 3 og 4 var der en baget; en slagter og en købmand. Ved stop 1 var der en bager og en købmand. Lige over for hvor Havnevejen nu er var der en kiosk. Desuden fandtes der 2 – 3 isboder i nærheden. I 60’erne påbegyndtes inddæmningen af det store areal, der blev til industriområdet, Avedøre Holme. Et højt dige langs vandet forhindrer nu oversvømmelser.
I 70´erne begyndte arbejdet med Søvangsgården, en masse grus og jord blev kørt hertil, så bygningerne kom til at ligge højt. Vi blev inviteret til rejsegilde, der blev holdt i den meget store ufærdige spisestue.
